Weekendavisen, 19. august 2011:

Årets positive overraskelse

Samtidsroman. Journalisten Erik Valeur debuterer med en kalorius af en roman, der er så god, at man glæder sig til, man skal genlæse den.

»Når jeg læner mig frem, kan jeg se direkte ned i børnehjemmets have, og hvis jeg rækker mig på tå og åbner vinduet på klem, kan jeg stadig som i et drømmesyn få et glimt af de hvidklædte myndige frøkener, der i en menneskealder herskede over Kongslund og alle de væsener, der kom hertil. Sådan sad de, dengang i de tidlige tressere, på den smukke terrasse med udsigt til Sundet - og selv så mange år efter er der over deres samlede Hjertegodhed en duft af nystrøget lærred og friskbagt brød, der uden besvær når mig heroppe under tagryggen og får det til at svimle for mig.« Så smukt og uskyldigt begynder det.

Erik Valeurs roman Det syvende barn tager udgangspunkt i syv skæbner, der alle kommer til verden på Rigshospitalets fødegang B og bliver bortadopteret gennem frøkenerne på børnehjemmet Kongslund.

Ingen af de syv har nogen anelse om deres fortid, men den ene bærer på en hemmelighed, der kan vælte regeringer.

Da en ældre kvinde i 2001 findes død på en strand under tvivlsomme omstændigheder - beklageligvis kun et par timer før et par fly væltede tvillingetårnene i New York, hvilket naturligvis kræver en god del af politiets opmærksomhed - kommer der gang i sagerne.

Et anonymt brev får jorden til at brænde under fødderne på en række samfundsspidser og magfulde ministre og stiller spørgsmålet: Har det hæderkronede børnehjem gennem et halvt århundrede dækket over rige og berømte danskeres sidespring og skjulte skandaler på højeste plan? Det er det syvende barn, der bærer nøglen til Valeurs fortælling, og vævet ind i plottet er både båndet mellem de syv adoptivbørn og deres opvækst gennem velfærdsboomet i Danmark. Således har Valeur samlet alle ingredienserne til en samtidsroman, og minsandten om det ikke også er en sådan, han har begået. Det syvende barn har det hele: et ualmindeligt begavet plot, samfundsbeskrivelser så skarpe og somme tider vittige som Scherfigs - omend satiren er mildere i biddet - med fornemme samtidshistoriske indslag.

Erik Valeur er kendt som en skarp og kritisk samfunds-og mediedebatør, men i Det syvende barn holder han sig i det store og hele til romanens formsprog. Selvfølgelig bliver der delt øretæver ud, men der er plads og overskud til en nuanceret kritik, og det er en lise; læseren bliver ikke påtvunget et verdens-eller livssyn, men opfordres diskret til at reflektere over egne måske alt for ofte forbenede holdninger.

Det synes, som om forfatteren har gjort det til sin ambition at vende bøtten på læserens vegne og angribe sine personer fra et mere modent synspunkt, ingen optræder entydigt onde eller gode, nuancerne er flot flettet ind i både personbeskrivelser og handlinger. Som sådan tilbyder Det syvende barn den analyserende læser mere end egentlig samfundskritik. Vægten er snarere lagt på en vemodig konstatering og beskrivelse af, hvordan vi mennesker har udviklet os til at agere over for hinanden og i det offentlige rum.

I tilgift skriver Valeur ufatteligt godt. Det syvende barn er en ren fornøjelse at komme igennem, og på trods af det imponerende sideantal bliver historien aldrig kedelig, forudsigelig eller triviel.

Personligt har jeg lyst til at genlæse den, bare fordi det er en sproglig fornøjelse; Valeur har den sjældne evne at kunne begå sætninger, man vender tilbage til alene for at nyde æstetikken i konstruktionen.

Man skal være meget varsom med at blande journalistik med fiktion. Mange, der har forsøgt, har brændt nallerne og fået slået skår i troværdigheden. Men Valeur slipper af sted med hele sin journalistiske integritet i behold og kan gnide sig i hænderne over at have skrevet årets indtil videre mest positive overraskelse.

Billedtekst: Mødrehjælpens børnehjem i Skodsborg, 1950. »Vi lå i sådan nogle trævugger helt nede ved vandet. Alle de fine direktører kunne ikke fordrage, at der lå et børnehjem lige ved siden af, hvor de boede. Jeg talte senere med forstanderinden om det. Hun havde fået breve, hvor der stod: ' Kan det virkelig være rigtigt, at vi skal se på alle de bastardunger?' Engang var der også en, der slog hende, fordi han havde fået ødelagt sin sejltur ved synet af vuggerne inde på stranden,« siger Valeur.