Berlingske Tidende, 11. marts 1998:

Medie-blitzkrigen mod de fremmede

Det er med meget stor frygt, man for første gang i vores historie følger en mediebåren debat om et så ømfindtligt emne som flygtningene frem mod et folketingsvalg. Det er næsten som at bede kæmpen Lennie fra John Steinbecks roman »Mus og Mænd« bære en fugleunge uskadt gennem byen - eller håbe på, at et krydsermissil gennem en porcelænsbutik kun vil få varerne til at klirre diskret på hylderne, før de atter falder til ro. Det kan næppe lade sig gøre.

Når bare et eller to medier gør arbejdet skidt, ruller lavinen, fordi alle danske medier kopierer og refererer hinanden i et stadig højere tempo - og i voldsomt dramatisk form.

Det gælder for konkurrerende medier om at komme først og få størst opmærksomhed med brug af færrest mulige ressourcer. Denne enkle formels enkle fundament er forenkling. Men netop flygtningestoffet er med sit indhold af komplicerede sammenhænge og dybe menneskelige nuancer allerdårligst egnet til den (især) elektroniske nyhedsforenkling.

Konstant mangler de korrekte tal, de nødvendige uddybninger, de dybere sammenhænge og den menneskelige faktor.

Man kalder i dag over én kam nødstedte asylsøgere for »illegale grænseoverløbere« (TV 2 m.fl.), man kalder fuldt berettigede de facto-flygtninge for krigs- eller fattigdomsflygtninge (TV-A m.fl.), man opgraderer enkelte humbug-historier, så de får lov at fylde hele danskernes billede af flygtningesituationen (Ekstra Bladet m.fl.).

Der er på samme tid tale om en forbløffende mangel på redaktionelle ambitioner om nuancer - på netop dette ene felt - og en næsten fraværende vilje til almindelig menneskelig indlevelse, som netop denne dækning er så afhængig af. Hvordan skulle man have beskrevet jødeforfølgelserne for seks årtier siden, hvis disse menneskemasser blot blev gengivet som tal og statistikker, tilfældigt flygtende, illegale indtrængende, uden motiver, uden grund - uden at blive beskrevet og uden nogensinde at blive spurgt?

De hurtige, dramatiske redaktioner har en række grundlæggende problemer, hvoraf det første hænger sammen med målområdets karakter: Asylsøgerne er en svag gruppe. Fejl betyder ingenting, fordi modspillet er definitivt fraværende - de kan jo ikke engang dansk. Det er jo ikke en stor dansk skibsrederkoncern eller en trænet organisation med mulighed for at slå tilbage, og derfor har man heller ingen fagmedarbejdere, men lader i snesevis af spontanmedarbejdere falde over stoffet, som de bedst kan.

Det er den magtbestemte ugidelighed.

Dens nært beslægtede fætter er den ressourcebestemte ugidelighed: her har vi et antal redaktører og redaktionschefer, der godt vil opkaste et fantastisk følsomt emne med endog meget stor betydning for, hvordan vi danskere - som lever i dette årti - engang vil blive bedømt af vore efterkommere. Men som ikke selv betragter det som andet end gode, effektfulde historier »i døgnets rejsestald« - og derfor helst lader dem fabrikere fra skrivebordsstolene, over telefonen.

Det tredje indbyggede problem er redaktionernes angst for at komme sidst med en dramatisk vinkel - eller at stå alene tilbage, når alle de andre er redet ud over jagtmarkerne. I en lynkrig, som den vi er midt i, vil det føles både uprofessionelt og ukampklart, ja, nærmest udansk at reagere for sent. Man vil af den ny-korrekte medieoverklasse øjeblikkeligt bli ve beskyldt for gammeldags »politisk korrekthed«.

Da TV 2-direktør Jørgen Flindt Pedersen på et tidspunkt manede en anelse til besindelse, blev det af medarbejderne nærmest betragtet som omvendt mytteri, faneflugt og ærekrænkelse.

Det fjerde problem er med andre ord det, amerikanerne kalder lust-for-blood. Mediets egen akkumulerende aggression. Garvede elektroniske nyhedschefer lærer at koble hjernen fra: det føles journalistisk godt at vedtage, at der er en fjende, en retfærdig kurs, det er så sjældent i den konkurrence-styrede journalistik.

Og endelig synes de elektroniske medier ikke at fungere - slet ikke i en valgkamp - uden at verden koges ned til to meninger, konfronteret i én dimension, skærmens: Uffe mod Nyrup. Pia mod Mimi. Danskerne mod de fremmede. De får lov at diskutere uden grundlag, for mediet har ikke en eneste reporter, der rent faktisk har besøgt et asylcenter, talt med en flygtningefamilie, hørt på Røde Kors-folkene og de frivillige, læst sig gennem bunkerne med afslag og forstået statistikkerne. Den ressource har man ladet ligge brak.

Tilbage står den usynliggjorte virkelighed: Danmark er et land, der hastigt lukker sig mod omverdenen: vi modtog sidste år 20 procent færre flygtninge,

Flygtningenævnet gav omkring 500 asyl, men afviste over 1.700, antallet af såkaldt humanitære opholdstilladelser faldt fra knap 300 til 85, flertallet af klodens befolkninger skal have visum for overhovedet at besøge os.

Det gør vores land og befolkning til en i særklasse selvtilstrækkelig organisme, ikke mindst sammenlignet med f.eks. svenskerne, tyskerne og hollænderne.

Spørgsmålet er, om medierne og politikerne i deres hektiske jagt på kunder i butikken skal ende med hos de kommende generationer at skaffe os alle et eftermæle, som vi ikke i dag - under det vedvarende bombardement - har mulighed for at forestille os.