Mediawatch, 2. november 2010:

Valeur og Rugaard udgiver bog

En ny bog af Erik Valeur og Lars Rugaard kaster et kritisk blik på perspektiverne for journalistikken i udkastet til den nye offentlighedslov, der vil gøre det sværere at følge magtens veje og vildveje.

Statsminister Lars Løkke Rasmussen kunne måske have været 'mail-sagen' om den mulige overbetaling til privathospitaler foruden, hvis lovforslagene til den nye offentlighedslov var trådt i kraft.

Det mener to erfarne dokumentarjournalister, Erik Valeur og Lars Rugaard, der giver åbenheden i Myndigheds-Danmark et serviceeftersyn i bogen 'Ministerbetjening - En journalistisk hvidbog om offentlighedsloven', ifølge en pressemeddelelse.

Ifølge forfatterne vil den nye lov nemlig lukke for adgang til sådanne e-mails og de øvrige dokumenter, myndighederne har måttet offentliggøre, hedder det i en pressemeddelelse.

Bliver lovudkastet gennemført, vil dagbladenes graver-redaktioner blive tvunget til at skaffe sig informationer på anden vis, såsom gennem anonyme kilder, mener forfatterne.

Bogen er finansieret af Dansk Journalistforbunds lokalkredse samt en række journalistiske medarbejderforeninger på store og små medier.

Bogen kan samtidig hentes her.

Dr.dk, 28. oktober 2010:

Mindre kontrol med magten i Danmark

I går udkom bogen "Ministerbetjening - en journalistisk hvidbog om Offentlighedsloven."

Hvidbogen er skrevet af de to journalister, Lars Rugaard og Erik Valeur , der ser på, hvilke konsekvenser det vil få, hvis Offentlighedsloven bliver ændret efter de anbefalinger, som Offentlighedskommissionen kom med sidste år i november.

Og konklusionen er, at det vil blive endda meget svært i fremtiden at kontrollere magthaverne, hvis politikerne følger anbefalingerne i betænkningen.

(Dette er et uddrag)

Journalisten.dk, 27. oktober 2010:

Her er ministerbetjeningens konsekvenser

I dag udkommer hvidbogen om ministerbetjening. Her stiller journalisterne Lars Rugaard og Erik Valeur skarpt på, hvilke journalistiske afsløringer ændringerne i offentlighedsloven kan blokere.

Konklusionen af rapporten er klar: Ifølge den 128 sider lange rapport ville følgende historier ikke kunne opspores gennem aktindsigt, hvis lovudkastet fra Offentlighedskommisionen bliver vedtaget:

Journalist Jesper Tynell afslører beskæftigelsesminister Claus Hjort Frederiksen i at give Folketinget forkerte oplysninger. Ministeriet bestilte misvisende tal fra Arbejdsmarkedsstyrelsen for at dreje den offentlige debat til egen fordel. Man ønskede at flytte aktiveringen fra arbejdsformidlingen til kommunerne. Det var der meget kritik af, og Claus Hjort Frederiksen bad om en rapport, som viste, at kommunerne var bedst til at få ledige i arbejde.

Desværre, for ministerens troværdighed, sammenlignede man tal, som var usammenlignelige. Jesper Tynell fik aktindsigt i ministerens mail til Arbejdsmarkedsstyrelsen og udregningen, som tilgodeså kommunernes aktivering. Jesper Tynell vandt Cavlingprisen i 2010, blandt andet for denne afsløring.

Medforfatter af hvidbogen Lars Rugaard siger:

»Den slags politiske julelege vil vi ikke kunne afsløre på samme måde længere. I forslaget hedder det, at dokumenter udvekslet mellem ministerier, styrelser og departementer fremover kan undtages fra aktindsigt, hvis dokumenterne er udarbejdet som led i ministerbetjening.«

Han fortsætter:

»Uden den her mulighed for aktindsigt må journalisterne håbe på whistleblowers - at embedsmændene lægger den slags. Men de skal jo også have deres løn dagen efter. «

Lars Rugaard nævner, at man måsk kan få informationerne ved at klage til ombudsmanden, men:

»Det bliver et juridisk skoleridt uden lige, det kan sikkert nemt tage op til et-to år, før der kommer et endeligt svar. Og vi ved jo alle sammen, at en nyhed ikke holder så længe.«

En anden sag af Jesper Tynell, der ligeså ville være blevet blokeret af ministerbetjeningen, handler også om Henriette Kjær vildledning af folketinget. Formelt set hed det sig, at bevillingerne til offentlig støtte til handicaphjælp var steget med 30 procent.

Jesper Tynells nærmere undersøgelse af sagen viste, at der reelt set var tale om et fald på 10 procent. Igen var der tale en umulig sammenligning af de to kvartalstal. Den fejl havde en embedsmand fra Servicestyrelsen allerede gjort opmærksom på i en redegørelse til ministeren. Henriette Kjær valgte at overhøre redegørelsen og vildledte dermed Folketinget.

I rapporten konkluderer Lars Rugaard og Erik Valeur , at:

»Offentlighedskommissionen forslag indskrænker mulighederne for indsigt i denne beslutningsproces. Det opfattes af mange pressefolk som et forsøg på en gang for alle at lukke af for informationer, der er belastende for det politisk-administrative system.«

Det står i skærende kontrast til tidligere justitsminister Erik Ninn-Hansens formål med ændringen til den nuværende offentlighedslov i 1987. Han sagde dengang:

»Den nye lov om offentlighed i forvaltningen har til formål at sikre borgerne og pressen mulighed for at følge med i, hvad der sker i den offentlige forvaltning.«

Forslaget til den nye offentlighedslov lander højst sandsynligt i slut november. Det er samtidig med forslaget til en ny forvaltningslov. Den er også blevet kritiseret. I sidste uge udtalte mediejurist på Danmarks Medie- og Journalisthøjskole, Oluf Jørgensen til Journalisten.dk

»Det her er et stærkt angreb på en af de fundamentale værdier i samfundet, nemlig retssikkerheden, for både borgere og virksomheder. Men i anden omgang er det et angreb på den offentlige kontrol, på journalister og mediers mulighed for at afdække magtudøvelsen,« siger han til Journalisten.dk.

Offentlighedskommissionens forslag om ministerbetjening endte med at blive fremsat enstemmigt- og at det altså fik tilslutning fra pressens repræsentanter i kommissionen - herunder Dansk Journalistforbund.

Hvidbogen om ministerbetjening er trykt i 3000 eksemplarer og bliver nu sendt til pressefolk, organisationer og politikere. Fra klokken 15 i dag, kan alle læse hele rapporten på ministerbetjening.dk

Bogen er økonomisk finansieret af alle journalistforbundets kredse og en lang række medarbejderforeninger.

Hvidbogen er ikke videnskabelig. Forfatterne kalder den dokumentarjournalistik.

Information, 30. oktober 2010:

Syv metoder til at undgå aktindsigt

På papiret sikrer offentlighedsloven borgerne adgang til at kigge myndighederne efter i kortene. I virkelighedens verden er billedet mere grumset. I en ny bog advarer journalisterne Erik Valeur og Lars Rugaard mod de begrænsinger, forslaget til ny offentlighedslov vil lægge på borgernes mulighed for at følge magthaverne. På baggrund af en lang række konkrete eksempler indsamlet fra forskellige medier opstiller bogen syv metoder, som myndigheder allerede i dag anvender for at undgå, at offentligheden kigger dem i kortene

Vi har i denne bog samlet en række eksempler på de problemer, journalisterne oplever, når de begærer aktindsigt. De bygger på journalisternes egne beskrivelser og handler om bl. a. forhaling, fejludleveringer, bortkomst og anden kreativ omgang med de eksisterende regler. Et gennemgående træk er, at der er tale om eksempler på forvaltning, der ville have betydet en faktisk beskyttelse af beslutningssystemet - tilsløring af konkrete sager - hvis ikke mange journalister stædigt havde kæmpet for adgangen til den ønskede aktindsigt.

Mange års erfaringer blandt undersøgende journalister - og en række helt aktuelle meldinger, som er indsamlet i august-september 2010 fra landets gravende journalister til denne bog - peger på syv meget brugte metoder, når danske myndigheder ønsker at undgå pressens aktindsigt i sagsforløb, der er eller kunne blive belastende for de implicerede instanser, embedsmænd og/ eller politikere.

De syv metoder i kort form: 1. Forhaling Hvor konkrete afslag på akt -indsigt eller særdeles lange svartider på alle henvendelser undervejs forsinker en sag så meget, at den mister sin aktualitet.

2. Præciseringskrav Hvor myndigheden afviser at udlevere dokumenter eller sagsakter, som journalisten ikke på forhånd kender til og derfor ikke kan give en præcis beskrivelse af.

3. Statens sikkerhed Hvor afslaget på aktindsigt begrundes med hensynet til landets sikkerhed - eller mødes med andre indiskutable afslag, som det ikke er muligt at argumentere imod.

4. Bortkomst Hvor de ønskede informationer i form af sagsakter, mails eller andet materiale ikke længere findes.

5. Udeladelser Hvor det tilsendte materiale er mangelfuldt, fordi dokumenter, aktlister eller andre informationer er udeladt.

6. Ekstrahering Hvor dele af det ønskede materiale udleveres, men væsentlige afsnit er slettet ved overstregning.

7. Selektiv udvælgelse Hvor der gives aktindsigt til særligt begunstigede kilder frem for andre.

Et simpelt værktøj Over for denne korte introduktion til de undvigemanøvrer - som en lang række journalister altså gennem årene har konstateret og peger ganske samstemmende på - vil myndighederne formentlig konstatere, at man i utallige andre tilfælde har opfyldt både lovens bogstav og ånd ved at åbne alle skabe og skuffer, så snart pressen begærede - og fik - aktindsigt. Det er heldigvis sandt, forhåbentlig i langt de fleste tilfælde.

Problemet er, at afvigelserne fra det positive billede ofte ses i de mere alvorlige sager, sådan som journalisterne oplever det - altså i de tilfælde, hvor myndigheder eller enkeltpersoner står over for belastende eller muligvis belastende sager, hvad enten der er tale om tilfælde af sjusk, fejl eller direkte magtmisbrug. Der har ofte været tale om sager, der viste sig at være særdeles vitale for kontrollen med landets øverste politikere og embedsmænd - og deres magtudøvelse - og dermed for demokratiet og den enkelte borger.

Det er ofte i netop de situationer, det erfaringsmæssigt har været vanskeligt at åbne de offentlige kanaler og adgangene til aktindsigt, altså lige præcis dér, hvor åbenheden virkelig skulle stå sin prøve.

Ånden i forvaltningen

Et af de vigtigste redskaber til at få indsigt i offentlige beslutningsprocesser har i de forløbne år været retten til at opnå akt -indsigt i al korrespondance mellem myndigheder ( brevveksling, mails, telefonnotater, etc.) - altså mellem to eller flere myndigheder i et sagsforløb eller en beslutningsproces.

Netop den mulighed vil den foreslåede paragraf i den nye offentlighedslov om ' ministerbetjening' ( § 24, red.) i mange tilfælde afskære journalisterne fra, hvad enten det er berettiget eller ej. Om det er det ene eller andet, vil kun en ombudsmands-prøvelse derefter i fremtiden kunne afgøre.

Klager til Ombudsmanden er - som det dokumenteres i det følgende - allerede nu en ofte langvarig proces, der meget tit lægger en sag død alene på grund af forsinkelsen, der kan løbe op i flere år.

Når vi derfor i kort form på de følgende sider bringer en række eksempler på de syv ovennævnte redskaber til at omgå aktindsigt, er det for at understrege, at sager, der af myndighederne blev opfattet som ubekvemme eller direkte belastende, meget ofte blev drejet ind på et spor, hvor den nuværende offentlighedslov blev forsøgt sat ud af kraft.

Der er ingen grund til at tro, at den dokumenterede ånd i forvaltningen i alle disse tilfælde vil ændre sig under en ny offentlighedslov, hvor muligheden for afvisning til gengæld bliver langt enklere og adgangen til at kontrollere sådanne afslag mere uigennemskuelig.

Fem måneders kamp - TV 2

Et af de mindre grelle eksempler - rent tidsmæssigt (' kun' fem måneders forhaling) - nævnes af produktionsselskabet Monday, der sender Operation X-programmerne for TV 2. Til gengæld var der tale om en klar afværgemanøvre.

I januar 2010 sendte TV 2 Operation Xprogrammet: SKAT til torskegilde, hvor journalisterne undersøgte et mistænkeligt sammenfald mellem myndighedens eksterne IT leverandører og sponsoraterne i en håndboldklub i Ølstykke. Det allerførste, journalisterne gjorde, da researchen gik i gang i foråret 2009, var at sende en aktindsigtsbegæring og efterspørge alle kontrakter og fakturaer vedrørende eksterne IT leverandører til SKATs infrastrukturkontor.

»En enkel aktindsigt at håndtere, skulle man formode. For hos SKAT må de da have styr på hvem der leverer hvad, og hvor meget de betaler for det,« som redaktør Kasper Vilsmark siger, når han ser tilbage på forløbet. »Alligevel skulle vi ud i en kamp, der kom til at strække sig over fem måneder, og som krævede urimeligt mange ressourcer fra vores side, før akt indsigten var opfyldt.« Fem måneder senere - det var den 10.

september 2009 - havde redaktionen endnu ikke modtaget nogen af de centrale dokumenter i sagen og sendte derfor et brev til told-og skattedirektør Ole Kjær, som blandt andet indeholdt følgende passager: »( ) Vi har forgæves forsøgt at få svar på, hvorfor papirerne nu har været fem måneder undervejs. Er det fordi SKAT har rod i papirerne og ikke kan finde dem? Eller er det fordi SKAT ikke ønsker at lade offentligheden vide, hvordan man forvalter offentlige midler?« Først da redaktionen med dette brev reelt truede med at gøre den manglende efterlevelse af lov om offentlighed i forvaltningen til en del af historien på den landsdækkende tv-kanal skete der noget.

Operation X fik pludselig de dokumenter udleveret, som programmet havde efterspurgt i månedsvis. Men uden nogen forklaring på forsinkelsen.

Ombudsmanden lagt på is - Information

Et andet eksempel, plukket fra den omfattende bunke med forhalingseksempler - og med en noget længere forhalingsperiode end ovenstående - er fra 2009, da dagbladet Information interesserer sig for myndighedernes indsats mod trafficking ( handel med kvinder). Her blev forhalingsmanøvren udvidet til også at omfatte Ombudsmandens behandling af sagen, hvilket er set i en lang række tilfælde de senere år, selv om man skulle tro, myndigheder gjorde sig ekstra umage med en hurtig behandling af netop Ombudsmandens henvendelser.

Avisen havde forsøgt at opklare, hvor aktive landets politikredse havde været - eller ikke været - i indsatsen mod trafficking fra 2001 og fem år frem, idet både politiet og daværende justitsminister Lene Espersen gang på gang var blevet kritiseret for ikke at være aktive nok.

Kritikken blev bl. a. afvist med henvisning til en »landsdækkende monitorering«, som Rigspolitiet stod for. Alle landets 54 politikredse havde således pligt til, forklarede Lene Espersen, at indberette alle »relevante oplysninger« om indsatsen i politikredsen mod kvindehandel. Det var oplysninger om disse indberetninger, avisen søgte efter, men Rigspolitiet afslog med opbakning fra Justitsministeriet at oplyse hvilke kredse, der havde indberettet - og hvornår det var sket.

Den 20. december 2007 opsummerede Information sagen således: »Justitsministeriets politikontor må stå til en alvorlig næse fra Ombudsmanden: Kontoret har således været mere end 15 måneder om at svare i en simpel klagesag om afslået aktindsigt.

« Ombudsmanden havde den 4. september 2006 bedt ministeriet om at forholde sig til en klage fra Information på afslået aktindsigt - men først den 14. december 2007 ( dvs. 465 dage senere) blev svaret sendt af sted til offentlighedslovens ultimative kontrolinstans. Syv gange under dette forløb, med cirka to måneders mellemrum, skrev ministeriet til Ombudsmanden og beklagede, at sagen endnu ikke var færdigbehandlet, men at et svar var lige på trapperne.

Til sidst mistede Ombudsmanden tålmodigheden og spurgte, om der var særlige grunde til, at denne sag ikke blev færdigbehandlet - og først da færdigbehandlede ministeriet sagen.

' Ingen relevante dokumenter' - Kristeligt Dagblad

I 2010 kunne Kristeligt Dagblad dokumentere, at Forsvarsministeriet misinformerede krigsforbryderdomstolen i Haag i retssagen mod Radovan Karadzic. Men først efter et større forhindringsløb. Her havde Forsvarsministeriet oplyst domstolen om, at man ikke lå inde med nogen dokumenter, som Karadzic havde søgt om via FN-regler til brug for sit forsvar mod anklager, han mente sig uskyldig i. Den 2. juni 2009 henvendte Karadzic sig til det danske udenrigsministerium og anmodede om dokumenter, der vedrørte begivenheder i Sarajevo-området under krigen i Bosnien.

Hans anmodning blev bakket op af Den Internationale Krigsforbryderdomstol, ICTY, som Danmark i sin tid var med til at oprette.

Udenrigsministeriet kontaktede Forsvarsministeriet og bad dette ministerium behandle henvendelsen fra Karadzic og domstolen. Den 12. oktober skrev Forsvarsministeriet til Udenrigsministeriet, at det ikke havde været »muligt at identificere dokumenter af relevans for sagen«. I marts 2010 begærede Kristeligt Dagblad aktindsigt hos Forsvarsministeriet i en række dokumenter, der faldt inden for den anmodning, Karadzic og krigsforbryderdomstolen havde sendt til Danmark. Ansøgningen blev derefter mødt med fem fristforlængelser, som ministeriet begrundede med øvrigt arbejdspres i forbindelse med en ' omfangsrig anmodning'. Efter tre en halv måneds ventetid gik avisen til Ombudsmanden, og da denne bad Forsvarsministeriet forklare sig, gik der yderligere tre uger. Efter fire måneder og en uges forsinkelse fik avisen afgørelsen - og fik bl. a. udleveret tre dokumenter, som Danmark længe inden burde have udleveret til Karadzic og krigsforbryderdomstolen.

Frygt for repressalier - Politiken

En nyere sag var mørklægningen af den diplomatiske krise mellem Danmark og Kina efter Dalai Lamas besøg i Danmark og det tibetanske overhoveds møde med statsminister Løkke Rasmussen i maj 2009.

Da dagbladet Politiken begærede aktindsigt i sagen, blev 21 dokumenter i første omgang tilbageholdt under hensyn til rigets udenrigsøkonomiske interesser og forholdet til fremmede magter - mens begæring nummer to førte til afslag på syv dokumenter med samme begrundelse, samt yderligere fem dokumenter, der blev tilbageholdt for at beskytte drifts-og forretningsforhold for personer eller virksomheder, som måtte være omfattet af dokumenterne. Det skete ifølge avisens kilder, fordi regeringen forsøgte at afværge krisen ved at holde så lav profil som muligt.

Den frygtede yderligere repressalier fra kineserne, hvis sagen kom frem i pressen. I de resterende få dokumenter var passager i stor stil blevet slettet med sort tusch.

Det skal nævnes som en særlig pointe, at avisen kun fik adgang til nogen form for informationer, fordi en embedsmand begik en fejl.

Avisen fandt senere ud af, at det havde været intentionen helt at afskære Politiken fra oplysninger i sagen, men en ren fejl gjorde, at avisen alligevel fik udleveret bl. a.

en mail fra ambassadøren i Beijing, der advarede mod mødet med Dalai Lama.

Ikke noget at komme efter - flere medier

Bortkomst kan også forekomme i ' højere luftlag' - faktisk så højt man kan komme - nemlig i Statsministeriet. Her har flere medier gennem årene opdaget, at der - helt bogstavelig - ikke var noget at komme efter, når de søgte aktindsigt i sager, som angik daværende statsminister Anders Fogh Rasmussen.

Noget var blevet helt væk, noget dukkede op senere.

En række medier begærede på samme tid aktindsigt i Anders Fogh Rasmussens udgifter til rejser på netop det tidspunkt, hvor han søgte om at blive generalsekretær i NATO - men det viste sig, at der ikke fandtes noget af betydning til oplysning af sagen.

I 2002 fotograferede danske specialstyrker statsministeren, da han sendte dem på mission til Afghanistans bjerge. Disse billeder, som specialstyrkernes chef personligt sendte i kopi til Statsministeriet, var forsvundet, da Danmarks Radio henvendte sig for at bruge dem til en tv-dokumentar om Operation Enduring Freedom.

Også manuskriptet til den tale, Fogh Rasmussen holdt under afskedsparaden, var borte. I en anden sag gjaldt det et referat fra statsministerens deltagelse i 2003 i et møde i den verdensomspændende, men hemmelige Bilderberg-loge.

»Referatet er ikke længere i statsministerens eller Statsministeriets besiddelse,« lød statsministerens forklaring på, at selv ikke Folketinget kunne få at vide, hvad et udvalg af verdens magtfulde personer havde talt om. Og forsvundet var den såkaldte ' mismail nr. 274' fra den danske FNrepræsentation i New York, som i marts 2003 blev sendt videre til Statsministeriet.

Denne mail indeholdt en rapport, der kunne være et nøgledokument til forståelse af, hvad statsministeren vidste om Iraks masseødelæggelsesvåben forud for beslutningen senere i marts om at sende Danmark i krig mod Irak.

Væk var også manuskriptet til statsministerens tale i presselogen i 2007, da han gjorde sig lystig over Christoffer Guldbrandsens tv-dokumentar Den hemmelige krig. Manus til ministerens 2005-tale i samme forum er også blevet væk.

modernetider@information.dk

Erik Valeur og Lars Rugaard Ministerbetjening. En journalistisk hvidbog om offentlighedsloven 128 sider. Eget forlag Hentes på www.ministerbetjening.dk.

Journalisten.dk, 2. august 2010:

Kredsene står bag bog om offentlighedslov

Kredsene i Dansk Journalistforbund har betalt for, at de to tidligere Cavling-vindere Erik Valeur og Lars Rugaard samler eksempler på historier, som ikke kan laves, hvis oplægget til den nye offentlighedslov bliver en realitet.

I alt 120.000 kr. er det lykkedes kredsene at indsamle til en ny hvidbog. I bogen vil de to journalister dokumentere, hvor svært det i forvejen kan være, at få embedsmænd til at udlevere papirer. Derudover vil de bringe eksempler på journalistik, som næppe var kommet frem under den nye offentlighedslov, hvis den bliver vedtaget. Det er kredsene, der står bag finansieringen af projektet.

Da et flertal i Hovedbestyrelsen i Dansk Journalistforbund har undladt at udtale kritik af de punkter i Offentlighedskommissionen anbefalinger, der handler om ministerbetjening, er forfatterne til bogen i stedet gået til kredsene for at få penge. Kredsformændene har tidligere samlet udtalt kritik af, at Hovedbestyrelsens høringssvar til Offentlighedsloven ikke var kritisk nok.

»Kredsene var enige i, at det var en forkert beslutning Hovedbestyrelsen havde truffet, så de sagde, at de gerne ville have det undersøgt nærmere,« siger Lars Rugaard, der også er næstformand i Kreds 2. Han og Erik Valeur har ikke forsøgt at få Dansk Journalistforbunds hovedbestyrelse til at støtte projektet, da et flertal i bestyrelsen bakker op om den kommende lovgivning.

Kristeligt Dagblad, 12. februar 2011:

Aktindsigten trues. Den nye offentlighedslov kan få fatale konsekvenser

LØRDAGSREFLEKSIONER

TEGNING: PETER M. JENSEN " MINISTERBETJENING - En journalistisk hvidbog om offentlighedsloven" af journalisterne Erik Valeur og Lars Rugaard udkom i oktober sidste år. Det er som at læse en thriller.

Bogen handler om en planlagt revision af offentlighedsloven.

Den nuværende offentlighedslov har været ubekvem for myndighederne, som er blevet kigget i kortene, når de har skaltet og valtet. Den har været så ubekvem, at regeringen ønsker at lave loven om, så den fratager pressen mulighed for aktindsigt, hvis der er tale om den såkaldte politiske ministerbetjening.

Lovforslaget har været til 1. behandling i Folketinget her i januar, og der arbejdes på at få den nye lov endeligt vedtaget i nær fremtid.

Hvis det skulle ske, vil man siden kunne sige: " Ak, havde vi dog bare tænkt os om i tide. Nu er det for sent." Lovforslaget er ikke uden forbedringer i forhold til den nuværende offentlighedslov, men muligheden for aktindsigt er truet. Der har været nogen debat om lovforslaget, men den har været beskeden i forhold til, hvor vidtgående ændringerne er.

Mange trækker måske bare på skuldrene, men det skulle snarere løbe os koldt ned ad ryggen.

Valeur og Rugaards bog beskriver, hvordan pressens aktindsigt gang på gang har kunnet afdække uregelmæssigheder i myndighedernes administration. Uregelmæssigheder - et venligt ord for vildledning, spin og magtmisbrug.

Pressen er blevet kaldt den fjerde statsmagt. Dens opgave ved siden af de tre officielle, det vil sige den lovgivende, den udøvende og den dømmende magt, er at være " den på folkets vegne kontrollerende magt" i demokratiet, som Svend Thorsen skrev i 1950' erne.

Siden " Lov om offentlighed i forvaltningen" fra 1986 har pressen haft bedre vilkår for at løse sin opgave.

Den lov var en sejr for demokratiet.

Ifølge den er der åbnet for borgernes indsigt, så snart en sag har forladt en myndighed. Den regel er enkel at håndtere, fordi kriteriet for aktindsigt er objektivt. Det er den regel, som den nye lov vil erstatte med en række skøn, der vel at mærke foretages af den pågældende myndighed selv.

Valeur og Rugaard viser i eksempel efter eksempel, hvordan forvaltningerne allerede under den nuværende lov har søgt at undgå og omgå berettigede krav om aktindsigt.

Eksemplerne drejer sig om sager fra en række ministerier og forvaltninger og fra flere kommuner under mistanke for returkommission.

HVIDBOGEN BESKRIVER syv undvigemanøvrer, som myndighederne har anvendt for at undgå at give den aktindsigt, som de er forpligtet til ifølge den nugældende offentlighedslov.

Ofte er dokumenterne først blevet udleveret efter påbud af Ombudsmanden, men endog hans påbud er nogle gange blevet negligeret.

Manøvrerne drejer sig om: 1) Forhaling.

Der henvises til travlhed, sagens omfang og så videre. Forsinkelser kan være fra måneder til år og til uendeligt - ledsaget af stadig nye bortforklaringer, når pressen eller Ombudsmanden har rykket for svar.

2) Præciseringskrav. Myndigheden afviser at udlevere dokumenter, som journalisten ikke på forhånd kender i detaljer og derfor netop ikke vil kunne beskrive præcist.

3) Statens sikkerhed. Påstanden om statens sikkerhed har i nogle tilfælde været helt hen i vejret.

4) Bortkomst. En " forklaring", hvor myndigheden hellere indrømmer at have rod i sine papirer end udleverer prekære dokumenter.

5) Udeladelser. Materialet er mangelfuldt og er ofte først blevet suppleret op efter gentagne rykkere, når det af akterne kan ses, at der er " mere på sagen".

6) Ekstrahering. Materialet er udleveret, men væsentlige afsnit er slettet.

7) Selektiv udvælgelse. Her gives aktindsigt til særligt begunstigede kilder, som er venligtsindet over for den pågældende myndighed.

Selve modstanden mod at udlevere dokumenter har ofte tydeliggjort, at der var noget muggent ved sagen.

Men bliver den nye lov vedtaget, vil det med ét betyde, at myndighederne ikke behøver at anvende de ulovlige krumspring og unddragelser.

Aktindsigt kan nu afvises under henvisning til den nødvendige ministerbetjening, og de muligheder for aktindsigt, som den nye lov giver, vil være delvis illusoriske.

Kendt er sagen om overbetalingen af privathospitalerne og ministeriets forsøg på at sløre forløbet. Den var næppe blevet afdækket under den nye lov.

Valeur og Rugaard beskriver flere andre sager, som aldrig ville være kommet til offentlighedens kendskab, hvis den nye lov havde været gældende.

Hvidbogen om offentlighedsloven bør være pligtlæsning for alle folketingsmedlemmer, hvad enten de tilhører partier, der støtter den nuværende regering eller en kommende, og før 2. og 3. behandling af lovforslaget om kort tid finder sted.

Selvom Danmark i mange henseender stadig er et " nydeligt" land, hvad angår korruption og magtmisbrug, er blandt andet spinddoktorernes selvbegejstrede intrigemageri de senere år taget til. Det må ikke glemmes, at et demokratisk retssamfund skal hindre misbrug af magten - før det er for sent.

Information, 16. december 2010:

Står der 26-5 til åbenheden?

Ifølge justitsministeren rummer forslag til ny offentlighedslov 26 fremskridt for åbenhed og kun fem tilbageskridt. Men det ligner falsk markedsføring, for regnestykket ser anderledes ud, når man ser på det centrale: Borgernes aktindsigt i myndighedernes dokumenter

 

Justitsminister Lars Barfoed ( K) har lanceret sit forslag til ny offentlighedslov som et gevaldigt tigerspring fremad i retning af et mere åbent samfund. På linje med Offentlighedskommissionen fremhæver ministeren således, at L 90 indeholder »26 elementer, der kan siges at udbygge åbenhedsprincippet, og fem elementer, som kan siges at begrænse dette princip«, som ministeren skrev i en kronik i Jyllands-Posten.

Barfoed medgiver, at man ikke kan måle, hvor »meget der på bundlinjen udvides ved at sammenligne antallet af udvidelser og indskrænkninger«, men som han understreger: »Tallene viser dog en tydelig tendens.« Barfoeds måde at opgøre balancen mellem åbenhed og lukkethed i lovforslaget er blevet kritiseret fra flere sider, bl. a. af journalisterne Jesper Tynell, Lars Rugaard og Erik Valeur , der alle tidligere har fået Cavling-prisen. For hvis man gør regnebrættet op i forhold til det centrale princip i loven, nemlig borgernes mulighed for at få aktindsigt i myndighedernes dokumenter, så ser regnestykket hurtigt anderledes ud: I det perspektiv rummer L 90 kun fem udvidelser, der endda må karakteriseres som mindre, foruden ni indskrænkninger i retten til aktindsigt og endelig 21 bestemmelser, der intet konkret ændrer af betydning.

Barfoeds udvidelser 1-7 Barfoeds første udvidelse drejer sig om formålet med offentlighedsloven, som angives at være at understøtte bl. a. informations-og ytringsfrihed og det offentlighedens kontrol med den offentlige forvaltning. Det er så oplagt, at det siger sig selv, og derfor er bestemmelsen uden konkret betydning.

Anden udvidelse ifølge Barfoed er, at myndigheder i videst muligt omfang skal varetage hensynet til åbenhed, når man etablerer nye it-løsninger.

Også det er et forslag uden betydning, fordi det alene har karakter af en hensigtserklæring.

Barfoeds tredje udvidelse er, at Danske Regioner og KL bliver omfattet af loven.

Det er en udvidelse, men samtidig vil bestemmelsen også få den paradoksale konsekvens, at det bliver muligt at unddrage dokumenter, som udarbejdes til brug for forhandlinger mellem KL og Danske Regioner, når de forhandler med staten. Det er ikke muligt under den gældende lov.

Fjerde udvidelse ifølge Barfoed er, at lovens anvendelsesområde også skal omfatte selskaber mv., som træffer afgørelser på det offentliges vegne. Igen må det kaldes en ubetydelig udvidelse, fordi et sådant krav allerede på det sociale område er indeholdt i retssikkerhedsloven, endda mere vidtgående end i Barfoeds lovforslag, som derfor reelt indskrænker retten til aktindsigt.

Femteudvidelseer, at loven skal gælde for ikke-børsnoterede selskaber, hvor det offentliges ejerandel udgør mere end 75 procent. Igen en mindre udvidelse, fordi ejerandelen er sat så højt som 75 procent.

Barfoeds sjette udvidelse er en pligt til at sikre, at virksomheder, der får overladt opgaver, som efter loven påhviler det offentlige, løbende giver oplysninger om, hvordan det går. Endnu et forslag, der intet ændrer i forhold til at kunne få aktindsigt i dokumenter.

Syvende udvidelse er, at det teknisk bliver nemmere at søge aktindsigt, fordi man kan nøjes med at angive et tema frem for en konkret sag, man ønsker aktindsigt i.

Samtidig kan en myndighed dog afslå aktindsigt, hvis det vil medføre et uforholdsmæssigt ressourceforbrug at besvare den. En ubetydelig udvidelse samtidig med, at bestemmelsen også er en begrænsning i forhold til gældende lov, når det drejer sig om ressourceforbrug.

Barfoeds udvidelser 8-17 Den ottende udvidelsedrejer sig om adgangen til dataudtræk fra offentlige databaser, hvis det kan klares ved få og enkle kommandoer. Det er en af L 90' s fire mindre udvidelser.

Samme karakter kan man give den niende udvidelse, som handler om retten til indsigt i databeskrivelser for det offentliges databaser.

Barfoeds tiende udvidelse fastslår, at myndigheder har pligt til at overveje såkaldt meroffentlighed, det vil sige, om der er grunde, der taler for åbenhed. En sådan pligt gælder allerede i kraft af ombudsmandens regler om god forvaltningsskik, og derfor er der tale om en bestemmelse, der intet konkret ændrer.

Den elvte udvidelse udvider meroffentligheden til også at omfatte visse sager, der er undtaget fra aktindsigt.

En sådan pligt eksisterer dog stort se allerede i kraft af god forvaltningsskik, og myndighedernes mulighed for frivilligt at udlevere dokumenter udvider på ingen måde retten til aktindsigt Barfoeds tolvte udvidelse er en lovregulering af myndighedernes pligt til at journalisere. Det ændrer intet, fordi god forvaltningsskik allerede indebærer en pligt til journalisering.

Trettende udvidelse lægger op til, at der skal gennemføres et forsøg med åbne postlister. I forhold til at få aktindsigt i dokumenter ændrer det intet.

Den fjortende udvidelse pålægger myndighederne at give informationer om deres virksomhed, men det er endnu en bestemmelse, som intet reelt ændrer.

Samme karakter må man give til Barfoeds femtende udvidelse, som gælder etablering af en såkaldt offentlighedsportal på internettet.

L 90 vil indføre aktindsigt i bødeforlæg, der gives til firmaer, og denne sekstende udvidelse er fin, men trods alt ikke særlig stor.

Barfoeds syttende udvidelse giver ret til aktindsigt i den øverste ledelseskontrakt med oplysninger om de overordnede prioriteringer for en myndighed. Endnu en ubetydelig udvidelse, fordi den giver indsigt i overordnede hensigtserklæringer, men ikke i hvordan myndigheder i praksis forvalter.

Barfoeds udvidelser 18-26 Den attende udvidelse giver justitsministeren bemyndigelse til at kunne fastsætte, at der skal være aktindsigt i visse kommunale og regionale dokumenter, når de foreligger i endelig form.

For det første eksisterer en sådan ret allerede i vid udstrækning i den nuværende lov, og for det andet er der ingen der ved, hvad ministeren vil bruge bestemmelsen til at give indsigt i eller afskære fra aktindsigt.

Nittende udvidelse giver ret til indsigt i såkaldte praksisoversigter.

Igen en ubetydelig udvidelse, fordi den gældende lov allerede giver ret til indsigt i såkaldte skuffe-notater, som stort set svarer til praksisoversigter, hvorfor nogle myndigheder allerede i dag lægger notaterne frem på deres hjemmeside.

Barfoeds tyvende udvidelse giver ret til aktindsigt i interne faglige vurderinger i endelig form, der f. eks. indgår i en sag om et fremsat lovforslag eller en redegørelse.

En mindre udvidelse, der dog begrænses af, at der netop kun er tale om den faglige vurdering i endelig form, der som oftest allerede i forvejen vil fremgå af selve lovbemærkningerne.

Det er de første faglige udkast til f. eks. en redegørelse om skovenes tilstand, det er vigtigt at have adgang til for at kunne kontrollere, om der undervejs i processen er blevet drejet på vurderingerne.

Aktindsigt i den endelige form giver ingen indsigt i en politisering af resultater.

Den enogtyvende udvidelse giver den aktindsigtssøgende ret til at selv at bestemme, om aktindsigten f. eks. skal udleveres på papir eller mail. En nogenlunde tilsvarende praksis eksisterer allerede, og forslaget giver hverke ret til mere eller mindre aktindsigt.

Barfoeds toogtyvende udvidelse fastsætter en frist på syv arbejdsdage, inden en myndighed skal besvare en aktindsigt. Endnu en ligegyldig bestemmelse, for det første fordi den ikke er bedre end den gældende frist på ti kalenderdage, for det andet fordi myndigheder i stor stil blæser på tidsfristen, når de skal besvare en besværlig aktindsigt.

Treogtyvende udvidelse giver ret til at påklage en afgørelse på en aktindsigt direkte til den øverste klageinstans.

En mindre tidsbesparende forbedring af processen, men ikke en udvidelse af retten til aktindsigt.

Den fireogtyvende udvidelse fastlægger en sagsbehandlingstid på 20 arbejdsdage over klager på aktindsigt, men efter omstændighederne kan fristen fraviges. Derfor kun et ubetydeligt fremskridt.

Barfoeds femogtyvende udvidelse giver en klagevejledningspligt i forhold til kommunale og regionale afgørelser af aktindsigt. Så godt som ligegyldigt, fordi en sådan vejledningspligt allerede er indeholdt i regler for god forvaltningsskik.

Endelig er Barfoeds seksogtyvende udvidelse en ret til særskilt at påklage sagsbehandlingstiden. Ligegyldig, fordi det kan en borger også gøre i dag.