Medier

(…)

Peter kunne høre sin tidligere vens begejstring komme brusende som en uimodståelig bølge. Måske havde han været lige så sikker, da han begik sit livs fejl og pulveriserede sin egen karriere.

“Hør her. Jeg behøver virkelig en succes … en helt igennem sand og afslørende historie. Min dødssyge avis behøver det, og derfor lader den mig køre videre, så længe det hele lugter af sammensværgelse – tilsat en knivspids klassekamp.” Den skandaliserede journalist hostede. “De vil meget nødig gå glip af den skandale, det ville være, hvis et skællet uhyre fra fortiden pludselig fældede stribevis af agtværdige borgere for at have gjort fattige piger gravide – og derefter tvangsbortadopteret deres afkom – mod skjulte pengegaver og beskyttelse af nationens mest berømte hjem for udsatte børn. Hold da kæft. Med det store sociale, solidariske parti som overskurk.”

(…)

Knud Tåsing rejste sig brat fra sin stol. “Der er ikke noget at sige til, at det her blad er på vej i sænk. Måske synes de høje herrer deroppe …” – han kastede et blik opad mod det panoptiske bestyrelsesværelse, hvor gamle ungdomsoprørere og fagforeningsformænd i fællesskab forsøgte at styre deres sidste talerør fri af undergangen – “… slet ikke, at det er nogen god idé at genere deres gamle venner i Partiet og regeringen. Og at vi stadig skal være en halv regeringsavis, der for alt i verden bevarer de gode gamle bånd.”

Redaktionschefen rejste sig så hurtigt, at stolen væltede. “Vi redigerer efter væsentlighedskriteriet, det ved du godt …!”

(…)

“Det er en fantastisk historie,” lød redaktionschefens råbende velkomst til de hjemvendte, da de langt om længe trådte ind i redaktionssekretariatet. “Fantastisk … Den danske regering tvinger 11-årig dreng i døden – på trods af alle advarsler og kritisk journalistik, ikke mindst på denne avis!” Han råbte stadig.

Den ene af de hjemvendte så mærkværdigvis ud, som om han var ved at græde – og det var en uventet reaktion på så uforbeholden og højlydt ros. Der gik øjeblikkeligt en gysen gennem hele redaktionssekretariatet, hvor næsten halvtreds medarbejdere inklusive Knud Tåsing og Nils Jensen havde taget opstilling. Alle mærkede det første smertensjag mellem rygmusklerne – den første fornemmelse af en enorm og uundgåelig katastrofe forude.

Den anden praktikant kom tappert sin makker til hjælp. Han tog ordet med så fast en stemme, han magtede: “Det var nu ikke lige … sådan, det gik for sig.”

“Var det ikke sådan, det gik for sig? Hvad mener du …? Er han ikke død …?” Redaktionschefen forsøgte at afværge det forfærdelige, som alle fornemmede.

“Jo. Men …” Praktikanten gik uhjælpeligt i stå. Selv ikke omtalen af pludselig død kunne få hans mund på gled, og det frygtelige men stod derfor alene og dirrede i den efterfølgende stilhed.

(…)

I disen fra Fjorden kunne man hver morgen se de ansatte som små sorte prikker bevæge sig fra parkeringspladsen, over græsplænen og ind i bygningen, hvor de havde deres daglige dont, og set ovenfra lignede processionen en lang armé af myrer, der forcerede en bakke karse og trak et lyst smalt spor efter sig; ingen så sig tilbage, ingen tvivlede på dagens udbytte, altid punktlige mødte de på klokkeslæt, chefer, journalister, sekretærer, teknikere, bude og kantinedamer, taknemmelige for deres placering i tv-verdenens centrum. Selv på afstand fornemmede nyheds- og underholdningskoordinator Peter Trøst – fra sit kontor på sjette etage – den levendegjorte tjenesteiver i kropsbugtningerne op ad bakken.

(…)

Kongslund-affæren stred direkte imod Professorens og de unge konceptløvers planer for nye strålende seertal, der kunne holde de konkurrerende tv-stationer på afstand. Man kunne godt angribe problemer, men skurkene skulle i så fald være veldefinerede enkeltindivider: rockere, terrorister, muslimer – ikke ansigtsløse myndigheder og slet ikke velfærdsstaten.  

(…)

Professoren var sprunget op fra sin plads ved bordenden og råbte: “Som unge gjorde 68’erne oprør mod alt og alle – ja, selv deres egne forældre – men nu finder de den allerstørste tilfredsstillelse ved at turde sige ting, som de aldrig har gjort før: Bomb afghanerne, send flygtningene hjem, spær forbryderne inde, drop ulandshjælpen, invadér Iran …! Det er en kolossal tilfredsstillelse, som giver dem en fantastisk gave i tilgift …” Han holdt et øjeblik inde – og hele teamet af strakte halse syntes at råbe på svaret i kor – og Professoren skuffede dem ikke: “De føler sig unge på ny!!”

(…)

Stress-symptomerne var kommet som en pest, der sneg sig op gennem etageadskillelserne og efterlod stadigt nye afsnit som forseglede karantæneområder. Flere medarbejdere var blevet sygemeldt, mens andre var kommet op at slås efter arbejdstid på værtshuse i Roskilde og Tølløse – én var endda stået af toget og havde lagt sig tværs over sporet på Lejre Station, mens en anden havde forsøgt at hænge sig fra en krog på et krotoilet i en by med det mærkelige navn Gøderup. Endnu var ingen medarbejdere sprunget ud fra Paradisets Have på toppen af tv-bygningen, men det var alligevel et scenarium, hvis symbolik Professoren frygtede mere end noget andet. Det ville være en kærkommen sensation, hvis det slap ud til konkurrenterne: Medarbejderne på Danmarks største tv-station springer i døden.

(…)

“Trøst, for satan!”

Professorens stemme efterlod ingen tvivl om hans ærinde. Enhver tale om en opfølgning på Kongslund-affæren skulle standses, og enhver redaktør med fornuften i behold ville parere ordre, for det var nemmere at dukke sig end at tage det slagsmål, der uvægerligt ville udløse et ry som provokatør med en fordækt politisk agenda. Ingen risikerede længere en sådan etikette.

(...)