Information, 2. september 2000:

Nørrebrorapport skydes ned

Cavlingpris-vindere påviser adskillige mangler i Nørrebro-kommissionens rapport

Danmarks Radio P1, kl. 14: Nørrebrosagen - syv år senere

Det er den 19. maj 1993 om morgenen. De værste sammenstød mellem politi og demonstranter i efterkrigstiden er kun få timer borte. Politiet har skudt med skarpt. Og statsminister Poul Nyrup Rasmussen bliver bedt om en kommentar til nattens begivenheder. Nyrup er fast i mælet: Han bakker skuddene mod de autonome 100 procent op.

Scenen med statsministeren nævnes i indledningen til den radiodokumentar, som de to journalister Erik Valeur og Lars Rugaard har tilrettelagt om den rapport som Nørrebro-kommissionen netop har udsendt om sagen. De to journalister refererer statsministerens støtte til betjentene, fordi den efter deres mening var med til at låse myndighederne i en position, hvor politiet under alle omstændigheder skulle bakkes op.

Og dermed illustrerer Nyrups udtalelser forløbet i en sag, hvor myndighederne har haft mere end almindeligt svært ved at foretage en uvildig opklaring af, hvad der foregik ude på Nørrebro natten mellem den 18. og den 19. maj 1993.

Det lykkes heller ikke for kommissionen, påviser de to journalister i deres dokumentar-udsendelse, hvor de på flere punkter går i rette med den rapport, som tre medlemmer af kommissionen, advokaterne Gunnar Homann og Henrik Christrup og juraprofessor Claus Haagen Jensen, har skrevet.

Nye vidneafhøringer
Noget af den skarpeste kritik retter sig imod den metode, som kommissionen har arbejdet efter. De tre jurister har foretaget deres efterforskning på baggrund af et kommissorium, der tilsiger dem at foretage en »... ny, selvstændig undersøgelse af begivenhederne på Nørrebro ...«

Og de har på den baggrund foretaget nye vidneafhøringer af en lang række af de centrale vidner i sagen, blandt andet politifolk, demonstranter, civile vidner og ansatte i Justitsministeriet, selv om flere af disse har været afhørt tidligere. Og hvis de har afgivet forklaringer, der har været i modstrid med deres tidligere forklaringer, så har kommissionens medlemmer lagt de nye vidneforklaringer til grund, selv om de ofte er afgivet flere år efter begivenhederne.

Det har hæmmet kommissionens arbejde, mener de to journalister, fordi det i vidneforklaringerne er åbenlyst, at mange af vidnerne har haft svært ved at huske og skelne de oprindelige begivenheder.

Og kommissionen har ifølge de to journalister handlet i modstrid med det hovedprincip, som erfarne efterforskere og historikere benytter, nemlig at man skal tillægge en kilde større vægt, jo tættere den er på begivenheden.

Radiodokumentaren kritiserer også kommissionens brug af de tv-optagelser, der eksisterer fra urolighederne ude på Nørrebro. Tv-optagelserne betegnes i kommissionens rapport kun som »øjebliksbilleder« af konfrontationerne på Skt. Hans Torv og Fælledvej, og derudover konkluderer de tre jurister: »Efter Kommissionens opfattelse har de nævnte videobånd herudover dog kun været af begrænset værdi for Kommissionens arbejde.«

Det medfører, ifølge journalisterne, at også tv-optagelserne bliver underordnet de forklaringer, som vidnerne har afgivet til kommisisonen fire-fem år efter, at begivenhederne fandt sted; ligesom i øvrigt alt gammelt skriftligt materiale om sagen blev det.

Og dermed bringer kommissionen sig, ifølge Valeur og Rugaard, i strid med et af de vigtigste principper i europæisk retspleje, nemlig princippet om den såkaldt  fri bevisbedømmelse . Det er et princip i den danske retsplejelov. Og det går ud på, at alt af relevans for en sag bør inddrages i bevisbedømmelsen.

I dette tilfælde - hævder journalisterne i udsendelsen - har Nørrebrokommissionen allerede fra starten - og inden der er foretaget en eneste afhøring - sorteret en del af det gamle materiale fra.

Ingen analyse
Derudover kritiserer journalisterne i udsendelsen, at kommissionen på helt afgørende punkter ikke foretager en analyse af begivenhederne, men blot registerer, hvad de forskellige vidner har fortalt under afhøringerne.

Det er bl.a. tilfældet, når kommissionsmedlemmerne behandler de knibemeldinger, som civilt klædte uro-betjente udsendte. Knibemeldingerne var helt afgørende for, at urolighederne eskalerede, fordi de tvang uniformsklædte betjente ind i stenregnen.

Lederen af uropatruljen beklagede senere under afhøringen, at der var blevet afsendt meldinger, der ved en misforståelse kunne opfattes som knibemeldinger. Og denne forklaring stiller kommissionens medlemmer sig tilfredse med. De foretager ikke en analyse af, hvilken betydning disse meldinger havde for urolighedernes udvikling.

Frifindelserne
De to journalister piller også frifindelserne af nogle af de centrale myndighedspersoner fra hinanden. Således påviser de, at kommissionens frifindelse af Justitsministeriets departementschef Michael Lunn er baseret på faktuelle fejl. Kommissionen lægger nemlig bl.a. til grund, at Lunn var med til at skrive det meget omstridte kommissorium, som daværende rigsadvokat Asbjørn Jensen arbejdede ud fra, under et tidspres på ganske få timer. Det passer ikke, påviser Erik Valeur og Lars Rugaard. Han havde en uge.