Politiken, 22. marts 2001:

Uma-sagen: Ministerens falske melodi

Indenrigsministeren fik megen ros efter, at hun havde optrådt i DRs Profilen: »Det kørte du altså flot«, og »De fik jo ikke et ben til jorden«, lød det.

Hun havde i Profilen forsvaret beslutningen om at skille en tamilsk familie og sikre, at et etårigt barn i lang tid fremover - måske for altid - må leve uden den ene af sine forældre. Først ville ministeren slet ikke udtale sig, men i 11. time ombestemte hun sig og meddelte i de sene tv-nyheder, at det havde været lovbrud at indrette virkeligheden anderledes.

Fem dage efter udvisningen besluttede ministeriet at udvide offensiven:

Nu skulle ministeren tale, men hendes tale skulle fortsat være: Nej, nej - jeg kan ikke sidesteppe og omgå love vedtaget af et flertal i det danske folketing. Og nåde står slet ikke nedskrevet i disse lovbestemmelser.

I disse dage snakkede journalister med ministerens embedsmænd og mødte en strøm af henvisninger til lovbemærkninger, forarbejder og sagspraksis. Ud over det manglende lovgrundlag var der andre historier, som ministeriet ville have videreformidlet:

F.eks. den om, at Uma jo havde været ulovligt i landet siden april - uden at nævne, at hun ikke havde haft nogen rejsepapirer.

Andre af ministeriets oplysninger: At det tamilske par kun havde kendt hinanden en måned, da de blev gift - uden den tilføjelse, at de havde mødt hinanden allerede som børn og gået i skole sammen. At der hvert år gives 11.000 familiesammenføringer - uden den specifikation, at tæt ved to tredjedele kommer fra Norden og EU. At Ombudsmanden havde 'godkendt' ministeriets behandling af sagen - uden at nævne, at loven forbyder Ombudsmanden at gå ind i sagens substans. Og at en TV2-historie, der fulgte lige efter et indslag om 'Uma-sagen', havde handlet om Sydals Kommune, hvor flygtningebørn angiveligt optog alle de indfødte danskeres børnehavepladser.

Tirsdag aften er Karen Jespersen (KJ) så i Profilen og afviser atter, at hun kunne lade kvinden blive på lovligt grundlag. Profilens vært peger på den humanitære bestemmelse par. 9, stk. 2, nr. 2 med henvisning til en tidligere ministers brug af samme paragraf.

KJ fastholder, at det ville være et lovbrud, hvis hun havde forhindret Uma Ratnavadyvels udvisning med denne bestemmelse. Samtidig får hun anbragt alle ministeriets stemningsbærende informationer - de falder tilfældigt, elegant camoufleret som pludselige associationer - bl.a. den om det korte ægteskab og om de 11.000 familiesammenføringer om året - og så - havde vi ikke lige set et indslag i TV2 - »jeg tror, fra Sydals kommune, hvor borgerne våndede sig« - fordi de ikke kan få deres børn i børnehave. Heller ikke ministeren husker de små, men vigtige nuancer.

Det er denne opvisning, der onsdag eftermiddag - på vej ind i Folketingssalen - fører til skulderklap - en halv time før ministerens kæde springer af.

I salen bringer CDeren Peter Duetoft den paragraf på banen, ministeren aftenen før blankt afviste kunne bruges. Han henviser til lovforarbejder, der viser, at en minister kan udøve et skøn, der kunne have forhindret den konkrete udvisning.

I første omgang springer KJ Duetoft over og svarer på et SF-spørgsmål. Men han holder fast - og nu siger ministeren: »Det er meget svært for mig at gå ind og vurdere, om den pågældende kunne have fået opholdstilladelse efter en bestemmelse, hun ikke har søgt efter, så på den måde må hr. Peter Duetoft undskylde, hvis han synes, at han ikke får præcise svar, men det er klart, at det er de andre bestemmelser, som der er blevet søgt i forhold til, jeg forholder mig til.«

Hun benægter altså helt eksistensen af en ansøgning efter den omtalte paragraf - og dermed sin egen behandling af en sådan.

Svaret er forkert. Ministeriet har så sent som 16.2 og 1.3 modtaget ansøgninger fra den tamilske kvinde om netop par. 9 stk. 2. nr. 2. Ministeriet har endda vurderet den først modtagne ansøgning og meddelt, at der ikke findes »nye, væsentlige oplysninger« i sagen.

Ingen reagerer på den usandhed, men Søren Søndergård (Ø) kalder det en skandale, hvis ministeren ikke af egen drift bruger den humanitære paragraf.

Nu er KJ presset og bruger igen sit ombudsmands-forsvar: »Det er fuldstændig naturligt også at henvise til, at Indenrigsministeriet og Udlændingestyrelsens afgørelser har været prøvet ved Ombudsmanden, og det gælder også den bestemmelse. Jeg blev bare lidt usikker på den måde, hr. Peter Duetoft før fik sig formuleret på.«

Ministeren smutter udenom: Ombudsmanden har tilsyneladende - igen - godkendt alt.

Politikerne kan ikke vide, at KJ hentyder til en afgørelse fra 3. december 1999 - da Thorkild Simonsen var indenrigsminister. Ombudsmanden har ikke vurderet afgørelsen fra februar.

Oplysningen har sin egen pointe - den 3.12 1999 foretog Indenrigsministeriet i 'Uma-sagen' præcist det skøn, KJ hårdnakket viger uden om, og kvindens udvisning blev oven i købet stillet i bero. Skønnet var grundigt - og tæt på at give Uma opholdstilladelse. Ministeriet fandt ikke »at der foreligger humanitære hensyn af en sådan styrke, at disse afgørende taler for, at opholdstilladelse bør gives.«

Vendingen »af en sådan styrke« signalerer en klar tøven, der understreges af, at ministeriet giver Uma lov til at blive i Danmark til to måneder efter barnet er født.

Dengang læstes afgørelsen som et klart signal om, at Uma Ratnavadyvel kunne få humanitær opholdstilladelse, når barnet var født. To måneder er lige nok til at få det formelle ordnet. Men i april 2000 er KJ indenrigsminister. Og næste ansøgning efter den omstridte bestemmelse afvises med, at der ikke er nye oplysninger.

Det kan man selvfølgelig gøre - uden at ombudsmanden kan protestere - selv om Uma bl.a. i mellemtiden havde født et barn og på udvisningstidspunktet havde boet 15 måneder længere i landet.

Det er fortsat et dygtigt skjult faktum, at både under den foregående og den nuværende minister kunne Umas sag vurderes efter den humanitære paragraf - og blev vurderet. Det er svært at tro, at embedsmændene holdt det hemmeligt for deres minister, at paragraffen kunne bruges og rent faktisk var blevet brugt.

Men en åbenlys indrømmelse af det havde selvfølgelig afsløret ministerens falske melodi og anbragt hende i den position, hun så desperat ville undgå: at være det menneske, der med åbne øjne og helt bevidst undlod at forhindre en lang, lang adskillelse af et barn og dets forældre.

Det er til gengæld en høj pris at betale for en politisk satsning.