Universet og fysikken

(…)

I december 1973 passerede den amerikanske rumsonde Pioneer 10 Solsystemets største planet, Jupiter, og rumskibet med menneskehedens budskab til andre kloder bevægede sig ud ad den bane, der ville føre den ud af Solsystemet og videre ud i Universet.

“Det var Carl Sagan, der fandt på det,” sagde Asger ved aftensbordet, hjemme i parcelhuset i Højbjerg.

De nikkede og så væk for ikke at se på hinanden.

(…)

Som så mange jordbundne kvinder havde hun på den ene side den fastlagte opfattelse, at nattehimlen var fuldstændigt velkendt – og derfor dybest set ligegyldig – mens hun på den anden side fornemmede, at den repræsenterede en gådefuld dybde, ingen mennesker under normale omstændigheder skulle forsøge at nærme sig. En usædvanlig vittig højere magt havde endda maget det således, at de to lærere havde fundet deres hus i et kvarter, hvor alle vejene var opkaldt efter nattehimlens lysende legemer: Neptun, Atlas, Jupiter, og de nydelige snorlige villaveje var anlagt på nordøstsiden af Observatoriehøjen, hvor byens berømte observatorium med navn efter Ole Rømer var blevet bygget med to kæmpemæssige kupler.

Men de to unge skolelærere var helt utrænede i sådanne uforudsete brud på deres harmoniske tilværelse.

(…)

“Verden begyndte med Big Bang!” sagde Asger begejstret.

“Nej,” sagde Ejnar stædigt. “Universet har altid eksisteret, og det er uforanderligt i størrelse.”

Selv i et kvarter med lutter stjernenavne var det en opsigtsvækkende

Diskussion mellem to 13-årige – og uenigheden blev værre og værre måned efter måned.

“Tror du, der findes ufoer?” sagde Asger en dag i håb om at finde et

emne, der måske kunne standse de to venners bevægelse væk fra hinanden.

“Hvis de er her, så har de altid været her – men hvor er de så henne?” svarede Ejnar med generationer af nedarvet astronomisk snusfornuft, mens han kiggede sig prøvende omkring.

“Måske er de kun fremme om natten,” foreslog Asger.

Horrebows efterkommer stirrede skeptisk på sin ven. Det hang ikke

sammen; først forsvarede Asger et kompliceret videnskabeligt standpunkt, der reducerede universet til et punktum i en forbigående begivenhedsrække, og umiddelbart efter fantaserede han om rumvæsener – men Ejnar havde en længsel og en kærlighed inden i sig, som Asger først opdagede, da det var for sent, og den var ligesom Hoyles univers grænseløs, uden begyndelse og uden ende.

(…)

I dette øjeblik måtte den gamle mand vide, én gang for alle, at Universet ikke var uforanderligt, og at det aldrig havde været det – og dybt inde i sig selv hørte Asger sin egen stemme tale docerende til Hoyles disciple, både professoren og hans søn, som han i virkeligheden altid havde misundt og næsten hadet for deres tro – og trofasthed:

“I ville gøre Universet statisk,” sagde stemmen. “Så verden kunne vare evigt og være uden slutning og begyndelse. Men det er ikke sådan, verden hænger sammen. Jeg prøvede at forklare Ejnar det, men jeg nåede det ikke, før han kravlede op af det hul. Han havde ikke den tålmodighed, der skulle til.”

(…)

“Marie, hvis verdens mest geniale videnskabsmand, Albert Einstein, kunne tage fejl, så kan alle videnskabsmænd tage fejl – og så kan det lige så godt være, at Einstein alligevel havde ret i sidste ende. Det er en ret fascinerende tanke, ikke? Muligheden af den perfekte symmetri, et fuldstændigt fejlfrit indrettet puslespil, hvor samtlige elementer kan beregnes, forklares og forudses.”

(…)

“Det eneste problem, der eksisterer i verden, mellem højre og venstre og lyse og mørke og dumme og kloge og forældre og børn, er at vi alle sammen glemmer den indlevelse, vi er født med …” – han trådte et skridt tilbage i mørket, men jeg kunne stadigvæk høre hans stemme – “… Elefantstuen beviser, at mennesker ikke fra begyndelsen indeholder den fordømmelse …” – han lød et øjeblik, som om han ville græde – “ … og det beviser, at Niels Bohr havde ret – at elektronerne aldrig lægger sig til hvile i den samme tilstand, hvis man ikke ønsker det. Det er ikke muligt – der er ingenting, der er forudbestemt.”

(…)