Pristale, Weekendavisen, 27. januar 2012:

Lavmælt anfægtelse

Pristale. Erik Valeur vandt Weekendavisens Litteraturpris og 100.000 kr., som torsdag aften blev overrakt ved en middag på Mielcke & Hurtigkarl. Her følger René Gummers tale til vinderen.

»Når jeg læner mig frem, kan jeg se direkte ned i børnehjemmets have, og hvis jeg rækker mig på tå og åbner vinduet på klem, kan jeg stadig som i et drømmesyn få et glimt af de hvidklædte myndige frøkener, der i en menneskealder herskede over Kongslund og alle de væsener, der kom hertil. Sådan sad de, dengang, i de tidlige tressere, på den smukke terrasse med udsigt til Sundet - og selv så mange år efter er der over deres samlede Hjertegodhed en duft af nystrøget lærred og friskbagt brød, der uden besvær når mig heroppe på tagryggen og får det til at svimle for mig, så jeg må støtte min skæve skulder mod vindueskarmen for ikke at synke i knæ. Dér sidder frøken Ladegaard og dér sidder frøkenerne Nielsen og Jensen, og lidt længere væk står jeg selv, helt nede ved vandkanten, med min japanske rulleelefant i dens rustne lænke og betragter det fjerne omrids af øen Hven, hvor videnskabsmanden og eventyreren Tycho Brahe for århundreder siden opførte sin Stjerneborg. Det videnskabelige aspekt sagde mig selvfølgelig ikke noget på det tidspunkt - i den alder og med en rulleelefant som min eneste ven - men den blå landstribe repræsenterede så tidligt, jeg kan huske, det hemmelige mål for mine stadigt mere rasende tanker om flugt.«

Sådan, mine damer og herrer: Barndommens vemod, glæderne og sorgerne, de små erindringer, vi alle har, som aldrig forlader hukommelsen og er med til at tegne og definere os som mennesker.

Her summet op, så man næsten kan mærke den salte brise i håret ved en blæsende vandkant på Nordsjællands kyst med Hven i horisonten og duften af nybagt brød og vasketøj hængende i næsen. Så nøgent kan det gøres. Så enkle ord skal der til for at sætte en scene, der ikke alene lever i kraft af sit sprog, men som også vækker genkendelse hos enhver, der har været barn ( og det har - trods alt - de fleste danskere prøvet).

Det er dog de færreste danskere, der har tilbragt deres tidlige barndom på børnehjem. Men det har du, Erik, og gudskelov for det. For ellers var Det syvende barn nok ikke blevet skrevet, og vi havde ikke kunnet sidde her og mæske os i den gode mad og fejre, at Weekendavisens læsere har givet dette års litteraturpris til dig.

Det er sjældent, at man som anmelder - og som lystlæser - får mulighed for at møde litteratur, hvor det allerede fra de første linjer står klart, at her er der tale om noget ganske særligt; en speciel drivkraft, en nødvendighed for forfatteren, der betyder, at teksten også bliver en nødvendighed for læseren - selv om der, som i Det syvende barns tilfælde, ligger næsten 700 sider foran en.

Det er en stor opgave at løfte at skrive en så omfangsrig bog; en læsers opmærksomhed er ikke let at holde fangen. Men du er lykkes, dels fordi du har disponeret din historie både begavet og overraskende, men nok mest fordi du skriver helt ualmindeligt godt.

Der var engang i midten af halvtredserne, så vidt jeg har kunnet opspore, en amerikansk militærperson ( eller oliemillionær - alt efter hvilken fordom man vælger at tro på), der af vanvare kom til at udtale følgende: »Jeg ved ikke meget om kunst, men jeg ved, hvad jeg kan lide.« Det gav den kulturelle elite noget at pege fingre ad, for den slags utilstedelig rindalisme åbner jo en ladeport for den tåbelige opfattelse, at ' Brølende Hjort Ved Skovsø' også er en slags kunst, bare fordi der er nogen, der kan lide det.

Vi andre ved naturligvis bedre! Vi er vokset op med at skulle kunne argumentere for vore holdninger - ifald vi har nogen - i vores samfund. Det er ikke nok at føle, mene eller tro, der skal være vægt bag holdningerne og gudskelov for det. Desværre ved jeg - som vor amerikanske ven fra tidligere - ikke meget om kunst. Eller litteratur for den sags skyld. Faktisk er jeg i tvivl om, det ikke er to sider af samme sag? Måske fordi jeg kommer fra en musikalsk karriere, og ovre i den branche har vi en noget mere prosaisk tilgang til verden: ' Luk arret og åbn dine ører.' Ligefremme og krasse ord i dette fornemme selskab, javist, men de rammer hovedet på sømmet, for ikke tusind afhandlinger eller lange artikler i Weekendavisen vil alligevel kunne forklare, hvorfor Like A Rolling Stone er en fantastisk sang. Så hvorfor overhovedet forsøge? Hvorfor ikke bare ' lukke arret' og sætte pladen på? Eller i denne sammenhæng: tie stille og nyde bogen? Hvorfor skal det hele forklares og analyseres? Måske fordi vi godt kan lide at give et godt tip videre, men ikke kan lide at indrømme, at vi bare synes, noget er fantastisk uden at kunne forklare hvorfor? Fordi vi så ender som ham amerikaneren, alle peger fingre ad? Vi har jo vænnet os til at skulle argumentere for alt, og da det på den ene side er rimelig let at definere, hvorfor en bog eller et stykke musik er dårligt eller bare middelmådigt - det er en rent teknisk øvelse, som de fleste kan lære sig op til at kunne mestre - må det vel også kunne lade sig gøre at forklare, hvorfor noget er godt, ikke sandt? Det er her, jeg - åndeligt, ikke fysisk - smider tøjet og indrømmer: Jeg kan ikke! Jeg ved faktisk ikke, hvorfor jeg er faldet for din bog, Erik - jeg kan ikke argumentere akademisk og velfunderet for det foran dette begavede selskab.

Men jeg ved, at den rammer mig helt derinde, hvor forklaringer alligevel er ligegyldige. Der hvor Like A Rolling Stone også rammer. Jeg ved, hvilken fornemmelse ordene giver mig i maven.

Jeg lærer noget. Om livet. Om mig selv. Jeg kan mærke noget indeni, og jeg får sat følelser på plads; følelser, som jeg udmærket kender, men som jeg ikke har fået sat ord på endnu. Præcis som det barn, man altid taler om, der nok ved, hvordan planterne i skoven ser ud, men ikke kender deres navn.

For overhovedet at aspirere til at kunne generere den slags følelser må værket - hvis det som i dette tilfælde er en bog - som mindstemål indeholde genkendelse, overraskelse og en knaldgod historie.

Din historie, Erik, Det syvende barn, indeholder præcis de elementer - og en masse andre. Samtidig er den drevet af en universel og eksistentiel smerte, som de fleste læsere kan forholde sig til og mange identificere sig med: at vokse op uden sine forældres kærlighed, at blive forladt af de eller den eneste, der aldrig kan eller bør forlade en.

Det, der kendetegner din stil og tone, er, at nok bliver der skudt med skarpt og kritiseret, men der bliver ikke råbt højt. Her er ingen Mads Mikkelsen i filmudgaven, der lige skal skyde en ko på en skødesløs måde, ingen skræmmende provinseksistenser, der mishandler konen psykisk, men derimod realistiske og troværdige skikkelser, som et eller andet sted er spejle af os selv, eller i hvert fald af nogen, vi kender.

Din kritik bider, men den peger ikke fingre.

Det er en kritik, der bunder i kærlighed til det samfund, du så fint beskriver. Du beder læseren om at kigge indad, før han eller hun kigger udad. Og vi kender det jo godt, det samfund, du beskriver. Før du vender det på hovedet og får os til at kigge en gang mere.

Det er netop det, den fineste litteratur, den bedste musik og de smukkeste malerier gør ved os: skaber den genkendelse, det kræver for at se sig selv og tilværelsen fra en ny og anderledes vinkel; den bund af sandhed, der er nødvendig for, at man kan tro på en løgn. Og det er svært: at skabe et værk, der ikke råber højt og betjener sig af imposante gimmicks for at illustrere sin pointe, men som stille og roligt fortæller en historie, der rummer både genkendelse og overraskelse. Din historie og dit billede af ' det danske' er stille og subtil og tydeligt drevet af en stor forståelse for og inderlig kærlighed til vores lille land og de sære, selvoptagne mennesker, der bebor det.

Måske netop derfor har du formået at skrive en bog, der er i stand til at begejstre et bredt publikum - uden at den handler om den sædvanlige provinselendighed eller mad eller sex eller terapi for den sags skyld. Det er desværre en sjældenhed, at noget så gammeldags og bedaget som en knaldgod historie får et ben til jorden i disse tider.

Og så oven i købet fra en debutant. Eller i hvert fald debutant som romanforfatter. For du har allerede en del bøger bag dig. Journalistiske og samfundskritiske værker, men Det syvende barn er altså dit første skønlitterære værk - forhåbentlig bare det første i rækken. Hvor er det dejligt at se en kollega lykkes! Tænk sig: En journalist, der har skrevet en rigtig bog, ikke en bestillingsopgave om en falleret byggematador, ikke en debatbog, ikke en biografi, men derimod et rigtigt litterært værk. Du er en af de ganske få, det er lykkes for, en pioner og dermed et lysende eksempel til forhåbentlig efterfølgelse fra mange journalistkolleger.

Alt dette kan egentlig summes op i følgende: Erik, du har skrevet en fantastisk roman.

Det syvende barn rummer det hele. Det er en sjælden bog, der byder på et troværdigt og begavet plot, en vedkommende og interessant samfundsbeskrivelse og en særlig nerve og forståelse for en gruppe mennesker, der har måttet klare sig uden det meste basale i et menneskes liv: en moders kærlighed.

Det syvende barn har vundet Weekendavisens Litteraturpris, fordi dine ord rammer læseren.

Fordi dit sprog er smukt. Fordi du har en historie at fortælle. En skøn historie, som du har gået og arbejdet på i mange år. Din historie. Og vores. Tak for det og tillykke med prisen.