Politiken, 15. september 1993:

Seks halve med Hof-ølkapsler

Anmeldelse af 'Stop pressen'. Kritisk bog om den danske journaliststand af journalist Erik Valeur . Anmeldt i Politiken af J.B. Holmgård.

For mange år siden, dengang Aktuelt endnu ikke kaldte sig frit, skrev bladet i en leder: 'Journalister er heldigvis et kritisk folkefærd.

Indbyrdes kritik er imidlertid en sjælden foreteelse - og selvkritik er nærmest et ukendt begreb netop de steder, hvor den ville være mest berettiget.' I dag - mere end en snes år senere - hævder journalisten Erik Valeur i bogen Stop Pressen, at det er allerhelvedes svært at kritisere journalister og journalistik i dette land. Selvkritikken er lammet. Ingen diskuterer, hvad det egentlig er, vi går og laver i pressen, påstår han.

Valeur benytter flittigt anonyme kilder - også fra Politikens redaktion - men han har åbenbart aldrig hørt om den levende avis' jævnligt tilbagevendende medarbejderkonkonferencer på LO-Skolen ved Helsingør, hvor kritik og selvkritik altid flyver gennem luften, som var det et jubilæumsfyrværkeri i Tivoli.

Han kan aldrig have hørt om, dengang det roterende kuglelyn (Pundik) blev så stjernegal over denne kritik og selvkritik, at han udvandrede, og han kan aldrig have mødt den kvalificerede kværulant, veteranen Rosa Krotoschinsky, der gennem årtier altid har revset sin avis. Det var i øvrigt hende, som engang bemærkede, at hvis læserne vidste, hvor bedrøvede vi journalister kan blive over fejl og mangler i avisen, ville de måske holde lidt mere af os.

Skulle der imidlertid være et gran af sandhed i Valeurs påstand om den lammede selvkritik, har han i hvert fald nu rådet bod herpå. Aldrig i dansk pressehistorie har en enkelt person trådt så mange kyniske, selvovervurderende, oppustede, skråsikre og selvpromoverende kolleger over så mange ømme tæer. Skulle nogen skrige eller blive sure i masken, vil det i mange tilfælde være fortjent.

Men når det er sagt, bør bogens svaghed ikke forbigås i tavshed.

Forfatteren bruger alt for mange anonyme, i visse tilfælde ligegyldige, vidner. Det vrimler f.eks. med citater af anonyme journalister og redaktionssekretærer fra den 'pressehistoriske højborg' (Politikens Hus).

Et af Valeurs eksempler: 'Politiken kalder sig en levende avis - men den har jo ikke gjort en uoverlagt bevægelse i mange, mange år.' Det er sagt både mere sarkastisk og rammende af mange selvkritiske høvlebænks- og spydspidsjournalister på den levende.

Trods bogens mangler nikker vi genkendende til redaktionschefen, der praler med, at han ikke har været med til nogen af sin kones fødsler: 'Der sku' laves avis!' Og til redaktionssekretæren, der bebrejder en samvittighedsfuld reporter, at han er så dum, at han 'researcher en god historie ihjel.' Og det skulle såmænd ikke undre anmelderen, om den stjernereporter fra et stort bladhus, der fandt seks sirligt anbragte HOF-ølkapsler på hver af sine halve skiver fuldkorns - som konens måske sidste hilsen - er at finde netop i Politikens Hus. Dog formentlig på det organ, hvis redaktion ligger længst borte fra Rådhuspladsen.

Erik Valeur er 37 år og har arbejdet på Berlingske Søndag, Ugeavisen København, Danmarks Radio (ungdomsredaktionerne og radioens dokumentargruppe), månedsbladet Press, som han var med til at starte, TV 3 og er nu ansat på Information. Det er ikke mindst hans erfaringer fra det læseværdige prisbelønnede Press, læserne får fornøjelse af.

Forfatteren er pessimist. 'Det store avis-forlis venter ret forude,' spår han. Og der er ikke mange komplimenter i Valeurs bog, men lad os ikke undlade at notere, at vor Ninka roses for at have 'den moralske drivkraft, der er sjælden i dag', og at en Politiken-medarbejder sukker, at der på avisen faktisk kun er Pundik, der af og til brænder for en ide.

Politiken, 14. september 1993:

Aviserne fyldes i lyntempo og uden engagement

Erik Valeur har aldrig glemt en telefonsamtale, han havde, engang han arbejdede på et lille, alternativt blad. I røret var en reseacher fra TV 2's store, dybdeborende dokumentarprogram.

- Du kan vel ikke skaffe os i kontakt med en bistandsklient, lød bønnen i røret.

For Erik Valeur , 38 år, var den telefonsamtale et skoleeksempel på, hvor langt dagens journalister er kommet fra den virkelighed og de mennesker, som de påstår at skrive om.

Han har selv været journalist af den eksperimenterende slags i 15 år. I de sidste tre år har han arbejdet i Danmarks Radios montagegruppe, på dagbladet Information og Månedsbladet Press, og sideløbende skrevet på en bog med en barsk kritik af den danske presse.

Bogen 'Stop Pressen', som udkom i går på forlaget Amanda, er ikke mindst et spark bagi til den journalist-stand, han selv tilhører.

- Det er vigtigt med kritik, før det er for sent. Udviklingen inden for medierne tordner afsted, og inden år 2000 står det klart, hvilke medier, der vil byde på journalistik, og hvilke, der vil tilbyde ren underholdning.

Og nok så vigtigt: Hvilke medier der vil overleve. For der vil komme en ny bølge af medielukninger i løbet af de næste år, og frygten for måske skæbnesvangre fejltrin lammer mange redaktioner og redaktører i disse år, siger Erik Valeur .

En af de ting, der irriterer ham mest ved aviser og TV, er hastværket.

Artikler er korte og skåret til benet, og TV-indslag er klippet ned med et panisk sideblik på stopurets sekundviser.

I sin bog gennemgår Erik Valeur nogle af de journalistiske eksperimenter, som han selv har været involveret i på Månedsbladet Press. Artikler, hvor både tre, fire og fem journalister har brugt måneder på en enkelt artikel, og har haft tid til både at veje og kontrolveje hvert ord på en guldvægt.

Han medgiver gerne, at disse erfaringer ikke direkte kan bruges på dagblade og TV-stationer, hvor tingene skal være færdige til en bestemt tid.

Netop engagement er måske den egenskab, som Erik Valeur savner allermest.

I bogen beskriver han kærligt sin oldefar J.A. Jensen - en ildsjæl af en radikal journalist, der omkring århundredeskiftet med begejstring generede både politikere og annoncører.

- Men, spørger Erik Valeur . - Hvor i alverden er det engagement henne i dag? - Mange journalister har ikke anden kontakt til de mennesker, de skriver for, end ren professionel kontakt. Det giver en distance, som kan mærkes i journalistikken.

- Det bedste ville være, hvis man engang imellem lod være med at udsende dagens avis - og brugte tiden på at tænke og snakke i stedet for. Men det går nok ikke, indrømmer han, selv om han ser helt fornøjet ud ved tanken.

(RB)

Berlingske Tidende, 14. september 1993:

En idealist taler ud

Pressebog

Der skal en særlig form for hudløs selverkendelse til for at betegne sig som journalist og så samtidig skrive en bog, hvori alle journalister over en bank karakteriseres som selv-optagede; nogle selvhævdende, nogle rent ud arrogante, mens andre simpelthen føler, at de tilhører en særligt ophøjet race. Erik Valeur har med erkendelse af at tilhøre en ikke alt for respekteret faggruppe udnævnt sig selv til revser af dansk presse og gør sit bedste for at flå huden af alt og alle inden for journalistikkens verden. Valeur har beskæftiget sig med journalistik i 15 år og baserer sin bog på egne erfaringer og samtaler med »over 100 danske journalister«.

Langt de fleste samtalepartnere optræder anonymt som »erfaren magasinjournalist« eller lignende. I betragtning af, at pressen gennemhegles på kryds og tværs for indspisthed, manglende engagement og levebrødsjournalistik ud over alle acceptable grænser, så forekommer det noget dristigt at køre kanonerne i stilling på basis af samtaler, som er ført med blot to procent af medlemsskaren i Dansk Journalistforbund. Skal man svinge svøben er det klogt at have godt fat om skaftet, og to procent er ikke voldsomt meget, specielt da ikke, når man svæver i uvidenhed om udvælgelsesmetoden. For en så skarp kritiker som Erik Valeur kan da vel ikke nøjes med at basere sin kritik på de første 100, han tilfældigvis møder på sin vej. Grundlaget er spinkelt, og kritikken bør derfor overvejende ses som et personligt vredesudbrud over, at dansk presse ikke lever op til de idealer, Erik Valeur mener, pressen bør have.

 Når det er sagt skal imidlertid også tilføjes, at det altid er en god debat værd, om pressen er god nok. Det er den naturligvis ikke. Alt kan blive bedre. Men det nytter ikke at stemple det eksisterende som udueligt, hvis ikke man har noget mindst lige så godt at sætte i stedet. Man kan ikke undgå at få en fornemmelse af, at Erik Valeur vil tvangsforsyne folket med den presse, som lige præcis Valeur mener, folket fortjener og har bedst af. For nogle idealister kan det nemlig aldrig være tilfredsstillende at overlade kvalitetsvurderingen til læserne selv gennem et frit forbrugsvalg. Erik Valeur . Stop Pressen - en kritisk bog om dansk journalistik. 223 s. 228 kr. Forlaget Amanda.

Press, 1. marts 1994:

Pressen vil ikke stoppes

Et jubilæums-potpourri over reaktionerne på en bog - livet i almindelighed og pressen i særdeleshed.

Af ErikValeur

Da bogen "Stop Pressen" udkom for et halvt år siden, var både min forlægger og flere normalt pålidelige iagttagere (altså personlige venner) helt sikre på, at den ville give ballade.

Endelig ville man få den hårdt tiltrængte debat om pressen og dens udøvere i det lille selvtilfredse land med den superselvtilfredse journaliststand. Endda i deres egne medier! Jeg var selv mere skeptisk. Måske på grund af mit næsten 15 år lange udkig til netop dette uudforskede ingenmandsland: Pressens nådesløse selvkritik.

Det tog mig tre år at få budskabet på plads i den form, jeg - noget fejlagtigt - troede ville bevare målgruppens velvillighed intakt. Hellige enfold! Et af min barndoms mest opbyggelige eventyr handlede om en kæmpe, der boede alene på en øde ø. Med sit gennemborende blik forvandlede den enhver besøgende til en stor, uformelig kampesten. Til sidst var øen oversået med store sten, og kæmpen kunne kun stoppes ved en dag at komme til at rette det gennemborende blik mod sig selv - og forstene. En mørk nat sejlede tre snarrådige børn over til øen og gemte sig under en opslået paraply med et lille fint klippet hul i toppen. Da dagslyset brød frem, holdt de et spejl op foran hullet. Kæmpen kom luntende frem mellem bakkerne, bøjede sig nysgerrigt ned og satte øjet til hullet og stirrede lige ind i spejlet - på sig selv.

Hvis kæmpen var pressen, og det var mig, der lå gemt under paraplyen med mit spejl, så der kun var én afgørende forskel på eventyret og virkeligheden: I virkeligheden ænsede kæmpen slet ikke synet af sig selv, men trampede hen over både spejl og paraply og mand som om, den enten var blind eller dum. Eller begge dele på én gang.

Med græsrødder og andre selvlærte er der vel mere end titusinde journalister i dette land netop nu. Og tallet er hastigt stigende. Engang talte man om en generationskløft i Danmark - den gik på tværs gennem landskabet og adskilte forstokkede forældre fra fanatiske børn - nu er den fyldt op med PCere, fax-maskiner, terminaler, sendemaster og skove af mobiltelefon-antenner.

Mens den højere middelklasse skriver tykke erindringsbind med navledybe moraler og interviewer hinanden i uendelige avisføljetoner, bygger den lavere middelstand tv-antenneanlæg så store som palæer, dyrket paraboler i haven og tilbringer 1001 nats kabeleventyr med 48 frie kanalvalg. Om få år vil vi alle sammen sende vore kærestebreve per telefax, således at også dufte og blækklatter og forsinkelsens glæde kan forsvinde ud af kommunikationen. En effektiv tidsbesparelse, vil de sige.

Kigger man sig omkring, kan man se de forvandlede landskaber alle vegne: I parforholdene, sexlivet, samværet med børnene, maden, boligerne, underholdningen og det politiske liv. De nye generationer aflæser kvalitet i hastighed og mængde.

For præcis et år siden blev den forhenværende statsminister Poul Schlüter spurgt om sine personlige visioner for Danmark og fremtiden: Jeg regner da med, at de konservative snart får regeringsmagten igen, svarede han. Således synes også landets forbilleder og foregangsmænd at have tabt både visioner og eventyrlyst med et brag på gulvet.

Er det tænkeligt, at elektronernes kvantespring - på samme tid som de udvider kommunikationens enorme rækkevidde - indskrænker den menneskelige evne til eftertanke og fordybelse? PRESSEN: Pressens dynamiske udvikling er ubestridelig. Den foregår i disse år udelukkende på det højteknologiske plan, hvor den til gengæld forfører en journalistgeneration, der er blevet opdraget til at erstatte dvælen med daglig stress og samvær med materielle goder.

Teknikkens ufejlbarlighed er et fremragende værn mod personlig tvivl, og således fastholder de fleste nye journalistgenerationer med høje stemmer teknologiens endegyldige bidrag til kommunikationens kvalitet. Den revolutionerer udstyr og arbejdsmetoder, forvandler redigering og samtale til computerstyrede layout-processer, skærmombrydning, farver, jingler, digital, lys, lyd, image, effekt.

Teknikken giver indholdet de perfekte muligheder, udtrykkes det. Men i et uforklarligt paradoks stivner pressen alligevel i disse år til en ensartet, idéforladt masse - også selv om nye mediegiganter fusionerer oven på kolossale pengetanke. De samme emner kopieres fra redaktion til redaktion og fra skabelon til skabelon. I et lille land som vort optræder de samme musikere, skuespillere, politikere og sportsstjerner i de samme kraftforladte middelklassesamtaler omkring middelmådige middelklassepointer.

I den senere tid er talkshow-værterne endda begyndt at interviewe hinanden - helt åbenlyst - i kampen om kunderne. Kun synes de endnu ikke at have fået tilladelse til udelukkende at snakke med sig selv om det emne, der optager dem mest.

Nyhedsjournalistikken er den genre, der passer bedst ind i de nye, dynamiske mønstre - den er netop defineret som fornemst, når den formidles i et maksimalt tempo. I stor stil forener den hastighed med effekt - ydre dramatik og ordknappe budskaber - og er derfor det eneste kort, visionsløse redaktører tør spille ud, når de skal konkurrere om kunderne. Derfor får en sagesløs befolkning de samme nyheder serveret i 12 nøjagtig ens versioner døgnet rundt fra alle sider.

I de journalistisk dybdeborende magasiner kredser redaktørerne stilsikkert omkring to emner: Vold og sex. De præsenteres af stadig yngre og smukkere studieværtinder, der aldrig tror, at lige netop de selv er blevet valgt på formen frem for indholdet. Det må være de andre. Nogen har glemt eller bevidst forlagt nogle helt centrale journalistisk småborgerlige dyder som idéudvikling, interview, sprog. Og i det menneskelige mikrokosmos: Evnen til indlevelse, vrede, medfølelse, forargelse og begejstring - kort sagt: Nysgerrighed.

Det var det indtryk, jeg fik, da jeg kontaktede en lang række redaktioner over hele landet, mens jeg arbejdede med "Stop Pressen". En enkelt livstræt kilde, som jeg af hensyn til kollegernes finere følelser undlod at citere i bogen, mente slet og ret, det drejede sig om journaliststandens evne til kombination og ræsonnement. Altså intelligens. Samfundet med dets komplicerede beslutningsprocesser er simpelt hen løbet fra den intelligens og den koncentration, fagets titusinde udøvere kan mobilisere inden for de nye, teknologiske rammer.

I dag tror jeg, der er rigtigt. Rastløsheden har aldrig været større. Hvis et dansk fodboldlandshold kom i tilskuerkrise, ville alle være enige om at forbedre spillets kvalitet. Men hvis dansk presse var et fodboldhold, ville lederne give sig til at dekorere målene, polstre tilskuerpladserne, spille muzak i højttalerne, indføre quiz i pausen, hyre kvindelige dommere i lårkort, hæve overliggeren og dekretere straffespark hver andet minut for at hæve underholdningsniveauet.

Den slags polemiske sammenligninger kan kun tillades i mere uhøjtidelige potpourrier. I bogform var jeg overbevist om, at jeg havde ramt en seriøs og forståelig tone, ind til de første reaktioner indløb fra vrisne avisredaktører: "Ikke for ingenting synes han at have hjemsted i miljøet på dagbladet Information, månedsmagasinet PRESS og radioens ungdomsprogrammer," vrissede Ålborg Stiftstidendes berygtede chefredaktør (altså berygtet i min omgangskreds).

"Bedrevidende revser af den journaliststand, han selv tilhører," konstaterede Aarhus Stiftstidendes forhenværende chefredaktør.

"Kritikken bør overvejende ses som et personligt vredesudbrud," fastslog Berlingske Tidendes altid humørløse debatredaktør. Og noterede ligesom sine øvrige redaktørkolleger omhyggeligt behovet for en øget pressekritik:

Derfor er det alligevel godt, at der skrives sådan nogle bøger (selv om de altså er fulde af lort), syntes konklusionen at lyde fra den første bølge af kommentarer.

Anden fase bestod af tavshed - man fik fornemmelsen af, at gode kolleger ikke rigtig vidste, hvad fa'n man skulle stille op. Pressens normale argument for nådeløs afvisning af enhver kritik, er kritikernes uvidenhed eller mangel på direkte kendskab og erfaring. Ingen kunne - i al beskedenhed - sætte et fornuftigt angreb ind på det punkt.

En måned efter kom endnu et par anmeldelser, og flere provinsaviser valgte at indrykke en ugegammel Ritzau-omtale på kultursiderne som en slags anmeldelse. Politiken tilbageviste punkt for punkt de passager i bogen, der havde med Politiken at gøre og skrev: "Aldrig i dansk presses historie har en enkelt person trådt så mange kyniske, selvovervurderende, skråsikre og selvpromoverende kolleger over så mange ømme tæer."

På Ekstra Bladet fik debatredaktøren bogen i hånden, konstaterede, at han ikke læste sådan noget lort - og gav den videre til chefredaktøren, der lod den ligge.

Samme skæbne må være overgået den på blade som B.T. og Jyllands-Posten.

I journaliststandens eget blad, Journalisten, blev bogen imidlertid varmt anbefalet som læsning for alle journalister og redaktører: "Det er nødvendigt, at pressens meningsdannere tager tråden op og fortsætter diskussionen. Hvad der bestemt vil være et egnet debatområdet for Nyrups kommende mediekommission."

Radioens studieværter var på pletten, den ene efter den anden - her var det en særlig galgenhumoristisk oplevelse at tale om fordybelsens hemmeligheder i to-minutters sekvenser mellem Suzanne Vega og Petshop Boys.

Never mind. Det særprægede består først og fremmest i tavsheden fra tv- kanalerne. Ikke en nyhedsredaktion, debatredaktion, magasinredaktion eller kulturredaktion reagerede. Forundringen skyldes ikke et momentant opskruet storhedsvanvid, men en sammenligning, enhver journalist kunne gøre sig: Havde en i øvrigt fagligt velanskreven jurist, civiløkonom, skuespiller, murermester, arkitekt eller bankdirektør kritiseret sin stand for samme dovenskab i ånden og praktiseret sjusk i arbejdsprocesserne - så var han blevet kørt i taxa fra studie til studie med et triumferende slutoptog i Eleva2eren. På samme måde havde avisernes søndagsredaktioner krævet interviews og kommentarer - det skete i ét tilfælde, og det var en praktikant fra Det fri Aktuelt. Man kan roligt sige, at min færd ud i ingenmandsland blev iagttaget i allerdybeste tavshed.

Sammenligner man med USA, Tyskland, Sverige, ja selv Norge, findes der ingen national journaliststand så åbenlyst ømskindet over for kritik som den danske. Positivt udlagt kan det være, det skyldes dårlig samvittighed. En klokkeklar indre viden om den personlige prioritering af penge og prestige og mediets jagt på seertal og oplag - frem for kvalitet i journalistikken.

Jeg ringede til Journalistforbundet og spurgte, om det var en idé med en konference - eller bare et lillebitte debatmøde? Næh, den slags arrangementer fik alligevel aldrig nogen deltagelse. Man havde opgivet. Man kan ikke forlange selvransagelse fra de ligeglade.

De velmenende er - som sagt - fulde af undren over den udeblevne diskussion. Men indtil videre er jeg selv den første, der nævner dette - sådan rent forbipasserende og på udtrykkelig opfordring.

Lad os bare se det i øjnene: Pressen bor efter eget valg på en øde ø. Det kan ingen bog lave om på. Isoleret fra den påvirkning, der på forhånd er defineret som dum og uden betydning. Netop nu sammensætter de en mediekommission - mon ikke den kommer til at diskutere alt muligt andet end netop indholdet af journalistikken?

Da dette blads første redaktør, Morten Bohr, lancerede PRESS, var det både et praktisk eksperiment og en fortløbende, synlig kritik af den øvrige presse. Der er gået næsten ti år, og hvis det har haft en betydning, er den usynlig. Måske var det sådan lidt på tide, at andre hankede op i paraplyerne og gav livstegn fra sig.