Radiodokumentar: Fra healede køer til forsvars-fadæser og magtmisbrug   

Radioens Dokumentargruppe i DR, som jeg var medlem af i syv år (daglig leder 1998-2004), lavede både portrætter, satire, skæve samfundsskildringer og stædig undersøgende journalistik. Gruppen, der udsprang af DR's montagegruppe, fik Krygerprisen to gange. Nedenfor nogle få artikler fra dagspressen i den periode.

Politiken, 22. juli 2005:

Radio-foromtale: Dokumentar:

En go' ko

Mange mennesker går til healer. Men hvad med dyr - de bliver jo også syge - kan healing også hjælpe dem? P1 har besøgt en mand og hans ko. Koen, der blev syg, hedder Ludwig.

Mange ting blev prøvet, men koen var og blev syg, og det var ærgerligt, for det var en af de bedste jerseykøer.

Så fik mandens kone en idé. Hun sendte bud efter healeren nede fra helsekosten i den nærmeste by.

I montagen 'Den healede ko' fortælles historien om, hvordan koen blev rask, da healeren for alvor tog fat. Erik Valeur og Charlie Jensen har tilrettelagt. Foto: Peter Hove Olesen Den healede ko (genudsendelse), lørdag 23. juli kl. 14.30, P1.

Jyllands-Posten, 4. maj 2004:

Vores fremtid - vores kulturkamp

Kulturkampens arena er med få undtagelser overladt til snæversynede, tilbageskuende, hævntørstige- og skadefro debattører. Derfor må en ny generation tage fat.

Kampen om værdierne, radiodokumentar , lørdag den 1. maj P1 kl. 14-17 (se også www.dr.dk)

Det er nu knap halvandet år siden nærmere bestemt den 17. januar 2003 at statsministeren for et kort øjeblik smed den strategiske og pragmatiske spændetrøje, gjorde sig fri af stemmemaksimerings-princippernes snærende bånd og lancerede den såkaldte kulturkamp. En kulturkamp hvis fineste formål skulle være at afgøre, hvilke værdier der skal dominere og dermed bære morgendagens velfærdssamfund og fremtidens Danmark.

Med andre ord en kamp om den kultur, der skal være udgangspunkt for det Danmark, som min generation just er blevet voksen i, snarligt bliver forældre i, og som vores børn skal være først unge, så voksne og siden selv forældre i.

En garde! Nu skulle de argumentatoriske klinger krydses og den sædvanligvis mølædte og defensive politiske samtale om rigid realpolitik erstattes af en debat om immaterielle værdier. En debat om, hvilken etik, moral og hvilket menneskesyn der skulle være fundamentet for velfærdsstatens rejse langt ind i det 21. århundrede.

Endelig en statsminister, der turde iscenesætte en fremsynet samfundsdebat. Og endelig en samfundsdebat med tilstrækkelig nerve og relevans til, at den måtte formodes at kunne fungere som nødvendig vitaminindsprøjtning til den ellers kedelige og patos-forladte politiske (diskussions-) kultur her i kongeriget. Fantastisk.

Snæversynet debat
Men nej. For knap havde statsministeren givet bolden op til værdi- og kulturkampen, før han frivilligt overlod arenaen til en lille forsamling, der med få undtagelser bestod af snæversynede, tilbageskuende, hævntørstige- og skadefro debattører, der pludselig oplevede deres anden ungdom i den offentlige debats medielandskab.

Og netop disse kulturkæmpere, hele 22 af slagsen fra Ulla Dahlerup over Klaus Rifbjerg til Lars Hedegaard, var omdrejningspunktet for et yderst velstruktureret og oplysende stykke radiojournalistik lavet af radioens dokumentargruppe og sendt under titlen Kampen om værdierne.

Den tre timer og ikke et minut for lange radiodokumentar gav både et overblik, indblik og tilbageblik på værdidiskussions-temaer og argumenter på et til dato hidtil uset niveau. Men hvad det 180 minutters dokumentarprogram indeholdt af kvaliteter, hvad angår indblik, overblik og tilbageblik, savnede det til gengæld uforskyldt i fremblik og perspektiv.

Opgør med fortiden
Uforskyldt, fordi det i løbet af programmet igen-igen blev udstillet, at med Søren Krarup og Bent Jensen flankeret af kulturministeren på den ene side og et impotent centerdemokratisk parnas personificeret ved den aggressive, men tandløse Mette Frederiksen på den anden side er kulturkampen ikke blevet en kamp om fremtidens værdier og udfordringer på tværs af generationer, men et opgør med fortidens traumer og myter med de dertil hørende fossilerede værdier og argumenter.

Så i stedet for den nødvendige, potente og offensive kamp på ord og argumenter er kulturkampen, hvilket den tre timer lange radiomontage krystalliserede, blevet til en uskøn brydekamp mellem kombattanter, der for længst har mistet såvel den intellektuelle finmotorik som den åndelige muskelkraft til at tænke fremad på den virkelighed, som ligger fem, ti, tyve eller halvtreds år ude i horisonten. Den virkelighed, der tilhører min og fremtidige generationer.

Derfor var programmet Kampen om værdierne en kærkommen lejlighed til at erkende, at det er min generations pligt at få kulturkampen genoplivet og få den tilbage på sporet. For hvis vi ikke melder os ind i kampen, fortsætter værdidebatten med at være kendetegnet ved en dialog med fortiden og kulturkampen en kamp inden for rammen af det midaldrende Danmarks intellektuelle 'Oldekolle'.

Ingen fælles dagsorden
Efter at have valgt dagligstuen, radioen og en kop kaffe frem for Fælledparken, de røde faner og bajerne for at være i selskab med de 22 frontfigurer i kulturkampen står det lysende klart, at der hverken eksisterer et drive eller en fælles dagsorden for kulturkampen, men derimod 22 af slagsen.

Men hvad er det, værdidebatten drejer sig om for mig? Den handler om at afklare det liberale demokratis fundament. Hvad er det, der virkelig betyder noget? Hvad er det, der adskiller et levedygtigt demokrati fra andre styreformer? Hvad er det, der gør, at man kan begå utroskab uden at blive stenet, at man kan være homoseksuel uden at risikere dødsstraf, eller at man kan stille sig op på et gadehjørne og råbe »Gud er en idiot«, uden at det får konsekvenser for ens ytringsfrihed?

På den måde er værdikampen en afgørende forudsætning for at sejre i krigen mod terror. For at sejre over dem, der vil likvidere vores demokratiske samfund. Det handler om oplysning. Hvis ikke vi forstår de værdier, vort samfund bygger på, er vi ikke i stand til at forsvare dem mod overgreb udefra.

Primært og sekundært
Værdikampen drejer sig med andre ord også om, hvilke værdier der er primære, og hvilke der er sekundære. Hvilke værdier kan tåle at komme under pres, uden at demokratiets fundament eroderes?

Det er efter min bedste overbevisning naivt at tro, at man kan forsvare frihed med endnu mere frihed. Friheden kræver af og til at blive beskyttet om nødvendigt med våbenmagt mod dem, der vil den til livs. Det er den værdikamp, der er fremadskuende. Den må ikke ende som akademisk bragesnak om fortiden. Det er fremtiden for vigtig til, hvad enten man er nationalist, kulturradikal, ekskommunist, utopist eller især borger. kultur@jp.dk

Billedtekst: SØREN KRARUP

Politiken, 19. marts 2004:

»Det handler om troværdighed«

Radio-foromtale: Dokumentar: »Det handler om troværdighed«

Det var Anders Fogh Rasmussens ord for præcis et år siden i morgen, da han officielt meldte Danmark ind i krigen mod Saddam Hussein.

Statsministerudsagnet er derfor også titlen på en radiodokumentar , som forud for næste uges Irakhøring sætter fokus på regeringens begrundelser for at gå i krig og på de efterretningsrapporter, der beskrev Irak som et land bugnende af masseødelæggelsesvåben og tætte forbindelser til terroristgrupper.

Hvor troværdige var efterretningsrapporterne og de politiske lederes brug af dem? Og hvor troværdige var begrundelserne for at gå i krig?

Lytterne får bl.a. dokumenteret, hvordan statsministeren og hans nøgleministre valgte deres hovedargumenter i det materiale, de fik fra Washington og London.

'Det handler om troværdighed' kommer således rundt om hovedpersonerne George W. Bush og Tony Blairs indledende krigsforberedelser. Om hvad de vidste, og hvad de egentlig sagde til offentligheden. Om hvor de overdrev eller underdrev deres agenters vurderinger af, hvor farlig Saddam Hussein og hans arsenal af masseødelæggelsesvåben var.

På selve dagen for regeringens Irakhøring, onsdag 24. marts, sørger P1 -programmer som P1 Morgen, P1 Debat og Orientering i øvrigt for grundig dækning med reportage, kommentarer og analyser.

Og debatten er fri på www.dr.dk/p1debat. (klø) - Foto: Thomas Borberg P1 , lørdag 20. marts kl. 14. Irakhøring onsdag 24. marts kl. 13.

Information, 6. marts 2001:

Forsvarschefen hader kritik

Kritiske journalister er ifølge kongerigets forsvarschef ikke omfattet af forvaltningsloven

Den 2. marts har forsvarschefen, general Christian Hvidt, en opskrift på, hvad han selv kalder for »reglementeret krigsførelse« i forhold til at forsvare sig selv over for kritiske journalister. Undertegnede er blandt de omtalte journalister, og »brøden« har bestået af   foreløbigt   to programmer fra Radioens Dokumentargruppe om Forsvarets nye transport- og overvågningsfly, Challenger CL 604.

Christian Hvidt citerer i sit læserbrev bl.a. DR Nyheders etiske spilleregler (Radioens Dokumentargruppe hører ganske vist ikke under DR Nyheder, men never mind) og affyrer derefter denne bredside: »Jeg har noteret mig, at i hvert fald visse af disse etiske regler ikke er praktiseret af Radioens Dokumentargruppes tilrettelæggere.«

Præcisering ønskes
Det er imidlertid ikke nemt at vide, hvilke spilleregler der er overtrådt blandt de mange, der citeres. Vi skal derfor i første omgang bede forsvars-chefen om en præcisering af de regelbrud, der er sket.

I forsvarschefens indlæg fremstår det desuden som om alle, der har fået mæle i de omtalte radiodokumentarer, enten er civilpersoner eller   hvis de har kasketter på   kun har ret til at udtrykke sig som private debattører. Man må tro, at programmerne udelukkende og helt bevidst har været bestykket med anonyme og ikke-Forsvarstilknyttede kilder.

DR s tilrettelæggere har imidlertid   for at blive i krigsretorikken   bombarderet alle relevante uniformerede, såvel som civile kilder med opfordring til deltagelse. I udsendelsen The Challenger medvirkede således ingen ringere end daværende forsvarsminister Hans Hækkerup   ganske vist i civil   og tidligere chef for Flyvematerielkommandoen, V.D. Nielsen, mens den nuværende chef   trods tidligere tilsagn ikke ønskede at medvirke.

Hvidt er gået i sort
I udsendelse nummer to   med titlen  Højt at flyve    byggede informationerne på en gennemgang af forsvarets egne dokumenter.

Dokumenterne viste, at Forsvaret på flere områder har måtte slække på de såkaldte Generelle Militære Krav (GMK) i forhold til Challenger-flyets egenskaber.

Igen blev Forsvaret naturligvis bedt om at medvirke, men uden held. Christian Hvidt ønsker ikke nogensinde at medvirke i undertegnede tilrettelæggers produktioner, er det blevet meddelt, bl.a. på Forsvarskommandoens egen hjemmeside.

Denne afgørelse er selvfølgelig påklaget og vil ende hos Folketingets Ombudsmand under henvisning til brud på forvaltningslovens regler om lighedsbehandling   også for kritiske journalister.

Aktuelt, 19. december 2000:

Fru Kjærsgaard er min kunde

I radiodokumentaren 'Nåleøjet' på P1 beretter fire iranske flygtninge om deres liv lige fra posen.

Hun har været min kunde i mange år. Hun er et fantastisk behageligt menneske.'Det er den herboende iranske flygtning Karim, der fortæller. Han er designer, har sin egen butik med skræddersyede kjoler til priser mellem 6000 og 200.000 kroner.

Bemeldte kunde er 'fru Pia Kjærsgaard'. Ud over Karim møder journalisten Hussein Ferdowsipour også Sara, Farshad og Nahid,fire vidt forskellige mennesker, der fortæller brudstykker af deres historie.

Sara om at leve under jorden i ni år i Danmark og bo i alt 41 forskellige steder og om nu endelig at have fået opholdstilladelse. Tre selvmordsforsøg blev det til undervejs, og indimellem græder hun stadig. 'Jeg var så smuk, da jeg var ung, men jeg levede under jorden,' som hun siger.

Farshad kom hertil som 'uledsaget mindreårig'. Han blev sendt til Tyrkiet som 12-årig for ikke at ende med en af Khomeinis nøgler til paradis om halsen i krigen mod Irak. Som 15-årig nåede han til Danmark, siden gik alting galt, som han selv fortæller. Fængsel, stoffer, kriminalitet, alt det, der sletikke skulle ske, når han havde reddet livet. Nu vil han dog til at bruge sine evner til at tegne og male, fortæller han.

Nahid er en af disse velformulerede, politisk aktive kvinder, der ikke er bleg for en konfrontation med en gruppeaf de herboende unge fundamentalister. De truer hende på livet, fordi hun er en frafalden, men hun holder fast i, at sløret er væmmeligt og islam enundertrykkende religion -holdninger, som hun ofte oplever, at danskere har svært ved at forstå, at en indvandrerkvinde kan have. I samme boldgadebegynder det at blive et problem for hendes søn, at de altid har fortalt ham, at han er dansker og opdraget ham i den henseende - for det synes mange andre danskere ikke, han er, og det gør drengen forvirret.

Modedesigneren Karim måtte i sin tid sende sin højgravide kone og deres to børn af sted fra Istanbul uden selv at rejse med, det strakte pengene ikke til. Siden blev han familiesammenført. 'Jeg var fuldstændig målløs. Min kone fortalte mig, at vi skulle til møde med noget,der hed en sagsbehandler, og at det er dem, der bestemmer, hvordan vi skal leve.' Det var i høj grad på trods af sagsbehandleren, at det lykkedes ham at skabe sig en karriere i Danmark - og få fru Kjærsgaard som kunde.

Hvor er det givtigt, når der bliver set på flygtninge og det danske samfund med friske øjne som i 'Nåleøjet'. NÅLEØJET. Radiodokumentar på P1 . Bragt i lørdags. Genudsendes onsdag den 20. december klokken 14.30 på P1 .

Politiken, 3. juni 2000:

Krig i DR om flygtningeserie

Radioens Dokumentargruppe angriber DR TV for at udsende en stærkt manipulerende og fordrejende serie om flygtninge.

Danmarks Radio anklager Danmarks Radio for grov manipulation med det formål at stille flygtninge i et dårligt lys. I en radioudsendelse i eftermiddag gennemhegler Radioens Dokumentargruppe en stribe af institutionens fjernsynsprogrammer med den fælles titel »Flygtning?«.

DRs tv-ledelse afviser kritikken og fastholder, at tv-serien er etisk og journalistisk i orden. I tv-serien har tilrettelæggeren Mogens Rasmussen villet kontrollere, om en række asylansøgere talte sandt, når de ankom til Københavns Lufthavn. Han er rejst tilbage til asylansøgernes hjemlande og har talt med familierne. Resultatet er blevet et billede, hvor flere af asylansøgerne er fremstået som bekvemmelighedsflygtninge, der med udsigten til at kunne flytte familien til Danmark gerne betaler store summer for flyrejsen hertil.

»Udsendelserne vil manipulere folk til at tro, at hver eneste flygtning, der kommer til landet, pr. definition ikke er rigtig flygtning«, siger Erik Valeur, leder af Radioens Dokumentargruppe . Den har gået tv-serien efter og fremlægger resultatet i radioudsendelsen »Men det var løgn...«, som sendes i dag klokken 14 på Program 1.

Dokumentargruppen peger på en stribe fejl og fordrejninger i tv-serien. Der er for eksempel manden, som fjernsynet påstod havde fået asyl, men i virkeligheden sad og ventede på en afgørelse i et jysk flygtningecenter - og som senere kun fik en opholdstilladelse. Der er forkerte udlægninger af udlændingelovgivningen med et miskmask af begreber.

FEJL OG FORDREJNINGER
I en af tv-udsendelserne opgiver tilrettelæggeren helt at finde ud af noget som helst, da han med kamerahold er rejst til Irak, men under indtryk af sikkerhedsvagternes nærvær ikke tør besøge familien til asylsøgeren Fayez.

I tv-udsendelsen konkluderer tilrettelæggeren i stedet, at det aldrig lykkedes at finde ud, om irakeren var forfulgt i sit hjemland, eller havde bundet de danske myndigheder en historie på ærmet og bare var ude efter et bedre liv. »Har Fayez og hans familie krav på de rettigheder, en flygtningefamilie har i Danmark. Vi ved det ikke«, lød tilrettelægger Mogens Rasmussens konklusion i udsendelsen, der blev sendt i mandags.

På mandag kommer den sidste udsendelse i rækken. Den følger irakeren Mohammed, efter at han har fået bopæl her i landet. Dokumentargruppen har på forhånd analyseret udsendelsen og konkluderer, at irakeren bliver beskrevet som en person, der ligger samfundet til byrde. I tv hedder det blandt andet: »Nu er han i aktivering hos en guldsmed - det offentlige betaler...« og »ingen ved, hvor meget Mohammed har kostet det danske samfund...«.

Fjernsynsudsendelsen udnytter billedmediet stærkt til at formidle indtrykket af flygtninge, som lever højt på danskernes bekostning. Hen mod slutningen vises en dansk pige, der kæmper med sin væltede cykel, medens en mørklødet mand stiger ind i en mørk BMW og kører bort. Samtidig fortæller speakeren, at 30 procent af indvandrere og flygtninge fra lande som Irak er på bistandshjælp, og at 75.000 flygtninge og indvandrere lever af hjælp fra det offentlige.

Erik Valeur kalder det et grelt eksempel på manipulation: »Det overskrider klart kvalmegrænsen og grænsen for, hvor meget man må manipulere med seerne«, siger Erik Valeur.

AFVISER KRITIK
Programchef Jørgen Ramskov, der er ansvarlig for tv-udsendelserne på DR 1, afviser kritikken. Han synes, serien er journalistisk i orden. »Som udgangspunkt programsætter vi ikke noget, vi mener er manipulatorisk eller i strid med de presseetiske regler. Det er klart, at de her programmer - for nogle - er en bekræftelse af, at verden er af lave, og at Danmark bliver et muhamedansk samfund om 30 år, som Glistrup siger.

Andre vil se programmerne som en påpegning af en reel problemstilling af forholdet mellem spontan- og konventionsflygtninge. Andre igen vil sige, at det er helt uholdbart at sætte spørgsmålstegn ved folk, der kommer her i den situation«, siger Jørgen Ramskov. Han afviser at gennemse det sidste program for at genoverveje, om det skal sendes på mandag: »Jeg har set det én gang, og har ikke syntes, at det var manipulatorisk«, siger programchefen.

Ekstra Bladet, 9. april.2000:

Øresundstunnel ren krudttønde

Trods ulykker i Norge og Sverige afviser Øresundsbro Konsortiet eksperters anbefalinger for transport af farligt gods i Øresunds-tunnellen

Mindre end tre måneder før Øresundsforbindelsen åbner 1. juli med royal pomp og pragt, bliver der nu stillet en række ubehagelige spørgsmål til sikkerheden i forbindelsens sænketunnel.

Radioens dokumentargruppe på P1 leverede lørdag eftermiddag skytset i programmet 'Men risikoen er utroligt ringe'. Programmet påviser, at forbindelsens bygherre, Øresunds Konsortiet, i bogstaveligste forstand leger med ilden i tunnelen, der i værste fald kan få en godsulykke til at udvikle sig til en katastrofe af hidtil usete dimensioner på få minutter.

Samtidig bliver det i udsendelsen kraftigt antydet, at Trafikministeriet forsøger at lægge låg på sagen af hensyn til danske og svenske erhvervs-interesser.

Inden Øresundsforbindelsen kan tages i brug, skal de danske og svenske myndigheder blive enige om reglerne for transport af farligt gods gennem tunnelen - sprængstoffer, olie, benzin og letantændelige gasser. I den forbindelse nedsatte Konsortiet en arbejdsgruppe bestående af eksperter fra den danske Beredskabsstyrelse og deres svenske kolleger i Räddningsverket.

Arbejdsgruppen foreslår at overføre sikkerhedsniveauet fra Storebælt til Øresund, men hvad angår transport af sprængstof foreslår eksperterne, at maksimumgrænsen på fem ton på Storebælt bliver sat ned til ét ton på Øresund.

ULYKKE MED 450 TON GAS
Konsortiet har imidlertid fejet sin egen arbejdsgruppes anbefalinger af bordet. En maksimumgrænse for transport af sprængstof på ét ton vil i praksis nemlig umuliggøre transporter af sprængstof gennem Øresundstunnelen. En slem streg i regningen for erhvervslivet.

- Man kan altid sige, at det er et problem at fragte sprængstof. Men det rokker ikke ved, at risikoen for en sådan ulykke er ufatteligt lille, siger Konsortiets miljøchef Claus Dynesen til Ritzau.

Afsløringen af sikkerhedsproblemerne kommer på det værst tænkelige tidspunkt for Øresundsbro Konsortiet. I Norge har befolkningen i en lille uges tid været vidne til konsekvenserne af en ulykke, hvor to godstog med gasser tørnede sammen. Og klokken halv tre lørdag morgen blev der slået storalarm i Borlänge nordvest for Stockholm, da seks togvogne med ikke mindre end i alt 450 ton gas røg af sporet på byens banegård. Heldigvis var der ingen lækager i vognene, men der venter et farligt arbejde med at få pumpet gasserne over i nogle andre vogne.

Ulykkerne får ikke Øresundsbro Konsortiet til at ryste på hænderne. - Vores risikoanalyse viser, at Øresundsforbindelsen er sikrere end tilsvarende strækninger i Danmark og Sverige. Vi har således et anlæg med fem tunnelrør, mens der kun er to tunnelrør på Storebælt. Det gør det lettere for folk at slippe bort ved en ulykke, og det gør det lettere for beredskabet at komme frem, siger Claus Dynesen.

For at skærpe sikkerheden i tunnelen foreslår Konsortiet blandt andet, at transport af farligt gods på lastbiler altid skal foregå om natten, samtidig med at godstog og persontog aldrig må være i samme tunnelrør på samme tid.

CHOKERET
SF's trafikordfører Margrete Auken er ikke beroliget. - Det, vi har set i Sverige og Norge, viser altså bare, at der kan ske ulykker med godstog. Og så gør det altså heller ikke problemerne mindre, at Øresundstunnelen er en kombineret vej- og jernbaneforbindelse. På Storebælt er det i det mindste kun en jernbaneforbindelse, siger Margrete Auken til Ekstra Bladet.

Hun vil i morgen kalde trafikminister Jacob Buksti i samråd i folketingets tra-fikudvalg for at få klar besked om, hvorfor Øresundsbro Konsortiet har afvist eksperternes anbefalinger. Og så vil hun ikke mindst have en overbevisende forklaring på ministeriets egen mildt sagt uheldige rolle i sagen.

Ifølge P1-programmet har Trafikministeriet nemlig undladt at journalisere dokumenter og anden korrespondance i forbindelse med sagen. Og uden journal-numre er det umuligt at søgte aktindsigt. En klar tilsidesættelse af forvaltningsloven, siger Margrete Auken.

- Jeg er chokeret og forstår simpelthen ikke, at ministeriet har tilsidesat loven. Men de vil åbenbart ikke have, at du og jeg og alle mulige andre skal have lov til at stikke næsen i sagen, siger hun. Ekstra Bladet har forgæves forsøgt at få en kommentar fra trafikminister Jacob Buksti.

Billedtekst: Øresunds-tunnelen bliver mindre end tre måneder før åbningen genstand for kritisk analyse, der hævder, at bygherren leger med ilden med sikkerheden. (Foto: Kim Agersten)

Politiken, 17. december 1999:

Fortjent

DR Radios Dokumentargruppe bliver dette års modtager af Kryger-prisen. Den er opkaldt efter radioens navnkundige interviewer, Christian Kryger, og gives til en eller flere medarbejdere, der har gjort en særlig indsats.

Dokumentargruppen får prisen, som er på 15.000 kr., for at have »tilført radiojournalistikken en ny dimension med sin vellykkede blanding af det følelses- og oplevelsesmæssige samt det analytiske og faktuelle«, som det hedder i begrundelsen.

Prisen, som uddeles for 27. gang, overrækkes i Radiohuset på mandag.

Berlingske Tidende, 25. oktober 1996:

Farlig radio

I disse dage arbejdes der med en ny struktur for radioen i DR. Montagerne og Dokument-produktionen går en uvis fremtid i møde. De to kronikører beretter om det hektiske arbejdsmiljø hos den lille gruppe mennesker, der i mange år har vendt vrangen ud på virkeligheden og set verden gennem en ny og ofte prisbelønnet form. I

Af Niels Christiansen og Thomas Jeppesen og studerer henholdsvis medievidenskab og litteraturhistorie på universit etet.

Hhvad chokerer mest billedet af ulykken eller skriget? Dét spørgsmål stillede den europæiske feature-Godfather, Peter Leonard Braun engang fra »Sender Freies Berlin«.

I DRs Montagegruppe ved de godt, hvad de mener om den sag. De har i mange år sendt lytterne på radiofoniske charterrejser uden billeder og er ikke i tvivl om, at de giver lytternes indre fantasi ben at gå på, når montagerne virkelig lykkes.

På 3. sal på H.C. Ørstedsvej 47, hvor Montagegruppen befinder sig i dag, er de hvide vægge dekoreret med ni diplomer fra vundne internationale radiopriser. Diplomer fra Prix Italia og Prix Futura, som tilrettelæggere gennem tiderne har vundet i udlandet og som på tavs og samtidig virkelighedsnær vis illustrerer gruppens uofficielle verdensmesterskab i radio. Så sent som sidste år, vandt Anne Røgilds Prix Futura for montagen »På flugt«, en udsendelse om en dreng der ikke ville være flygtning.

Oprindeligt var det Willy Reunert, Viggo Clausen, Niels Peter Juel Larsen, Stephen Schwartz, Christian Stentoft og andre, der gjorde de danske montager til europæisk radio-Formel 1. Men tiden står ikke stille. I udlandet er de blevet bedre til at gøre som danskerne. Således oprettede NRK i Norge i starten af 1990'erne en montagegruppe efter dansk forbillede og andre radiomedarbejdere i DR sniger sig langsomt ind på montørernes radiofoniske kunnen.

Konkurrencen er med andre ord blevet til at føle på. Men i de senere år er der sket et vagtskifte og en ny generation af montører er på vej. Bortset fra Stephen Schwartz og den daglige leder af gruppen, Erling Kristensen, er det »nye« folk der i dag viderefører den radiofoniske arv og tradition fra de gamle mestre. At lave montager er i højeste grad prestigefyldt, men i de to til seks måneder, det tager at lave en montage, er tilrettelæggeren af og til ude på usikker psykisk platform.

Kravene, forventningerne, de egne ambitioner er store. Jannick Sørensen, der har lavet tre montager, siger: »At lave montager er formentlig den bedste måde at lære radiohåndværket på. Men hvis man forsøger at løfte arven efter de gamle mestre, så tror jeg, at man får en rygskade«.

»Nå, er du der, Erik? Hej«, en træt Mads Baastrup vender sig om fra mikserpulten og opdager først nu Erik Valeur , der har siddet bag ham i næsten ti minutter. I studie 100's næsten tomme lokaler på Islands Brygge, har tre radiofolk arbejdet som besat hele natten.

En af dem er kollapset undervejs - de andre fortsatte. En besynderlig kamp mod uret er i gang. Mads Baastrup, Torben Brandt og lydteknikeren Tue Pedersen er ved at færdiggøre redigeringen af den første »Dokument«-udsendelse radioen skal sende - en radioform der kulminerer med Nørrebro-udsendelsen: »På Ministerens Vegne«, hvor det famøse råb: Skyd efter benene« blev sendt.

Erik Valeur , der har skrevet manuskriptet til udsendelsen, har stået stand by ved telefonen hele natten og er nu kl. 7.00 om morgenen dukket op i studiet.

Det er lørdag den 28. november 1993. Kl. 14.00 skal udsendelsen »Brevet til Nyrup« gå i luften og få sin premiere. Kl. 13.25 - altså blot 35 minutter inden - er de fire radiofolk færdige med redigeringen af de mange bånd.

Men den færdigredigerede udgave er fire minutter for lang. Udsendelsen vil kollidere med Radioavisen kl. 15.00. Passager må væk. På ny må der redigeres og klippes. De fire minutter skal væk.

Erik Valeur kaster de ca. 30 siders manuskriptark ned på gulvet foran sig og begynder at fjerne dét der kan undværes. »Der røg vist ca. to ugers research ud i den blå luft på den måde«, siger Erik Valeur i dag.

20 minutter i kl. 14.00 tager lydteknikeren Tue Pedersen med de første bånd af udsendelsens start i taxi fra Amager ind til radiohuset på Frederiksberg - mens de tre andre endnu sidder og klipper og bytter rundt i de sidste minutter af udsendelsen ude på Amager.

Da udsendelsen starter kl. 14.00, sidder Tue Pedersen ved en mikserpult og lydregulerer direkte de kørende bånd inde i Radiohuset - det havde de ikke nået inden han var taget af sted i taxi. De tre andre kan høre udsendelsen starte i radioen - mens de i bogstaveligste forstand sidder med resten af udsendelsen i hånden. Næsten fire kilometer fra Radiohuset.

Men de nåede det. Udsendelsen »Brevet Til Nyrup« blev en succes. Det var den første Dokument-udsendelse DR har sendt og var et resultat af, at man ønskede at lave journalistisk radiodokumentar, men med montagens fortælleformer.

Peter Leonard Braun sagde engang, at montagen står på to ben i den forstand, at han opfattede de store feature udsendelser enten som klassiske montager forankret i en kunstnerisk klangbund eller en mere journalistisk sagsorienteret genre, og i 1993 blev konsekvensen taget og DR oprettede en Dokument-redaktion som skulle lave mellem otte og ni Dokumentar-montager eller »Dokument« - som de selv kalder det - årligt. Udsendelser, der må betragtes som journalistiske maratonløb, hvor op til fem journalister i flere måneder kan arbejde på en enkelt udsendelse.

Og resultatet af DRs oprettelse af Dokument-redaktionen kom da også med det samme. Udsendelsen »På ministerens vegne«, der blev til i et samarbejde med Reflex-redaktionen på P1, udløste fire journalistiske priser: Publicistprisen (dec. 1994), Kryger-prisen (dec. 1994), PRESS-prisen (jan. 1996) og Cavlingprisen (jan.1996).

Det seneste nybrud fra denne front kom i sidste måned, da Kurt Strands Dokument-udsendelse »Brevet fra Hansen« gik gennem æteren søndag den 22. september. Da fik begrebet »farlig radio« en helt ny mening. Udsendelsen, der handler om omstændighederne bag Thule-sagen, blev den første Dokument, hvor det blev muligt for lytteren at blade i radioudsendelsen som var det en avis. De historiske dokumenter og notater, som blev brugt i udsendelsen, blev lagt ud på Internet og det blev nu muligt for lytterne at hente det, de hørte i radioen, hjem. På den måde var »Brevet fra Hansen« en radiofonisk milepæl, hvor et tværmedialt samarbejde mellem radioen og Internet sikrede en driftsikker dokumentarisk cocktail mellem lyd og skrift.

»Yes», Stephen Schwartz rejser sig pludselig og går i et hastigt tempo først til venstre og så til højre, med en rygende cigaret i den ene hånd: »Ossian, du er mærkelig, du lytter slet ikke efter, hvad jeg siger til dig, men det miks du har lavet der, det virker. Yes«, siger Stephen Schwartz, der går uroligt rundt bag sit lille bord i det tilrøgede studie 54 i Montagegruppen. Han er glad. Samarbejdet mellem den 29-årige svenskfødte lydtekniker, Ossian Ryner og tilrettelæggeren, fungerer perfekt. En bilscene med underlægningsmusik af popsangeren Sting er netop lykkedes. »Vent lige, Stephen. Den er der næsten, men den skal lige finpudses«.

Stephen Schwartz kigger utålmodigt rundt i lokalet: »Ossian, please!« Han tager et dybt sug af cigaretten, rejser sig op og går hastigt rundt, sætter sig ned, rejser sig op og sætter sig igen ned, gennemblader hastigt manuskriptsiderne, og taber derpå det hele på gulvet. Og sådan fortsatte det i ti studiedage i slutningen af september 1996. Resultatet, radiomontagen »Det er i Guds hænder«, kan høres i morgen lørdag kl. 14.00 på P1.

Det er de rygende revolveres tid i Danmarks Radio i øjeblikket. Netop i disse dage arbejdes der på lederplan med en ny struktur for Radioen. Ny chef, nye planer, nye ideer. Montagerne og Dokument-produktionen går en ny og uvis fremtid i møde. Ingen ved, hvad der skal ske, men i en intern skrivelse fremgår det, at der skal frigøres 200 millioner kr. gennem nedlæggelse af mellem 360 og 420 stillinger - uden at sænke kvaliteten. det er vist det, man kalder at sluge et par kameler.

Umiddelbart virker disse fremtidsudsigter som en kvalitetsmæssig massegrav for hele DR og man kan frygte, hvad det vil betyde for smalle udsendelser som Montagerne og Dokument- udsendelserne fremover. På spørgsmålet, om der findes radiomontager om ti år, svarer kanalchefen Finn Slumstrup med et bredt smil: »Det er jeg fuldstændig overbevist om«. Han er ikke nervøs for, at barnet bliver skyllet ud med badevandet ved de kommende omstruktureringer. »Der er ingen tvivl om, at Danmarks Radio har en forpligtelse til at forvalte den fornemme arv som montagetraditionen udgør«.

Som chef på P1, vil han efter al sandsynlighed fra januar 1997 blive den øverste chef for Montagegruppen og Dokument-redaktionen efter den ny omstrukturering i DR og montagernes - dokumentarudsendelsernes fremtid - ligger derfor snart i hans hænder.

Den nuværende leder af Radioens Udviklingsenhed, Leif Lønsmann, er heller ikke ubetinget pessimistisk: »Afgørende for mig er, hvem Montagegruppen får som nabo, som de kan spille bold op ad og på den måde indgå i et kreativt, redaktionelt miljø, som de i øjeblikket gør med P4.« Og sådan er cheferne enige. Vi andre kan kun lukke øjnene og tænke på fædrelandet.

Berlingske Tidende, 7. november 1997: 

Rystende radio

Ugens radio

Mandag formiddag sendtes en radiodokumentar med titlen En flygtningehistorie om det danske politis behandling af en asylsøgende mand fra Irak og hans russiske kone og to børn. Udsendelsen var lavet af Morten Bohr, Hussein Ferdowsipour, Allan Nagel og Erik Valeur fra radioens dokumentargruppe.

For så vidt var det en såre enkel udsendelse i den forstand, at den blot punkt for punkt gennemgik, hvad der er overgået den lille familie igennem fem år her i landet, sådan som det fremgår af sagens dokumenter. En enkel historie, javel, men også så rystende, at den får mig til at føle dyb skam over, at danske myndigheder - mine myndigheder - kan optræde så afstumpet, at det bringer de mest stupide, ikke-demokratiske regimer i verden i erindring.

I dag sidder irakeren, der er psykisk invalideret efter tortur i Irak, isoleret på et dansk asylcenter, mens hans kone og børn for mange måneder siden blev udvist til Rusland på basis af falske oplysninger opfundet af det danske politi.

Senest har politiet med såkaldt »motivationsfremmende foranstaltninger« forsøgt at lokke/presse/overtale irakeren til også selv at rejse ud af landet. Udsendelsen får mig til at spørge, om der - ligesom i Danmarks Radio og på andre store arbejdspladser - udvikles en særlig arbejdspladskultur og et særligt stammesammenhold i de enkelte afdelinger af politiet, og om der i den afdeling, som beskæftiger sig med asylsøgere, således er udviklet en specielt ondartet en af slagsen, siden sådan noget kan foregå. Anden forklaring kan jeg i hvert fald ikke umiddelbart finde.

Berlingske Tidende, 7. marts 1997:

Historien om en udvisning

Ugens radio

Sidste år blev den 18-årige pige Chitra Rajendram under stor offentlig opmærksomhed og mediebevågenhed udvist fra Danmark til sit hjemland Sri Lanka. Hendes klassekammerater og hendes skoleinspektør i Nørre Nissum gik i forbøn for hende og fik følgeskab af talløse mennesker ud over landet. Det var synd for pigen, og indenrigsminister Birte Weiss og de danske myndigheder var historiens skurke. Men udvist blev Chitra, i øvrigt ledsaget af en hel lille delegation af journalister fra de danske medier, som ville se, hvor galt det gik hende i Sri Lanka.

Og så vendte billedet pludselig. Chitra løj, hed det nu, og borte var al sympatien for hende. Nu var det Birte Weiss, der var heltinden.

Men hvad var sandheden? Det spørgsmål havde journalisterne Morten Bohr, Kurt Strand og Erik Valeur forsøgt at besvare i deres radiodokumentar Pigen fra Sri Lanka, der blev sendt i søndags, og som genudsendes på mandag formiddag.

Udsendelsens svar var, at udvisningen hvilede på mildt sagt tvivlsomme præmisser baseret på misforståelser, fejlskøn og slet sagsbehandling i kombination med befolkningens voksende uvilje mod indvandrere og en kynisk politisk kursændring i Socialdemokratiet for at rette op på dårlige opinionstal. Se, det er jo en ordentlig mundfuld, og flere steder undervejs kneb det da også gevaldigt med dokumentationen, som dog ellers må siges at være vital for en dokumentarudsendelse, der er ude i et særdeles moralsk ærinde. Især savnede jeg bare en lille smule bevis for en sammenhæng mellem Socialdemokratiets dårlige opinionstal, partiets kursændring i flygtninge- og indvandrerpolitikken og Birte Weiss' beslutning om at udvise Chitra. I den slags sager er det ikke nok at antyde sammenhænge og plante spirer til mistænkeliggørelse og så bagefter lade en politisk kommentar (Erik Meier Carlsen), som introduceres med rosende adjektiver, lægge navn til sammenkædningen, som han i øvrigt indledte med ordene: »Jeg tror, at ...«

Man følte sig heller ikke ordentligt informeret om alle sider af Chitras sag, og fejlskøn og slet sagsbehandling undervejs blev ikke tilstrækkeligt dokumenteret, selv om de mindre, men (måske, måske ikke) skæbnesvangre fejl og misforståelser, der var begået, fremtrådte, som om der var tale om en form for justitsmord. Men som udsendelsen skred frem, forfulgte den i stigende grad også et andet spor, nemlig udviklingen i mediernes dækning af sagen og den manipulation med den offentlige mening, som fandt sted under og efter udvisningen, og her havde tilrettelæggerne ganske anderledes godt fat. Inden udvisningen fremtrådte Chitra som noget i retning af en samvittighedsfange, som de onde danske myndigheder ville udlevere til arrestation og voldsom død. Men efter hendes ankomst til Sri Lanka skiftede medierne og med dem også den offentlige mening fuldstændig side.

Grundlaget var de oplysninger af tvivlsom kvalitet, som den danske konsul, flittigt suppleret af de udsendte - og ukvalificerede - danske journalister, sendte hjem til Danmark om, at Chitra var ældre, end hun sagde, og at hun havde boet i Frankrig hos noget familie, før hun kom til Danmark. Herhjemme suppleredes der med lige så tvivlsomme oplysninger om, at hun var redskab for et tamilsk netværk i Danmark, der endog ville have dræbt hende, hvis ikke hun gjorde, som hun fik besked på. Hun stemples som gemen løgner i den danske offentlighed. Ekstra Bladet den 20. november 1996: »Tusindvis af danskeres forargelse over udvisningen af tamilpigen Chitra Rajendram hviler på en løgn. Chitras løgn.« 

Sådan var det bare ikke. Bladet hoppede simpelthen kritikløst på alt, hvad der blev kolporteret om hende fra Sri Lanka og fra tvivlsomme kilder her i landet. Men bladet har aldrig trukket sin stempling af Chitra som løgner tilbage. Mediernes kildekritiske sans var forlængst suspenderet, og hverken journalister eller offentligheden orkede at høre mere om asylansøgere. Stoffet blev prioriteret ned i nærheden af nul.

Pigen fra Sri Lanka var på en underlig måde en udsendelse i splid med sig selv. På grund af den manglende dokumentation i selve sagen virkede den et langt stykke ad vejen mere som et partsindlæg til fordel for Chitra end som en dokumentarudsendelse. Den forsøgte at advokere for det synspunkt, at Chitra blev udvist på et i bedste fald mangelfuldt og fejlagtigt grundlag. Men samtidig havde den allerede i indledningen selv beskrevet hendes sag som »måske to velmenende forældres forsøg på at give en datter et rigere liv uden angst for krig og en uddannelse sammen med verdens mest privilegerede folk i Nordeuropa«. Hvis det sidste er korrekt, var Chitra en såkaldt bekvemmelighedsflygtning - eller med en rigtigere betegnelse, hun var en fattigdomsflygtning - og dem sender vi som bekendt altid retur, hvis vi ellers kan finde dem blandt de politisk forfulgte.

Til gengæld var udsendelsens afdækning af, hvordan den offentlige mening i stigende grad skabes og styres af medier, der ikke længere orker at sætte sig ordentligt ind i de sager, de selv blæser ud over befolkningen, særdeles velanbragt.

Ekstra Bladet, 1. juni 1996:

Vi har begået fejl

Af Anders-Peter Mathiasen

Udenrigsministeriets topchefer kaster masken i radioen.

Der blæser tilsyneladende nye vinde fra et af Danmarks hidtil mest fornemme, mest magtfuldkomne, mest tilpansrede og mest hårdhudede institutioner: Det kongelige danske Udenrigsministerium.

- Vi har begået fejl, vi har forsøgt at skjule dem, men det skal holde op, lyder det således fra ministeriets absolutte topchefer, når de søndag eftermiddag udtaler sig til Danmarks Radio.

Det er en af årets tre Cavlingprismodtagere, Erik Valeur , samt journalist Kurt Strand, der har fået de fire topchefer på Asiatisk Plads til at bekende sig til deres båndoptagere og hermed også til den danske offentlighed.

- Huset har lukket sig sammen som et såret dyr, der ville skjule sig, lyde det fra direktør Henrik Wøhlk: - Måske har vi osse været tilbøjelige til at skjule ting, der kunne være kommet frem . Vi har haft et forkrampet forhold til pressen, Et unødvendig forkrampet forhold. Vi kan jo ikke være ufejlbarlige, og det kan vi lige så godt lægge frem, lyder det fra det danske diplomatis øverste embedsmand.

DISCIPLIN OG FRYGT

Radiomontagen 'Verden ifølge Udenrigsministeriet' fortæller om den prestigefyldte arbejdsplads, hvor topcheferne ikke spiser i kantinen, men får deres mad bragt op på kontoret.

Hvor ledelsen indrømmer, at de er bange for fejl og har ført en personalepolitik, der var baseret på disciplin og frygt hos de ansatte.

Et såkaldt management by fear.

Hvor medarbejderne holder masken, for ikke at få karrieren sendt på afveje i Khartoum, Kuala Lumpur, Kiev eller Rejkavik - - ganske vist på første klasse med whisky, swimmingpool og tjenestefolk - men dog på afveje! Men hvor der alligevel er folk, der har mod til at slå slag i bolledejen og bliver forfremmet. Som souschef Aase Moltke-Leth, der offentligt i det interne system har sagt, at 'kreativiteten kender ingen grænser, når det gælder om at dække over begåede fejl. Listen er utallig'.

Trods barske emner som Pantelic-sagen og affæren om Tom Lisborg, der har mistet en arv i hundredemillionerklassen på grund af offentlig sjusk, der ikke vil erkendes - og som har medført mere end firs ringbind med korrespondance! - giver radioudsendelsen et menneskeligt og næsten rørende billede af Udenrigstjenestens topfolk.

Hvem vidste således, at den navnkundige Jørgen Ørstrøm Møller fandt sin kone i Vietnam og privat er en passioneret dyrker af krigstaktik med speciale i 2. Verdenskrigs store slag og feltmarskal Montgommery.

Og at han bevæget takker sin skæbne for den tilværelse, den har skænket ham.

De fire topembedsmænd, som medvirker i montagen, er Udenrigsministeriets øverste chef - bortset naturligvis fra udenringsministeren - direktør Henrik Wøhlk, ambassadør og udenrigsråd Jørgen Ørstrøm Møller samt Ellen Margrethe Løj og Hans Michael Kofoed Hansen, der begge har titlerne ambassadør og viceudenrigsråd.

 

Berlingske Tidende, 7. juni 1996:

Et ministerium i enevældens stil

Udenrigsminister Niels Helveg Petersen har bebudet, at han vil fremsætte et lovforslag, som skal afskære offentligheden fra at få indsigt i korrespondancen mellem ministeriet og de danske ambassader i udlandet. Ombudsmanden har ellers fastlået, at offentlighedsloven gælder for denne korrespondance, fordi ambassaderne ikke er en del af ministeriet.

Men ministeriet mener altså, at ambassaderne er en del af ministeriet, og at der derfor er tale om intern korrespondance. Vidste man ikke bedre, ville man naturligvis tro, at der udelukkende var tale om et - berettiget eller uberettiget - ønske om at beskytte sig imod en offentlig indsigt.

Men i søndags tegnede Erik Valeur og Kurt Strand i udsendelsen Verden ifølge Udenrigsministeriet et - meget kritisk og meget personligt - portræt af ministeriet som ét, der ikke bare værner nidkært om statshemmelighederne, men også om sine egne fejl og fadæser.

»Det er Danmarks største familieministerium. De er gift ind i hinanden og har skabt et sammenhold uden lige,« sagde en af udsendelsens mange anonyme kilder i ministeriet. Enhver, som kan bruge KRAKs blå bog og tilsvarende kilder, kan konstatere, at det måske ikke fuldstændig forholder sig sådan, men at der er noget om snakken. Den ånd og tone og de samarbejds- og omgangsformer, som udsendelsen skildrede, troede man ikke mulige i 1996.

Det var i mangt og meget som at kigge ind i en institution under enevælden - hvor udenrigsministeriet blev grundlagt. Selv i et demokratisk samfund med en fri presse kan det tage mange år at få hentet skeletterne ud af skabene i den slags institutioner. Men nu er de så småt begyndt at dukke op. Sagen om de 18 flygtninge, der blev smidt ud af den danske ambassade i Østberlin i det daværende DDR. Sagen om den skjulte, såkaldte Hartling-konto, der finansierede FNs flygtningehøjkommissærs rejser. Thule-sagen. Lisborg- sagen. Pantelic-sagen. Det er alle sammen sager, der taler deres tydelige sprog.

Efter en intern konference om samarbejdsforhold i 1994 skrev en af ministeriets eneste navngivne, interne kritikere, Aase Moltke-Leth i ministeriets interne blad: »Der bruges i det hele taget meget energi på at undgå at fejle i ministeriet, og kreativiteten kender ingen grænser, når det gælder om at dække over begåede fejl. ... Her gælder det om ikke at fejle, og tænk, hvis man ikke blev udnævnt i lønramme 37.«

Det hører med, når man skal bedømme hendes åbenhjertige kritik, at hun efter 23 års ansættelse i ministeriet fortsat er fuldmægtig. Dygtige og respekterede medarbejdere, som - selvvalgt eller mod deres vilje - ikke avancerer i store, stærkt autoritære organisationer, kan under tiden opnå en urørlighed, der giver dem frihed til kritik, som ikke er andre beskåret. I øvrigt har udenrigsministeriet ekstremt få kvindelige chefer. Management by fear blev ledelsesformen i det nærmest logeagtige ministerium kaldt. Systemet indebærer bl.a., at det gælder om at tækkes dem, der har magt - og undgå dem, som ikke nyder magtens bevågenhed.

Samme Aase Moltke-Leth beskrev også i ministeriets interne blad, hvordan kollegerne holdt op med at tale til eller bare hilse på en medarbejder, som øjensynlig var hægtet af karrieren og sat uden for indflydelse. Indtil han alligevel avancerede. Så talte alle straks til ham igen, som om de aldrig havde bestilt andet. Forelagt udtrykket Management by fear som betegnelse for ledelsesformen svarede udenrigsministeriets direktør Henrik Wøhlk: »Man kan ikke helt afvise, at det i et vist omfang har været rigtigt.«

Den opmærksomme lytter og læser noterer sig, at der er hele tre forbehold indbygget i direktørens svar. Det vigtigste af forbeholdene siger diskret, at det slet ikke forholder sig sådan mere. I det hele taget noterede jeg mig den slebne diplomats formidable evne til at tale i imperfektum og konjunktiv, eller på dansk: datid og ønskemåde. Den slags giver uvægerligt sproget en vis lighed med at stykke sæbe i et badekar.

Det kan undre, at udenrigsministeriet beherskes af en så selvbeskyttende, enevældig ånd og stil i betragtning af, at det i de fleste af årene siden krigen har haft socialdemokratiske ministre som politiske chefer. Siden regerede Ulle Elleman-Jensen som bekendt i ministeriet i tiethalvt år. Måske var han ligeglad med stilen, eller han har måske ligefrem nydt den, hvis ellers embedsmændene gjorde, hvad han sagde. Og måske var Management by fear simpelthen også hans egen ledelsesstil. Det tror jeg i grunden ikke om den mere farveløse og departementiale Niels Helveg Petersen. Når han akkurat nu vil forsøge sig med en særlov, som ikke mindst vil kunne fungere som en effektiv lås på ministeriets mange skeletgemmesteder, kan man spørge, i hvor høj grad han bare gør, hvad ministeriet beder ham om.