Magtspil og politik

(…)

Ministeren stirrede længe på sin protegé. Så sagde han: “Der er én ting, du må gøre dig klart – uanset hvad du mener. Chefen kan når som helst blive virkelig syg. Så syg, at vi … at jeg bliver nødt til at overtage styringen af landet, med alle de komplikationer det indebærer …” Det var det udtryk, Almind-Enevold brugte om statsministeren i lukkede forsamlinger: Chefen. “Vi kan ikke have sådan en sag hængende. Det antydes jo nærmest, at folk i Partiet skulle have levet et dobbeltliv, og desuden holder Kongslund et meget vigtigt jubilæum om få dage, og jeg vil under ingen omstændigheder have den fest tilsmudset af en … forrykt galning.”

(…)

“Er det derfor, du har bedt mig om at komme helt herned med så få timers varsel?” Ministeren havde tilsyneladende glemt, at det var hans eget forslag. “For at lave en eventyrlig historie som denne? Det synes jeg ikke er værdigt.”

“Men det er jo sådan set din avis … regeringens avis. Fri Weekend modtager stadig millioner i støtte fra Partiet – fra gammel tid.” Peters trang til at udfordre manden var stadig lidt bizar.

“Det var min avis,” sagde ministeren. “Før denne journalist …” – han prikkede på artiklen med Knud Tåsings navn – “… bevidst forsøgte at skandalisere regeringen med den slags dynd.” Han udtalte det sidste ord, som om det var en ørentvist, der havde bidt sig fast i hans tunge – og gik i stå. Den blege hud var blevet en anelse rosa, næsten som himlen over Kirke Såby og Tølløse, lige før solen gik ned.

Dynd?” Peter Trøst var oprigtigt overrasket over udtrykket.

(…)

“Du tilhører en regering, der i alle sammenhænge taler om menneskelige værdier og om ærlighed og om at give alle landets børn en god opvækst og et godt liv i en tryg dansk familie.” Peter Trøst mærkede igen en uforklarlig vrede, der ikke føltes ret professionel, men som han ikke kunne styre. “Det ville selvfølgelig være interessant, hvis nogen i dit parti havde levet efter helt andre principper og bøjet alle regler. Gemt deres sidespring af vejen af hensyn til skrøbelige karrierer … Hvor meget mere ville der være at finde under et sådant gulvtæppe …?”

Nationalministeren rejste sig. “Denne snak tangerer …” – han stod med hovedet let på skrå – “… det ubehøvlede. Der er intet om noget af det, du har antydet, og jeg har krav på en vis respekt, også fra pressen.”

(…)

Satans osse.

Han lukkede øjnene og sank ned i den sennepsgule stabschefssofa, hvor han af og til tog sig en blund. Aldrig mere end fem-seks minutter og altid med benene halvt ude på gulvet.

Her havde han i halvdrømme lokaliseret konturerne af de største problemer i sin karriere, udstukket nye kurser, fundet udveje og erhvervet sig det ry som problemknuser, der havde gjort ham til en eftertragtet rådgiver i regeringens krisesituationer. Han havde altid en redningsplan parat, som fungerede, for han var til syvende og sidst en brutal strateg. Når han lindede lidt på sin mentale brynje, fandt han ikke noget blødere lag med en mere porøs struktur, sådan som de fleste andre mennesker gjorde, tværtimod.

(…)

På den ene eller den anden måde ville planen sikre Ole Almind-Enevolds adgang til den post, han havde drømt om i alle årene som nummer to. Gjorde statsministeren i sidste øjeblik mine til at forbigå ham – syge mennesker kunne blive forrykte, og Kongslund-affæren bekymrede ham åbenlyst – kunne Enevoldskongen bruge den tophemmelige singaleserplan som en direkte rambuk ved at true med en ødelæggende afsløring: selveste statsministeren havde udtænkt et spin, der skulle føre offentligheden bag lyset og hænge uskyldige tamiler ud. Det ville skandalisere hans eftermæle.

Orla kunne ud ad øjenkrogen se, hvordan hans chef vedtog planen med sig selv. Det tog kun et sekund.

(…)

Ole Almind-Enevold havde betragtet omdannelsen af statens centrum til et sygeværelse, med alt hvad der hørte til af stativer, slanger, kolber og scannere, med et fysisk ubehag, der grænsede til had. Det var hans embede, som kun få dage før magtskiftet blev trukket ned på et niveau, der ville rejse en skandalestorm i samtlige medier. Det var hans fremtid, der blev trukket gennem sølet.

(…)

På den måde var selve livet – hans egen slægts videreførelse – kommet i et rasende kapløb med døden – statsministerens, forstod sig. Det var helt afgørende, at manden i rigets mest magtfulde kontor døde, inden han kunne give den fatale ordre til at afskedige sin nationalminister i vanære på grund af den tåbelige affære med tamildrengen. Hvis ikke Skæbnen kunne hjælpe, når der virkelig var brug for en vågen og rettidig indsats, var det svært at forstå dens berettigelse i noget jordisk mønster.

(…)

“Jeg havde engang en kanariefugl,” sagde statsministeren fra den ophøjede position.

“En hvad …?” Ole Almind-Enevold havde tabt underkæben af forbløffelse.

“En kanariefugl … er du døv … som barn,” hviskede den døende. “Den døde netop sådan her … på et leje af strå … fuldstændig kraftesløs, stækket og ude af stand til at flyve. Men den kunne stadig synge. Og den sang for mig til dens allersidste sekund.”

Ole Almind-Enevold forstod sin foresattes pointe uden mindste problem. Statsministeren var muligvis død – i teknisk forstand – men selv hans svageste kald ville stadig blive hørt overalt – og adlydt.

(…)