Spænding – gåder

(…)

Brevet, der startede det hele, ankom om morgenen den 5. maj 2008, på treogtresårsdagen for Befrielsen. Det blev afleveret med almindelig post i Nationalministeriet, der ligesom Statsministeriet så småt var ved at vågne. Den aflange blå kuvert blev lagt i postbunken i det enorme modtagelsesværelse, som fra gammel tid (dengang Nationalministeriet endnu hed Indenrigsministeriet) blev kaldt for Paladset – og her lå det stadig klokken halv otte, da den ledende sekretær mødte ind og kiggede skeptisk på det.

(…)

Det siges, at et pludseligt chok kan lamme hele ens bevægeapparat og store dele af både venstre og højre hjernehalvdel på én gang.

Sådan virkede det på Susanne Ingemann.

Jeg husker endnu i dag, hvordan hun sad bøjet over avisen, helt hvid i ansigtet, og omsatte de chokerende informationer til ord. Det var som at smække en dør op og finde noget bag den, der overgik ens vildeste fantasi.

(…)

Længe havde politichefen siddet fanget i sin egen undren, før hans stemme kom igen: “Det var jo dét, der var problemet. Hvem har nogensinde hørt om en kanariefugl, der i bælgmørke flyver ud på en strandbred og lander helt ude ved vandkanten for derefter at brække sin egen hals? Det er sateme umuligt.”

Derefter hørtes en skramlen fra den lille højtaler, da kriminalkommissæren rejste sig op.

“Den kvinde blev myrdet. Det er jeg overbevist om. Og det er den sygeste handling, jeg nogensinde er stødt på.”

(…)

“Hvad har I sagt til Susanne Ingemann?” Nationalministeren stod ved vinduet og betragtede gårdhaven.

“At vi betragter det anonyme brev som en psykopatisk handling, der kan være forløberen for noget langt mere drastisk. Måske et attentat. Terror. At man ikke kan være for forsigtig i disse terrortider, når selveste Nationalministeriet trues … og at Kongslund også kan være truet. Små babyer sprængt i luften af gale muslimer – det ville gå kloden rundt.”

“Ja,” sagde ministeren, øjeblikkeligt opbragt. “Det er en forfærdelig verden, vi lever i.”

(…)

Et øjeblik efter dukkede et sæt billygter op i svinget – nu små hundrede meter bagude.

“Satans,” sagde han.

“Tror du, vi bliver skygget?” Det var kameramanden, der prøvede at holde stemmen munter – men han tav, da han fangede Peters ansigtsudtryk i lyset fra instrumentbrættet. Ved siden af ham sank producerassistenten en halv kropshøjde ned i sædet, som om hun frygtede et præcisionsskud gennem bagruden ligesom i en amerikansk tv-serie.

“Jeg troede ikke …” Peter Trøst gik i stå, og ingen vidste, hvad han

havde tænkt på, men alle tav.

De sad tavse i mørket i vognen.

(…)

Sydøst for Roskilde, da fjernsynspalæets ovale tårnsilhuet dukkede frem af disen, sagde kameramanden i sit normale sorgløse toneleje: “Der lå et andet hus deroppe på skråningen, ikke?”

“Jo,” sagde Peter Trøst. “Men det har stået tomt i mange år og er fuldstændig forfaldent. Ejeren bor vist i USA.”

“Men det så ud, som om … der løb en lille skikkelse rundt deroppe.”

Journalisten sad længe uden at svare. Så sagde han: “Det må da vist

være en hallucination, Jesper.”

“En lille pige i hvid kjole …”

“Så må det i hvert fald være et spøgelse, du har set. Der boede engang en lille pige i det hus – engang for mange år siden, siger folk på egnen – men hun løb ikke rundt … hun var spastisk lammet og sad i kørestol!”

Så lo de alle sammen, og der var en ganske svag undertone af lettelse i latteren.

Her under gløden af tv-husets eventyrlige oprejste Cigar var der ingen, der havde fantasi til at forestille sig, hvad de ellers kunne have set. Og der var naturligvis ingen, der havde opfattet de ordløse budskaber, der hvirvlede omkring de mørke gavle, og som man skulle have levet hele sit liv på Kongslund for rigtigt at fornemme.

(…)

“Aflytter du en tv-station …?” Ministerens stemme havde fået en sjælden vantro klang.

“Ja, og et observatorium – som selv har ørerne ude – endda i hele Universet. Indimellem er det praktisk at kunne trække på gamle forbindelser, det må du da være enig i.” Der var en tydelig provokerende sarkasme i tonen.

(…)

Gerda havde aldrig betvivlet betydningen af den biologiske arv (det var nogle år, før alle skriftkloge skiftede deres fokus til de sociale omstændigheder), og jeg opdagede senere, at hun frygtede den mere end noget andet:

“En forbryders sind kan leve videre i barnets – også selv om der ikke er nogen fysisk forbindelse imellem dem,” sagde hun engang til mig. “Selv hvis barnet vokser op i de tryggeste omgivelser, man overhovedet kan finde, og hos de kærligste adoptivforældre på Jorden, vil blodets bånd aldrig blive rykket over, Marie. Ethvert barn rummer arven fra sin rigtige far og mor dybt inde i sig.”

Jeg stod ved vinduet og lod mit blik rutsje på lyskeglen hen til den blå elefant, der hang i luften over den seng, hvor jeg selv havde ligget som spæd. Elefantens buttede krop var revnet på midten, dér hvor tapetet var skallet af, men den svævede stadig over mig på sine usynlige tråde, og for første gang fornemmede jeg den fare, Gerda engang havde talt om. Men uden præcis at vide, i hvilken retning jeg skulle se.

(…)

“Jeg advarede ham … men nu …” Hun gik i stå. “Nu er han …”

Den unge ordensbetjent reagerede på det sidste usagte ord. Ikke på grund af malplaceret sentimentalitet – for den slags lærte man at undgå på Politiskolen – men fordi den døde nu engang var den, han var. En forhenværende kollega.

“Nu er det jo ikke sikkert …” begyndte han svævende og uafsluttet. Han hentydede ikke til det uigenkaldelige i dødsfaldet, men til enkens påstand om, at en jordisk hånd havde givet den døde et sidste ondskabsfuldt puf ud over kajens kant.

(…)

Attentatet fandt sted først på aftenen den 5. februar 2009.

Flere aftengængere hørte den svage lyd af et pistolskud – hvis det da ikke bare var en mellemstor kineser, som nogen først troede – og de kunne derfor tidsfæste hændelsen over for politiet.

Portvagten i Nationalministeriet løftede hovedet fra et krydsogtværs-hæfte og lyttede længe. Det lød mærkværdigvis, som om knaldet kom fra et punkt under hans fødder, og han flyttede uvilkårligt på skosnuderne og stirrede ned i træplankerne, som om hans blik kunne brække dem op og afdække en hemmelighed, der var gemt i selve jordens indre. Så lænede han sig frem og spejdede op mod ministeriets vinduer.

(…)