Socialrådgiveren, 24. november 2011:

"Samfundet er blevet mere råt"

 

Han er blevet rost i høje toner for sin romandebut " Det syvende barn". En mursten, der på forunderlig vis samler trådene fra journalist og forfatter Erik Valeurs hang til at snappe magthaverne i haserne, hans sociale engagement, venskabet med Tine Bryld - og hans egne to første leveår på børnehjem.

Der var ingen, der vidste, at han var i gang med en bog. Lige bortset fra hans kone. Ja, og den gode veninde Tine Bryld. Som hørte hans idé med syv børnehjemsbørn som hovedpersoner og kontant konstaterede: " Syv hovedpersoner - dét er for meget, Erik." Tine Bryld vender vi tilbage til. Først fik Erik Valeur luget ud i sidehistorierne, men holdt nu næsten fast i konceptet med at følge syv børn, der bliver født på Rigshospitalet og anbragt på og bortadopteret fra børnehjemmet Kongslund.

Historien strækker sig op gennem velfærdsboomet i Danmark - og kredser om, hvorvidt det hæderkronede børnehjem har været sobert dække over magtens mænd og deres fejltrin? Historien rummer både et stort skvæt krimi, et skvæt satire, et skvæt samfundskritik og en tilpas dosis psykologi og etik. Blandet så effektivt, at der var stor ros fra anmelderne.

Anmeldelserne ligger også på spisebordet i det hyggelige hus ude på Djursland, hvor han har boet i over 17 år med en storslået udsigt til Knebel Vig. Huset ser ud som om, det er knopskudt efter behov, og hoveddøren, der ligner en gammel, todelt stalddør, er næsten skjult af en frodig slyngplante. " Er vores husnummer egentlig faldet af?", spørger han. Han har ikke lige selv tjekket. Der er vigtigere ting.

Som nu de gode anmeldelser, som han er glad for og stolt over, siger han. Underspillet på den jyske måde, så det kun er den nordsjællandske dialekt, der afslører, at jyde, dét er han ikke.

- Men jeg havde også bestemt mig for, at jeg ville kunne overleve dårlige anmeldelser, fordi jeg selv var tilfreds. Jeg var meget grundig og havde pudset bogen af, inden jeg afleverede den til forlaget.

Magten er kynisk

Grundig er også noget af det, Erik Valeur er kendt for som journalist. Og at være skarp, analytisk og retfærdighedssøgende. Især over for magthavere, der ikke opfører sig ordentligt.

Efter nogle år på Berlingske Tidende var han med til at starte månedsmagasinet Press, der i høj grad gik magthaverne efter i sømmene, han fortsatte linjen i blandet andet DR-Dokumentar og på Information. Nu sidder han på forbrugerbladet Tænk og har netop kommenteret folketingsvalget for Jyllands-Posten.

Hvad er det med ham og magt?

- Jeg er ret anti-autoritær. Måske er det fordi, jeg er vokset op uden far, siger han.

Griner lidt - og så får vi ikke mere psykologi for dén 25-øre.

Selvom hans udgangspunkt er venstreorienteret, betyder det ikke, at røde regeringer bliver taget på med fløjlshandsker. For magt er magt, den skal forvaltes med respekt, og det er længe siden, den er blevet det, mener han.

- Altså, jeg er meget chokeret over politikerne.

Jeg var chokeret allerede for omkring 10 år siden, da vi lavede en antologi, der gennemgår 30 politiske skandaler, for det er utroligt, hvor kynisk tingene forgår i kulisserne. Også i Nyrup-regeringen, som dog er klart overgået af den netop afgående regering, siger han.

Og giver som eksempel den tidligere beskæftigelsesminister Claus Hjort Frederiksen, der sammen med sine embedsmænd i en række sager handlede lovstridigt eller forbrød sig mod vanlige principper i demokratiet - alt sammen afdækket af journalist Jesper Tynell, der endte med at få journalistikkens mest prestigefyldte pris, Cavlingprisen, for sine afsløringer.

- Det er da vist kun i Danmark, at en minister kan overleve det, siger han. Tørt.

Svært at trænge igennem

Men det har skabt et mere råt klima, som også socialarbejderne må mærke, siger han.

- Jeg fornemmer, at man skal slå hårdere og hårdere på stortrommen på det sociale område for at vinde genklang og blive hørt. Der er blevet en træghed i magthavernes lyst til at lytte, hvis det da ikke lige har betydning for deres genvalg og stemmeprocent. På flygtningeområdet, som jeg har fulgt i mange år, sker der i dag ting, der trods alt ville have udløst ramaskrig for bare fem-seks år siden. Selv mindreårige børn bliver med en forbløffende kynisme " fanget ind" -og derefter udvist -uden at nogen aner en brik om deres skæbne.

Det er en råhed, som må være fortvivlende at være oppe imod som socialrådgiver, mener Erik Valeur .

Samtidig fjerner mange fra de magthavende grupper - altså toppolitikerne, de toneangivende medier og de mest aktive debattører og bloggere - sig mere og mere fra landets mere svage grupper. Og dét bliver et problem for velfærdssamfundet, påstår han.

- De magthavende grupper fjerner sig, både når det gælder uddannelse, muligheder og lønniveau - og også geografisk, når man ser på, hvor de bor. Det betyder altså noget, at man sjældnere og sjældnere ser folk fra andre lag, ikke kender nogle længere eller snakker med dem i gadedøren, og den afstand synes bare at vokse. Derfor tror jeg også, at et parti som de Radikale er ved at miste følelsen for de arbejdsløse, for bistandsmodtagere og andre svage grupper. Ikke fordi de ikke har følelser - det har de jo for flygtninge - men fordi de ikke længere kender de andre. Den udvikling vil brede sig og splitte befolkningen i årene fremover, hvis ingen gør noget, mener han.

Ingen plads til forståelse

Selv savner han også i høj grad, at der er mere plads til nuancer i den politiske debat. For at både højre og venstre skærer nuancer af debatten, opdagede han selv, da han for nogle år siden skrev et kapitel til en antologi, der gør op med den danske asylpolitik.

- Jeg prøvede i nogle af afsnittene at nuancere billedet, prøvede at forstå bevæggrundene for, at så mange stemte på Dansk Folkeparti.

For eksempel stemte mine børns elskelige dagplejemor på DF, for hun fik jo skræmt livet af sig, når hun åbnede for nyhederne og så historier om, at en indvandrer havde slået en gammel dame ned i Gellerup. Og det kan jeg godt forstå. Det var den verden, hun så.

Men lige præcis de afsnit, hvor jeg prøvede at nuancere, var redigeret ud af Tøger Seidenfaden ( Politikens nu afdøde chefredaktør, red.).

Det blev jeg rigtig skuffet over. Indtil den dag havde jeg nok troet, at der var plads til flere nuancer, der hvor jeg står i verden.

Erik Valeur har fulgt flygtningeområdet tæt siden Press-tiden i midten af 80' erne - " så jeg ved ret meget om, hvad man har gjort for at holde folk ude af Danmark" - og har også andre gange forsøgt sig med nuancer.

- Men så får jeg omgående to køller i hovedet.

Èn fra min egen side, hvor folk siger: " Uha, er du nu ved at gå over til fjenden?" Og en fra den anden side, hvor det lyder: " Nåeh, er Erik Valeur nu endelig ved at komme til fornuft?" I sin nye bog " Det syvende barn" har han udfordret den automatreaktion ved at lade den onde embedsmand blive næsten god.

- Sådan en debat ville jo være interessant at tage: Hvem er vi som mennesker? Hvorfor tænker vi det, vi tænker?.

Tine hørte nuancerne

Et menneske, der formåede at række hånden ud og høre nuancerne, var socialrådgiver og radiovært Tine Bryld, som Erik Valeur var venner med fra slutningen af 70' erne og frem til hendes død i år.

- Hun havde venner i alle lejre, og hun ville aldrig møde en fra Dansk Folkeparti med paraderne oppe. Hun var meget fordomsfri. Hun havde sine meninger, og dem lagde hun aldrig skjul på, men samtidig mødte hun alle mennesker med en helt utrolig indfølt interesse. Ikke nysgerrighed eller nyfigenhed. Men en dybfølt interesse for, hvem de var, og hvad de tænkte.

Det oplevede han blandt andet, da de to arbejdede sammen i en periode på P4, hvor Tine Bryld i 36 år rådgav unge i programmet " Tværs".

- Jeg husker engang, hvor vi stod nogle kolleger i senderummet og ventede på, at Tine blev færdig. Der var dæmpet belysning i studiet, hendes markante stemme flød ud gennem højttalerne og i den anden ende lød den spinkle stemme fra en ung, der havde ringet ind med et problem. Tine spurgte og søgte lidt rundt, og vi andre havde slet ingen fornemmelse af, hvor det ville ende. Pludselig siger hun: " Det her handler jo alt sammen om din far". " Ja! Det er jo det, det gør," udbrød den unge. Og det var det, Tine kunne: Lytte til det, der ligger mellem ordene. I pauserne. Hun havde en fabelagtig intuition.

Boede selv på børnehjem

Tine Bryld kendte i øvrigt også den kvinde, der var plejemor på det børnehjem i Nordsjælland, hvor Erik Valeur tilbragte de første to år af sit liv. Som regel blev børnene bortadopteret, men ikke Erik. Hans mor havde anbragt ham der, fordi hun havde fået et sammenbrud, men hun besøgte ham og hentede ham hjem, da han var et par år.

Børnehjemmet lå på en pragtfuld grund ned til Øresund og har i høj grad stået model til børnehjemmet i " Det syvende barn". Ligesom bogens kvindelige katalysator også er spundet af en virkelig person.

På bordet i stuen hjemme hos Valeur ligger også et eksemplar af Billedbladet fra 1964.

På forsiden sidder en yndig, lys-krøllet baby med store øjne. " Hvem vil adoptere mig?", spørger forsiden. Det 47-år gamle blad er bare en del af mange forskellige kilder, forfatteren har været rundt om, da han researchede til bogen.

- Jeg har lavet meget historisk research, og jeg har også brugt meget af den research, vi lavede, da vi på Press skrev en historie, der fulgte tidligere børnehjemsbørn. Den gang interviewede vi blandt andre socialrådgivere på Mødrehjælpen - de var jo vigtige spillere i mange af adoptionssagerne. Så hvis jeg blev afkrævet et svar på, hvor virkeligheden slutter og fiktionen begynder, så ville jeg ikke kunne sige det A mm@mettemork. dk.

Jeg fornemmer, at man skal slå hårdere og hårdere på stortrommen på det sociale område for at vinde genklang og blive hørt. Der er blevet en træghed i magthavernes lyst til at lytte, hvis det da ikke lige har betydning for deres genvalg og stemmeprocent.

De magthavende grupper fjerner sig, både når det gælder uddannelse, muligheder og lønniveau - og også geografisk, når man ser på, hvor de bor. Det betyder altså noget, at man sjældnere og sjældnere ser folk fra andre lag.

 

KORT OM ERIK VALEUR

Født 1955.

Journalist på blandt andet Berlingske, DR, Information og Tænk. Mediekommentator for Politiken og Jyllandsposten.

Har sammen med kolleger to gange modtaget journalisternes mest prestigefyldte pris, Cavlingprisen.

Har været forfatter, redaktør og bidragyder til flere debatbøger. Blandt andet " Stop pressen", " Når du strammer garnet", " Magtens bog" og " Magten - kunsten at styre en beslutningsproces".

" Det syvende barn" er hans debut som skønlitterær forfatter.