Politiken, 20 august 2011:

Oprindelig var historien tænkt til radioen

 

Erik Valeur har som journalist været på alt fra DR til Press. Han begyndte først at skrive debutromanen, ' Det syvende barn', da han måtte opgive ideen om at følge syv adoptivbørn som journalistik. Og han blev lidt chokeret over, at det var sværere at skrive, end han troede.

Et halvt år før Erik Valeur blev født, blev hans mor forladt af manden, hun dengang boede sammen med i Norge. Det udløste en depression.

»Min mor forsøgte at begå selvmord med sovepiller. Det betød, at hun sov i tre dage. Bagefter blev hun bragt tilbage til Danmark, hvor hun kom til at bo hos nogle gamle tanter i Nykøbing Falster. Det var jo modellen dengang. Hvis man var gravid uden for ægteskab, blev man sendt på landet, til barnet kom«, fortæller Erik Valeur .

Han kom selv til verden i september 1955, og på grund af moderens tilstand havnede han på Mødrehjælpens spædbørnshjem.

»Jeg var der i to år, og måske kan jeg huske lidt fra den tid, men eftersom jeg også i årene efter kom på besøg på spædbørnshjemmet sammen med min mor og min mormor, har jeg jo hørt mange adoptionshistorier.

Jeg har altid vidst, at jeg var på børnehjemmet i de første to år, og derfor har emnet altid interesseret mig«, siger Erik Valeur .

Han havde imidlertid aldrig forestillet sig, at han på et tidspunkt skulle skrive en roman, hvor syv adoptionsbørns skæbner skulle være omdrejningspunktet.

Ideen var at behandle emnet adoptionsbørn journalistisk, hvad der ikke var så mærkeligt. Hvis man på forhånd kender hans navn, ved man også, at han har været en markant skikkelse i det journalistiske miljø i mere end 30 år. Han var med til at grundlægge månedsbladet Press, har været tilknyttet DR's dokumentarafdeling og de fleste store dagblade, ligesom han er en hyppigt brugt mediekritiker, bl. a. her i avisen.

»Jeg talte dengang med Viggo Clausen fra DR om, at det kunne være interessant at lave en montage til radioen. Der var plads til otte børn på en spædstue, og hvis vi kunne tage fire-fem af dem, som måske var blevet bortadopteret på nogenlunde samme tid, og følge dem til forskellige egne af landet, ville nogle af deres skæbner måske krydses på et tidspunkt. Den slags sker jo ved skæbnens indblanding. Vi fik bare aldrig sat gang i arbejdet, for det var midt i 1980' erne, og pludselig var jeg med til at sætte månedsbladet Press i gang«. Interessen for børnehjemsbørn og adoption holdt Erik Valeur imidlertid fast i. Det mærkede hans daværende kæreste også, så hun begyndte at spørge interesseret til hans tid som børnehjemsbarn.

Om han for eksempel ikke havde tænkt over, om det nu også var helt godt, at han havde ligget der på en spædstue uden sin mor de første par år af sit liv.

Erik Valeur griner højt.

»Næh, det havde jeg sgu egentlig aldrig tænkt over. Det er typisk for mænd. Jeg havde jo levet i den lyse historie fra min mor, og det var måske også meget godt«, siger han.

Der var også andre mulige konsekvenser af hans børnehjemstid, han aldrig rigtig havde tænkt over, og som han faktisk først har tænkt igennem i løbet af de seneste par år, men det vender vi tilbage til.

I løbet af 1990' erne var det helt andre ting, der optog ham. Dengang var det de adopterede børns historie, han var interesseret i, og nu skulle den fortælles i magasinet Press. Da han og kollegerne gik i gang, opdagede de imidlertid, at de havde overset en vigtig detalje.

»Man kan ikke bare sådan finde tilbage til syv børn fra en spædstue. Hele systemet er bygget på, at de biologiske forældre ikke må kunne finde tilbage til børnene.

På nogle af adoptivforeningernes hjemmesider kan man læse nogle ret hjerteskærende historier, hvor forældre leder efter de børn, de engang adopterede væk. Derimod er det sådan, at børnene skal kunne finde tilbage til deres biologiske forældre, hvis de ønsker det«.

Adoptivbørn i Den Blå Avis

Da han og kollegerne fra Press opdagede, at ideen ikke kunne laves som planlagt, nøjedes de med at annoncere efter adoptivbørn i Den Blå Avis, og det lykkedes også at få kontakt med nogle stykker, og det blev, som Erik Valeur siger, en okay historie.

»Men det var jo ikke min idé. Jeg ville have, at børnenes spor skulle krydses som voksne, så det var skideirriterende«. Kort efter tog han på ferie i Portugal, og mens han her fik hverdagen lidt på afstand, nåede han til den erkendelse, at hvis historien skulle laves, måtte han gøre det selv. Opfinde den fra bunden.

»Så opdagede jeg jo, at det var helt fantastisk.

Som journalist skal man hele tiden holde sig til virkeligheden, men nu kunne jeg som en anden dukkefører selv bestemme, hvad personerne skulle gøre eller sige«. I løbet af den sommer fik han skrevet nogle skitser til romanen, men projektet blev lagt på is igen i nogle år, da han blev tovholder på det stort anlagte projekt ' Magtens bog', hvor 35 journalister skrev om magten i det danske samfund.

»I 2003 gik jeg i gang igen, og pludselig opdagede jeg, at det kan være svært at skrive. Jeg har ellers altid fået at vide, at jeg skriver glimrende, men nu kunne jeg se, at man kan ikke som i den minimalistiske journalistik bare have folk, hvor der kommer holdninger ud af munden på dem. De har også et rum omkring sig, og man kan ikke bare klippe fra den ene til den anden person. Der skal også være noget imellem. Der er en scene, og personerne bevæger sig gudhjælpemig også«.

Bygger på egne erfaringer

Han gik imidlertid i gang med at skrive, og han prøvede sig først af på et af de barndomskapitler, han vidste skulle med i romanen. Det foregår i Søborg og bygger i vidt omfang på hans egne erindringer.

Det måtte være et godt sted at lægge ud, mente han. Da teksten var færdig, viste han den til sin kæreste, men det stod hurtigt klart, at hun ikke fandt hans forfatterforsøg optimalt.

»Det kan man roligt sige. Hendes ansigtsudtryk sagde alt«. Erik Valeur griner igen højt.

Dengang indså han, at han måtte starte forfra. Han havde masser af bøger på hylderne.

Alt fra Hemingway og Dostojevskij til krimier og thrillere. Lidt tilfældigt plukkede han romanerne ud af reolen.

Hvad var det, forfatterne gjorde, når de satte en scene eller lod dialoger fortsætte i det uendelige? »Det viste sig selvfølgelig, at der ikke var nogen sandhed, for alle forfattere har deres helt egen måde at skrive på, men for mig var det en slags mesterlære hjemme hos mig selv sammen med en hel masse bøger. Det gik der flere år med, og det skyldes måske det chok, jeg fik ved at opdage, at man som journalist ikke bare uden videre kan hoppe over i skønlitteraturen«. Nu har han imidlertid taget springet.

Fuldstændig. Næsten 700 sider fylder romanen ' Det syvende barn', hvor han lader syv spædbørns skæbner gribe ind i hinanden, samtidig med at han - som den samfundskritiske journalist, han også er - forsøger at sige noget om det danske samfund, som det ser ud i dag.

»Jeg ville gerne have, at der skulle være spænding i historien, for jeg er selv vild med gode spændingsbøger. Jeg har aldrig tænkt, at det skulle være dårligt, at en bog havde en spændingsopbygning. Hvis nogen skulle synes det, ville jeg gerne tage det med, hvis det kunne få dem til at læse nogle af bogens andre historier. De samfundskritiske og de satiriske historier«. Uden at afsløre for meget om plottet i ' Det syvende barn', kan man godt fortælle, at handlingen følger syv spædbørn, fra de bliver født på Rigshospitalet i 1960' erne, til de havner på spædbørnshjemmet Kongslund i Skodsborg, hvorfra de kommer videre til adoptionsfamilier. De kender ikke deres fortid, og nogle af dem ved ikke engang som voksne, at de er adopterede.

»Dengang var rådet til forældrene, at de skulle fortælle børnene, at de var adopteret.

Hvis ikke de fik beskeden ind med modermælken, skulle det i hvert fald ske, når de var gået over til flaske. Meget tidligt skulle forældrene begynde fortællingen om, at børnene ikke var deres egne.

Men mange gjorde det ikke, fordi de var bange for, at kærligheden så ville blive mindre. Min egen onkel fik det at vide på sin mors dødsleje, da hun fortalte, at han i virkeligheden ikke var hendes søn. Det var et chok for ham, for han var fyldt 50«.

En hæklet babysok

' Det syvende barn' dukker sandheden også overraskende op for nogle af personerne.

Hele Kongslund-affæren begynder, da en ledende embedsmand i Nationalministeriet, der står for integrationspolitikken, en dag får et brev, som blandt andet indeholder en hæklet babysok. Vedlagt er også et gammelt billede fra Kongslund Børnehjem af syv små babyer, som ventede på at finde et nyt hjem.

Samme brev dukker op flere steder.

Blandt andet hos en anløben journalist, som har mistet al troværdighed, fordi han engang fik frikendt en palæstinensisk mand for en række forbrydelser, hvorefter det viste sig, at manden rent faktisk var en rendyrket skurk.

Brevet antyder, at Kongslundhjemmet har dækket over magtfulde personer i samfundets top. At hjemmet har skånet eliten for skandaler ved at sørge for, at uønskede børn fra ægteskabelige sidespring blev ekspederet videre ud i verden.

Journalisten i romanen synes, det lyder meget sandsynligt, eftersom børnehjemmet i årevis har fået særdeles stor økonomisk opbakning fra regeringen.

»Der var jo nogle rigtig store årgange af bortadopterede børn efter krigen. Alene i 1948 var der ifølge Mødrehjælpens statistik 1.850 børn. Det faldt gradvis i årene derefter, men selvfølgelig må der have været nogen, der var noget ved musikken, som brugte bortadoption til at lægge låg på en sag. Det blev der da snakket om«, siger Erik Valeur .

Han kan selv huske, at hans mor og mormor talte om den slags, når de havde været på Mødrehjælpens børnehjem på besøg.

I romanen bruger han helt bevidst den mulige konspiration som en slags guirlande, der snor sig gennem handlingen, og det er på ingen måde en tilfældighed, at embedsmanden, der får det første brev om Kongslund-affæren, sidder centralt i Nationalministeriet, som står for integrationspolitikken, for det er et område, han som journalist har dækket meget tæt.

»Jeg ville gerne have en embedsmand på et område, hvor man afviser asylansøgere.

På den måde kunne jeg se, hvad der skete med ham, når jeg udforskede, hvordan han selv havde haft det som barn. Jeg ved ikke, om kan sige det i Politikens Hus, men det skulle bare ikke være som i Olav Hergels ' Flygtningen', hvor rollerne næsten ligger fast på forhånd. Hvor det meget er de sorte mod de hvide«, siger Erik Valeur .

I det hele taget har han spekuleret meget over, hvordan han kunne beskrive magtens personer, så de ikke umiddelbart indtager de positioner, man forventer.

I ' Det syvende barn' er det eksempelvis ikke en borgerlig regering, men en slags socialdemokratisk regering, der har skabt Nationalministeriet.

»Jeg forsøger at ruske lidt op i det fordomsfulde, og jeg prøver at sige til folk, om de ikke måske kunne se tingene på en anden måde end den traditionelt sorthvide«, siger han.

En flygtning kan også være ond

Indimellem får han en stor trang til at rive i de firkantede billeder, der efter hans mening eksisterer. Det giver ham lyst til at provokere. Han synes, at et af de store problemer i debatten er, at det er næsten umuligt at føre en nuanceret debat. Hvis man giver modstanderne medhold på nogle punkter, tager de straks hele armen og siger: Se, han er blevet klogere. Og endnu værre bliver man også angrebet af dem, man troede var på éns egen side.

»Der kunne jo godt være noget som en ond flygtning. Folk tænker jo, at når sådan en som mig skriver om en palæstinenser, må han være god. Nej, han var ond«. Erik Valeur gør ingen hemmelighed af, at han godt kan lide, romanen også indeholder lidt satire, der rammer samtiden, og både trykte aviser og tv-mediet får da også, hvad de skal have i ' Det syvende barn', men faktisk er det hverken medierne eller den politiske debat, der er hans ærinde.

»I virkeligheden har jeg hele tiden tænkt, at hovedtemaet i bogen er forholdet mellem forældre og børn. Konflikterne med forældrene og spørgsmålet om, hvorfor man i slægtled efter slægtled tilsyneladende begår de samme fejltagelser, som éns forældre begik, og hvor svært det egentlig er at lave om på de mønstre. Men det var adoptionerne, der gav mig det gode afsæt, fordi jeg havde en personlig viden om det og en interesse for det«.

Moderen fik betænkningstid

Ja, viden har han, men der er faktisk et afgørende spørgsmål, han aldrig får svar på. I årevis har han vidst, at man på spædbørnshjemmene aldrig bortadopterede babyer på under tre måneder.

»Moderen fik betænkningstid, så hun kunne fortryde, og nogle gange blev fristen forlænget og forlænget. Jeg vidste jo, at fortællingen om de børn var, at moderen ofte var i tvivl, og at det var grunden til, at nogle af børnene var der i et godt stykke tid. Jeg har bare aldrig tidligere tænkt det om mig selv. Jeg burde selvfølgelig for længst have tænkt, at min mor måske havde været i tvivl og havde tænkt på at bortadoptere mig, men jeg ved det ikke. Jeg fik aldrig spurgt hende, før hun døde«. Et andet spørgsmål kan han dog uden tøven selv svare på. Ja, han vil meget gerne skrive flere romaner. Måske noget helt andet end moppedrengen ' Det syvende barn', som han hævder at have bestræbt sig på at holde under 700 sider.

»Under en ferie på Sicilien læste jeg ' Gilead' af Marilynne Robinson. Dens tone kunne jeg enormt godt lide, og stemningsmæssigt kunne jeg godt lide at lave noget lignende. Ikke for at gøre en ny roman kortere eller mindre thrilleragtig, men fordi det er en smuk bog. Her får man langsomt et drama rullet op«. Erik Valeurs planer om at skrive igen kan ikke forpurres af anmeldernes dom, selv om han regner med at få nogle tæsk for længden.

»De må jo skrive det, hvis man har gjort noget af det dårligt, men man må jo også kunne overleve, hvis man kommer ud for det, jeg kalder en ' smag og behag-anmeldelse', eller hvis nogen bare skal op og stampe på pedalen for at vise sig selv. Det går vel over igen, når man er blevet fragtet ud til anmelderlazarettet, hvor alle de andre også ligger«.

carsten.andersen@pol.dk


Fakta: Erik Valeur

Journalist og forfatter.

Født 2. september 1955.

Har været journalist på Berlingske Tidende, DR og Information og mediekommentator på Politiken og Jyllands-Posten.

Er i dag journalist på Forbrugerrådets medlemsblad, Tænk. I 1985 var Erik Valeur medstifter af månedsbladet Press. Han har skrevet flere bøger blandt andre 'Stop pressen' (1993), ' 60 skarpe skud mod pressen' ( 2007) og 'Ministerbetjening. En journalistisk hvidbog om offentlighedsloven' ( 2010) sammen med Lars Rugaard.

Har sammen med kollegaer modtaget Cavlingprisen i 1987 og 1995 og flere andre priser.

Research: Politikens Bibliotek.

 

Billedtekst:

TRIN FOR TRIN. Erik Valeur begyndte for alvor at skrive på ' Det syvende barn' i 2003. Meget få vidste, han var i gang. En af dem var nu afdøde Tine Bryld, der sagde: »Syv personer, Erik, det går aldrig godt«. I dag kan han se, at hun til dels fik ret, eftersom der siden kom en egentlig hovedperson i bogen. Men han var dog stædig nok til at fastholde, at der skulle være syv børn. Foto: Jacob Ehrbahn

 

SUK. Adoptionsbørn var et stort slagnummer for ugebladene i de år, Erik Valuer boede på spædbørnshjem. De gamle ugeblade fra sidst i 50' erne har han fået af forstanderinden på hjemmet i Skodsborg.