Journalisten.dk, 17. august 2011:

Cavling-vindere bag nyt lovforslag

Tre journalister kommer med nyt udspil til en offentlighedslov. Embedsmændenes fortolkningsmuligheder skal begrænses, og myndigheder skal kunne idømmes dagbøder for nøl med aktindsigt.

Der har været våbenhvile i slaget om offentlighedsloven, siden det før sommerferien ikke lykkedes for Justitsminister Lars Barfoed at samle et flertal bag sit forslag.

Men nu kommer tre Cavling-vindende journalister på banen med deres eget forslag til, hvilke af statens dokumenter de danske borgere skal have ret til at få indsigt i.

»Lovteksten er vort bud på, hvad der efter erfarne pressefolks opfattelse skal til, hvis fornyelsen af offentlighedsloven skal ende med realistiske forbedringer og ikke med alvorlige indskrænkninger af åbenheden,« skriver de tre journalister i en pressemeddelelse.

Journalisterne Jesper Tynell, Erik Valeur og Lars Rugaard har brugt det meste af deres sommerferie på at stykke lovforslaget sammen.

De var sammen med mange andre Cavling-vindere nogle af de argeste kritikere af regeringens forslag, og satte trumf på debatten med bogen "Ministerbetjening - en journalistisk hvidbog", der blev udgivet i oktober sidste år.

Blandt andet mente de, at eksempelvis Jesper Tynells Cavling-vindende historier om, at Claus Hjort Frederiksen bestilte misvisende rapporter fra Arbejdsmarkedsstyrelsen, simpelthen ikke ville kunne laves, hvis adgangen til offentlige dokumenter blev indskrænket, som regeringen foreslog.

»Vort forslag er først og fremmest et forsøg på at sætte en stopper for, at ministre og embedsmænd, uden at det får konsekvenser, kan se stort på de gældende lovkrav. Vi fjerner fortolkningsmuligheder ved at skrive grænserne for aktindsigten ind i selve lovteksten. Og så indfører vi en mulighed for sanktioner over for myndigheder og i særlige tilfælde ansatte, hvis de ulovligt søger at hindre borgerne i at få aktindsigt,« skriver journalisterne i pressemeddelelsen.

Debatten om offentlighedsloven handlede i høj grad om paragraf 24, paragraffen om ministerbetjening. Mens den gældende offentlighedslov giver ret til at se alle dokumenter, der bliver udvekslet mellem forvaltninger, ministerier og Folketingspolitikere, ville det nye forslag give embedsmændene mulighed for at nægte at give aktindsigt, hvis de vurderede, at dokumenter eller oplysninger på et tidspunkt skulle bruges af en minister.

Justitsminister Lars Barfoed mente, at det var nødvendig for at muliggøre mere kreativitet i lovgivningsarbejdet, mens blandt andet oppositionen kritiserede paragraf 24 for at være alt for uklar.

Paragraf 24 er helt fjernet i lovforslaget fra Rugaard, Valeur og Tynell. Afsenderne håber på, at Folketinget vil finde inspiration i deres forslag, når de engang efter valget igen skal begynde forhandlingerne om en ny Offentlighedslov.

»Det er ikke vores absolutte drømmetekst til en ny lov,« skriver afsenderne i pressemeddelelsen.

»De senere års sager omkring slettede e-mails, hemmeligholdte rapporter om sygehustakster, overtrædelse af internationale konventioner og vildledende aktiveringsnotater viser, at der selv med gennemførelse af vore forslag er langt igen til virkelig åbenhed. Men i betragtning af den indsats, der er gjort for at indskrænke åbenheden, har vi valgt at præsentere et forslag om en realistisk forbedring og et stop for alvorlige indskrænkninger af åbenheden.«

Information, 17. august 2011:

Ny offentlighedslov: Det skal koste at trække en aktindsigt i langdrag

Tre Cavlingvindende journalister har på egen hånd udarbejdet et forslag til, hvordan en ny offentlighedslov effektivt kunne give borgerne mere indsigt i forvaltningen og samtidig være let at læse

De tre Cavlingvindende journalister Jesper Tynell, Lars Rugaard og Erik Valeur går nu justitsminister Lars Barfoed i bedene og lancerer deres eget forslag til en ny offentlighedslov.

At det er journalister med praktisk erfaring fra aktindsigt, der står bag lovforslaget, skinner især igennem i bestemmelserne om, hvor længe myndighederne må være om at svare: En myndighed kan i værste fald komme til at betale dagbøder, hvis besvarelsen af en aktindsigt trækkes urimeligt lange ud - eller hvis dokumenter skjules eller slettes.

»Vores forslag bygger på mange års erfaring med offentlighedsloven, og de erfaringer er vigtige at få med, hvis borgerne skal sikres en bedre indsigt i den offentlige forvaltning,« siger Tynell.

Før sommerferien måtte Barfoed opgive at samle et flertal i Folketinget for sit lovforslag.

Ifølge kritikere ville hans forslag til ny offentlighedslov, L 90, markant indskrænke borgernes ret til indsigt.

»Vores forslag adskiller sig fra L 90 først og fremmest ved ikke at indeholde de omstridte paragraffer, som der heldigvis ikke var flertal for i Folketinget,« bemærker Lars Rugaard.

Især to elementer vakte modstand mod Barfoeds lovforslag: Alle dokumenter, der udveksles i forbindelse med ministerbetjening, skulle være interne og dermed mørklagt, og det samme ville være tilfældet med dokumenter, der udveksles mellem en minister og folketingsmedlemmer.

»Til forskel fra justitsministeren har vi desuden bestræbt os på at lave et lovforslag, der er nemt at læse og forstå for borgerne. Med vores forslag kan borgerne umiddelbart se, hvad de har ret til, og hvad de ikke har ret til,« siger Tynell.

Bøder for forsinkede svar

Står det til Tynell, Rugaard og Valeur, kan det fremover koste dagbøder, hvis der går urimelig lang tid, inden en aktindsigt besvares. Det samme kan ske, hvis en myndighed ligefrem skjuler eller sletter dokumenter, der burde være aktindsigt i. Både i den gældende lov og i Barfoeds lovforslag er der alene tale om venlige henstillinger til myndighederne om at svare hurtigt.

Som det fremgår af bogen Ministerbetjening - en hvidbog, som Rugaard og Valeur udsendte i foråret, er netop forhaling af svar flittigt brugt af myndigheder, der vil undgå aktindsigt.

»Vi lægger op til, at domstolene kan idømme en myndighed dagbøder,« siger Tynell, der peger på, at det kan ske på samme måde, som når en bagerbutik får dagbøder for dårlig hygiejne, eller en borger får dagbøder for ikke at efterkomme et påbud fra myndighederne.

»Vi forestiller os, at det kun vil ske i særlig grelle tilfælde, at en borger slæber en myndighed i retten i en sag om aktindsigt, men bestemmelsen vil give borgerne en retsstilling i forhold til myndighederne, som ikke findes i dag,« tilføjer Rugaard.

Selv om de tre journalister lancerer deres lovforslag som et alternativ til justitsministerens forslag, er der ikke tale om et tag-selv bord med fri adgang til alle dokumenter i den offentlige forvaltning.

»På den måde er det ikke vores drømmeforslag til en ny offentlighedslov, hvor alt er åbent. Vi har tværtimod fastholdt en lang række af de undtagelser, der må være f. eks. i sager om rigets sikkerhed eller i retsplejen. Men vi har forsøgt at lukke flere af de ' huller' i den gældende lov, f. eks. hvor myndighederne har kunnet anlægge et skøn og dermed undgå offentlighed,« understreger Rugaard.

Håbet er, at Folketingets retsordførere vil lade sig inspirere af lovforslaget, når et nyt officielt lovforslag skal fremsættes i Folketinget.

»Sandsynligvis bliver et nyt rigtigt lovforslag først fremlagt efter det kommende folketingsvalg, så der er god tid til at debattere i den mellemliggende tid,« bemærker Rugaard. Ifølge Barfoeds lovforslag skal åbenhed i forvaltningen kun gælde i sager, der drejer sig om administrativ sagsbehandling.

»Vi ønsker, at loven skal gælde al faktisk forvaltningsvirksomhed, således at alle dokumenter, der udveksles mellem myndigheder, i udgangspunktet bliver underlagt aktindsigt,« siger Tynell og tilføjer: »Det lille ord ' administrativ' er blevet brugt til at undlade aktindsigt i informationer, som tydeligvis er sendt mellem myndigheder, fordi de ville oplyse hinanden om dem.« Tilsvarende foreslår de tre journalister, at myndighedernes notatpligt - altså pligten til at notere, hvad der sker undervejs i en sag - udvides til at gælde al forvaltningsvirksomhed og ikke kun i sager, hvor der skal træffes en afgørelse.

Skærper undtagelser

Journalisternes lovforslag skærper endvidere mange af de undtagelser, som en myndighed kan bruge som argument for at undslå offentlighed.

F. eks. vil det kun være »undtagelsesvist og i helt særlige tilfælde«, at en myndighed kan henvise til rigets sikkerhed og dermed afslå en aktindsigt.

»Det gør vi, fordi vi i den senere tid har oplevet, at myndigheder helt ukritisk bruger argumentet med rigets sikkerhed langt ud over, hvad det burde kunne bære,« siger Tynell.

Endnu en forskel fra både den gældende offentlighedslov og Barfoeds lovforslag er bl. a., at selskaber, hvor det offentlige ejer mere end halvdelen, fremover skal være omfattet af offentlighedsloven.

»Her har Barfoed foreslået en offentlig ejerandel på 75 procent, men det er for lidt.

Hvis det offentlige med 50 procent bestemmer over et selskab, må der være en offentlig interesse i, hvordan selskabet drives,« mener Tynell.

Journalisterne har nu sendt deres forslag til medlemmerne af Folketingets Retsudvalg og samtidig understreget, at de ikke har haft store ressourcer til deres rådighed, men at lovforslaget er »vort bud på, hvad der efter erfarne pressefolks opfattelse skal til, hvis fornyelsen af offentlighedsloven skal ende med realistiske forbedringer og ikke med alvorlige indskrænkninger af åbenheden.

Fakta: Sagen kort

Den gældende offentlighedslov er fra 1985.

Efter syv års arbejde fremkom Offentlighedskommissionen i 2009 med deres forslag til en ny offentlighedslov, hvor kommissionen i enighed bl. a. foreslog, at der ikke længere skal være adgang til dokumenter, der kan anvendes til ministerbetjening.

I december 2010 fremlagde justitsminister Lars Barfoed et forslag i Folketinget, L 90, der videreførte dette princip, men trods adskillige forsøg lykkedes det ikke for Barfoed at samle et flertal for sit forslag, der kun blev bakket op af regeringspartierne. UDA.

BT., 19. august 2011:

Politikerne vil skjule magten

AF BIRGER A. ANDERSEN

Journalister fremlægger forslag til mere åbenhed.

Desværre, det kan du ikke få lov til at læse.

Den besked ønsker regeringen i øget omfang at kunne give journalister og andre borgere, der ønsker at få aktindsigt i den offentlige forvaltning. Blandt andet ved at mørklægge skrivelser mellem ministerier, styrelser og direktorater, der hidtil har været offentligt tilgængelige.

Det vil ifølge kritikere betyde, at mange pressehistorier, der er besværlige eller ubehagelige at håndtere for eksempelvis ministrene, risikerer aldrig at blive kendt og diskuteret i offentligheden.

Kilden sag belyst

Som eksempelvis da Peter Øvig Knudsen i sine bøger om Blekingegade-banden, via aktindsigt i Udenrigsministeriet, kunne belyse den kildne sag om udlevering af to fængslede palæstinensere fra Frankrig.

Eller da Berlingske i en prisbelønnet artikelserie om politiets svigt af borgere, der ringede til alarmcentralen, kunne påvise, at flere borger-henvendelser ikke var kommet med i en officiel undersøgelse af skandalen.

Justitsminister Lars Barfoed måtte før sommerferien opgive at få tilstrækkelig opbakning til en ændring af offentlighedsloven. Men nu kommer tre Cavlingpris-belønnede journalister med et forslag til, hvordan borgerne og pressen kan få bedre muligheder for at kontrollere, at alt går rigtigt til i den offentlige forvaltning.

- Vores forslag er først og fremmest et forsøg på at sætte en stopper for, at ministre og embedsmænd - uden at det får konsekvenser - kan se stort på de gældende lovkrav. Vi fjerner fortolkningsmuligheder ved at skrive grænserne for aktindsigten ind i selve lovteksten.

Og så indfører vi en mulighed for sanktioner over for myndigheder og i særlige tilfælde ansatte, hvis de ulovligt søger at hindre borgerne i at få aktindsigt, lyder det fra journalisterne Jesper Tynell, Erik Valeur og Lars Rugaard.

Noget af det mest kritiserede i justitsministerens forslag har været tanken om at mørklægge næsten al korrespondance mellem ministre og embedsmænd i ministerierne og deres underliggende myndigheder som eksempelvis styrelser og direktorater.

Foreslår lovtekst

Det har ikke mindst pressefolk advaret mod, fordi det kan betyde, at ministre kan bestille fejlagtige eller vildledende rapporter og indstillinger, uden at borgerne har mulighed for at opdage det.

I stedet fremlægger de tre Cavlingpris-vindere altså nu deres eget lovforslag:

- Lovteksten er vores bud på, hvad der efter erfarne pressefolks opfattelse skal til, hvis fornyelsen af offentlighedsloven skal ende med realistiske forbedringer og ikke med alvorlige indskrænkninger af åbenheden.

- Det er ikke vores absolutte drømmetekst til en ny lov. De senere års sager om slettede e-mail, hemmeligholdte rapporter om sygehustakster, overtrædelse af internationale konventioner og vildledende aktiveringsnotater viser, at der selv med gennemførelse af vore forslag er langt igen til virkelig åbenhed.

Men i betragtning af den indsats, der er gjort for at indskrænke åbenheden, har vi valgt at præsentere et forslag om en realistisk forbedring og et stop for alvorlige indskrænkninger af åbenheden, tilføjer de tre journalister.

Misvisende rapporter

De har tidligere blandet sig i debatten om offentlighedsloven med bogen 'Ministerbetjening - en journalistisk hvidbog', der udkom sidste efterår.

Her beskrev de bl.a., hvordan eksempelvis historierne om, at Claus Hjort Frederiksen som minister bestilte misvisende rapporter fra Arbejdsmarkedsstyrelsen, ikke ville kunne være lavet, hvis adgangen til offentlige dokumenter havde været indskrænket efter regeringens ønsker.

Information, 24. november 2011:

Bødskov: Ingen ny offentlighedslov før sommer

Det indgår i regeringsgrundlaget, at SRSF-regeringen vil fremsætte forslag til en 'revideret offentlighedslov'. Men et lovforslag kommer tidligst efter sommerferien, siger justitsministen

Der vil mindst gå et år, før Folketinget kan vedtage et forslag til revideret offentlighedslov, der udstikker rammerne for befolkningens indsigt i den offentlige forvaltning.

Det oplyser justitsminister Morten Bødskov ( S) til Information: »Udrulningen af et regeringsgrundlag tager tid, og lige nøjagtig det her projekt er et større projekt, men vi har forpligtelse på at løse opgaven, som den tidligere regering ikke kunne finde ud af at løse, og det går vi i gang med.«

- Kommer der så et lovforslag inden sommerferien?

»Nej, det når vi ikke,« svarer ministeren og henviser bl. a. til, at han i første halvår af 2012 skal være formand for RIA-rådet, dvs. rådet for EU's retlige og indre anliggender.

Mediejurist Oluf Jørgensen fra Danmarks Journalisthøjskole kritiserer regeringens beslutning om at vente med at fremsætte forslag til revideret offentlighedslov: »Det betyder, at Danmark kommer yderligere bagefter i forhold til den internationale udvikling, hvor digitaliseringen af den offentlige forvaltning har ført til nye regler bl. a. for digital aktindsigt. I forvejen er det på høje tid, at vi får regler, der matcher den nye teknik,« vurderer Oluf Jørgensen.

Intet flertal

I syv år var han et aktivt medlem af den kommission, der i 2009 fremlagde et forslag til en ny offentlighedslov. På baggrund af kommisionens arbejde fremsatte daværende justitsminister Lars Bar -foed så VK-regeringens forslag til ny offentlighedslov i december sidste år. Men det lovforslag kunne der ikke samles flertal for, og i stedet for at nå frem til et politisk kompromis, lod Lars Barfoed lovforslaget dø en stille død.

Derimod er formanden for Dansk Journalistforbund, Mogens Blicher Bjerregaard, ikke bekymret over, at et nyt forslag til offentlighedslov trækker ud. Tværtimod lægger han vægt på, at lovarbejdet skal være grundigt og holdbart.

»Vi skal have en lov, som sikrer mest muligt offentlighed, men det afgørende er ikke, om den kommer igennem til januar eller til oktober. Det afgørende er indholdet,« siger han.

Det var ikke mindst paragraf 24 i Lars Barfoeds lovforslag, som ministeren ikke kunne samle politisk flertal for, selv om Offentlighedskommissionen tidligere i enighed havde anbefalet paragraffen.

Paragraf 24 lagde op til, at alle dokumenter, som kunne anses for på et tidspunkt at ville indgå i ministerbetjening, ville være interne dokumenter og dermed kunne undtages fra akt -indsigt. En bestemmelse, der ifølge kritikere ville medføre, at antallet af dokumenter, som offentligheden kunne få adgang til, ville blive begrænset.

Brud på gældende lov

Argumentationen for paragraf 24 var et ønske om at forbedre lovarbejdet ved at beskytte embedsværkets adgang til »på en fri og formløs måde at foretage deres overvejelser« uden - med kommissionens ord - »det pres en eventuel senere offentliggørelse af rent foreløbige overvejelser kan udgøre«.

Dermed var paragraf 24 et brud med princippet i den gældende offentlighedslov, hvor der i udgangspunktet er adgang til de dokumenter, som er udvekslet f. eks. mellem to ministerier. Paragraffen vakte voldsom opmærksomhed i medierne og blandt pressefolk, der forudså stærkt begrænsede muligheder for i fremtiden at leve op til rollen som den fjerde statsmagt, hvis 24' eren blev gennemført.

Modstanden mod den foreslåede paragraf 24 var også stærk blandt flere af de partier, der nu har dannet regering.

Socialdemokraternes daværende finansordfører, Morten Bødskov, afviste således over for Information i januar 2010, at hans parti kunne støtte paragraffen: »Jeg har svært ved at forestille mig, at offentlighed skulle kunne forringe lovkvaliteten.

Indholdet i den foreslåede paragraf 24 savner for mig at se enhver begrundelse.«.

Mere offentlighed?

Om der i et kommende lovforslag fra Morten Bødskovs ministerium overhovedet vil være en paragraf om ministerbetjening, må fremtiden vise. Men som Mogens Blicher Bjerregaard siger om paragraf 24: »Forhåbentlig skyldes ventetiden, at der vil blive taget grundigt stilling til den kritik, der har været i høringssvar og andet. Vi skal have en lovgivning, der giver mere offentlighed og åbenhed i Danmark.«

Også journalist Lars Rugaard er positivt indstillet. Han var sidste år medforfatter til en hvidbog om offentlighedsloven, hvor problemerne i den tidligere regerings forslag til en ny offentlighedslov blev gennemgået.

Desuden udarbejdede han tidligere i år et alternativt forslag til en ny offentlighedslov sammen med journalisterne Erik Valeur og Jesper Tynell.

»Det lyder, som om regeringen ikke vil haste noget igennem, der minder om den tidligere regerings lovforslag.

Det er positivt,« siger Lars Rugaard.

Ligesom de øvrige kritikere af den tidligere regerings lovforslag håber han på, at et nyt lovforslag udelukker muligheden for at undtage dokumenter fra aktindsigt, hvis de indgår i ministerbetjening.

»Jeg så også gerne, at der bliver indført en sanktionsmulighed over for myndigheder, der modarbejder aktindsigt.

Det bør de ikke kunne slippe godt af sted med,« siger Lars Rugaard.

Fakta: Paragraf 24

§ 24 var en del af VK's bud på en ny offentlighed. Heri fremgik, at retten til aktindsigt ikke skulle omfatte: 1) Interne dokumenter og oplysninger, der udveksles mellem et ministeriums departement og dets underordnede myndigheder i forbindelse med ministerbetjening.

2) Interne dokumenter og oplysninger, der udveksles mellem ministerier indbyrdes i forbindelse med ministerbetjening.

Jyllands-Posten, 1. marts 2011:

Debat: En livsfarlig mangel på åbenhed

Integrationsministeriets sag om den "glemte" konvention om begrænsning af statsløshed er et skoleeksempel på, hvad der sker, hvis man følger regeringens forslag til en ny offentlighedslov - et forslag, der fremover skal indhylle embedsmænds betjening af deres ministre i endnu mere hemmelighed.

Sagen er samtidig en alvorlig opfordring til Folketinget og dets vælgere om at overveje, om tiden ikke er inde til at begrænse den hemmelighedsfuldhed, der allerede omgiver ministres brug - og misbrug - af deres embedsmænd.

Hele forløbet i ministeriet viser nemlig, at Danmark lider af en livsfarlig mangel på åbenhed, og at det bliver meget værre, hvis vi ikke skifter kurs.

Siden begyndelsen af januar er der kommet overordentligt troværdige afsløringer af, at Integrationsministeriet og dets juridisk uddannede chef, integrations-og kirkeminister Birthe Rønn Hornbech, i årevis har vidst, at konventionen eksisterede og har været vidende om, hvordan den skal forstås.

I mindst et år

På det seneste er det ved hjælp af svensk offentlighedslovgivning blevet klart, at ministeriet i mindst et år har været vidende om, at der foregik en lovstridig administration af konventionen, som Danmark ratificerede i 1977.

Hvad enten den ulovlige administration skyldes manglende omhu, manglende dygtighed, manglende hukommelse eller manglende lovlydighed, er det en kendsgerning, at den relevante mangelfuldhed har kunnet virke i årevis, fordi en myndigheds interne sagsakter ikke er undergivet offentlighed i forvaltningen.

Hvis denne hemmeligholdelse af sagsakter udvides til også at omfatte et ministeriums underordnede myndigheder og andre ministerier med deres underordnede myndigheder - som det er hensigten i forslaget til en ny offentlighedslov - så udvides området, hvor der kan udvises manglende omhu, manglende dygtighed, manglende hukommelse og manglende lovlydighed betydeligt. Lovforslaget tilsiger ganske vist, at der skal være tale om såkaldt "ministerbetjening", men formuleringerne er så elastiske, at kun fantasien sætter grænser for, hvad der kan og vil blive betragtet som ministerbetjening.

Manglende indsigt

Sagen om de statsløse unge viser klart, at systemet ikke viger tilbage for at forhindre offentligheden i at få den indsigt i sagen, som den har ret til. Da ministeriet i 2008 spørger bl. a. Norge og Sverige, hvordan man der fortolker konventionen, indledes en brevveksling, som er omfattet af den gældende offentlighedslov - der er nemlig ikke længere tale om interne dokumenter.

Men da dagbladet Information som led i aktindsigt udbeder sig dokumenter i sagen, udleveres brevene til og fra Norden ikke, og deres eksistens fremgår heller ikke af de udleverede journaloversigter.

Når fortalerne for ministerbetjeningen har efterlyst frirum for kreativ dialog mellem ministre og deres embedsmænd i bredeste forstand, giver det plads for en til vished grænsende formodning om, at det ender med at blive et frirum, hvor der kan praktiseres manglende omhu, manglende dygtighed, manglende hukommelse og manglende lovlydighed.

Der er således al mulig grund til at standse enhver tanke om at udvide ministerbetjeningen til at omfatte underliggende myndigheder og andre ministerier samt kontakten til folketingspolitikere. Men der er også grund til at overveje, om tiden ikke er inde til at se nærmere på det allerede eksisterende frirum og dermed tage et væsentligt skridt mod et mere åbent og gennemsigtigt offentligt forvaltningssystem.

Hemmelighedsfuldhed

Sagen om statsløshedskonventionen er bare det seneste eksempel på, at der i ly af den hemmelighedsfuldhed, der omgiver ministre og deres ministerielle embedsmænd, aftales vildledning af vælgere og folketing og i særligt alvorlige tilfælde direkte ulovligheder.

Folketinget bør spørge sig selv: Kan tilrettelæggelse af politiske beslutninger kun ske i dybeste hemmelighedsfuldhed, eller kræver systemets troværdighed ikke snarere, at langt mere er gennemskueligt? Et andet vigtigt spørgsmål er, om det skal være muligt for ministre at forhindre danske borgere i at få indblik i, hvordan ministrene forvalter den magt, som borgerne har lånt dem.

Vort råd er: Gennemfør de relativt få udvidelser af åbenheden, der findes i regeringens lovforslag, skriv eksisterende retspraksis ind i loven, og smid så begrænsningerne ud. Men bestil samtidig en uvildig udredning af, hvordan beslutningerne kan åbnes, så det offentlige systems troværdighed og legalitet kan genoprettes.

Holdning og handling i den nævnte sag i Integrationsministeriet svarer - desværre - nøje til, hvad vi opdagede, da vi sidste efterår indsamlede erfaringer om åbenhed hos danske myndigheder til bogen "Ministerbetjening -en journalistisk hvidbog om offentlighedsloven".

Den findes på web-stedet ministerbetjening. dk og kan også fås gratis i bogform.

»Sagen om statsløshedskonventionen er bare det seneste eksempel på, at der i ly af den hemmelighedsfuldhed, der omgiver ministre og deres ministerielle embedsmænd, aftales vildledning af vælgere og folketing og i særligt alvorlige tilfælde direkte ulovligheder.«.

Billedtekst: Folketinget bør spørge sig selv: Kan tilrettelæggelse af politiske beslutninger kun ske i dybeste hemmelighedsfuldhed, eller kræver systemets troværdighed ikke snarere, at langt mere er gennemskueligt? Arkivfoto: Jens Dige

yllands-Posten, 13. april 2011:

Debat: Åbenhed kræver åbenhed

I et par uger har S og SF argumenteret for, at ministre har brug for et frirum, hvor de kan lægge råd op sammen eller med deres embedsmænd.

Hvad det er, som de to potentielle regeringspartier har i tankerne, har de ikke villet afsløre.

Det eneste, man kan forstå, er, at det ikke skal være som det frirum, justitsminister Lars Barfoed taler om i sit forslag til § 24 i en ny offentlighedslov (JP 10/ 4: "S trækker fronten op over for Barfoed").

Siden Offentlighedskommissionen i november 2009 kom med sit forslag til en ny offentlighedslov, har der været fuld åbenhed om forslagene til nye bestemmelser, bl. a. det omstridte frirum, der også går under navnet "ministerbetjening".

Det gælder også justitsministerens version af forslagene og de mange forklaringer, som Justitsministeriet har givet på folketingsspørgsmål om offentlighedsloven.

Men nu, da de to oppositionspartier er ved at være klar til at slå en handel af med regeringen, mørklægges debatten. Og det er bekymrende.

Frirum lyder så tilforladeligt.

Men man skal huske, at ordet betyder en begrænsning af en i forvejen ikke særlig vidtgående åbenhed.

Denne åbenhed skæmmes oven i købet af, at ministre og embedsmænd rask væk ser stort på de gældende lovkrav og ustraffet nægter borgere og mediefolk deres lovfastsatte ret til indsigt i, at alt går rigtigt til i det politisk-administrative system. Det dokumenteres i vores hvidbog "Ministerbetjening" på webstedet http:// ministerbetjening.dk.

Forudsætning for at vælge Åbenhed er en væsentlig del af demokratiets operativsystem. Det er åbenheden, der gør det muligt at bruge ytringsfriheden effektivt og stærkt - for uden indsigt i, hvad politiske aktiviteter virkelig handler om, bliver ytringsfriheden blot retten til at sige noget irrelevant om sager, som man strengt taget ikke ved så meget om.

Åbenheden er også forudsætningen for, at vælgerne har et reelt valg, når de står i stemmeboksen.

Med de seneste mange års fokusering på at påvirke folkestemningen gennem spin, kan kun adgang til de virkelige problemstillinger og handlinger sikre vælgerne mod at blive taget ved næsen. Presseafsløringer af, at en kommende S-SFregering vil opruste på spinområdet gør denne bekymring akut - ikke mindst når de samme to partier vil skaffe deres evt. kommende ministre et frirum, hvor vælgerne ikke kan holde øje med virkeligheden.

Reaktionen vil blive hård, hvis de politiske forhandlinger ender med et hovsa-forlig med en åbenhedsbegrænsning, som medie-og organisationsfolk med indsigt i problemerne kunne have advaret politikerne mod. Nok har der været høringer, deputationer og henvendelser under Folketingets arbejde, men det har alt sammen handlet om justitsministerens forslag.

S-SF-forslagene har ingen kunnet tage stilling til, for de er mørklagt.

Derfor må det nu siges: S-SF må bevise, at de ikke vil misbruge situationen til at sikre sig selv mod kommende skandaler gennem begrænsning af åbenheden.

Skal vi tro, at de vil åbenheden, må de demonstrere deres respekt for den og deres evne til at leve med den.

Billedtekst: Det er åbenheden, der gør det muligt at bruge ytringsfriheden effektivt og stærkt.