Ny, stor roman fra garvet journalist åbner bogsæsonen

 

Skønlitteratur  20. august 2011 kl. 10:03 på P1

  • - Det var hammer svært at skrive den her roman, siger journalist og debuterende romanforfatter Erik Valeur, der netop har udgivet den 700-siders store 'Det syvende Barn'.
    I romanen - der handler om syv børn, der vokser op på et børnehjem - trækker forfatterens på sine egne erfaringer fra sine to første leveår på et spædbarnshjem.

    - Det har betydet meget for mig at skrive på mine egne erfaringer. Jeg har oplevet ting, der nok ikke har været så gode for mig. Jeg har jo ligget på et børnehjem helt alene de første to år af mit liv, siger Erik Valeur.

    'Det syvende barn' følger de syv børn op gennem 1960'erne velfærdsboom og frem til i dag. Og romanen spreder sig ud til at handle om storpolitik, flygtningepolitik og mediernes magt i Danmark. Emner, som Erik Valeur også har beskæftiget sig med som journalist.

    - Jeg vil gerne have folk til at tænke over, hvorfor magthaverne handler, som de gør. Det gør jeg ved at fortælle om syv børn, der vokser op og pludselig får meget magt, siger Erik Valeur.
    Samtidig har Erik Valeur også forsøgt at vende det politiske billede på hovedet for netop at ryste læseren.

    - Politisk set har jeg vendt op og ned på tingene. I romanen vinder socialdemokraterne for eksempel valget i 2001, siger Erik Valeur.