Journalisten, 16. december 2010:

PRE25

BAGGRUND I år er det både 25 år siden, månedsbladet PRESS kom på gaden første gang, og 10 år siden, det sidste blad udkom. Holdet bag bladet fortæller om kassekreditter og Cavlingdruk, om masseresearch og montageartikler. Og om at dreje nøglen om til et af dansk presses mest banebrydende medier.

I 1980' ernes modpresse lærte en flok unge journalister, layoutere og fotografer hinanden at kende på Ugeavisen København. De drømte om at lave verden om. Og det skulle ske gennem journalistikken.

Morten Bohr, Keld Vrå Andersen, Erik Valeur og Bo Sørensen havde derfor en plan om at lave deres eget blad som modvægt til det, de betragtede som massemediernes mainstream.

Bo Sørensen, layouter: Ugeavisen København var Ekstra Bladet i en rød udgave. Den hurtige, skarpe avis med store overskrifter. Den form havde sine begrænsninger, for vi blev ikke taget alvorligt nok. Der var et behov for at lave et medie, der var 100 procent gennemtjekket og 100 procent researchet. For kun hvis man ikke kunne sætte en finger på sandhedsværdien af det, vi skrev, kunne vi få rykket noget politisk.

Og det var det, vi ville.

Morten Bohr, redaktør: Vi havde gået en del år og småflirtet med tanken om at lave noget andet. Bare noget andet. Tanken om at skulle ud i det almindelige arbejdsliv var fuldstændigt uudholdelig. Jeg var nok den af os, der var mest desperat. Hvad skulle jeg ellers lave?

Erik Valeur , journalist: Vi samlede en gruppe på 20 stykker, der mødtes for at snakke om, hvad der kunne stå i sådan et blad. Vi havde inviteret både DR-producere, avisjournalister, skolelærere og en tidligere heroinjunkie. Men da snakkeperioden var slut, ville journalisterne ikke slippe deres jobs, og vi måtte indse, at vi var en layouter og tre journalister til at sætte det i gang.

Ib Sørensen, forretningsfører: I februar 1985 var prøvenummeret ved at blive lavet. Min bror, Bo, sagde, at de manglede en forretningsfører.

Okay, sagde jeg, det kan jeg godt være med til. Jeg havde lidt flair for økonomi. Da jeg kom, bestod administrationen af en kassebog og en pengekasse. Og der var ingen penge i den kasse.

Martin Breum, journalist: Jeg var med til at lave et blad, der hed Relief. Da det gik ned med et brag, strøg jeg ned til de andre og var med til at lave prøvenummeret af PRESS.

Morten Bohr: Det var et rimeligt forfærdeligt år. Vi havde ingen penge, og samtidig gik vi og fortalte, at vi skulle lave et blad. Det kom bare ikke. Det var ultra pinligt. Vi forsøgte at få en kassekredit, men fik afslag efter afslag og blev mere og mere tyndslidte.

Ib Sørensen: Det havde karakter af spøgelsesblad. Får vi nogen penge? Duer ideen overhovedet? Men så fik vi endelig en kassekredit i Fælleskassen på omkring 200.000 kroner, som vi selv kautionerede for. Og dét var kapitalgrundlaget.

Morten Bohr: Vi skulle udkomme første gang efter sommerferien i ' 85. Men så ringede Lars Møller fra Ugeavisen København og spurgte, om det ikke var en ide at flytte udgivelsesdatoen, så bladet ville udkomme 2. september - samtidig med at Børsens Nyhedsmagasin udkom første gang. De havde kørt en millionkampagne, som vi kunne koble os på som et modstykke. Det var pissegodt set. Vi forærede medierne en vinkel: Her har vi de rige tosser og de unge, fattige journalister. De købte den alle sammen.

Ib Sørensen: TV Avisen ringede og ville lave et interview med chefredaktøren, men Morten ville ikke stille op.

Morten Bohr: Jeg skulle ikke nogen steder! Jeg tror, det var en blanding af sceneskræk og af, at vi egentlig ikke anede, hvad det var, vi havde lavet.

Ulrik Dahlin, journalist: Så spurgte de mig - selv om jeg stadig var på København - om jeg ville gå i fjernsynet og lade, som om jeg var chefredaktør. Det ville jeg da gerne. Jeg spurgte, hvad jeg skulle sige. Det vidste de ikke, men de havde lavet et slogan - noget i stil med ' Danmark på 2. Klasse'. Så jeg sagde til TV Avisen, at det jo ikke er alle mennesker, der er rige, og at det også var på tide at skrive om de fattige. Det fik dem til at banke hovedet ind i væggen. Det lød alt for venstreorienteret. Det var slet ikke det, de havde tænkt sig.

Morten Bohr: Selvfølgelig spillede venstrefløjen en kæmpe rolle for os, men det helt afgørende for PRESS var en kærlighed til journalistikken og dens betingelser. Vores glød var at lave ordentlig journalistik. Ikke at være venstrefløjspropagandister.

De første numre af PRESS udkom i et oplag på 20.000.

Bladet opnåede økonomisk støtte fra Dagspressens Finansieringsinstitut og tiltrak en stor flok aktivister.

Henrik Saxgren, fotograf og ansvarlig for PRESS' billedserier: Da jeg så det første nummer, blev jeg dybt chokeret over, at arbejdet havde været i gang så lang tid, uden at jeg havde været involveret. Så jeg gik op til Morten og Erik og sagde: " Jeg er med".

Ulrik Dahlin: Vi, der stadig var på København, kunne godt se, at det her blad var noget helt anderledes. På København var det ofte bare et spørgsmål om at få lortet på gaden. På PRESS satsede de på at være rigtig dygtige. Vi sad og blev mere og mere misundelige og forsøgte at time det, så vi ikke alle sammen gik over til PRESS samtidig.

Bo Sørensen: Dengang var det tusinde gange nemmere at etablere et frivilligmiljø, end det er i dag. Der var stor arbejdsløshed. Og ånden var der stadigvæk.

Ulrik Dahlin: Vi knoklede hårdt for at få en troværdighed, fordi vi kom fra Ugeavisen København. Der skulle ikke være tvivl om, at det, der stod i PRESS, var rigtigt. Da vi eksempelvis skrev om, at landsholdets succes i Mexico havde påvirket træningen af de yngste fodboldhold i en mere målsøgende og mindre legende retning, var det ikke nok at snakke med tre-fire børn. Vi snakkede med en helvedes masse børn.

Henrik Saxgren: Når der blev diskuteret historier, foregik det på en meget usentimental måde, fritaget for hensyn. Hvis folkene i buret - med Morten i spidsen - mente, at en historie ikke holdt, så lagde de den bare ned. Også selv om folk havde brugt månedsvis uden at få en øre for det.

Ulrik Dahlin: Man besad ikke selv retten til det, man skrev. Det var et problem for mange af dem, som syntes, de skrev som en halv Hemingway. De brød sig ikke om, at deres ting blev skrevet igennem af andre.

Agnete Vistar, journalist: Egentlig synes jeg aldrig, PRESS var specielt banebrydende på andre områder end det formmæssige.

Erik Valeur : Vi var inspireret af radiomontagen og lavede det, vi kaldte trykt montage eller scene-på-scene - vi satte informationer ind i en fortalt sammenhæng og klippede mellem scener. Det er det, der senere er fløjet ind fra USA som fortællende journalistik, og hvad man ellers kalder det. Vi kendte det ikke fra nogen lærebog eller skabeloner. Vi udviklede det selv.

Efter 10 numre gik bladet i betalingsstandsning, men kom hurtigt på benene igen. Ud over en lang række afslørende artikler om flygtninges forhold i Danmark bragte bladet også - blandt andet - en reportage fra dronningens besøg i Gilleleje, tegneserier, en artikel om konsekvenserne af de ulovligt tilbageholdte familiesammenføringer for herboende tamiler, 18 sider lange fotoserier. Og en tom spalte, for hver gang Socialdemokratiets socialordfører Torben Lund undlod at kommentere PRESS' flygtninge-kampagne.

Morten Bohr: Vi havde nogle historier, som fik en betydning. Men det, der var fedt, var, at vores tone virkelig ramte noget derude. En tone af en vis anstændighed og ordentlighed.

Ulrik Dahlin: Vi lå på alle hot-listerne. Jeg så engang et møbelkatalog, hvor det interiør, der udgjorde " det unge" værelse, havde det nye nummer af PRESS liggende på skrivebordet. Så tænkte jeg: Nu er vi ved at være der. Nu er vi ved at blive lige så almindelige som cowboybukser.

Morten Bohr: Jeg tog telefonen, da Cavling-komiteens formand ringede og sagde, at vi havde fået prisen. Han henstillede til, at det ikke blev mig, der modtog den, for jeg var medlem af HK.

Ulrik Dahlin: Vi insisterede på, at det var Morten, der stod frem og modtog statuetten. Til gengæld skulle vi love, at alle dem med pressekort stillede sig lige bag ved ham, når billedet skulle tages. Det var jo latterligt.

Poul Rasmussen, billedredaktør: Vi modtog Cavlingen med en følelse af, at alle dem med de mange penge og ressourcer ikke var i stand til at lave noget bedre end os - Vorherre bevares! På den måde tænkte vi som underdogs.

Morten Bohr: Da vi havde modtaget prisen, spiste vi på en eller anden halvbillig etnisk restaurant, og så gik vi på druk på Istedgade.

Ulrik Dahlin: Vi blev tordnende fulde. Da den sidste gik hjem, var den der Cavling-statuette væk.

Agnete Vistar: Jeg havde taget den med hjem for at passe på den. Men det var der ingen, der havde registreret. Dagen efter blev der panik over, at den var forsvundet. Da jeg så kom dappende med den, stod de andres øjne ud ad hovedet. I begyndelsen blev statuetten hængt op i en snor fra loftet. Så fandt vi ud af, at det nok ikke var særlig respektfuldt..

På PRESS fik kun meget få noget, der mindede om løn.

Resten arbejdede gratis.

Ulrik Dahlin: Dagpengereglerne var ret lempelige. Hvis man inden for tre år havde været i beskæftigelse i 26 uger, kunne man få dagpenge. Vi havde lige præcis råd til at ansætte hinanden på skift. Det var meget pauvert.

Poul Rasmussen: Vi ville gøre verden bedre og mere retfærdig. Det betød, at alt var underordnet bladet.

Martin Breum: Vi levede og åndede der døgnet rundt. Der var ingen, der havde børn eller villaer, der skulle finansieres, eller biler, der skulle afdrages på.

Poul Rasmussen: Johan Ehrenberg, dynamoen på det svenske magasin ETC, kom på besøg på Nørrebrogade, hvor vi sad. Der var rod over det hele. Vi knoklede løs og var ubarberede og så ud ad helvede til. Så sagde han: "Pas nu på. I skal også holde fri engang imellem". På PRESS accepterede man ikke, at folk kunne brænde ud. Hvis nogen fik børn, tænkte man: " Åh nej, nu kan de ikke være her om natten. Hvad gør vi så?"

Et par år efter lanceringen af PRESS havde redaktionen brug for nye kræfter. De kom i form af freelancebureauet Sidelinjen, der netop var startet af en flok nyuddannede journalister.

Bureauet blev inviteret med på et sommerseminar med det formål at knytte dem til bladet.

Morten Bohr: De havde lige lavet deres eget bureau og ville ikke med over på PRESS.

Ulrik Dahlin: For at få dem med på vores galej forærede vi nærmest bladet til dem.

Morten Bohr: Det havde happeningens præg. Jeg sagde bare: " Værsgo. I får bladet".

Karen Gahrn, journalist: Jeg tænkte, " Gu' skal vi da ej op til alle de der sure gamle mænd". Men så blev vi grebet af det alligevel og flyttede vores relativt tjekkede IKEA-borde ned i vores ende af redaktionen, mens Gammel-PRESS fik den anden ende. Vi insisterede på, at der skulle se ordentligt ud, og at vi ville sidde for os selv ... Der gik fem minutter, så var det hele kastet sammen.

Martin Østergaard, journalist og chefredaktør: Vi var et lille hippiekollektiv, som flyttede sammen med de der stærkt venstreorienterede rullekravesweaterdrenge. Vi kom med peace, love and harmoni og skal vi ikke kramme? De smed øllerne på bordet, røg smøger og snakkede om politik og væsentlighed.

Peter Øvig Knudsen, journalist og chefredaktør: Selv om vi havde fået bladet, havde mange fra den første generation svært ved at slippe det. Det var jo deres barn.

Martin Østergaard: Da Peter og jeg blev redaktører, tog vi pis på venstrefløjen og sagde, at vi skulle have redaktørjakkesæt sponseret af Hugo Boss. Det var som at smide en bombe. Kim Bildsøe-Lassen, som rendte rundt i Peru-sweatre og lædersnor om halsen, sagde, vi talte magtens sprog.

Henrik Saxgren: Peter og Martin startede med at interviewe hinanden om at onanere. Det sad os gamle helt sikkert nede på Sabines og bagtalte. I stedet for at interessere sig for andre mennesker blev bladet pludselig navlepillende.

Martin Østergaard: Vi havde vores egen mission. Vi fik en ide om at give al magt til lysten. De der benhårde nu-ringer-vi-til-1.000-vandmiljøkonsulenter-journalister, de gloede bare på os, som om vi havde drukket af potten.

Peter Øvig Knudsen: Vi ville drive bladet på kommerciel basis, fordi det var den eneste mulighed for, at det overhovedet kunne overleve.

Martin Østergaard: Vi tog på en studietur til ETC i Sverige, hvor Johan Ehrenberg spurgte til økonomien. Jeg sagde, bladet ikke løb rundt. "Det duer ikke," sagde han. "Det holder ikke en meter."

Peter Øvig Knudsen: Men der var for mange, der ikke ville være med til at drive det som en forretning. Det kulminerede til en fest, hvor en del fra første generation sad i en rundkreds og svinede mig og Martin til - selv om Martin var gået. Det var meget Tvindsk. Om jeg ikke kunne indse, at jeg forrådte alt, hvad der var godt i denne verden?

Folkene fra Sidelinjen faldt fra, endnu en ny generation rykkede ind i PRESS' lokaler i Studiestræde.

Op gennem 1990' erne gennemgik månedsbladet et nyt generationsskifte med cirka to års mellemrum.

Oplagstallene kom aldrig op at toppe salget fra bladets storhedstid, og i 1997 gik bladet i betalingsstandsning, mens chefredaktør Ivan Rod forsøgte at skaffe penge nok til at rekonstruere det.

Ivan Rod, chefredaktør: Alt stod opmagasineret på det gamle B&Wværft i noget, der hed Dø Hule. I den tid, PRESS ikke udkom, faldt folk fra. Da bladet genopstod med hjælp fra Dagspressens Finansieringsinstitut, var det - igen - med en helt ny generation og mig som den eneste genganger.

Anne Sofie Kragh, journalist: Ud over Ivan var vi tre ansatte journalister, der fik 10.000 kroner om måneden.

Nynne Bjerre Christensen, journalist: Det var et sted båret af meget høje ambitioner, der ikke stod mål med de kræfter, vi havde på redaktionen. Den journalistiske side af sagen vidste vi lidt om, men det med at drive forretning var vi ikke gode til.

Anne Sofie Kragh: Det var på PRESS, jeg lærte at skrive. Ivan var en vanvittig dygtig redaktør, som fik os til at skrive vores artikler igennem fem-seks gange. Men lige så dygtig en redaktør han var, lige så elendig en købmand var han. Og bladet var konstant i fare for at blive lukket. Da vi nåede til jul, kom der et brev om, at der snart ville blive slukket for strømmen. Ivan var i Vietnam, så vi andre måtte sidde og finde frem til de få annoncører, der var, og få dem til at betale, hvad de skyldte. Det var helt grotesk.

Ivan Rod: Jeg var bestemt ikke en god købmand, men det skyldtes blandt andet, at vi bestræbte os på at sælge en vare, som der ikke var tilstrækkeligt mange kunder til.

Nynne Bjerre Christensen: Det var hårdt, men også pirrende og spændende. Vi følte, at det, vi lavede, var vigtigt. Vi forvaltede en arv, der var stærk og fin.

Portostøtten forsvandt. Annoncørerne svigtede. Til sidst bad Ivan Rod Informations daværende direktør, Henrik Bo Nielsen, om hjælp. Sammen med Information skød Vejle Amts Folkeblad, Horsens Folkeblad og Thura Film en million kroner i PRESS og overtog dermed ejerskabet af bladet.

Ivan Rod: Vi troede, at nu ville der komme styr på tingene. Nu var vi sammen med professionelle bladfolk. Men de havde fokus et andet sted, fordi deres egne aviser led på hjemmefronten.

Henrik Bo Nielsen, direktør: Vi satte ret mange penge af, men ikke nok energi. Set i bakspejlet fik vi ikke tilført bladet det, det havde brug for. Men man kan også diskutere, om det overhovedet lader sig gøre at tilsætte penge til et frivilligt foretagende som PRESS. Det bliver på en eller anden måde naturstridigt. Bliver bladet professionaliseret, skal folk også have løn, og fotografen, som du hidtil har snydt, skal betales. Du spiller pludselig på en bane, som er pæn og ordentlig og nobel. Og PRESS' bane var alt andet end dét.

Anne Sofie Kragh: Jeg var lige landet i New York, da jeg fik en SMS fra Nynne om, at nu var bladet definitivt lukket.

Ivan Rod: På den ene side var det en lettelse, fordi det havde været konstant op ad bakke. På den anden side var det en stor frustration. Fordi et vigtigt forsøg på at lave en gedigen form for journalistik kuldsejlede.

Det sidste nummer af PRESS udkom i december 2000. Bladet lukkede endeligt i januar 2001.

I dag står Cavling-statuetten hjemme hos bladets første forretningsfører, Ib Sørensen.

Bo Elkjær, journalist: PRESS efterlod et hul, som ikke er blevet fyldt op af andre. Artiklerne i Euroman er derhenad. Weekendavisen kan også til en vis grad trække noget af læsset. Men der findes ikke en samlet pakke, hvor man får de anderledes vinkler og en research, der virkelig går i dybden. Grundlæggende er det aktivistånden, der mangler. Et samlingssted for dem, der er drevet af andet end månedslønnen. Så hvis man kan finde en flok aktivister, der kan fylde det hul op, som PRESS efterlod, så er det bare om at komme i gang. Der er en kæmpe mulighed, som står klar til at blive udnyttet.

 

»PRESS efterlod et hul, som ikke er blevet fyldt op af andre. () Der findes ikke en samlet pakke, hvor man får de anderledes vinkler og en research, der virkelig går i dybden. Grundlæggende er det aktivistånden, der mangler. Et samlingssted for dem, der er drevet af andet end månedslønnen.« Bo Elkjær, journalist.

 

Billedtekst: 18 Journalisten / 20 / 2010 Gruppefoto. Bemærk skillevæggen. PRESS havde brug for flere kontorer, men væggen blev aldrig bygget færdigt. Sofaen er også typisk. Gammelt skrammel, som nogen havde slæbt med. Der er møde. Et miniredaktionsmøde. Der er lige blevet gjort rent og ryddet op. Sådan så der normalt ikke ud. Det er tæt på deadline. Eller rettere: Den er sikkert passeret, men der skrives om. Igen og igen. Aftenhygge. Mange ideer blev i virkeligheden besluttet her, og ikke på redaktionsmøderne.? Der skrives leder. Der er kun en, der skriver. Men mange, der mener noget og giver gode råd.? Klokken er 02.00. På gulvet foregår korrekturlæsning. Skribenterne sender hele tiden nye og bedre versioner ind til teknikken.Folk var meget dedikerede, der var en arbejdsom og indædt atmosfære.Peter Øvig Knudsen og Poul Rasmussen på vej til Ankara for at interviewe forfatteren Henrik Nordbrandt. Tidligere var et færdigt interview med Lars von Trier blevet kasseret. Men interviewet her fik lov at komme i bladet.foto POUL RASMUSSEN

Information, 13. marts 2009:

Gentlemænd of the PRESS

Hvordan var det så lige, man så på den slags uhyrer i de sagnomspundne firseres glimmerskær ?

I DR 2's serie om dem, der i firserne omdefinerede halvfjerdserne, var man forleden nået til det lille hold journalistiske action-mænd, der i 1985 startede månedsbladet PRESS.

God ide, for det er ikke sikkert, de opvoksende generationer rigtigt ved, hvad dette monstrum egentlig var for noget. På Wikipedia fylder magasinet kun tre linjer.

Press er et sort hul i cyberspace. Selvfølgelig heller ikke det værste, man kan være, hvis sorte huller, som man siger, suger energi til sig med en kraft, der kan sluge hele universer, som så forsvinder ud i områder af sind og bevidsthed, der endnu ikke er gjort tilgængelige for den psykiske og fysiske trafik, vi indtil videre kender til.

Den slags bevidsthedsudvidelse var en del af hensigten med det oprindelige, det rigtige PRESS, der ved sin død i 2001, mange redaktører og journalister senere, var sponsoreret af Information, Vejle Amts Folkeblad og vist Horsens Folkeblad også, men som i sin oprindelige, heroiske form, var selvfinansieret.

Det betød, forstod man på udsendelsen, at man en overgang kørte i bankerot og betalingsstandsning gennem flere måneder, fordi forretningsføreren måske nok havde opdaget, at et eller andet var helt galt - selv om negative tal dengang endnu ikke var begyndt at blinke rødt - men ikke turde fortælle det til redaktionen.

Morten Bohr først og fremmest, som dels live anno 2009, dels lige så live engang i firserne eller begyndelsen af halvfemserne, fortalte om de moralske sider af sagen. Hvordan det er journalistens opgave, som man vel stadig lærer på de journalistiske læreanstalter, der i dag ikke bare er Journalisthøjskolen og mesterlæren, men i stadig højere grad akademiske studier på RUC og Syddansk med afstikkere til noget praktik her og der, at være samfundets samvittighed. Det virker bare ikke, som om fagets udøvere i dag tager det lige så alvorligt, som de gjorde, da Ulrik Dahlin, Erik Valeur , Morten Bohr, Henrik Saxgreen og Martin Breum i deres møgbeskidte og diminutive kontorer, med overgemte kyllinger i skrivebordsskuffen og ingen tanker for andet end Bladet, tævede hinandens artikler gennem skramlende skrivemaskiner for at få fjernet alt det heroiserende selvsmag, der kan klæbe ved selv den mindste Humphrey Bogart af en ydmyg kriminalreporter, når han står i storbyens mørkeste kælderhals med sin elektrisk knitrende notesblok og selvlysende kuglepen. De satte både den politiske og den kulturelle verden så meget på den anden ende ved deres utrættelige kamp for sandheden, at det faktisk fik gennemslag helt ud i befolkningen, der ligefrem delvist begyndte at vågne.

Oprør

Baggrunden var tressernes og halvfjerdsernes modkultur med dens omrejsende reportere, som fra verdens krigszoner, Vietnam, Mellemøsten eller Sydamerika, fremsendte rapporter, der var baseret ikke bare på tingene selv, men også rummede moralsk og politisk stillingtagen, en holdning der ikke gjorde det muligt helt gnidningsfrit at kunne skifte fra at være spindoktor (det var der ingenting, der hed) til at være chefredaktør for tandlægebladet Se og Hør og derfra pludselig at blive nyhedschef for TV 2 (det var der heller ikke noget, der hed).

Andre inspirationer kom fra de oprørsk muntre og ind imellem bidske nye lokalaviser, der med Jacob Ludvigsens Hovedbladet, fra den tid, hvor Christiania blev født, som første ophav havde udviklet sig derhen, hvor fænomenet kunne kulminere med Ugeavisen København.

Derfra kom en del af medarbejderne på det første PRESS. En af dem var Informations Ulrik Dahlin, dengang en rødglødende kommunist af en slags, som PRESS måtte tilkalde, da bladet skulle i fjernsynet, hvor ingen af redaktionens medlemmer åbenbart turde vise sig.

PRESS blev søsat samtidig med Børsens Nyhedsmagasin, hvilket naturligvis var en journalistisk interessant vinkel, sådan med over- og under-Danmark, der nu på en gang fik hver sin stemme.

Ulrik holdt en knaldrød brandtale, hvad Morten Bohr og redaktionen så var en lille smule trætte af, fordi de - som alle de andre firserdrenge - jo til en begyndelse førte sig frem ved at tage afstand fra halvfjerdsernes allermest betonsocialistiske fænomener, dens fundamentalistisk proletariske friskoler, dens rablende gale marxismesnak på længere og længere universitetskorridorer, som jo bare aldrig stak helt så dybt, som man skulle tro, når man i dag hører firserfjolserne fortælle om, hvordan verden så ud, da de 'var unge'.

Det er de ikke mere. De er omkring 50, midtvejs på deres baner gennem livet, og de er ikke alle sammen kørt galt midt i den store sorte skov, som i starten af Dantes Helvede.

Dem fra PRESS er det gået godt. Der var stadig bid i Morten Bohr, da han i udsendelsens afslutning, hvor han som redaktør af det PRESS, der dengang modtog Cavlingprisen (som i et direkte klip fra Tv-Avisen blev præsenteret som "Cavlingeprisen"), blev spurgt, om man kunne lave PRESS i dag. Selvfølgelig kan man det, sagde han, og tilføjede lavmælt:

Do it!

Opråb fra 80'erne. DR 2. Tirsdag

Aktuelt, 20. august 1997:

Et blad som livet selv

Månedsbladet Press er gået i betalingsstandsning efter 12 år med nyskabende journalistik. Det prisbelønnede magasin sejrede sig ihjel - aviserne overtog simpelthen de gode ideer. Men den kritiske indgang til historierne har de ikke fået med.

Så sluttede en epoke i dansk bladverden: Månedsbladet Press er trådt i betalingsstandsning. Den 28. august falder den endelige dom i Sø- ogHandelsretten, og der skal en ret stor optimisme til at tro på andet end en konkurserklæring. Bladets kreditorer har i forvejen strakt sig langt. Eventyret kom til at vare i næsten 12 år. Fra 1985 til sommernummeret 1997, der aldrig udkommer.

Kommentarerne til dødsfaldet fra to af bladets fædre, Morten Bohr og Erik Valeur, er lige så forudsigelige, som Press konstant blev anklaget for at være: Drivkraften blandt journalisterne er væk, bladet er blevet for forudsigeligt og den konstante udskiftning af redaktionen har været for stor.

Alt sammen rigtigt nok, og med til at bekræfte billedet af Press som noget, der engang var godt, men ikke har været det længe. Og det er selvfølgelig heller ikke hele sandheden. For at kunne vurdere Press' begyndelse, storhed og fald, må tiden tages med i betragtning.

Press viste sig nemlig at være 'Et blad som livet selv', som den første redaktør, Morten Bohr, så rammende beskrev det i et interview til Ugeavisen København i 1985. Dengang var livet og verden en anden. Arbejdsløsheden blandt journalister var over dobbelt så høj som i dag, og det betød, at mange journalister kunne se en fordel i at arbejde ulønnet, mens de gik på dagpenge, samtidig med at de var med i et fællesskab, der virkelig betød noget.

Holdningerne blandt unge journalister var også anderledes dengang: Der var måske ikke en større social bevidsthed, men en større grad af vilje og mulighed til at sætte artikler bag holdningerne. Samtidig, og det er måske den vigtigste forskel, var tidsånden en anden. Man kunne sagtens med stolthed sige, at man arbejdede gratis på Press, det fik man kun ros og prestige for i journalistverdenen og i det omgivende, socialt indignerede miljø.

Sådan har det ikke været i 90'erne. Journalister og andre har nærmest rystet på hovedet over, at man kan finde på at arbejde ulønnet. 'At du gider,' har ofte været reaktionerne, suppleret med beskyldninger for frelsthed samt en lettere overbærende forestilling om, at disse overleveringer fra Press sikkert ikke kunne finde noget andet arbejde.

Noget af et skift på mindre en fem år, og et skift, der også kom til at præge Press internt: Færre og færre, der i forvejden havde journalistisk erfaring, søgte ind til bladet, og de seneste mange år har Press selv måttet uddanne unge håbefulde journalistspirer, som efter typisk et-to år enten startede på journalisthøjskolen eller fik andet journalistisk arbejde.

Handlingsplanerne i starten af 90'erne har heller ikke gjort det nemmere for Press. Journalistikken i 1985 var en anden. Press var pioner for den form, der i dag tages for givet i stort set alle dagblade: dybdeborende journalistik, ofte i den aktiverende nutidsform, research-artikler, alenlange interview med kendte og ukendte, skæve reportager fra begivenheder eller ikke-begivenheder. Den slags tørster alle redaktører efter i dag, når de holder skåltaler eller laver stillingsopslag. På den måde kan man sige, at Press har sejret ad helvede til.

På fotografsiden er der sket en lignende udvikling: Dengang var fotografer vilde efter at komme i Press, fordi de blev mishandlet andre steder. I dag bringer alle dagblade rene billedopslag og fotografer bliver behandlet som kunstnere. Det kan altså se ud til, at vi sagtens kan undvære Press. Og det er der flere og flere, der har kunnet. Salget af bladet er faldet til noget nær en parodi. Omkring 5000 solgte eksemplarer har bladet overlevet på det sidste års tid.

Spørgsmålet er snarere, om vi kan undvære ideen om Press. For selv om alle idealerne er blevet opsuget af den etablerede presse, mangler der noget, nemlig engagementet. Press-journalistikken på dagbladene og i diverse journalistiske bogudgivelser bliver oftest reduceret til flotte tekniske stiløvelser uden sjæl, uden bekymring for udviklingen, uden den galskab, der udspringer af at være på tværs af tiden.

Og trods alle dagblades kampagner om at netop denne eller hin avis lever op til idealerne fra Press' storhedstid, er der noget andet, der klinger hult. Tiden i dag har ikke tid til hverken grundlæggende debat eller kritik, kig bare på avisernes lederskribenter. Tiden i dag er præget af borgerlig konsensus. Alle er tilsyneladende enige om, at arbejdsløse skal aktiveres, at vi ikke kan blive ved med at tage imod flygtninge, at der ikke er noget alternativ til EU, at vi må styrke den økonomiske vækst, at det ikke nytter at lovgive strengere mod erhverslivets eneråden eller bøndernes grundvandsforurening, at det er synd for de psykisk syge, men men kan jo ikke hjælpe alle.... Dét bliver ikke diskuteret. Kun graden af, hvor voldsomt man skal gå til værks eller hvor mange penge, der skal sættes af, bliver diskuteret.

Man kunne mene, at så var der virkelig brug for et blad som Press. Tiden viste, at det var der netop ikke. Så hvis dette lyder som en røst fra graven, så er det jo ganske rigtigt. Men hvem ved - Press har tidligere overlevet alvorlige kriser, så måske er der en genopstandelse efter den 28. august. Det ville være i Press' ånd at tage fusen på alle endnu en sidste gang.

Politiken, 5. marts 1994:

Blad med indlagt sjæl

Boganm: Flot, fræk og forførende

Anmeldelse af Eva Bøggild, Flemming Andersen og Erik Valeur : 'Flot, fræk og forførende', Haases forlag, 270 sider. Anmeldt i Politiken.

Selvfølgelig sætter Månedsbladet Press ikke en afklædt kvinde på omslaget af den bog, bladet udgiver i anledning af, at Press nummer 100 er på gaden.

Og selvfølgelig består 'Flot, fræk og forførende' ikke bare af 18 artikler, plukket fra de lidt over otte års udgivelser.

Næh, her er noget så sjældent befriende som journalisternes kommentarer til deres artikler - historien bag historien.

Og det er jo lige netop dem, der skiller Press fra de fleste af os andre.

Som statsminister Poul Nyrup Rasmussen, der var til jubilæums-reception i sin egenskab af pressens minister, siger det: - Press er et af de månedsskrifter, der går bag om - og selv om jeg ikke altid er enig, er jeg en trofast læser.

Faktisk abonnerer han på det. Det gør chefredaktør på Fyns Amts Avis også, han hedder Arne Mariager og holdt en tankevækkende tale til Press redaktion. Følgende er kun en brøkdel af ordene: - Press har bevist, at man kan gå imod strømmen og tænke anderledes. Den øvrige presse beviser hver dag, at vi ikke har den samme originalitet.

Press har en smuk sjæl.

Arne Mariager mener, at Poul Henningsen ville have levet lykkeligt, hvis han vidste, der var et blad som Press. Måske endda skrevet i det . Nu blev det ikke PH, men cirka 200 andre mennesker, der gennem årene har vist læserne, at de har noget på hjerte. Om for eksempel Øresundsforbindelsen, genteknologi, arbejdsløshed, flygtninge - og alle dem, der ellers aldrig får spalteplads. Fortalt på en måde, så det læses til ende. Hver gang.

Nej, det er selvfølgelig ikke en afklædt kvinde på omslaget. Få fat i bogen og se selv.

Weekendavisen, 25. marts 1994:

En undersøgelse af PRESS-historier som bladet anser for sine bedste

Flemming Andersen, Eva Bøggild og Erik Valeur, PRESS. Flot, Fræk og Forførende. 18 uundværlige historier fra pressens mest banebrydende magasin. 270 sider. Kr. 128. Udgivet i samarbejde med PRESS af P. Haase & Søn. MÅNEDSBLADET PRESS kom fornylig med sin udgave nr. 100, det er det jubilæum som markeres med bogen. Hver af de udvalgte 18 »historier« kommenteres kort af en medarbejder som var med til at fremskaffe eller skrive den.

I næsten hver eneste af kommentarerne fortælles hvor fremragende artiklen er. Det opfatter jeg mindre som udslag af den enkelte journalists selvros end som udtryk for medarbejderstabens solidaritet, entusiasme og gå-på-mod: Man har præsteret det umulige, startet et nyt blad og holdt det i live, er der måske ikke grund til begejstring? Bogens ikke udpræget ydmyge titel taler om det samme. Men når bladets folk udtrykker sig på den måde om deres egne præstationer skulle der jo helst være grundlag for begejstringen. Det er der efter min mening ikke i flertallet af de 18 historier. Seks af dem forekommer mig gode.

PRESS bringer undertiden interviews som fylder adskillige sider. Sådan to er der også her: Et meget morsomt med den rable-talende kok Søren Gericke og et helt fremragende som portrætterer maleren Per Kirkeby. Begge interviews er baseret på timevis af båndoptagelser, men i modsætning til de interviews som tydeligvis er næsten direkte båndafskrifter og derfor ukoncentrerede, løse i formen og meget længere end indholdet berettiger, er de her omskrevet og gennemarbejdet med sikker hånd.

Et interview med Mogens Glistrups kone om hendes tilslutning til hans fremmedfjendtlige udtalelser er nuanceret og fortræffeligt. Ypperlig journalistik er også Martin Breums reportage om politiets grovheder og direkte krænkelser af en flygtnings rettigheder, da han i »forklædning« ankom til Kastrup og udgav sig for iransk asylansøger. Det var den sag som fik både byretten og Østre Landsret til at afsige straffedomme der ifølge professor dr. jur. Stuer Lauridsens påvisning er i åben modstrid med dansk lovgivning - den »frække« journalist skulle straffes.

Et bidrag som tildels er leveret af storkapitalen er heller ikke at foragte. Da Den Danske Bank i 1992 reducerede medarbejderstaben med 1.500 havde den særlige folk til sammen med de lokale chefer at tale med hver enkelt. Bent, en af dem som blev tvunget til at tage sin afsked, optog samtalen på bånd, som han lånte PRESS. Han får forklaret de forskellige fratrædelsesordninger og at der er etableret et rådgivningskontor til at hjælpe dem der går, psykologhjælp vil man også yde - og så bliver der gjort meget, overordentlig meget, ud af at tilråde Bent at tale med sine kolleger efter mødet og ikke at gå hjem bagefter og være alene, men snakke tingene igennem med familie eller venner. Dokumentarisme af fineste art.

Det eneste jeg ikke forstår er PRESS- medarbejder Henrik Keith Hansens kommentar: »Jeg er stadig i dag forbløffet over, at banken valgte at fyre sine medarbejdere på den måde.« Mig forekommer det at være en både hensynsfuld og klog måde. Og hvordan pokker skulle man ellers have gjort det?

Til de gode artikler regner jeg også »Den Skandinaviske Forbindelse«. Den handler om daværende Volvo-chef Per Gyllenhammars og andre fremtrædende europæiske industrifolks og politikeres dannelse af European Round Table til at arbejde på at skabe vækst, bl. a. med Øresundsforbindelsen, bro over Femern og meget mere. Skildringen havde været ulige mere interessant hvis den i stedet for blot, som en selvfølge, at gå ud fra det alt sammen er fordærveligt, havde argumenteret - men også uden det er den grundige artikel værd at læse.

Af de dårlige »historier« skal jeg nævne to fotografiske: Den ene er et »portræt« af Søren Ryge Petersen, nøgen, med persilleduske bag ørerne og en hane i hænderne til at dække sin blusel. Den anden fem fotografier af en mand, der forklædt som kvinde stripper. De er taget af den ellers ypperlige Henrik Saxgreen. Begge dele er kunstige opstillinger, intetsigende fiksheder uden journalistisk værdi. Ligesom, forresten, portrættet i bogen af Søren Gericke, som står fuldt påklædt under en bruser med et bundt porrer. Jamen, fordi nogle fotografer med usikker kunstnerisk fornemmelse griber til krukkeri, behøver PRESS-redaktionen da ikke gøre det - den har ellers ofte bragt glimrende fotoreportager. Men de skabagtige fotografier synes at være en redaktionel vane, som man efterhånden tillægger værdi i sig selv.

Det samme er tilfældet med formen på nogle af de syv artikler jeg finder direkte dårlige. Bladet lægger stor vægt på at undersøge - at researche, som det regnes for smart at sige - sagerne grundigt. Men det kan medføre at man af bare begejstring over al researcheriet overser formålet med det hele.

Sådan er der en artikel, bogens første endda, som er en absolut uinteressant, ordrig og løst skrevet skildring af hvordan Gilleleje forberedte sig på et dronninge-besøg. En omhyggeligt undersøgt ligegyldighed.

Et vigtigt emne, dokumenteret med uvæsentligheder, forekommer også: Der er en ni sider lang skildring af hvad der skete på Rådhuspladsen den nytårsaften, da Benjamin fik hjertestop af politiets behandling. Den indeholder maksimalt en side med reelle oplysninger - om de var nye da bladet bragte dem ved jeg ikke - mens resten af artiklen handler om hvordan de 10 mennesker, journalisterne senere har fundet frem til, bevægede sig rundt på pladsen, minut for minut. Henrykt præsenterer man side efter side den fine journalistiske bogføring, selv om den er komplet intetsigende.

I to artikler opsporer journalisterne oplysninger om afdøde for at skrive portrætter af dem. Den ene er et myrdet Bullshit-medlem. Artiklen om Anker, der senere blev til Høvding, er skrækkelig prætentiøs. Journalisterne prøver at være litterære og skrive som en krydsning mellem Hemingway og Thorkild Hansen: »Det tager ikke otte sekunder at affyre otte skud. Det tager ikke den kvarte tid for de otte kugler at nå deres mål. Den store rocker med halskæderne og tatoveringerne er styrtet om på gulvet. Gerningsmændene er flygtet gennem krudtrøgen (så megen røg kommer der sku' ikke af otte pistolskud - mit indskud) endnu inden de første skræmte råb begynder. Rockeren ligger på ryggen, næsten henne ved indgangen. Der kommer ingen blod fra skudhullerne i brystet og maven. Øjnene er halvt tillukkede. Så bevæger han læberne. En skikkelse bøjer sig ned og kalder på ham. Det tager et minut at dø«. Etc.

De litterære ambitioner rækker desværre ikke til at få et menneske til at træde frem af portrættet. Der er lagt et vældigt arbejde i det, men elementerne hænger ikke sammen. Lige som man har billedet af den unge Anker som en dygtig og flittig vestjysk tømrer, kommer - fuldstændig bag på læseren - nogle liniers oplysning om en kommende retssag fordi han har stjålet og lavet checkfalsk. Derefter fortsætter man med den påpasselige mand - indtil det ganske brat går galt igen. Og sådan humper det videre. Ingen, der mødte Høvding efter at have læst den artikel, ville kunne genkende ham - undtagen på fodsveden.

Den anden artikel om en afdød handler om bogbinder Erik Mikkelsen som boede i ensomhed på Bramslykkevej i Valby da han døde 67 år gammel. Han var respekteret og populær blandt kolleger, skrev et par gange med succes fagforeningens årlige revy, en tid var han boheme i Skindbuksen, han var amatørmaler og malede klovner i lange baner... der har været stof i ham til et portræt. Men det som fremstår i artiklen lader én kold og uinteresseret.

En artikel om Bøssernes Befrielsesfront er helt tabt på gulvet. Den handler om »en lille klike på ni, bøssebevægelsens absolutte fortrop«, hvilket formodentlig (det siges ikke klart) vil sige befrielsesfrontens fortrop. Om den hedder det at den er »berømt for sine aggressive, humoristiske, nøgne, giftige og afslørende aktionsformer - ingen der mødte dem på deres ydeevnes top, var helt de samme bagefter. Spørg bare politimesteren i Esbjerg, en chefredaktør på Politiken - eller tæt derved, vagten på lokummerne under Rådhuspladsen«. Et oplæg til en uhyre spændende historie. Men den kommer aldrig. Journalisten spørger hverken politimesteren eller chefredaktøren - eller nogen af de ni klikemedlemmer om deres aktioner. Hun er kun optaget af at høre om deres fortid, hvad de foretog sig i ungdommen, hvordan de blev sig bevidst som bøsser, om deres AIDS osv. - og mens den ene efter den anden så at sige dør af sygdommen mellem hænderne på hende, glemmer hun aldeles at få deres beretning om den også historisk set interessante bøssepolitiske indsats. Og under al den opreklamerede solidariske redaktionelle drøftelse af stoffet er der åbenbart ikke én, som kan se hvor den virkelige historie ligger, man nøjes med de temmelig uinteressante personlige bekendelser.

En længere artikel handler om adoptioner. Den forekommer mig skrevet på grundlag af forudfattede meninger om at det er slemt at være adoptivbarn og at adoptivforældre ikke er gode til deres rolle.

En anden fordomsfuld artikel beskriver en »afprøvning« af daværende chefreaktør Herbert Pundiks troværdighed. Han havde afvist en stærkt Israel- kritisk kronik af Kirsten Thorup, fordi, som han svarede hende, »det byder mig altså imod at offentliggøre nogle oplysninger, jeg ved er forkerte eller ufuldstændige«. Det var selvfølgelig en dumhed, han kunne jo bare efterfølgende have påvist fejlene. Men PRESS ville prøve at kikke ham i kortene. Man sendte ham en stærkt pro-israelsk artikel, angiveligt skrevet af en herboende palæstinenser, med fire fejl som »Pundik måtte kunne gennemskue«. Den trykte Politiken. Fejlene var, at der i en bestemt periode var dræbt 39, ikke 29 palæstinensere som der stod i artiklen, at 1.000 eller flere, ikke kun 900 unge palestinensere var fængslet, at flertallet, og ikke højst halvdelen af palæstinenserne støttede PLO og at arabiske arbejdere fra Gaza tjener ikke »næsten lige så meget som arbejdere i Israel«, men kun mellen 1/2 og 1/3 af hvad de får.

Ha, ha, udbrød PRESS. Og i sin kommentar til artiklen skriver Morten Bohr, at PRESS for alt i livet ikke (ved den nylige modtagelse af Cavlingprisen) ville »accepteres af det pæne medieselskab«, og denne happening skulle markere »forskellen på os og borgerdyrene«. Den markerer i hvert fald et eksempel på dårlig journalistik. Ved sammenligninger må man holde sig til sammenlignelige størrelser. Derfor må en happening af denne art baseres på fejl af samme orden, som dem der fik Pundik til at afvise Kirsten Thorups kronik. Men PRESS end ikke undersøger hvad Pundiks kritik går ud på, skønt den næppe har drejet sig om bagateller. I stedet bebrejder man ham triumferende, at han ikke er en bogholder som sidder med alle statistikkerne i hovedet og retter kommafejl. Det er for sølle.

Billedtekst: Bemærk det stive og ufrie, krampagtigheden i damen. En dårlig stripper. Det er ikke godt at vide, om det er hende ordene »flot, fræk og forførende« går på, eller om de skal være en karakteristik af bladet. I hvert fald er hun hvad man vist kalder en narredame - i dobbelt forstand, for hun er en mand. Morsomt?

Politiken, 25. april 1986:

Press forsøger at gå på vandet

 

(Uddrag) Jens Branner portræt af månedsbladet 'Press', der er ved at bide sig fast med et fast oplag på 30000. Samtale med to af medarbejderne Erik Valeur og Morten Bohr.