Politiken, 7. februar 2002:

Kronik: Medier mod fremmede

Dem og os. For og imod. Den danske fremmedskepsis er verdensberømt, men har den rod i virkeligheden? Kronikøren, der selv er journalist, kigger tilbage på et tiår med udlændingedebat. Og en mediebåret udvikling.

Den danske udenrigsminister var lodret rystet, da han en januar-torsdag havde været inde og vende udlændingespørgsmålet et kvarters tid med BBC's HARDtalk-studievært Tim Sebastian. Hårdt var det med spørgsmål, der sikkert ville have udløst en klageregn til journalistens chefer - om seancen nu var foregået i Danmark.

Jeg tror egentlig ikke, at ret mange danske journalister fandt spørgsmålene irrelevante (selv om B.T. mente, at udenrigsministeren var gået »i en fælde«) - de gik blot ned til det helt basale, som vi her i landet næsten havde glemt.

Politiker efter politiker slipper gennem de danske tv-nyheder med påstande om en gigantisk fremmedskepsis - der omsat til klartekst måtte indebære, at hele nationen var racister. Især nyhedsstationerne har i årevis opereret på en myte om, at de repræsenterer et frådende befolkningsflertal, som ikke gider høre mere vrøvl. Myten trives i mange mediers tilskoddede chefkontorer, og den er åbenlyst forkert:

Efter et tiår med en stadig mere hårdtpumpet og enøjet mediebeskydning kan landets samlende centrum bag en totaludsmidning af 'de fremmede' kun mønstre en meget lille del af danskerne. Det store flertal er altså stadig modtagelig for nuancer - og det er i realiteten både forbløffende og opmuntrende i betragtning af det massive antal negative historier, der er sendt ud i stuerne - og som kulminerede umiddelbart før folketingsvalget.

I starten af halvfemsere skærpedes den såkaldte 'udlændingedebat' i Danmark med Ekstra Bladet i spidsen. Til forskel fra den tidligere debat valgte bladet en hård, aggressiv linje - én, der kunne give store overskrifter på forsiden (og senere også store overskrifter på busser og i tv-reklamer). Den første kampagne faldt sammen med en stigende oplagspanik i redaktionslokalerne på den ellers så succesfulde formiddagsavis.

Bladet havde simpelt hen fået ondt i salgskurverne, danskerne havde fået flere tv- og radiokanaler, og avissalget faldt. Den voldsomme medieoffensiv ramte med stor præcision det allermest ømfindtlige område - asylområdet - hvor bladet kunne udpege en horde af 'fremmede' som ophavsmænd til lyssky aktiviteter.

En diskussion med dette udgangspunkt måtte næsten altid ende i tusmørke. Sådanne sager om forfølgelse af politiske eller religiøse grunde i folks hjemlande kan kun belyses med meget stor viden om hver enkelt skæbne - selv for Flygtningenævnet er det ofte uhyre kompliceret. Troede avisens læsere på 'svindeltypen' generelt - var det selvfølgelig et opgør med bedragere: dem eller os! Havde man mødt den anden type - asylsøgere med behov for hjælp - ja, så ville avisens voldsomt negative generalisering i overskrifter og annoncer på stedet knuse enhver tiltro til den samme redaktions ønske om debat.

Som akkompagnement til så vanskelig og sensitiv en diskussion valgte bladet en høj, hidsig og alarmerende toneart med kæmpe 'klodser' på forsiderne. Der fandtes i denne første debat ikke noget højere facit, som nogen diskussion kunne have frembragt - men der fandtes noget andet: en uendelig kilde til nye forsidehistorier, ny forargelse.

Og således blev både 'frelste' og 'u-frelste' fanget i en mediefælde, der stort set har bestået siden. Efterhånden kom flere medier med. Opskriften var ganske enkel: for eller imod de fremmede (mest imod). Dem eller os. Sort-hvidt.

Den helt afgørende konstatering er, at denne udvikling startede i en tidsalder, hvor 'de fremmede' ikke generelt blev betragtet som et problem af den brede befolkning. Hele vejen op igennem halvfemserne lå 'udlændingeproblemet' langt, langt nede på den folkelige dagsorden - allermest ude i landområderne og de små og mellemstore provinsbyer, som dog udgør store dele af nationen.

Det sås både ved folketings- og kommunalvalg, hvor medier og analyseinstitutter gang på gang ledte efter 'det store folkelige problem' - som især Ekstra Bladet og TV 2 havde slået så voldsomt på tromme for - men uden at finde det.

De vigtigste problemer på landsplan var: sundhed, skatter, arbejdsløshed - og når danskerne skulle stemme på kommunalpolitikere, var deres holdning til omlægning af busruter og bygning af havnemoler langt vigtigere spørgsmål end deres synspunkter om udlændingene. Det gentog sig gang på gang op gennem halvfemserne, og det kunne man have taget som et udtryk for, at problemet slet ikke var så stort, som f.eks. Dansk Folkeparti ville gøre det til.

Men i stedet blev den manglende effekt ignoreret - og stort set ikke omtalt i de samme medier, der fortsatte med at offentliggøre sensationelle historier om de fremmede, der både var kriminelle, dyre i drift og fulde af løgn. Senere blev dette tiår, hvor danskerne rent faktisk havde et relativt udramatisk forhold til udlændinge, gjort til selve beviset på, at folket havde været 'undertrykt' af eliten - som angiveligt omfattede universitetslektorer, samfundsdebattører og ansatte i det, medierne kaldte for 'godhedsindustrien'.

Set fra de udlændingekritiske kredse var det disse 'godhedsapostle', der altid kom til orde i medierne. Alt i alt er myten om den undertrykte diskussion en ejendommelig, selvmodsigende argumentation for os, der har fulgt hele udviklingen op gennem halvfemserne - fordi de største medier i samme periode - altså ti år! - skød løs på alle de mest spektakulære, dramatiske og negative dele af udlændingeområdet. Dag ud og dag ind.

Statistisk, køligt betragtet har intet samfundsområde eller nogen befolkningsgruppe været udsat for et tilsvarende vedholdende tæppebombardement af halve og hele beskyldninger for alt mellem himmel og jord. Ingen gruppe har set så få personers gerninger blæst op i så stort og generaliseret format. Intet område har måttet forsvare sig imod så mange fordomme, fejl og misforståelser. Selv de danske Tvindskoler er i sammenligning blevet puslet og klappet med fløjlshandsker.

Sidst i halvfemserne gearede især TV 2 op med knivskarpe vinkler, og den redaktionelle offensiv fortsatte og kulminerede under valgkampen i november. Den linje behøver ikke være resultat af en egentlig plan eller mediestrategi. Nogle redaktioner vil i højere grad end andre være præget af journalister eller chefer, der mener at vide, hvad danskerne føler. De vil lægge en linje, som reporterne vil følge; vi løser en demokratisk, folkelig opgave ved at bringe det frem i lyset - gerne med en lidt provokerende indgang - det kan godt forsvares.

Stationen i Odense er tydeligvis ét af de medier, hvor holdningerne har været stærke - og følelsen af rollen som folkelige fortolkere meget intens - og det kom så vidt, at den tidligere top- chef, Jørgen Flindt Pedersen, måtte advare imod udviklingen. Så faldt intensiteten en smule, men gik til vejrs på ny, da Flindt Pedersen var gået af. Nu med stribevis af volds- og Vollsmose-historier. Stationen har sjovt nok hovedkvarter tæt ved netop denne lokalitet, og det er et stort spørgsmål, om ildhuen havde været lige så udtalt, hvis man havde boet i Nr. Nissum eller Brovst, hvor alle nationaliteter lever fredeligt sammen, langt fra de tv-egnede stenørkener.

Alle de negative vinkler findes - men ikke som en genfejl hos en særlig race. Derfor er det ofte mediernes enorme generaliseringskraft, der er problemet. Som oftest er det selve placeringen, opsætningen og de dramatiske fanfarer, der gør udslaget. Som chokerer folk og forskrækker danskerne.

Studieværten toner frem med alvorsfuldt ansigt og dramatisk messende stemme: »Danske piger frygter hævn fra muslimske drenge!« (TV2 Nyhederne) - eller i avisen: »Indvandring truer velfærden« (B.T.) og »Indvandring: Åbent hus« (Morgenavisen Jyllands-Posten). I private omgivelser vil nyhedsformidlingens ankermænd- og kvinder forklare, at det jo er alt nyhedsstofs natur - at det får en lidt alarmagtig tone.

Om udvælgelsen vil de sige, at man jo ikke kan ignorere en klar nyhed, når den er der - heller ikke selv om den omhandler en bestemt befolkningsgruppe eller nationalitet. Og bringer andre medier mange negative historier på et bestemt område - ja, så vil denne effekt brede sig. Så vil de negative historier også være interessante for konkurrenterne. Det er det, pressefolk har kaldt 'lemminge-effekten'.

Om prioriteringen og opsætningen (nyhedens nummer i rækken af historier - og antallet af minutter eller linjer, man bruger på den) vil nyhedscheferne sige, at 'udlændingepolitikken' jo er et emne, danskerne diskuterer - og som også har førsterang på Christiansborg. Det sagde journalisterne på den anden side også dengang, det notorisk ikke passede - og danskerne i virkeligheden hellere ville høre om andre ting.

Man kan samtidig indvende, at der er masser af emner, danskerne diskuterer eller interesserer sig for - men som medierne blæser på - ofte fordi der ikke er noget dramatisk 'trompetskrald' i selve nyhedsvinklen. Eller fordi det er for dyrt og for besværligt at afdække. At de negative nyheder om 'de fremmede' er billige i drift betyder en del.

Men allerdybest i journalistpsykologien ligger nok det fænomen, at ingen rigtig har ansvar for den store, samlede udvikling. Hver enkelt journalist eller medie udøver jo blot sine egne skøn i forhold til den daglige læser- eller seerskare. Hver lille nyhed er jo blot en lillebitte brøkdel af den samlede, daglige nyhedsstrøm og hele det enorme mediebillede. Ens egen lille historie betyder næsten ingenting, vil man nemt kunne sige som journalist - hvis nogen kommer med kritik: I morgen skriver jeg måske en positiv historie, vil nyhedsjournalisten tilføje.

Og betragter man hver enkelt historie, kan den jo også være gyldig på sin egen præmis isoleretset: Jamen, der var jo en dansk pige, der blev voldtaget, og nogle indvandrerdrenge, der nu står anklaget. Og der er jo nogle beboere, der er opskræmte, og nogle politikere, der kræver handling. Der er jo en psykolog i Vollsmose, der advarer, og en pige, der er flygtet helt til Island fra en muslimsk mand. Er det ikke sandheden? Jo, isoleret set.

På den måde kan den enkelte journalist befri sig selv for ansvar - næsten i det uendelige. Og det er det, vi gør.

Og efter ti års bombardement begyndte danskerne at røre på sig. For første gang viste meningsmålingerne, at et voksende antal danskere pegede på udlændingeområdet som det store 'problem', selv om det altså stadig er et fåtal, der tager det fulde skridt ved et folketingsvalg. Jeg er ikke et øjeblik i tvivl om, at det er en mediebåret udvikling.

Langt fra de tre store metropoler, Odense, Århus og København - der tilsammen leverer næsten alle de billedmættede dramahistorier til de store nyhedsmedier - har nysgerrighed været langt den største, lurmærkede danske egenskab, når der kom 'fremmede' til egnen. Starter man kontakten på det rigtige ben, vil de tilflyttende blive mødt med gryende nysgerrighed og afventende tolerance - denne særlige danske art, der i begyndelsen er lidt vagtsom, men efterhånden tør op - og så går tiden, og man tænker slet ikke over alle de problemer, som medierne ellers beskriver: At de nok udgør en trussel - at de sikkert koster os en bondegård - og at de tager vore job og vore kvinder (mænd).

For vi kan jo selv se, at det går trods alt: Vi har jo plads, og vi har jo råd. Og naboen, der er chauffør, har stadig råd til to biler, og genboen, der er tømrer, har både hus og sommerhus. Og det viser sig i tusindvis af danske virkeligheder - som medierne aldrig beskriver. De er ikke interessante.

Pressen kommer kun i vore stuer via tv-skærmene - og fjernsynet er et magtfuldt, kraftfuldt medie, som næsten altid fokuserer på de utilpassede hjørner af virkeligheden - det er moderne nyhedsmediers natur. Og langsomt, langsomt siver den negative stemning igennem. Langsomt er de mange projektiler gået i huden på de danskere, der ikke selv omgås folk fra andre lande - eller har hørt om nogen fra deres venner eller familie: Jamen, måske er der noget om det, måske bliver vores nation rendt over ende, måske har vi ikke råd - måske er alle udlændinge halv- eller helgale. Det er mekanismen. Langsomt kan man mærke denne tvivl pible op i sofahjørnet, resultatet af den skepsis, som den vedholdende strøm af historier har sået i vore stuer gennem så mange år.

Udviklingen er løbet i det mest uheldige tidsrum - på nøjagtigt samme tid, som mediekonkurrencen eksploderede med snesevis af nye nyhedskilder i benhård indbyrdes konkurrence. Og tvivlen er kommet midt i en terrortid, hvor salgssloganet 'dem eller os' har fået et globalt militært perspektiv. Midt i en tid, hvor der vitterligt er grupper af frustrerede opvoksende indvandrere, der slår sig løs i gaderne (og det er for sent at diskutere, om mediernes mangeårige foragt måske er en del af forklaringen på aggressionerne).

Her kobler politikerne sig på medierne: Man vil næsten gøre alt for at erobre og fastholde magten. Næsten alt er blevet til et spørgsmål om vælgertække og strategi, om valgkampmetoder og taktik: Hvad giver flest stemmer? Hvilken holdning slår bedst igennem? Med hvor få ord kan et budskab udtrykkes?

Og når udspillene kommer, vil medierne falde ind i koret af veldesignede, folkelige kampråb, viderebringe rub og stub som højere visdom, meget af det ubeset og uimodsagt, det er moderne mediers natur: Vi skal ikke have en mening, vi skal blot referere. Det er ikke vores ansvar at berolige, vi kan blot videreformidle (og utryghed sælger i øvrigt bedre).

Måske vil der ved tilfældighedernes spil sidde en redaktionschef et sted, som holder lidt igen. Måske en redaktør, hvis søster er gift med en udlænding, eller hvis nabo er fra et fjernt land - og det vil måske mildne amokløbet en smule på netop dette medie. Så tilfældigt vil det også være.

Som almindelig borger kan man dagligt forbløffes over danske politikeres skråsikre bedømmelse af mennesker og befolkningsgrupper, de ikke kender det fjerneste til. På baggrund af nogle få bataljer i ret koncentrerede byområder udfører de i dag det arbejde, som Ekstra Bladet startede - skærer alle over én kam og lægger op til generalisering af enkelte eksempler og hele nationaliteter. Altimens de samtidig vasker hænder og siger: Det er ikke alle fremmede, vi er ude efter - kun dem, der ikke ønsker at indordne sig, og som vil misbruge vores gæstfrihed.

Problemet er, at det generaliserede billede fortæller os præcis dét: De vil alle misbruge os. Og det er jo ingens skyld. Hver enkelt journalist eller politiker har kun ansvar for sin egen lille del af fortællingen. Hvad befolkningen konkluderer, er dens egen sag.

Lader man blot, som om man ikke forstår denne mekanisme, går man fri - moralsk og etisk - i sine kollegers øjne, i sin nabos øjne - i sin kones og sine børns øjne - i sin egen selvforståelse - måske endda i historiens fjerne lys. Den trøst er så dansk, som den kan blive. De mest magtfulde vil sige: Jamen, vi har jo advaret mod Pia-nisterne og ekstremisterne. Vi har jo kaldt dem for »ikke stuerene«. Vi har jo understreget, at der er plads til alle religioner og hudfarver - hvis bare de vil gøre en indsats.

Men på en sær måde har de gjort det med halv kraft: ikke alt for markeret og demonstrativt.

Alvorsfuldt - men på samme tid forholdsvis lavmælt, høfligt og diskret formuleret - ikke med larmende eftertryk og ikke gentaget alt for tit. For guds skyld ingen hardtalk . Og det er måske den alvorligste pointe ved hele processen.