Berlingske Tidende, 27. november 2003:

Kronik: Når vi måler udlændinge

Meningsmålinger. Hvis der er noget, de danske medier prioriterer, så er det skræmmende tal om udlændinge. Ofte tegner de et absurd og overdrevet billede. Kronikøren er journalist og bidragyder til bogen »Når du strammer garnet - om danskernes forhold til indvandrerne og asylpolitikken«.

I efteråret 1999 var Danmark nær holdt op med at eksistere. En stor jysk avis udkom med kæmpeoverskriften »Multi-Danmark« hen over en grafik af 86 hvide mænd, der trues af 14 brune mænd med kufferter i hånden. De 14 vil blive til en halv million i 2020, skrev avisen - og det resulterede samme aften i følgende dommedagsvarsel i TV-Avisen: »Det er snart slut med Danmark som et lille land, hvor vi alle stort set er ens.«

Midt i juli 2001 gengav samme dagblad en ny stor fremskrivning af udlændingeinvasionen - med tal fra Danmarks Statistik: »31 procent af befolkningen vil ved næste århundredeskifte være indvandrere eller efterkommere.«

Her har man foretaget en fremskrivning i et scenarie på 100 år, hvilket i alle andre politiske-, humanitære-, forsknings- eller erhvervsmæssige sammenhænge ville blive bedømt som ren volapyk - for man kan ikke ane, hvordan et samfund - og her en hel verden - udvikler sig over så langt et tidsrum. I 1901 skulle de så have forudsagt to verdenskrige, atombomben, penicillinets opfindelse, månelandingen, computer-revolutionen og Internettet - for at nævne nogle få - ligesom tilstedeværelsen af tredje- og fjerdegenerationsindvandrere i en befolkning normalt vil være betydningsløst (dem har danskerne masser af i deres egen omgangskreds allerede).

Da 100-årsberegningen bliver kritiseret, erkender en medarbejder fra Danmarks Statistik, at selv den mindste forskydning i forudsætningerne for udregningerne vil få hele fremtidsscenariet til at kuldsejle - men som han konkluderer: »Danmarks Statistik kan kun understrege denne usikkerhed, men er ikke herre over, hvordan tallene bruges og misbruges.«

Den øjeblikkelige nyhedseffekt af meningsmålinger, analyser og forskningsresultater er den indlysende grund til, at de dominerer i aviserne. Flere gange om ugen springer de dramatiske tal direkte fra nyhedsforsiderne til de elektroniske medier og slynges nationen rundt på et øjeblik.

Naturligvis efterlader de en frygt - også hos det store flertal af danskere, der ikke kender en eneste udlænding selv eller har hørt om problemer andre steder end netop i aviserne og på fjernsynsskærmene. Næste gang nogen spørger - f.eks. en journalist eller en stemme fra Gallup - vil de med stor overbevisning svare, at der må strammes op - og at der kun er problemer med udlændinge. Det har de jo selv set i fjernsynet og læst i statistikkerne.

Måske begyndte det helt tilbage i 1986, hvor man i en periode så flygtningetal på 400 om ugen, fordi Tyskland ekspederede deres uønskede gæster direkte videre til Danmark. Dette tal gangede den daværende justitsminister Erik Ninn-Hansen behændigt op med 52, som han derefter adderede med det mulige antal familiesammenføringer - hvilket igen gav et choktal på over 50.000 flygtninge - på et år. Nationen næsten dånede af skræk - og det kom heller aldrig til at passe. Men linjen var lagt og den presserelaterede effekt mere end tydelig.

Flere gange om ugen springer de dramatiske tal direkte fra nyhedsforsiderne til de elektroniske medier og slynges nationen rundt på et øjeblik.

Aviserne faldt over deres egne ben for at bringe de vældige profetier med de forfærdelige tidender videre ud i verden.

Der findes en række snublende nære årsager til statistiske unøjagtigheder på flygtningeområdet - og nogle af de fejlkilder, man hyppigt støder på i de danske medier, er disse: At man sammenligner Danmark med lande, hvor asylsystemerne er skruet helt anderledes sammen. At rammerne for de områder, man sammenligner, er uens - f.eks. tidshorisont, opgørelsestidspunkt, afgørelsestype. At begrebet udlændinge er flydende - i nogle statistikker f.eks. kun tredjeverdens-flygtninge - i andre alle »vestlige«. For blot at nævne nogle få.

I Jyllands-Postens artikel om »Multi-Danmark« - ved siden af en grafik af 86 hvide mænd, der trues af 14 brune mænd med kufferter i hånden - inkluderede avisen f.eks. også Norden, Europa og USA og folk født og opvokset i Danmark. Det stod i en bisætning og var meget svært at gennemskue for andre end eksperter (som ved det i forvejen). Og sensationen blev da også omsat til følgende ordlyd i TV-Avisen: »Om 20 år vil her bo en halv million indvandrere og flygtninge med en helt anden kultur end den danske.«

Så hurtigt - og behændigt - kan fejl få ben at gå på. Og kan præge hele billedet i folks hoveder af det, der venter os.

Ved det andet store valgopgør mellem Venstre og Nyrup-regeringen i november 2001 er prognoser, statistikker og meningsmålinger et helt afgørende element i mediernes forsøg på at levendegøre folkets stemme.

Ganske kort efter valgudskrivelsen fastslog flere analyseinstitutter, at nu var udlændingevalget kommet: Befolkningen anser »udlændingedebatten« for den mest vigtige overhovedet.

Et komplet gennemsyn af den første strøm af TV-interviews med partilederne fra valgets første døgn viser imidlertid, at udlændingespørgsmålet på ingen måde ligger øverst på de borgerlige politikeres dagsorden de første to døgn - men »kun« rangerer som nummer to, tre eller fire, når de af TV-reporterne bliver bedt om at remse valgkampens vigtigste emner op. Det gælder også Venstres leder og Dansk Folkepartis leder. Skat, sygehuse og gamle blev betonet mere - måske fordi det rent faktisk havde været budskabet fra partiernes såkaldte »fokusgrupper«.

Men - allerede i det første døgn bliver politikerne overhalet indenom af nyhedsredaktionerne med TV helt fremme - der helt tydeligt ignorerer politikernes forsøg på at tage andre emner op - idet de stort set med det samme tuner ind på udlændingene som valgemne nummer ét. Dette ene emne bliver nævnt igen og igen af de stakåndede speakerstemmer - i alle de mange TV-nyhedsudsendelser, der dominerer billedet fra morgen til aften.

Senere har flere politikere også givet udtryk for netop denne »overhaling«: Det var som om, udlændingediskussionen fra start blev tvunget op øverst på valgplakaten af de to største TV-nyhedsstationer, DR og TV 2. Men på det tidspunkt protesterede de ikke. Det ville også have været valgpolitisk selvmord. Så var de aldrig kommet ind i billedet.

Der er ingen tvivl om, at den massive dækning i 2001-valgkampen har sin egen selvforstærkende effekt. Som da Gallup på vegne af Danmarks Radio spørger knap tusinde vælgere: »Hvilke politiske problemer anser De personligt for at være de vigtigste i Danmark lige nu?«. Det er få dage efter, at de samme nyhedsmedier har anbragt udlændingedebatten allerøverst på den gloende valgdagsorden.

Flere end halvdelen af de udspurgte svarer naturligt nok som en af mulighederne »flygtninge- og indvandrerspørgsmål« (55 pct.). Alle, der har set TV den første uge, må have følt, at udlændinge er det vigtigste. Det kan man jo selv se på skærmen. Men da meningsmålingen bliver stort omtalt i TV-Avisen, lanceres den som vælgernes bud på, hvad valgkampen bør dreje sig om. Det tilsyneladende neutrale og objektive spørgsmål - hvad er det vigtigste debatemne i Danmark netop nu? - bliver nu fremstillet som hele befolkningens subjektive ønske om mere udlændingedebat i valgkampen.

Og dermed er historien om, at befolkningen forlanger et flygtningevalg slået endegyldigt fast.

Nogle dage senere viste en måling fra analyseinstituttet Megafon i TV 2, at kun 39 pct. pegede på udlændinge som det vigtigste emne. Her blev nationen altså fremstillet som væsentlig mindre interesseret end ugen før.

Et halvt år før valget (i marts 2001) havde Gallup gennemført en rundspørge, hvor »flygtninge/indvandrer-spørgsmål« lå nede på en tredjeplads.

Dér, hvor politikerne i de første valgkampdage også havde placeret det.

Billedtekst: Af Erik Valeur Journalist