Nordjyske Stiftstidende, 19. august 2011:

Lidelse og død for sandheden

Sjældent har jeg læst en bog med en så fint afstemt mosaikkunst som denne romandebut om det estimerede spædbarnshjem Kongslund, hvorfra børnene bortadopteres.

Fokus er sat på syv børn, der har det til fælles, at de kommer til verden på rigshospitalets fødegang B i 1961, og at de skal bortadopteres.

De ved ved adoptionen intet om deres fortid.

En invalideret pige, Marie, er blevet på hjemmet og adopteret af lederen.

Nu modtager en række personer et anonymt brev, som sætter gang i opklaringen af, hvem de syv børns biologiske forældre er. Èn - en John Bergstrand - kan man ikke finde, og dermed er romanen i gang.

Romanen fortælles vekslende i første person med Marie som central fortæller i en række af bogens kapitler, der ellers har en alvidende fortæller, hvorved der bestandig skiftes perspektiv og indfaldsvinkel. Gennem dette greb kan også stemningen, atmosfæren i skildringen veksle. En falleret journalist, en pensioneret kriminalbetjent, en sensationslysten tv-stjerne og en ambitiøs statsminister in spe er ligeledes i brændpunktet, for hvem er den anonyme brevskriver? Bogen er dels en spændende og veldrejet krimi, der holder læseren i ånde til sidste side, dels en politisk roman, dels en regulær spændingsroman med dødsfald, attentater og mord og dels en fin samling portrætter af Kongslunds ledere og af de syv børn, der nu i 2008 er voksne, i centrum.

Der er tale om en udsøgt individuel psykologisk karaktertegning af samtlige personer. Ofte holdes en slags ironisk distance med indslag af satire til det, der fortælles, frem for alt i afsnittene om politikerne og magtens strukturer.

Skarpest står portrættet af den fantasifulde, skruppelløse, koldsindige og løgnagtige Marie, som er primus motor i en række initiativer, hvorved hemmelighed på hemmelighed afdækkes i logisk rækkefølge. Hendes devise er " Tålmodighed er de udstødtes og misdannedes eneste forbundsfælle".

Hun vil finde frem til sandheden, og det viser sig at være en både farlig og omkostningsfyldt holdning, især når man som Marie farer vild imellem fiktion og virkelighed. Målet er ganske enkelt uopnåeligt, og derfor bliver hendes eksistens først og sidst mislykket.

Hun vil have sin uangribelige frihed og træffe sine valg og må så stå til ansvar i en verden uden Gud og Fanden, for med frihed følger ansvar. Kun hun og intet system uden for hende kan legitimere hendes handlinger og valg.

Friheden har sin vrangside, for Marie distancerer sig dermed fra alt og alle. Hun legemliggør den skinbarlige rationalisme, som lider skibbrud i livet, fordi hun foragter moral, religion og rettigheder og ikke kender de irrationelle kræfter, som bor i hendes indre.

Men romanen er mere end en spændingsroman.

Der er dybde og perspektiver i den, for den afdækker en række eksistentielle vilkår, som faktisk rækker ud over de bortadopterede børns livsbetingelser.

Romanen er på dette plan en fortælling om savn, identitet og ensomhed hos dem, der i kraft af den viden, de i sandhedens navn får om de reelle forhold, bliver rodløse.

Det er en roman om grotesk vanvid og menneskers lidelser og død for sandhedens skyld.