Information, 30. april 2011:

Hun vidste, hun var smuk

For Tine Bryld, der døde i påsken, var socialt arbejde ikke noget med, at kontoret lukkede klokken fire. Hun kunne høre tavsheden i den anden ende, når hun talte med unge mennesker. Hendes måde at gøre tingene på krævede selvtillid, overbevisning, charme og indignation

»Hun har betydet fantastisk meget. Måske ikke specifikt for venstrefløjen så meget som for ungdommen og samfundet generelt. Da vi stiftede VS, var hun med, men mest for gammelt venskabs skyld,« erindrer det tidligere folketingsmedlem for VS og gammel ven af Tine Bryld, Preben Wilhjelm, og tilføjer netop hjemkommet fra Tine Brylds bisættelse torsdag:

»Som hendes fætter, Peter Ege, sagde under bisættelsen, havde Tine gennem hele livet vist ham, at solidaritet skulle udfoldes konkret og ikke abstrakt. Det siger det hele. Han sagde også, at hun ikke var mere socialist end dronning Ingrid. Det ved jeg nu ikke om er rigtigt, men der var i hvert fald mindre slinger i valsen hos Tine, end der er hos de fleste venstreorienterede politikere,« siger Preben Wilhjelm.

Tine Bryld, der døde i påsken, brugte det meste af sit liv på at hjælpe andre mennesker, blandt andet som radiorådgiver i DR-programmet Tværs, hvor hun i 36 år rådgav unge med problemer.

Uraniavejs Christiania

Erik Valeur , journalist og producer på radiorådgivningsprogrammet Tværs, var Tine Brylds nære ven gennem mange år.

»Det var nærmest lidt hekseagtigt. Som erfarne journalister og interviewere var vi gode til at høre, hvornår folk løj for os, eller hvornår de var kede af det. Men Tine kunne sidde og lytte til en pige og så pludselig sige til hende: 'Jamen, det her handler jo om din far, ikke?' Så opstod der en længere pause, hvorefter pigen i telefonrøret brød ud i gråd og sagde 'Jo'.«.

Han kan tydeligt huske første gang, han mødte den berømte socialrådgiver, radiovært, forfatter og konfliktmægler. Det var i 1976, han var journalistelev og skulle interviewe hende til en skoleopgave, men hun endte med at stille ham flere spørgsmål, end han nåede at stille hende. Det var også sådan, hun senere hjalp ham gennem en skilsmisse, da han flyttede ind hos hende og hendes mand, arkitekten Arne Gaardmand.

I fire uger boede Erik Valeur i et af værelserne i familiens store Frederiksbergvilla på Uraniavej 15, som så mange andre har gjort det siden. Venner, familie eller helt fremmede, der ikke anede, hvor de ellers skulle gå hen og banke på døren for at få et godt råd midt i deres livs krise, på flugt fra politiet eller det, der var værre.

»Det mindede om Christiania 2, når man sad der og snakkede med hende, og vi hele tiden blev afbrudt af dørklokker og telefoner, af christianitter eller unge hjemløse, der manglede et sted at sove, og som hun fulgte op i et gæsteværelserne og gav en dyne. Det var som at leve i et varmt og livligt herberg,« fortæller Erik Valeur .

Det var Tine Brylds meget personlige tilgang til at rådgive andre, der gjorde hende unik, mener Ida Koch, psykolog med speciale i børn og unge og fast vikar for Tine Bryld på Tværs.

»De unge, der ringede og skrev ind til hende, kunne mærke, at hun var mennesket Tine. På den ene side var hun professionel, på den anden side var hun også ydmyg.

Hvis hun var på dybt vand, sagde hun: 'Det ved jeg sgu ikke noget om'. Og så havde hun respekt for de unge som eksperter i deres eget liv. Hun gav dem mod på at finde deres egen vej,« siger Ida Koch.

»Men tusindvis af forældre har formentlig også siddet og lyttet efter og lært, hvordan man tager unge mennesker alvorligt uden at snakke dem efter munden.

Jeg kan huske at have talt med både forældre og skolelærere, der fortalte, hvordan de lærte af Tines måde at samtale med unge på,« siger hun.

Ingen blev afvist

Når Tine Bryld slukkede mikrofonen i DR's radiostudie søndag aften, fortsatte hun dagen efter med at samle op på de samtaler, hun havde haft med folk. Hun startede typisk dagen med at tale i telefon et par timer med to-tre venner og sine børn for at høre, hvordan de havde det.

Derefter satte hun sig op på sit kontor på første sal og talte videre med klienter eller skrev breve og mails. Ofte havde hun en mailkorrespondance kørende med snesevis ad gangen, som hun skrev sammen med og holdt løbende kontakt med i årevis.

»I de 30 år, jeg kom i deres hjem, tror jeg aldrig, jeg har oplevet, Tine ikke svarede på et telefonopkald eller blev irriteret på en af dem, der ringede eller troppede uanmeldt op på hendes dørtrin for at få hjælp med et eller andet problem. Jeg har altid tænkt, hvordan fanden hun kunne nå alt det og samtidig stå og lave mad til hele familien - og altid med en rolig udstråling,« siger Erik Valeur .

Flere af klienternes breve endte som artikler i det nu lukkede månedsmagasin PRESS, hvor Tine Bryld og hendes mand blev inviteret med i den såkaldte baggrundsgruppe.

En dag dukkede hun op på redaktionen med et håndskrevet brev, som hun fået af en pige, der havde skrevet til hende i Tværs.

»Det synes jeg, I skal trykke i sin helhed,« sagde hun til journalisterne, og det gjorde de.

»Det var en fantastisk historie, dels fordi den var skrevet utrolig godt af en ung pige, og dels fordi det var en vild historie om en familie i opløsning. Historien endte med at fylde 18 sider,« siger Erik Valeur , der dengang arbejdede som journalist på PRESS.

Ikke bare rød

Tine Bryld foreslog også, at PRESS skulle fortælle historien om Bullshit-rockeren Høvding, som blev skudt og dræbt på Christiania i 1985. I perioden op til mordet kom Høvding jævnligt på besøg hos Tine Bryld i huset på Frederiksberg for at snakke om sine problemer og fortælle om sit liv. Han kom altid sent om aftenen, fordi han vidste, der var en pris på hans hoved, og han skulle altid have et glas vand, fordi han var tør i munden af angst. Engang trak han en tand ud på sig selv ude Tines Brylds badeværelse, fordi han ikke turde gå til tandlægen. Artiklen om Høvdings liv blev fremhævet af Cavling-komiteen, da PRESS modtog Cavling-prisen i 1987.

I villaen på Frederiksberg fik Tine Bryld og hendes mand også jævnligt besøg af prominente politikere som Preben Wilhjelm, Svend Auken og Gert Petersen, men hendes popularitet rakte langt udover toppen af venstrefløjen.

Mægleren

Michael Christiansen, der i dag er bestyrelsesformand i Danmarks Radio, var departementschef i Forsvarsministeriet i slutningen af 1980' erne under den borgerlige Schlüter-regering, og han inviterede Tine Bryld med i ministeriets særlige styringsråd for fristadens lovliggørelse.

»Hun var enormt god til at formulere sig præcist på vegne af dem, der ikke selv kunne, men hun optrådte aldrig ensidigt.

Hun havde altid øje for begge parters synspunkter og bevarede engagementet, når alle andre gav op,« siger Michael Christiansen, der selv var ivrig Tværs-lytter.

»Jeg lærte meget af Tværs, både om sociale problemers kompleksitet, og jeg fik en bedre forståelse af mine børns og deres venners problemer. Der var en pædagogisk hjælp at hente hos hende, også for os voksne,« siger han.

Under BZ-bevægelsens ni dage lange barrikadering af Ryesgade i København i 1986 spillede Tine Bryld også en central rolle som mægler, hvor hun cyklede frem og tilbage mellem Københavns Politigård og Ryesgade med beskeder fra BZ'erne og Ole Nørgaard, den daværende vicepolitidirektør i Københavns Politi.

»Tine var både rasende på BZ'erne, der efter hendes mening var for stædige, og på politiet, der ikke var til at snakke med, og som var bange for, at BZ'erne ville sprænge en benzintank i luften og sætte ild til hele beboelsesblokken. Vi måtte køre hen til dem og spørge, om det nu også var rigtigt, og de svarede: 'Er I sindssyge?',« fortæller Erik Valeur .

»Jeg mener, det var Tines gode veninde Pernille Kløvedal Helweg, der tegnede hende som Don Quixote og mig som den tro følgesvend Sancho Panza. Hun var altid den fremadfarende, der drev rask i krig, mens jeg var den lidt mere vævende type,« fortæller tidligere hovedkasserer på Christiania, Jacob Reddersen, der blev ven med Tine Bryld sidst i 1970' erne, mens hun arbejdede som socialrådgiver på Christiania.

Tine Bryld voksede op i et grundtviansk hjem på Frederiksberg i 1940' erne som datter af en læge og en husholdningslærer.

Der lærte hun, at man skal hjælpe dem, der ikke kan klare sig selv.

Hun legede med børnene på gaden i det højborgerlige lægekvarter, men hun fik også venner fra arbejderklassen, og når de fattige børn i skolen blev udsat for uretfærdigheder, råbte hun ad lærerne. Dens slags barndomserfaringer var Tine Brylds egen forklaring på hendes sociale engagement og evner som konfliktmægler som voksen.

Hun vidste, hun var smuk

Hun var ikke en klassisk 68' er-oprører.

Hun blev gift med sin første mand, histo -rikeren Claus Bryld i 1961, og rødstrømpebevægelsen passede hun ikke rigtig ind i.

Lårkorte kjoler og støvler med høje hæle var hendes foretrukne kampuniform, når hun mødte op til politiske debatmøder med revolutionære, piberygende venstre-fløjsmænd.

»Tine vidste godt, hun var smuk som ung. Hun har aldrig ment, at kvinder skulle kaste aske over sig selv og ikke måtte sminke sig. Men fordi hun også var selvstændig, var hun ret populær i ungdomsbevægelsen,« siger Erik Valeur .

På trods af, at Tine Bryld hele sit voksne liv blev associeret med venstrefløjen, og selv om hun konsekvent stemte rødt, var hun var ikke specielt interesseret politik. En enkelt gang stillede hun dog op for Venstresocialisterne, men det var så det.

»Hun ville ikke sættes i bås, og hun blev i perioder voldsomt irriteret på venstrefløjspolitikernes berøringsangst, når det handlede om indvandringsdebatten,« siger Tine Brylds datter, Lea Bryld.

»Tine var mere praktisk orienteret.

Hun fulgte med og havde meninger, men hun dømte mere ud fra, hvad hun synes var retfærdigt, end ud fra højre eller venstre,« siger Erik Valeur .

Charme og indignation

Det langsommelige politiske spil var også en del af forklaringen på, at Tine Bryld efterhånden trak sig ud af Cristiania-processen og i stedet begyndte at hjælpe gruppen af grønlændere, der sidder fængslet på ubestemt tid i Herstedvester, mener Jacob Reddersen.

»Store taktiske overvejelser var ikke hendes stærke side. Hun var mere sådan en 'så gør vi sgu da bare sådan og sådan'-type.« Jacob Reddersen kan huske, hvordan Tine Bryld en dag i 1980 tog ham med hen på arbejdsformidlingen for at stemple for 15 mennesker, hvorefter hun sendte ham hen på bistandskontoret for at hæve bistandspengene, så de kunne sende dem videre til et nedtrapningsprojekt i Sydthy.

»Det var måske ikke lige efter bogen, men hun kunne altid få embedsfolk og politikere til at hoppe med på den slags juridiske krumspring. Fordi hun både indgød respekt og udtrålede snusfornuft. Hendes måde at gøre tingene var ret unik, og den krævede selvtillid, overbevisning, charme og social indignation. Det er formentlig også de egenskaber, der gennem årene har skabt respekt for Tine blandt politikere på både venstre-og højrefløjen.«.

Fakta: Tine Bryld

Født 18. december 1939 på Frederiksberg, datter af læge Erik Begtrup Uddannet socialrådgiver i 1965 Har været gift med professor Claus Bryld og arkitekt og forfatter Arne Gaardmand, der døde i 2008. Har tre børn, Esben, Lea og Iben Har blandt andet arbejdet i Mødrehjælpen, De Unges Rådgivning, Dagcenter for Stofmisbrugere, i 42 år som brevkasseredaktør på Alt for Damerne, som medlem af Fredsfonden og gennem 36 år som radiorådgiver i ' Tværs' hver søndag aften.

Forfatter til en række ungdomsbøger, blandt andet ' Liv og Alexander' ( 1982-84), ' Hvid som sne' ( 1988), ' Abel' ( 1992), men har også skrevet to bøger om de i dag 19 grønlændere, der sidder fængslet i det lukkede fængsel Herstedvester på ubestemt tid. To af de dømte boede i Tine Brylds villa på Frederiksberg, når de havde weekendorlov.

Tine Bryld har bl. a. modtaget Peter Sabroe-prisen, Dansk Forfatterforenings Faglitterære Pris, Christian Kryger-prisen, LO's Kulturpris, PH-prisen, Publicistprisen og Kulturministeriets faglitterære pris.

Billedtekst: EN 68' er. Lårkorte kjoler og støvler med høje hæle var hendes foretrukne kampuniform, når hun mødte op til politiske debatmøder med revolutionære, piberygende venstrefløjsmænd, fortæller vennen Erik Valeur . Foto fra 1968: Jacob Maarbjerg/ Polfoto