Vejle Amts Folkeblad & Fredericia Dagblad, 11. oktober 2011:

Elefanters besvær med at træde på spindelvæv

"Det syvende barn" er en dansk roman-debut langt ud over det sædvanlige såvel i sprogbehandling som i komposition

Nu og da får man en bog i hånden, der fra det første ord, øverst til venstre på den første side, udstråler kvalitet.

Man ved, at her er en vedkommende bog. En god historie. Et stykke flot litteratur.

Man ved, at nu begynder en stor oplevelse.

Sådan er det med Erik Valeurs roman " Det syvende barn". Det er så banalt at skrive det - men det er så sandt: Det er en fremragende roman.

En forfatter, der starter en murstensroman med sætningen: Det må forblive en hemmelighed ... er en mand, der har masser af selvtillid og som ved, at han har noget på hjertet. Det paradoksale i at møde sin læser med beskeden om, at noget holdes hemmeligt, kræver, at man har en rigtig god historie. Det har Erik Valeur , og han formår at fortælle den, ned i detaljen, men også oppe i det helt store plan.

"Det syvende barn" er en komplet roman. Den har det hele. En spændende, original historie, oven i købet med en indbygget krimi. Den har et overdådigt persongalleri, den har en række væsentlige temaer som kærlighed, omsorg, svigt, vrede, ligegyldighed, skævheder og uretfærdighed. Og så er bogen skrevet på en etage, hvor man sjældent kommer op.

Det er ganske vist Erik Valeurs debutroman. Men manden er en gennemrutineret skribent og fortæller.

Han er 56 år og har været en højt respekteret journalist i halvanden snese af disse.

" Det syvende barn" er produktet af viden, rutine og originalitet multipliceret med et stort talent.

De blå elefanter

" Det syvende barn" er en bog på flere plan. Den umiddelbare fortælling er historien om syv børn, der alle fødes på Rigshospitalet og alle skal bortadopteres. ( Der var en gang). I månederne efter børnenes fødsel finder frøkenerne på et berømt spædbarnshjem nye familier til de små - rundt om i landet. Børnene vokser op uden at ane det mindste om deres fortid.

Syv små mennesker på vej ind i hver deres liv. Syv små mennesker, der, mens de vokser op, får vidt forskellige oplevelser.

Men samtidigt også syv mødre rundt om i landet, der har født et barn, som de ikke har set. Det er romanens røde tråd, spørgsmålet om omsorg eller svigt, spørgsmålet om held eller uheld for disse børn. Der er himmelvid forskel på, hvilke adoptivforældre, ungerne får. Og det er noget af det store, fantastiske, men også farlige i livet: At der nu og da træffes afgørelser eller valg, nu og da blot forekommer tilfældigheder, som her og nu synes ret ligegyldige, men som får helt afgørende konsekvenser.

På spædbarnshjemmet Kongslunds vægge er der malet en masse små, blå elefanter - og børnesangen om de syv elefanter, der kom marcherende hen ad ederkoppens fine spind, kommer også til at gælde for børnene i denne historie.

Når elefanter træder på edderkoppespind, gælder det om at træde meget forsigtigt.

Ellers falder de igennem og havner i et dybt, sort hul.

Og nogle må den vej. Sådan er det også for mennesker.

Overlegen på den gode måde

Erik Valeur har ikke alene fortalt en god historie og skrevet den blændende. Hans komposition er også i særklasse.

Han har bevaret den gamle, journalistiske regel med at bruge " mellemrubrikker". I en bog svarer det til at sætte en overskrift på hver kapitel.

Det er ellers gået lidt af mode.

Men når det gøres med Valeurs talent, har det en interesse-forøgende virkning. Der er nogle spring i bogens handlinger, men også disse sceneskift mestres af den drevne fortæller.

" Det syvende barn" er en bog uden for kategori, ikke alene fordi den når de højeste tinder, men også fordi den er flere kategorier på en gang.

Det er en spændingsroman, en krimi, hvis benzin er hævn og vrede. Men det er også en gribende socialroman. Om en anden tid. Som ikke er langt væk. Om magt og magtmisbrug.

Og det er en bog om mennesker, om deres håb, længsel - og det er en bog om de slag, livet giver og om, hvor tilfældigt det er, hvem der bliver ramt dybest og mest lammende. Det er på alle måder en roman, der viser en nærmest overlegen forfatter - overlegen på den gode måde, fordi han mestrer opgaven.

Billedtekst: Erik Valeur er en rutineret fortællerDe blå elefanter, på væggene oven over panelerne på spædbørnshjemmet Udsmykningen spiller en stor rolle i romanen. En af frøknerne på hjemmet sang konstant visen om elefanterne, der marcherede på edderkoppens fine spind - det var jo en sang, der handlede om at træde varsomt her i livet.- og det stråler ud fra hver eneste side i hans på alle måder store debut-roman.