Weekendavisen, 19. august 2011:

Helte og skurke

 

Interview. Erik Valeur ved godt, at alle ville forvente, at hvis han skrev en roman, var de borgerlige onde og venstrefløjen god. Så det har han undladt.

Erik Valeur, er det ikke ham der journalisten? Er det en roman, han har skrevet? Er han ikke normalt sådan lidt frelst? Der bliver udvist en sjælden interesse fra kollegerne på redaktionen, da Valeurs roman Det syvende barn ankommer i prøvetryk fra forlaget.

Og svaret er et klart »jo« til de to første spørgsmål og et forsigtigt »måske« til det sidste.

Afhængig, naturligvis, af øjnene der ser.

En kort præsentation: Efter en række år som journalist på Berlingske var Valeur i 1985 med til at starte magasinet Press; han har siden været leder af DRs dokumentargruppe på P1, redaktør på Magtens Bog, mediekommentator på Jyllands-Posten, Information og Politiken, og han har fået både Kryger-og Cavlingpriser for sit arbejde. I øjeblikket arbejder han på forbrugermagasinet Tænk og skal desuden kommentere det forestående folketingsvalg for Jyllands-Posten.

Som det næsten fremgår af CV'et har Valeur gennem sin journalistiske karriere ofte beskæftiget sig med magt og retfærdighed. Hans engagement i flygtninge-og indvandrersager er velkendt, og netop det engagement har - i hvert fald i journalistkredse - givet ham ord for at have lidt for mange rigtige meninger, at være frelst.

På Det syvende barns omslag står der imidlertid roman. Altså en fiktiv fortælling. Eller er det? Har Valeur haft andre ambitioner end at underholde? Over et bord dækket med vand og Cola Light, fortæller han: »Bogen er absolut ikke kun skrevet for at underholde, selv om det i høj grad har været en ambition at underholde mig selv, mens jeg skrev den. Men processen var faktisk sværere, end jeg troede. Fordi man er journalist, skal man ikke tro, at man bare kan skrive en bog, og det forbløffede mig, hvor svært det var, da jeg begyndte at sætte pennen til papiret. Man er nødt at tænke på et helt anden måde.

Man skal selv sætte scenerne, pludselig har det noget at sige, hvordan et rum ser ud, og hvordan personerne sidder på stolen. Den slags er man helst fri for i journalistik, der er fokus på samtalen og ikke så meget på beskrivelsen af omgivelserne. Det var jeg nødt til at lære først.

Jeg har selvfølgelig ikke kunnet slippe journalistikken helt, det ligger i blodet. Men det var vidunderligt at gøre forsøget, at give los, lege med at få placeret figurerne på brættet og få det hele til at gå op.« På trods af øvelserne som romanforfatter er selve det narrative fundament i Det syvende barns dog journalistisk, fortæller Valeur.

»Den bærende historie udspringer af en journalistisk idé, helt tilbage fra dagene på Press i begyndelsen af halvfemserne. Vi syntes, at det kunne være interessant at finde en spædbørnsstue for forældreløse børn, fortælle deres historie og så forsøge at finde dem ude i verden bagefter.

Det kunne bare ikke lade sig gøre på grund af hensynet til både børn og biologiske forældre.

Så omridset af historien har ligget der lige siden dengang. Jeg er selv børnehjemsbarn, og det har selvfølgelig drevet mig, og da jeg fik en kæreste, der vidste noget om psykologi, begyndte hun at spørge mig om min tid på børnehjemmet, og hvad det havde betydet for mit liv, så historien dukkede hele tiden op i sådan nogle temaer.

Og så begyndte tanken om at gribe historien fiktivt an i stedet. Det er naturligvis ikke ren fiktion, der er rigtig meget af mig selv med i bogen, af min historie, og også rigtig meget af nogle personer, jeg kender eller har mødt i mit arbejde som journalist. Det har aldrig været min ambition at skrive den store samtidsroman, men jeg ville gerne have Danmark med, for historien begynder i 1961 og slutter i 00erne et sted, så var det oplagt at få nogle samfundsbilleder ind. Så det ligger der, som et tæppe, vævet ind i historien, hele velfærdsboomet og den tid der, men det er helt bevidst ikke et professorat i historie, det er bare mine betragtninger. Det er i bund og grund en helt klassisk roman, virkelighed og fiktion fletter ind og ud mellem hinanden, det er selve historien, der bestemmer hvornår det er det ene eller det andet. Naturligvis bruger man sig selv og sine omgivelser, når man skriver, der er trods alt grænser for, hvor meget man kan sidde og opfinde i fri fantasi, det kommer jo et eller andet sted fra alt sammen. En stor del af bogen er altså min egen historie, mens min mors historie i store træk er fortalt gennem Orlas mor. Ligesom Orla også er meget virkelig, han er en embedsmand, jeg har haft mange dyster med gennem årene.« Valeur understreger, at bogens kriminalistiske plot ikke er hans barndomshistorie: Han er for eksempel ikke bortadopteret søn af en stor ping, der ville skjule resultatet af en amourøs affære. ( Og nej, vi afslører ikke nogen ved den bemærkning).

BESLUTNINGEN om at skabe en roman over den historie om børnehjemsbørnene, der aldrig blev skrevet på månedsbladet Press, tog han i en lagune under en rejse i Sydportugal.

»Jeg havde halvanden uge i solen, og så satte jeg mig og tænkte: Jeg skriver historien som roman. Der lå allerede en del research fra Press, interviews med adoptivbørn, foruden alt det terapeuter kunne fortælle mig om ' den tidlige forladthed' og så selvfølgelig mine egne minder fra min gamle stue - der i øvrigt hed Elefantstuen - ligesom i romanen.« Det syvende barn har således været på vej i små 15 år; Valeur har skrevet om utallige gange og gennem processen justeret sin indgangsvinkel.

»Jeg har gjort et bevidst forsøg på at slippe det verdenssyn, jeg tidligere har præsenteret i min journalistik. Jeg fandt ret hurtigt ud af, at jeg meget hurtigt kunne ende i sådan noget frelst noget med Fogh som skurken. Og da det meste af bogen foregår i de år, hvor hans regering var ved magten, forsøgte jeg at vende billedet om.

Så jeg lod Poul Nyrup Rasmussen vinde det valg, han tabte i 2001. Det var lidt sjovt, for så kunne jeg også tvinge mig selv ud af den lås, jeg let kunne være havnet i. Og det giver samtidig et dobbelt billede, for mon Socialdemokraterne havde opført sig så meget bedre, hvis de havde haft magten i den tid?« Beslutningen om at prøve at anskue tingene fra en ny vinkel kom ikke pludseligt. Den havde været undervejs i flere år.

»Jeg flyttede på landet for en del år siden, og det er meget anderledes fra byen. Man er længere fra tingene og får ofte virkeligheden serveret gennem medierne. Det påvirker. Mine børns elskede dagplejemor blev skræmt til døde af historierne i Aarhus Stiftstidende og TV2 og begyndte at stemme på DF. Flere af min datters venners forældre stemmer på DF. Man kan godt snakke med dem, skulle jeg hilse og sige. Det er helt almindelige mennesker, man kan udveksle holdninger med. Det ser man bare ikke i medierne.

Lad mig give dig et eksempel: Jeg var for et par år tilbage med til at lave en antologi, som Tøger Seidenfaden redigerede. Jeg skulle skrive det indledende kapitel, der trak de historiske linjer op. Blandt andet skrev jeg om et møde, jeg havde med Pia Kjærsgaard, og om min dagplejemor, der stemmer på DF. Da min tekst havde været gennem Tøgers hænder, var lige præcis de afsnit redigeret ud. Jeg blev enormt ked af det, og det her er altså slet ikke for at slå på en død mand, men det er en meget konkret pointe: Der snakkes så meget om tolerance - og specielt i Politikens hus - men hvor er tolerancen over for de politiske modstandere, dem man ikke er enige med? Hvorfor har de mennesker, der stemmer på DF, ikke krav på samme lydhørhed for deres holdninger som alle andre? Jeg er slet ikke enig i DFs synspunkter, det forekommer mig bare, at der ikke er særlig mange, som er interesseret i, at tingene bliver blødt lidt op. Det er, som om det slet ikke er meningen, at vi skal forsøge at forstå hinanden.« VALEUR er overbevist om, at medierne bærer en stor del af ansvaret for, at alle råber, men ingen hører efter længere.

»Jeg er så træt af hele mediebilledet. Hvis du bare tager debatten på P1: Der sidder to mennesker i hver sin højttaler og råber ad hinanden.

Det er ikke, fordi jeg mener, det hele skal være sådan en stor omgang søbende konsensus, det er bare trættende at se og høre på konfrontationer hele tiden. Det er et stykke medievirkelighed med nogle forudsigelige rammer: To mennesker sætter hver sin sag på spidsen, der er overhovedet ingen nysgerrighed i rummet - eller bare nogen, der lytter. Og journalisten sidder og smiler lykkelig i midten, for nu råber de ad hinanden, og det er godt tv eller radio. Jeg ville falde ned af stolen af forbløffelse, hvis en eller anden debattør en dag sagde: ' Hov, det kan da godt være, at der er noget om det, du siger'« Den holdning har Erik Valeur arbejdet med at eksponere i Det syvende barn.

»Mediebilledet er jo præget af generaliseringer og fordomme, specielt når der er tale om flygtninge og indvandrere. Det har jeg leget meget med i bogen. Den onde embedsmand og den gode flygtningeadvokat ( som i virkeligheden bor hernede på Strøget - gad vide om han kan genkende sig selv?) som arketyper. Det var spændende at få dem til at mødes og drikke en bajer uden at overdramatisere mødet, så de pludselig skiftede holdninger og blev helt andre mennesker. Jeg har forsøgt at lave et knips med fingeren, uden at det egentlig tilbyder en løsning. Men tænk nu, hvis vi ikke var så stejle og sort-hvide i vores holdninger. Ens fjender er jo også mennesker med mange facetter. Og jeg synes, det var spændende at præsentere dem, jeg selv tidligere anså for nogle dumme svin på en anden måde, at forsøge at få et kig ind bag facaden. Uden at undskylde konkrete handlinger, men dog forsøge at forstå dem.

Det er en journalistisk fagsygdom; at helte og skurke bliver præsenteret helt uden nuancer.

Det forekom mig, at i Olavs ( Hergel, red.) bog Flygtningen var alle heltene helt fantastisk meget helte og skurkene bare rigtig lede, selv om der vist blev blødt lidt op i slutningen. Det forsøgte jeg at komme udenom i Det syvende barn, for sådan oplever jeg personligt gudskelov meget sjældent andre mennesker.« VALEUR understreger, at jeg ikke må forstå det derhen, at hans hjerte ikke stadig bløder for de svage.

»Selvfølgelig er det noget svineri at behandle specielle samfundsgrupper eller minoriteter skidt. Men jeg har i de senere år tænkt meget over, at den ene side - den venstre - gennem mange år var stivnet i en næsten tavs generalisering og gjorde deres bedste for at overhøre, at der blev råbt op om integrationsproblemer.

Mens den anden side til gengæld kom med nogle lange råbende generaliseringer, der stort set kunne koges ned til, at hvis nogen havde fået fingeren af en indvandrer uden for Netto, så var det hele islams skyld, og så skulle der laves begrænsninger for alle indvandrere. Og her efter Utøya begynder begge sider fandeme at beskylde hinanden for at have ansvaret for den gerning. Det er noget underligt noget.« Ifølge Valeur er hele Breivik-debatten et tegn på forråelse af den offentlige debat.

»Man skal ned i nogle helt andre dybder for at kunne forklare sådan en som Breiviks handlinger, det er da ikke et udslag af, at han har læst en avis. Men det er en tydelig tendens: Der er stadig større fokus på at dæmonisere og marginalisere sine modstandere end på at være konstruktiv og sætte sig ned og løse problemerne. Det har jeg da selv til en vis grad været en del af, den er jeg helt med på, men der er mere og mere profilering og færre og færre nuancer i debatten og måske specielt i mediernes dækning af den. Der bliver malet fjendebilleder op, og fokus er efterhånden i langt højere grad på, at alt bliver godt, hvis bare modstanderen kommer ned med nakken, frem for at fortælle, hvordan man selv har tænkt sig at tackle udfordringerne. De der overgeneraliseringer er fuldstændig ødelæggende, og nu er det så gået hen og blevet en diskussion om tonen i debatten.« Netop tonen, det uforsonlige fjendebillede, er i Valeurs optik specielt problematisk, fordi det slet ikke er et retvisende billede af samfundet.

»Forsiderne brøler op om bål og brand og lede islamister, men hvis man bladrer om til sportssiderne, ser man da ofte indvandrere rende rundt og spille bold og have det sjovt med deres danske venner. Der foregår en masse integration rundt om i samfundet, som medierne bare ikke får øje på - eller måske ikke er interesseret i at få øje på. Det er konflikt, der har deres interesse. Men det er så sundt at prikke til fordomme, specielt sine egne. Men selvfølgelig også svært. Noget af det, jeg tænkte meget over i bogen, var beslutningen om at lade embedsmanden - der næsten per automatik altid er en skurk i bøgerne - være den mindst onde, og vende det om, så der optræder en Tamil-dreng, der faktisk ikke er så fin i kanten.«.

»Jeg har gjort et bevidst forsøg på at slippe det verdenssyn, jeg tidligere har præsenteret i min journalistik. Jeg fandt ret hurtigt ud af, at jeg meget hurtigt kunne ende i sådan noget frelst noget med Fogh som skurken.«.