Ritzaus Bureau, 25. marts 1999:

Kritik af Nørrebro-undersøgelse fører til hvidbog

Den kommission, der undersøger urolighederne på Nørrebro deb 18. maj 1993, arbejder så overfladisk ifølge fire journalister, at det har været nødvendig for dem at skrive en hvidbog.

De fire prisbelønnede journalister fra Danmarks Radio og Ekstra Bladet udgav onsdag en hvidbog med titlen 'Nørrebro - sten for sten'. De tre af journalisterne har fået Cavlingsprisen - den fornemste journalistpris - for netop deres dækning af Nørrebro-komplekset.

De fire journalister retter kritik mod den undersøgelseskommission, der blev nedsat, efter at Folketingets ombudsmand kritiserede de hidtige Nørrebro-redegørelser fra forhenværende rigsadvokat Asbjørn Jensen.

Journalisterne mener, at kommissionen, efter at have arbejdet i halvandet år, fortsat ikke har det nødvendige overblik og desuden ikke er sporet ind på sagens afgørende detaljer. Det er kommet frem under kommissionens afhøringer af en lang række vidner, påpeger journalisterne.

- Vi synes ikke, at de har grebet det rigtigt an. De har ikke brugt den objektive dokumentation i form af lyd- og videooptagelser fra uro-natten til at holde op mod vidnernes forklaringer. Det ville ellers være naturligt at prøve at presse folks hukommelse. Der kan drages tvivl om sundheden af kommissionens metoder, og vi er ikke vanvittig duperet af kommissionens indsats, siger Lars Rugaard fra DRs Orientering.

De fire journalister peger blandt andet på, at kommissionen ikke har brugt tv-optagelser til objektivt at fastholde, hvad er rent faktisk skete på Nørrebro, da politiet blev overdænget med brosten og affyrede 113 pistolskud.

Det er her helt afgørende for journalisterne, at der ifølge dem er tale om tre, adskilte skudepisoder. - Den første skudafgivelse kan forsvares, fordi politiet blev angrebet. Men det mener vi ikke er tilfældet under de to andre skudafgivelser, hvor aktivisterne er væk. Det er vores indtryk, at kommissionen ikke ved, at der var tale om tre skudepisoder, siger Anders-Peter Mathiasen fra Ekstra Bladet. Ifølge den forhenværende rigsadvokat Asbjørn Jensen var der kun tale om to skudepisoder.

Her påpeger Lars Ruggard, at netop video-optagelser er centrale for kommissionens arbejde. - Man kan på tv-optagelserne se, at der er 50 sekunder mellem første og anden skudepisode. Ikke desto mindre bliver optagelserne ikke brugt under kommissionens afhøringer, siger han.

Anders-Peter Mathiasen fra Ekstra Bladet påpeger, at det virker, som om kommissionen har svært ved at inddrage materiale, som den forhenværende rigsadvokat Asbjørn Jensen ikke lagde vægt på i sine undersøgelser. - Det er vores indtryk, at man kun bruger den del af det omfattende materiale om Nørrebro-sagen, som man har samlet ind hos Rigsadvokaten, siger han.

Christian Nordkap fra Danmarks Radio mener, at retssikkerheden står på spil, hvis ikke undersøgelseskommissionen begynder at anstrenge sig. - Retssikkerheden skrider, hvis vi ikke kan regne med det, når det offentlige nedsætter en undersøgelsekommission og siger, at den skal vende hver eneste sten, siger Christian Nordkap, der tilføjede, at han aldrig havde troet, at myndighederne ville forsøge at 'sylte en sag på denne måde'.

Undersøgelseskommissionen har ifølge journalisterne vist interesse for hvidbogen, som sendes til alle medlemmer af Folketinget samt Højesteret, hvor Asbjørn Jensen nu arbejder som dommer.

På spørgsmålet om, hvorvidt journalisterne regner med, at kommissionen vil tage deres råd til sig, svarer Anders-Peter Mathiasen: - De får meget svært ved at afvise den. Den fjerde journalist bag hvidbogen, der udgives af Danmarks Radio og Ekstra Bladet i forening, er Erik Valeur .

Ekstra Bladet, 26. marts 1998:

En udfordring til magten

Af Ingeborg Brügger

Fire journalister udsender kritisk hvidbog om de famøse undersøgelser af Nørrebrosagen. - Jeg kan ikke lide at leve i et land med en vigende retssikkerhed. Et land, hvor man ikke har sikkerhed for, at myndighederne undersøger tingene korrekt.

Nørrebrosagen har åbnet for det perspektiv, at man åbenbart ikke kan få kulegravet noget til bunds, hvis det er bare en anelse varmt. Jeg havde ikke drømt om, at man ville prøve at tilsløre tingene på den måde.

Sådan formulerer journalisten Christian Nordkap sin bekymring over, at man fem år efter, at dansk politi for første gang åbnede ild mod en menneskemængde, endnu ikke har fået placeret ansvaret for de ulykkelige begivenheder på det natlige Nørrebro, som fulgte unionsafstemningen den 18. maj 1993.

Og han følges op af Ekstra Bladets Anders-Peter Mathiasen: - Det bekymrer os, at de jurister, som Folketinget har udpeget til Nørrebro-kommissionen, tilsyneladende kun interesserer sig for halvdelen af det materiale, der eksisterer. Jeg mener, de er på gale veje, og at deres kostbare undersøgelse derfor er meningsløs. De kender ikke sagen og ved ikke, hvad de skal spørge om.

De præsenterede i går sammen med to kolleger en hvidbog med dokumentation for hændelserne på Nørrebro på et pressemøde på Ekstra Bladet. Den rummer en kritisk analyse af baggrunden for de pinligt magre resultater af politiets og daværende rigsadvokat Asbjørn Jensens undersøgelser.

FIRE GANGE CAVLING
Titlen er 'Nørrebro - sten for sten', og bogen udsendes i usædvanligt samarbejde mellem Ekstra Bladet og Danmarks Radio. Bag den står fire modtagere af Cavlingprisen. Det er Ekstra Bladets Anders-Peter Mathiasen i samarbejde med Christian Nordkap, Lars Rugaard og Erik Valeur , som alle arbejder for Danmarks Radio.

Det er altså ikke hvem som helst, der har samlet og koncentreret indholdet af de stribevis af artikler, radioudsendelser og tv-montager, de har arbejdet med i fem år. I mange tilfælde har de afsløret klare fejl i myndighedernes arbejde, f.eks. ordren 'Skyd efter benene', som lå overset i det materiale, myndighederne selv var i besiddelse af.

DE VIL PÅVIRKE
De fire journalister mener, at Nørrebro-kommissionens jurister, som nu i 18 hele måneder har afhørt vidner fra den efterhånden fjerne maj-nat, fra starten har forsømt at skaffe sig et seriøst overblik over begivenhederne, som i virkeligheden ikke er særligt komplicerede. Men nu får kommissionens medlemmer hjælp.

De fire lægger ikke skjul på, at de med bogen også vil forsøge at påvirke kommissionens arbejde - som en slags frivillige vidner, der lægger deres resultater frem og klart peger på de afgørende spørgsmål, som må og skal besvares:

Det er ikke lykkedes kommissionen gennem sine offentlige afhøringer at adskille de tre klart forskellige skudepisoder, der fandt sted. Man har ikke brugt den store dokumentation, der findes på video- og lydoptagelser. Den politileder, der efter erfarne politifolks mening var den, der råbte 'skyd efter benene', lige før der blev skudt mod folkemængden, er aldrig blevet spurgt af kommissionen, om det virkelig var ham, der råbte det, påpeger de fire forfattere.

DEN FALSKE MELODI
- Men hvorfor blive ved at rode i begivenheder, som de fleste har fortrængt? Det spørgsmål har de fire engagerede journalister ofte stillet sig selv. Men de holder ud for eftertidens skyld, for sandhedens skyld. Og fordi myndighederne efter deres opfattelse forhaler og forvansker tingene netop i håb om, at sagen vil blive sløret i træthedens tåger.

Anders-Peter Mathiasen: - Det undrer os, at højtbetalte jurister efter to års efterforskning tilsyneladende ved mindre om tingene end vi. Vi har en fornemmelse af, at man spiller med på det, der i tamilsagen blev kaldt den falske melodi.

Hvidbogen blev under pressemødet sendt pr. bud til kommissionen, til Folketingets medlemmer, Højesteret, presse og samfundsdebattører. Den anmeldes her i bladet på Frontalt af en af de mest kendte og respekterede af dem - Preben Wilhjelm.

Ekstra Bladet, 26. marts 1998:

Sten for sten

Fire skrappe journalister har kulegravet forløbet den 18. maj på Nørrebro. Preben Wilhjelm anmelder deres hvidbog.

Fem stjerner 

Nørrebrosagen hænger os ud af halsen. Billederne af flyvende brosten natten efter EU-afstemningen den 18. maj. Mindst 11 personer ramt af politiets kugler. Redegørelse efter redegørelse, radioprogrammer, tv-programmer, en undersøgelseskommission som fortsat arbejder med sagen. Vi orker ikke mere! Der er kun én ting, der betyder noget: det må ikke ske igen. Og må vi så få fred! Hvad i hede hule skal vi nu med en hvidbog?

SPIONEN DER SLADREDE
Nødvendigheden ses først på afstand. Jeg har netop oplevet det igen. For nøjagtig 20 år siden rullede Hetler-FET-skandalen. Ekstra Bladet havde i en lang række artikler afsløret et tæt samarbejde mellem efterretningstjenesten og en højreekstremistisk bande omfattende ulovlig infiltration og registrering af fuldt lovlige partier og organisationer på venstrefløjen. Regeringen påstod, at det hele var løgn og bagvaskelse, men måtte til sidst acceptere en dommerundersøgelse.

Allerede mens undersøgelsen stod på, samlede Ekstra Bladets journalister sagens væsentligste punkter i en bog, 'Spionen der sladrede'. Dengang føltes det måske overflødigt. Først da TV2 for en måneds tid siden kunne fremlægge tilsvarende afsløringer af en anden gren af efterretningstjenesten, blev værdien af den gamle bog lysende klar. Hvordan var det nu? Uden bogen ville det være umuligt at genopfriske hukommelsen. For nye årgange er den simpelt hen forudsætningen for at drage lære af en ikke så fjern fortid.

Hvidbogen om Nørrebrosagen har samme berettigelse. Den er skrevet af de fire journalister, som under hele sagsforløbet har gravet dybest og mest udholdende, henholdsvis i Ekstra Bladet, Radioens montagegruppe og P1-magasinet Refleks. Her får vi på 96 sider præsenteret de væsentligste problemstilllinger og bevisligheder.

Hvidbogen er nødvendig for eftertiden. Men også for samtiden. Sagen har nu kørt i fem år. Hvordan var det nu det var? Materialet omfatter allerede omkring 5.000 sider og - ikke at forglemme - et antal helt afgørende tv-optagelser. Ingen almindelige dødelige har praktisk mulighed for selv at skabe sig overblik. Her er hvidbogen et tilbud om en genvej.

KAOTISK FORLØB
Bogen er i tre dele:

Først om selve forløbet på Nørrebro og især de tre situationer, hvor politiet brugte skydevåben.

Dernæst om kommissoriet for daværende rigsadvokat Asbjørn Jensens 'uvildige' undersøgelse, som senere viste sig at indebære, at Københavns Politi skulle undersøge sig selv.

Og endelig om resultatet af undersøgelsen og den kritik, der blev fremsat bl.a. af ombudsmanden, og som førte til, at der blev nedsat en undersøgelseskommission.

Forløbet på Nørrebro var kaotisk, og den minutiøse beskrivelse er nok svær at følge, hvis man ikke i forvejen har styr på hovedtrækkene. Hvidbogen demonstrerer dog klart, at der er to forhold, som en uvildig undersøgelse nødvendigvis må fokusere på, og som Asbjørn Jensen gik påfaldende let hen over.

Det ene er de civile betjentes optræden, som punkt for punkt isoleret set kan bortforklares som uheldig, misforstået, tjenstivrig eller bare tåbelig, men som samlet fremstår som systematisk provokation af både uromagere og politifolk, ledende direkte frem til katastrofen, hvor politiet første gang bruger pistolerne. Det andet er, at der øjensynlig mangler begrundelse for brugen af skydevåben anden og tredje gang.

Forfatterne demonstrerer også klart, at en grundig analyse af tv-optagelserne er afgørende for vurderingen af de forskellige situationer og på væsentlige punkter modsiger Asbjørn Jensens fremstilling.

MISINFORMATION
Afsnittet om kommissoriet for Asbjørn Jensens undersøgelse er betydelig nemmere at holde styr på. Det bliver næppe nogen sinde opklaret, om det er Erling Olsen eller hans embedsmænd i Justitsministeriet, der har ret i spørgsmålet om, hvem der skulle undersøge hvad.

Men det står fast, at de embedsmænd, som hævder, at det hele tiden har været klart, at Københavns Politi skulle undersøge sig selv, samtidig udarbejdede et notat til udvortes brug, som garanterede, at der var tale om en 'betryggende, uvildig undersøgelse', og at de lod ministeren misinformere offentligheden, det københavnske lokalnævn og Folketinget uden at fortælle ham, at der - efter deres mening - var noget, han helt havde misforstået.

Gennemgangen af Asbjørn Jensens undersøgelse omfatter også de afgørende kritikpunkter. Selv ud fra Asbjørn Jensens fortolkning af kommissoriet forekommer det helt utroligt, at han ikke alene affinder sig med, at Poul Eefsen bruger syv måneder på at 'besvare' hans 51 spørgsmål og så blot fremsender tendentiøst redigerede 'ekstrakter' af ét år gamle, usystematiske og vilkårligt udvalgte afhøringer, men at han frem for de oprindelige afhøringsrapporter lægger disse 'ekstrakter' til grund for sin egen fremstilling.

ASBJØRN JENSEN
Hvidbogen rummer langtfra alle interessante momenter. F.eks. omtaler den ikke Eefsens opfordring til Asbjørn Jensen, som ombudsmanden kritiserer som et utidigt forsøg på at påvirke undersøgelsen. Men den holder sig til de centrale problemstillinger og bevisligheder.

Eefsens arrogante og polemiske attitude, som ikke er set magen siden Uffe Ellemann-Jensens skandaløse optræden som vidne i tamil-sagen, har undersøgelseskommissionen selv fået demonstreret for en uges tid siden, da Eefsen var indkaldt som vidne.

Man kan ærgre sig over, at hvidbogen er helt uden kildehenvisninger. Man kan også visse steder synes, at forfatterne er lige vel bagkloge, når de vurderer politiets optræden og beslutninger under forløbet. Det var en kaotisk nat. Det er let bagefter at se, at nogle beslutninger var uhensigtsmæssige eller ligefrem katastrofale. Men de skal retfærdigvis bedømmes ud fra situationen på det pågældende tidspunkt. Hvilket dog ikke er det samme, som Asbjørn Jensen gør: Han er bedt om en samlet vurdering, men opløser alt i øjeblikssituationer og lukker øjnene for systematiske mønstre (som f.eks. de civile betjentes autonome adfærd) og for grundlæggende beredskabssvigt, som ikke kan retfærdiggøres ved nattens kaos.

OMBUDSMANDEN
Som sagt hænger Nørrebrosagen os alle ud af halsen. Men der er i hvert fald to grunde til, at vi skal holde ved: For det første: Det må ikke kunne ske igen. Det var et rent mirakel, at der ikke var dødsofre på den en eller den anden side. Man tør dårligt tænke på, hvilken optrapning, det ville have medført.

Den første betingelse for at undgå gentagelser er en skånselsløs afdækning af, hvordan det kunne gå så forfærdelig galt. For det andet - hvilke de fleste nok har glemt: Sagen er også blevet et spørgsmål om ombudsmandsinstitutionens styrke og måske eksistens.

Nørrebrosagen havde været afsluttet med Asbjørn Jensens hvidvaskning, hvis ikke ombudsmanden - ligesom i tamil-sagen, da den for længst var skubbet ind under gulvtæppet - var gået ind i den. Det var ikke lige populært alle steder. Faktisk fik han med sin kritik af Asbjørn Jensens undersøgelse hele det juridiske establishment på nakken. Justitsministeriet, anklagemyndigheden, politiorganisationerne, justitsministeren, en række retspolitiske ordførere og sågar - helt uhørt - Højesterets præsident tog parti for Asbjørn Jensen og imod ombudsmanden.

Borgernes garanti for, at der findes en uafhængig instans, som kontrollerer og tør kritisere myndighederne, står og falder med, om undersøgelseskommissionen finder ombudsmandens kritik berettiget. Der er meget stærke kræfter, som hellere end gerne ser institutionen alvorligt svækket.

GRAV DYBT
Vi har ikke de bedste erfaringer med officielle undersøgelser af myndighedernes gøren og laden. Med undtagelse af Hornslets og (især) Holm Nielsens tamil-undersøgelse når de typisk ikke et skridt længere, end pressen - uden tilsvarende beføjelser til afhøringer m.v. - allerede har klarlagt. Havde det ikke været for 'Spionen der sladrede', var Hetler-FET-undersøgelsen næppe kommet så langt, som den trods alt blev nødt til.

De foreløbige referater af Nørrebro-kommissionens afhøringer tyder ikke for godt. Holder man sig til Asbjørn Jensens problemstillinger, kommer man næppe længere end til Asbjørn Jensens svar. Man kan håbe, at hvidbogen bidrager til, at kommissionen graver dybere og vurderer materialet helt anderledes uvildigt, end det hidtil et sket. Der står langt mere på spil end enkelte embedsmænds og politifolks ansvar og prestige.

Når det sidste punktum er sat, bør hvidbogens forfattere foretage en ny, let tilgængelig opsamling af hele sagen. Med kildehenvisninger. Ligesom opsamlingen i 'Operation Kastanje' efter Hetler-FET-sagen. Af hensyn til eftertiden.

Politiken, 12. april 1998:

Magtens forstening

Anders-Peter Mathiasen, Christian Nordkap, Lars Rugaard, Erik Valeur : Nørrebro - sten for sten. 96 s., 30 kr. Ekstra Bladet og DR Multi Medie.

Af Chr. Braad Thomsen

Da politibetjente natten mellem 18-19. maj 1993 skød på må og få ind i en ophidset menneskemængde på Nørrebro, roste statsminister Poul Nyrup Rasmussen dem næste morgen og sagde, at de gjorde det 'for at redde menneskeliv'. Dermed var den officielle kurs lagt, skønt statsministeren rent faktisk ikke vidste, hvad han udtalte sig om. Han havde nemlig kun sine oplysninger fra den ene part i sagen, Københavns politi, og det var - i hvert fald i Poul Eefsens tid - ingen troværdig kilde.

Justitsminister Erling Olsen supplerede få dage senere: 'Jeg har ikke i sinde at iværksætte en uvildig undersøgelse, fordi den vil kunne så tvivl om, at politiet var i en livstruende situation.' Det skulle siden vise sig, at denne tvivl i høj grad var berettiget, men dagen derpå vidste det officielle Danmarks repræsentanter ikke, at der forelå tv-optagelser, som klart modsagde deres udlægning. På et uhyggeligt løsagtigt grundlag lagde de sig fast på en entydig fortolkning af en begivenhed, som vi hidtil kun havde regnet med kunne ske i fascistiske eller kommunistiske diktaturstater.

Dermed havde rigsadvokat Asbjørn Jensen på forhånd fået dikteret konklusionen på den undersøgelse, han blev bedt om at lave. Den blev da også udsat for en så alvorlig kritik fra Ombudsmanden, at der måtte en ny undersøgelse til ved en juristkommission. Nu har fire journalister ved Danmarks Radio og Ekstra Bladet udsendt en hvidbog om Nørrebro, fordi de efter at have fulgt kommissionens arbejde i 18 måneder ikke føler sig overbevist om, at den har overblik over det komplicerede sagsmateriale. Der rejser sig mange spørgsmål ved læsning af hvidbogen:

Civilklædte urobetjente hjalp de autonome med at vælte containere med sten til umiddelbar brug og udsendte så en falsk knibemelding, der fik deres uniformerede kollegaer til at rykke frem uden tåregas. Dette var optakten til stenkastningen og de tre skudepisoder. Fremprovokerede uroerne bevidst en voldelig konfrontation med de autonome? Og kan der i denne sammenhæng gøres et ledelsesansvar gældende over for den utrolige kendsgerning, at ingen på politigården var i stand til at finde frem til tåregassen uden for depotets normale åbningstid kl. 8-16, så politiet kun havde pistoler, da de gik frem mod de autonome?

TV-optagelserne dokumenterer, at de første varselsskud er retfærdiggjort af situationen. Men det fremgår også, at der tilsyneladende skydes direkte ind i mængden. Derimod ses ingen begrundelse for anden og tredje skudsalve, og ingen undersøgelse har hidtil kunnet begrunde disse salver, ligesom det aldrig er blevet forklaret, hvordan skud, der er defineret som varselsskud, kan ramme personer.

Hvordan kan chefen for justitsministeriets lovkontor Torsten Hesselbjerg over for offentligheden garantere 'en betryggende uvildig undersøgelse af politiets optræden', samtidig med at man i al hemmelighed arbejder i den stik modsatte retning og lader Københavns politi undersøge sig selv? Og hvordan kan Københavns politi i samme øjeblik undersøgelsen sættes i gang, standse den løbende afhøring af de involverede betjente, men samtidig foregøgle offentligheden, at der foregår en løbende undersøgelse?

Journalisterne fastslår lakonisk: 'Der laves efter alt at dømme - i de 15 måneder, rigsadvokaten undersøger sagen - ikke én eneste afhøringsrapport med udgangspunkt i skudepisoderne, hver for sig eller samlet, og dermed heller ingen om eventuelle skudordrer. Det er en bemærkelsesværdig undladelse.' Bogen er rystende læsning, specielt for den, der har troet, at Danmark er et rimeligt velfungerende retssamfund med et justitsministerium, hvis opgave det er at holde justits i stedet for at udhule justitsbegrebet, og et uropoliti, hvis opgave det er at forhindre uro i stedet for at fremprovokere den.

Fem år efter må vi nok se i øjnene, at det er lykkedes samfundets top at forhindre, at den fulde sandhed om Nørrebro nogen sinde kommer for dagen. Den viden, vi trods alt har om begivenhederne, skyldes ikke mindst, at de fire journalister bag bogen ikke har stillet sig tilfredse med de officielle søforklaringer, men er blevet ved med at bore. Det skylder vi dem tak for.

Det er ved behandlingen af sine afvigere, at et retssamfund for alvor skal stå sin prøve, og den prøve har det danske samfund ikke bestået. Ved at sanktionere potentiel dødsstraf for gadeuroligheder har samfundet tværtimod bevist, at det er præcis så råddent, som de autonome mener. Man skammer sig over at være del af et samfund, der skyder på dets egne børn, og skønt man er uenig med dem, kan man ikke fortænke de magtesløse i at mene, at magtens forstening må smadres med sten.

Nørrebro-bogen er det mest rystende vidnesbyrd om et retssamfund i opløsning, jeg har læst siden professor Ditlev Tamms store værk om retsopgøret efter besættelsen. Desværre er den ikke i boghandelen, men kan fås via Internettet og Ekstra Bladets marketingafdeling.

Weekendavisen, 3. april 1998:

Helte og skurke

Hvidbog. Fire journalister tager i en såkaldt »hvidbog« patent på sandheden om urolighederne på Nørrebro i 1993. Weekendavisens reporter på sagen har læst værket.

DET er snart ved at være fem år siden, at horder af autonome gik amok på Nørrebro og overdængede politiet med så mange brosten, at betjentene til sidst trak tjenestepistolerne og affyrede 113 skarpe skud. Lige siden har urolighederne været genstand for artikler, udsendelser og undersøgelser af et omfang, så den almindelige dansker formentlig er ved at brække sig over sagen. Men hvis det står til DR-journalisterne Christian Nordkap, Lars Rugaard og Erik Valeur og Anders-Peter Mathiasen fra Ekstra Bladet kan nationen godt indstille sig på at skulle høre om affæren langt ud i fremtiden.

Det viser sig, at den nye undersøgelsekommission - som med livrem, seler og trikot blev sammensat, så vi omsider kan få den uforfalskede version af begivenhederne - heller ikke har forstået en snus af det hele. De verserende afhøringer i Københavns Byret har allerede afsløret, at »kommissionen og dens udspørger ikke har skaffet sig overblik over det komplicerde sagsmateriale«. »Væsentlige detaljer står ikke kommissionen klart«, hedder det sig. For at råde bod på denne uheldige udvikling har de fire journalister nu skrevet en hvidbog, der ligesom sætter tingene på plads.

»Nørrebro - sten for sten« er, erkender forfatterne, et forsøg på at påvirke kommissionens arbejde - så den får øjnene op for en dansk retsskandale, der kan få mordene på Kennedy og Palme til at ligne Jimmy Stahrs butikstyveri af en ispind. Der findes kun én sandhed om Nørrebro-sagen, og den har journalisterne taget patent på. Hvis man ikke uden videre er parat til at godtage deres udlægning, så må det enten være, fordi man selv er en del af komplottet eller går systemets ærinde.

En redaktionschef jeg kender har engang sagt, at i virkelighedens verden er det altid »de onde mod de onde«. Men sådan forholder det sig ikke med Nørrebro-sagen. Her er det faktisk ganske enkelt at uddele hvide og sorte cowboy-hatte. Journalisterne har for længst vedtaget, at Nørrebro-affærens helte er tidligere justitsminister Erling Olsen og Rigspolitiets Rejsehold. De forsøgte, at få lavet den uvildige undersøgelse, som kunne have givet os svaret på, hvorfor danske politifolk for første gang i fredstid åbnede ild mod demonstranter. Når de aldrig kom igennem med planen var det, fordi Københavns daværende politidirektør Poul Eefsen, topembedsmændene i Justitsministeriet og tidligere rigsadvokat Asbjørn Jensen ikke mente, at sandheden skulle frem. De dækkede over sig selv og systemet, hvilket har sat bananstaten Danmark i et dårligt internationalt lys.

Ifølge hvidbogen er der angiveligt flere væsentlige spørgsmål, som vi aldrig har fået svar på. Bevæbnet med remote-kontroller er optagelserne fra diverse TV-stationer analyseret på kryds og tværs. Man kan næsten se journalisterne for sig, som de sidder i behagelige omgivelser og spoler filmene frem og tilbage: Hørte jeg ikke noget, hvad var det, det lød som en ordre? Intet er nemmere end at gøre sig til dommer over, hvad andre mennesker ideelt set burde have sagt og gjort i en fuldstændig katastrofal situation. I lyset af det ragnarok, som betjentene befandt sig i på Nørrebro, kan hvidbogens henvisninger til råb, klokkeslet på sekundet og »objektiv og mikrofon, der danner en vinkel med politikæden på 45 grader«, forekomme noget groteske.

Personligt har jeg altid syntes, at Erling Olsens rolle var det mest interessante ved Nørrebro-sagen. Sjældent har man set en dansk parlamentariker løbe fra sit politiske ansvar i en sådan grad. Og sjældent har man set nogen slippe så godt fra det som »den ærlige ugle«. Det skyldes ikke mindst, at blandt andre forfatterne til hvidbogen har gjort sig betydelige anstrengelser for at beskytte den folkekære politiker. Gad vide hvor tamil-sagen egentlig var endt, hvis Erik Ninn-Hansen havde været i besiddelse af Erling Olsens charme og sans for humor? Jeg selv og nogle af mine kolleger på andre aviser har forsøgt at finde svar på, hvad landets daværende justitsminister kendte til sagen.

For mig at se ligger der klar dokumentation for, at Erling Olsen udmærket vidste, at Københavns Politi skulle undersøge sin egen rolle i sagen. Han har forklaret, at det kom som et chok, da han efter sin afgang som justitsminister i efteråret 1994 blev konfronteret med oplysningerne om politiets selvbedømmelse. Det havde han i hvert fald aldrig givet tilladelse til i de hektiske dage i maj 1993. Men hvis det virkelig er tilfældet, hvorfor underskrev Erling Olsen - professor i nationaløkonomi og medlem af mensaklubben - et kommissorium, hvori der ordret står, at »det materiale, som udarbejdes af politidirektøren i København, inddrages i undersøgelsen. Politidirektøren uddyber eller supplerer på anmodning disse redegørelser«. Hvordan skulle tidligere rigsadvokat Asbjørn Jensen rent logisk været kommet uden om at høre Københavns Politi med en sådan opgaveformulering.

Forfatterne til hvidbogen har fuldstændig ret i, at Nørrebro-sagen hører til de alvorligste begivenheder i danmarkshistorien. Politiets skarpe skud mod demonstranterne kunne og burde være undgået. Et stykke af vejen kan jeg også følge dem i deres kritik af Asbjørn Jensen. Hans rapporter er skrevet i en tone, som ikke hører hjemme i en objektiv undersøgelse. Men så ukritisk er den nu altså heller ikke. Dybest set ved vi godt, hvad der skete på Nørrebro: En flok hjernedøde unge kastede med brosten, hvilket politiet ikke var forberedt på. Da politiet ikke kunne finde tåregassen, og de civilklædte betjente fra Uropatrul jen i øvrigt optrådte fuldstændig uacceptabelt, brød helvede løs.

Når Nørrebro-sagen stadig lever, hænger det grundlæggende sammen med, at der i 1993 sad en sur og gammel mand i toppen af Københavns Politi, som betragtede alle spørgsmål om politiets rolle under urolighederne som en personlig fornærmelse. Havde politidirektøren været en mere tidstypisk eksponent for justitsvæsenet - parat til at erkende fejl og lægge kortene på bordet - var sagen lukket for længst. Nu kan vi se frem til årelange diskussioner. Mit råd til justitsminister Frank Jensen er derfor: Nedsæt en ny Nørrebro-kommission med Nordkap, Rugaard, Valeur og Mathiasen som retsformænd. Først da vil ekkoet af skuddene på Fælledvej klinge af.