Social Kritik nr. 128:

Fascinerende læsning

I det pressebrev som følger med journalisten Erik Valeurs 1,325 kilo tunge debutroman Det syvende barn oplyses det, at forfatteren er vokset op med en enlig mor, der i sin tid placerede ham på et børnehjem, hvor han tilbragte sine første to år. Andetsteds hedder det, at forfatteren trækker på sine egne erfaringer fra de to første leveår på et spædbarnshjem.

Hvordan Valeur, helt fakta konkret, trækker på de to første år i hans liv er uklart. Med mindre, og det er nok pointen, at det mere er nogle følelsesmæssige og psykiske eksistenshuller end fakta, det drejer sig om. Og som dukker op, bag om ryggen, i de tidligt anbragtes voksenliv. Tidligt skadet, kan man dø af savn osv?

Uanset, denne debutroman, med dens mange lag, er fascinerende læsning samtidig med, at den er et seriøst bud på adoptionens uvæsen. Det er livets første kendsgerning, at den nyfødte ikke selv har valgt sine forældre. Hvilket for nogle viser sig at være bad luck, som kun bliver forstørret i de tilfælde, hvor moderen giver barnet fra sig med henblik på adoption.

Sporet i Det syvende barn er, at det er dobbelt bad luck at ende som adopteret (helt galt kan det gå, jvfr. også Jo Nesbø’s nye krimi Genfærd).

Geografisk set er romanens kommandocentral, "det berømte spædbørnehjem Kongslund", lokaliseret i det nordsjællandske Skodsborg, hvor også virkelighedens/Københavns Kommunes spædbørnehjem ligger (i skrivende stund i hvert fald, Københavns Kommune har netop besluttet at lukke institutionen).

Den foruroligende titel Det syvende barn (meget foruroligende for dem, der har læst Doris Lessings Det femte barn om et umuligt-måske-ondt barn, som splitter en familie indefra) henviser til, at syv børn ved fødslen på Rigshospitalet i 1961 anbringes på spædbørnehjemmet Kongslund, inden de afhentes dér af adoptivfamilier rundt omkring fra i Danmark. Dog, kun seks børn afhentes, mens det syvende bliver på institutionen, som den ranke leders begavede og mystiske plejebarn. Mens de seks adopterede er uvidende om deres fortid, er det romanens suveræne plot, at det syvende barn gennem årene udvikler en storslået plan om at følge og udspionere hendes tidligere spædstue kammerater for i sidste instans at påtvinge dem sandheden om deres liv.

"Det syvende barn", privilegeret beboer på Kongslund og beskyttet af sin plejemor/forstanderinden, arbejder fokuseret og langsigtet med hemmelige besøg oppe på institutionens loftskammer, hvor hun studerer journaler og mapper fra de store adoptionsår i 1950-60’erne. Der er en god gang John le Carré i dette plot, flot opbygget spænding om den kollektive skæbne fra fællesskabet på spædstuen i 1961 til de individuelle skæbner som voksne i 2008.

Erik Valeur vil flere ting på én gang med romanen. Således indskriver han både 00’ernes politiske og mediemæssige situation i romanen. Nogle passager giver gode associationer til Hans Scherfigs politiske satire, andre steder tænker man "kill your darlings", og er der ikke lidt for meget TV-drama a la Borgen her?

Det syvende barn er litteratur om noget, der er sket og kan ske i virkeligheden. Sammenholdt med de tre faglitterære bøger omtalt ovenfor, tilbyder romanen sig med det paradoks, at fiktion, når det kommer til den enkeltes psykologi, kan være mere virkelig end virkeligheden selv.

Valeurs største bedrift er således, at han tilbyder et eksistentielt og dybdepsykologisk sprog, som troværdigt rammer, hvordan det må føles indeni af et konkret adopteret menneske. Fiktionen kan se og give ord til noget, som er usynligt for fagfolkene (hvor Valeur er dybdepsykologisk bedst i sproget, giver han associationer til Maria Wine og hendes Jægerspris-baserede smertefulde erindringer som børnehjemsbarn i Man har skudt en løve fra 1951).

Romanen er afvisende over for de professionelle indenfor institutions- og adoptions verdenen – disse reparatører og ranke frøkener fra Mødrehjælpen, psykologer og professorer som kloger sig på og skriver bøger om "de bortkastede eksistenser" forstår ikke karakteren af de syvs rædsler.

En journalist siger et sted i romanen, at der går mindst 50.000 danskere rundt, der er blevet bortadopteret – og som aldrig har mødt deres rigtige forældre. De er næppe alle i så ulykkelig stand, som i romanen her. Der er jo tale om fiktion, til tider endog med hat og blå briller. Den samfundsrelevante og socialpolitiske dagsorden går dog ikke op i røg, den er der hele bogen igennem, og den er ikke lys i sindet.

Adopterede børn er født ind i en omvendt, besynderlig verden, hvor den biologiske mor har forkastet sin kærlighed til barnet, og en vildfremmed kvinde har givet dem sin kærlighed i stedet – en ejendommelig, skrøbelig balance, der ikke skal ret mange uforudsete hændelser til at forstyrre. En passage fra bogen, men måske også forfatterens pessimistiske syn på adoption?