Jyllands-Posten, 23. april 2002: 

Debatbog: Magtens Bibel

Boganm: Erik Valeur , Peter Johannes Schjødt, Ulrik Dahlin og Arne Gaardmand (red): Magtens bog

En analyse af samfundets skyggeside, hvor pæne mennesker excellerer i lurvede nedrigheder for at nå deres mål og for at jorde jævne mennesker, for hvem mødet med magten også er mødet med magtesløsheden.

Ethvert menneske har på et eller andet tidspunkt i sit liv mødt magten og dermed oplevet magtesløsheden. Et arrogant brev fra kommunen, en stupid sagsbehandler på kontoret, en hoven bankassistent, der betragter kunden gennem næseborene og gør ham klart, at han ikke er nogen sikker investering. Døre, der pludselig og uden forklaring bliver lukket. Osv.

For enkelte mennesker er det et livsvilkår at stå ansigt til ansigt med magten og magtesløsheden hver eneste dag. En del af magtens væsen er, at den i sin magtfuldkommenhed ikke udadtil gør noget større væsen af sig. Nedrighederne, de luskede metoder, bagtalelserne, dolkene i ryggen på en modstander. De er der bare.

Indledningen til denne fremragende bog om magtens væsen er en opregning af Magtens 10 skoler de 10 grundlæggende metoder til magtudfoldelse.

Der er netværksskolen til etablering af en nyttig personkreds, ekspertskolen til monopolisering af ekspertise og viden, sprogskolen til udformning af særlige dokumenter, beslutningsskolen til effektivisering af presserende beslutninger, illusionsskolen til skabelse af en usynlig dagsorden, ufejlbarlighedsskolen til afvisning af fejl og fadæser, forhalingsskolen til etablering af en uendelig dagsorden, afværgeskolen til afværgelse af truende kriser, abekastningsskolen til kolportering af det endelige ansvar og profitskolen til håndtering af profitable forretninger.

Hermed er vi allerede nået til side 263 af værkets 992 sider.

De næste 636 sider er reserveret en minutiøs og detaljeret gennemgang af 30 fortællinger om magtudøvelsens dunkle og usympatiske sider, som de er kommet til udtryk dels i medierne, dels bag magtens lukkede døre.

Skandalen i Randers
Af gode grunde har anmelderen ikke haft stunder til en nærlæsning af samtlige disse sager, og har derfor koncentreret sig om en enkelt, nemlig Skandalen i Randers, hvor en socialdemokratisk borgmester og en personalechef, som ikke kan beskrives med lovlige tillægsord, gennem mange år førte et rent terrorregime mod kommunens ansatte.

Anmelderens interesse fokuserede på denne sag, dels fordi den er afdækket af journalist Henrik Særmark-Thomsen, der fik sin uddannelse på Jyllands-Posten (en gammel journalist må vel have lov til at sole sig lidt i en af sine tidligere elevers succes?), dels fordi det var i Jyllands-Posten, den ihærdige og dygtige unge journalist fik afdækket denne sag. Journalisten beskriver, hvordan han trods arrogant magtfuldkommenhed hos magtens mænd i Randers Kommune alligevel lidt efter lidt fik den belastende sandhed frem. Denne sag er også et lærestykke i, hvordan et godt og tillidsfuldt samarbejde mellem journalisten og èn, der virker inde i systemet, i dette tilfælde byrådsmedlem og advokatfuldmægtig Bjarne Overmark, er den kombination, der kan bryde magtens arrogance. Som bekendt afregnede borgerne i Randers med bystyret ved kommunevalget i november i fjor.

Vampyrerne
Fælles for de 30 beskrevne sager er, at det er offenlighedens, pressens, interesse og oplysning, der møjsommeligt har trængt igennem magtens arrogance. Magtens arrogante bagmænd og de nedrigheder, de anvender for at forfølge deres mål, tåler typisk ikke dagslys. Sammenligningen med Bram Stokers vampyrer, der må ile tilbage til kisterne, inden Solens stråler når kirkens spir, er nærliggende. Magtens mænd vil formentlig afvise dette som rent vrøvl og bedyre, at der sandelig hersker en udpræget intern justits i de interne kredse, og at brådne kar umiddelbart bliver klinket, når de opdages (Ufejlbarlighedsskolen). Det kan vel hænde, men 34 års virke i det journalistiske fag har ikke overbevist nærværende anmelder om, at det er den fremherskende adfærd.

Til at græde over
I bogens sidste afsnit gennemgår Arne Gaardmand Magtens Galleri om Dansk Forvaltningskunst som havde fernisering på Galerie Asbæk i september 1998 og siden har været udstillet en række steder i Danmark. Det er en satirisk gennemgang af en række enkeltsager, hvor forvaltningen har kvajet sig og opført sig idiotisk. Det er til at grine over, når man koncentrerer sig om, at fjolser dummer sig, men til at græde over, når man betænker, at det går ud over jævne mennesker. Magtens Bog er et så fyldigt værk, at den ved et grundigt studium kan blive Magtens Bibel. Ikke som undervisningsbog for Magtens Mænd, for de er såmænd fuldbefarne i nedrighederne i forvejen. Men som et middel til magtens ofre, dem, der møder magten og magtesløsheden, til at gennemskue mekanismerne og om muligt slå igen med magtens egne midler.

Ekstra Bladet, 23. april 2002:

Bog: Håndbog for magtmennesker

Fire stjerner

'Magtens bog' er titlen på det mammutværk, som nu for alvor skal sparke gang i debatten om demokrati og magtudøvelse i dagens Danmark. Det er forlaget Aschehoug, som sammen med enkefru Plums Støttefond står bag det meget ambitiøse projekt til afdækning af magtens veje og vildveje.

En bog skrevet af journalister og dermed et godt supplement til den serie af mere akademiske rapporter, regeringens magtudredning forestår. I format og opsætning minder værket om Kraks Blå Bog eller Bibelen, og på de tusinde sider bliver vi taget med på en spændende og underholdende rundvisning i magtens lønkamre.

MAGTENS SKOLER
Bogen falder i tre hovedafsnit. En gennemgang af magtens skoler ved Peter Johannes Schjødt og Erik Valeur , som er bogens mest underholdende og kritisk satiriske bidrag. De to forfattere har analyseret magtens ti skoler på en måde, der både er meget morsom, velskrevet og fræk.

Magtens håndværk, alle trickene og redskaberne fra undvigemanøvrer over lukkede klubber til hyggelige frokoster er med. Det afsnit bærer bogen. 35 journalister gennemgår desuden de seneste 20 års mest omtalte skandalesager. Og et sidste afsnit rummer de vaskeægte dokumenter fra udstillingen 'Magtens Galleri'. Papirer, som et eller andet sted var med til at skabe danmarkshistorie.

FREMRAGENDE HÅNDBOG
'Magtens Bog' er noget af en præstation og som håndbog fremragende. Det er især sager inden for politik samt offentlig forvaltning, men i mindre grad erhvervslivet og fagbevægelsen, der må holde for. Historieskrivning uden større nyheder. Og det er synd. For det kunne have været interessant at bringe dem ind i det perspektiv, den tidsmæssige afstand muliggør.

Eksempelvis fylder tamil-sagen godt i landskabet - og ingen sag har vel trukket så lange spor både politisk og administrativt. Det havde f.eks. været spændende at sammenholde forløbet af rigsretssagen med de efterfølgende tjenestemandssager.

BIND TO EFTERLYSES
Men bogens afgørende svaghed er, at den ikke rigtig kommer ind i de lukkede rum, hvor magtspillet udfolder sig i dag. Mange vitale afgørelser træffes nu i EU-regi, men vi får ikke at vide, hvem der bestemmer, hvad der skal stå i de EU-direktiver, som Folketinget behandler som rene ekspeditionssager.

Lobbyismen i Danmark er gennem de sidste ti år blevet væsentlig mere professionel og målrettet. Hvem er det ude i mørket, der gerne vil påvirke både den politiske og mediernes dagsorden? Samspillet mellem politik, erhvervsliv og organisationer er heller ikke tilstrækkeligt belyst. Det samme gælder de nye ministres spindoktorer, deres magt og indflydelse på beslutningerne og profileringen af regeringen. På den måde bliver bogen mere tilbageskuende end aktuel og fremadrettet.

'Magtens Bog' handler mest om magten, som den blev forvaltet for 10-15 år siden og i mindre grad om magt-spillet, som det udfolder sig i dag. Lad os få et bind 2, der følger op på den opgave.

Berlingske Tidende, 23. april 2002: |

Magtværk

DOKUMENTATION Den er stor, tung og sort. »Magtens bog« er et forsøg på at udrede magtspil i de besluttende dele af Danmark. En på alle måder stor mundfuld. Men at forrige årti ikke blev »anstændighedens« dokumenteres dog til fulde.

Der var ham Frederik, der bare gav den fra sig. Som om magten ikke var noget værd. Hvilket den måske heller ikke er, når man står der ene med sit vælde - omringet af truende mirakelmænd og intrigante kvinder. Magten er nemlig et mangehovedet dyr.

Og lige præcis det er der nu kommet en bog om. En bog, der har sat sig for at optegne de trin, der danses, når magten nu om dage byder samfundet op. Og omvendt. Udgangspunktet er journalistik.

Forfatterne kommer fra den såkaldt fjerde statsmagt. Den kontrollerende magt. Og her er det uomgængeligt journalister af den slags, der tror på konspirationen. Ikke den helt store tvangsindlæggelses-berettigede-de-kommer-og-tager-os af slagsen, naturligvis. Men de mindre »sammenrotninger«, hvor mørke mænd blander ondt blod for at forsegle pagter og planer, der går almenvældet imod. Disse udstilles så i bogen. Nærmest som klapperslangehoveder på en ørkenindhegning, der her er stillet op for at vogte den sidste rene oase af sand demokratiopfattelse, den, der er fri for magtens giftigheder.

En magtdemonstration
I første halvdel af bogen udlægges magtens mønstre mere eller mindre velbegrundet. Eksempelvis med hitlister over gode undskyldninger, når beslutningstagere beskyldes for fejl. Eller med pseudovidenskabelige ligninger som »ambitioner x socialiseringskraft = karrieremål (succes)«. I anden halvdel får man en lang række eksempler på magtbrynde i Danmark over det sidste par årtier.

Her er en lang række »sager« beskrevet af diverse undersøgende journalister. Og ikke mindst det sidste giver et billede af et Danmark i moralsk forfald. I »Magtens bog« finder man selvtilstrækkelige politikere, offentlige forvaltninger i skyggespil, selvgode fagforeningsbosser samt virksomhedsledere og advokater, der går det store fællesskab imod.

Vi taler Tamil-sagen, Bløder-sagen, Boneloc-sagen, Nørrebro-sagen, selskabtømmersagerne, LSD-sagen, skibsværfternes licitationsfup, demokrati- og lovsvigtet i Metro-sagen, AOF-sagen og så videre. De er her næsten alle sammen (Farum-sagen er desværre ikke nået med). De er udførligt beskrevet som journalistiske trofæer vundet i de små kampe mod magten. Men er også underforstået, at den helt store - Demokrati-sagen - er i fare for at gå tabt i krigen mod overmagten.

Den fysiske fremtoning af »Magtens bog« er faktisk en magtdemonstration i sig selv. En stor, tung, sort satan på næsten 1000 sider. Det siger sig selv, at personer, der skrives i denne sorte bog, nærmest er den moderne troldoms mørke fyrster.

Bogens berettigelse er dog først og fremmest dokumentation af, at det danske demokrati har fået en ubehagelig vane med at nedkomme med store ting i dølgsmål.

I en nation, hvor selv sløjfningen af nogle få hundrede meter jernbanespor ved Hobro bliver til »Lov om nedlæggelse af havnebanen mellem Hobro Station og Hobro Havn«, fødtes den foreløbig 11 milliarder kroner dyre københavnske Metro eksempelvis fuldstændig uden selvstændig lov. I Blødersagen, hvor myndighederne satte bløderes liv på spil ved at hindre dem adgang til HIV-sikret medicin, kæmpede selvsamme myndigheder i årevis for at skjule sin skyld.

Og netop det store »cover up« og afdækningen af det går igen i en række sager, der langt fra har været dansk demokratis »finest hours«. Herunder ikke mindst ansvaret for, at politiet begyndte at skyde direkte på borgerne efter unionsafstemningen den 18. maj 1993, overgrebet mod demokratiet og Thulebeboerne i forbindelse med hemmelig placering af atomvåben på Thulebasen samt Tamilsagen og en række andre sager. Alle med endog meget skæbnesvangre konsekvenser for helt konkrete ofre.

Alle de ovennævnte sager er imidlertid blevet afdækket. Med erstatninger og sågar minister- og regeringsfald til følge. Magten er altså temmelig ufuldkommen, kan man lykkeligvis slutte.

PET-sagen
»Magtens bog« har imidlertid som hele sit omdrejningspunkt, at der går en lige linje af øget forråelse af magtudøvelsen fra Frederik den 7.s magelige og udramatiske afleveringsforretning af riget frem til tamil-, bløder-, Nørrebro- og så mange andre sager:

»Hvor man umiddelbart ville forvente at finde en forædlet udgave af det spæde, usikre folkestyre...finder man i stedet det sidste par årtier et stigende antal dokumenterede unoder...Manipulation med beslutninger, omgåelse af demokratiske principper og forgrovelse af den demokratiske praksis. Enevælde. Nu klonet i tusind små enheder«.

Sandheden heri er egentlig veldokumenteret via enkeltsager i bogen. Men moderne, dansk journalistik er ofte også virkelighedsforvrængende. Som i eksempelvis PET-sagen. Politiets Efterretningstjeneste aflyttede og registrerede nogle borgere ved nogle ellers fuldt ud offentligt tilgængelige møder, i fald deltagerne skulle være ude på at undergrave det danske samfund. Det viste sig, at de blot havde det i munden. Ingen af dem led nogen skade. Ingen blev arresteret, fængslet, dømt, berufsverbotet eller fik deres ytringsfrihed beskåret. Alligevel blev PET-sagen på uforståelig vis en sag. Og den nævnes også i magtens bog som én af de store sager. Man påberåber sig endog helt utilstedeligt Stasi-arkiverne, der ellers virkelig krævede ofre, som en retfærdiggørelse.

Det samme med »Loge-grupperne i magtens netværk«. Her anføres det, at The Old boys Network de såkaldte VL-grupper - netværk for virksomhedsledere og højtstående embedsmænd - er som Stonehenge. »Mystisk, gådefuldt, tonstungt og uforanderligt«. Steder hvor dommere kan ryge cigaren med virksomhedsledere, hvis handlinger de siden skal dømme. Men ikke ét eneste konkret eksempel på magtmisbrug optræder. Det er kort sagt omgang med undersøgende journalistik, der matcher politikernes omgang med demokratiet i Ørestads-sagen og Metroen.

Tabte de pusten
Men under alle omstændigheder kender vi den. Ikke mindst den politiske og forvaltningsmæssige magtudøvelse, der hovedsageligt er udlagt i denne »Magtens bog«. Det er den, der ender med en undersøgelse. Sådan én, der en dag bæres frem i tykke bind af prustende folketingsbetjente og endevendes under stor, blitzende alvor og mediekværnende endeløshed. Som bogen angiver, blev der fra 1980 til 1996 nedsat fire undersøgelsesretter, fem dommerundersøgelser og 11 kommissionsdomstole.

Men »store skandalesager fører meget sjældent til placering af et ansvar for hele suppedasen - for slet ikke at tale om straf«. Med mindre man kan slippe afsted med lavere rangerende embedsfolk. Det er så det, der grundet sagernes komplekse natur, i årevis har fået hæftet refrænet »Det er samfundets skyld« på sig. For at folk havde en skyldig, der kunne tiltales og dømmes - om ikke andet så hen over hækken, i gågaden og ved frokostbordene. Og som senere har fået tilføjet varianten »Det er mediernes skyld«. Ikke mindst via en professionalisering og oprustning af magthavernes mere og mere kontrollerede omgang med journalister. Hvilket bogen desværre løber uden om - bortset fra et udmærket kapitel om alle undtagelserne fra borgeres og journalisters ret til aktindsigt.

Det næste overdrev i disse folkelige omkvæd anes faktisk i horisonten. Det vil formentlig lyde, at »Det er demokratiets skyld«. Det moderne samfunds udviklingshastighed er uforenelig med dets langmodige og bagstræberiske borgere, vil det blive hævdet. Det synes blot et spørgsmål om magtværkets evne til at formulere den troværdigt og udbrede den.

Legenden om borgerkongen Frederik, den sidste enevældige konge af Danmark, er, at han gav magten fra sig af magelighed. Sandheden er dog, at han gjorde det for at undgå, at den blev taget med vold og blod. Det kræver sin mand at udøve og beholde magten. Spørg bare Poul »der er ikke fejet noget ind under gulvtæppet« Schlüter. Eller Poul »dette bliver anstændighedens årti« Nyrup Rasmussen. Hvorfor gik de to døde i dansen om magten? Tabte de pusten eller tog demokratiet luften ud af dem? Det udredes ikke.

Politiken, 15. juni 2002:

Magtens moppedreng

Interview: Erik Valeur

Brug 'Magtens bog' til at gøre det lidt bedre næste gang, siger Erik Valeur til DJØF'erne og magthaverne. Valeur er en af hovedforfatterne til en ny - stor - kritisk bog om magtudøvelsen i Danmark.

Erik Valeur , Peter Johannes Schjødt, Ulrik Dahlin og Arne Gaardmand (red.): Magtens bog (Aschehoug, 992 sider, 499 kr.).

Året er 1999. Indenrigsminister Thorkild Simonsen bliver interviewet af en journalist om nogle ubehagelige flygtningesager. Med ved mødet er en embedsmand, som også har skrevet et talepapir til indenrigsministeren. Journalisten spørger, om han ikke må få talepapiret, da det hele »tilsyneladende står dér«. »Naturligvis«, svarer den venlige minister og giver ham papiret. Men glemmer, at det i papiret flere steder foreslås, at »ministeren ikke tager dette spørgsmål op af egen drift«. Embedsmanden bliver stadig mere bleg ... Pinligt? Kun fordi ministeren begår en fodfejl og dermed afslører systemets luskede magtudøvelse.

Og en sådan form for magtudøvelse finder sted overalt i magtens verden - fra ministerier over interesseorganisationer til fagbevægelsen og erhvervslivet. Ja, i virkeligheden er magtudøvelsen blevet forfinet i de seneste tyve år, hvor magthaverne har udviklet effektive instrumenter til at skjule oplysninger, manipulere med fakta, flytte ansvaret over på andre, speede sagsforløb op osv.

Heldigvis lykkes det ofte demokratiets glammende vagthund - journaliststanden - at afsløre magthaverne med hånden nede i magtens værktøjskasse. Med det resultat at antallet af skandalesager er vokset markant i 1980'erne og 1990'erne.

FOR MANGE BETÆNDTE SAGER
Sådan er hovedtesen i 'Magtens bog', som med et glimt i øjet systematiserer og gennemgår magtudøvelsens udtryksformer. 10 forskellige magtskoler, 45 linjer og 30 konkrete skandalesager. Noget af en præstation. Men så sandelig også noget af en moppedreng. Flere kilo vejer 'Magtens bog'. Og er på 1.000 sider! Hvem er en så stor bog egentlig skrevet for? Vel næppe den almindelige dansker.

En af hovedforfatterne, journalisten Erik Valeur svarer: »Jeg så gerne, at så mange som muligt af DJØF'erne og beslutningstagerne kiggede i den. Og bestræbte sig på at gøre det lidt bedre. Måske tøver hånden den dag, de kommer til et felt, som er beskrevet i bogen. Det kunne man jo i sin idealistiske naivitet håbe på«.

Bogen fokuserer på de gange, magten misbruges. Men udsiger den noget generelt om demokratiets tilstand i Danmark?

»Som vi skriver i indledningen forekommer der et tocifret antal forvaltningsbeslutninger om året. Og her er der måske 500 beslutninger, der opdages som kritisable. Selvfølgelig er der tale om undtagelser fra reglen - men jeg vil forbeholde mig retten til at være forarget over de sager, der er. Det er forbløffende, at man i et forædlet folkestyre på 150 år stadig ser så ekstreme eksempler på magtudøvelse, at man tænker: Det var satans!«.

Men et egentligt mønster er der ikke tale om?

»Jo, når der pludselig dukker så mange betændte sager op, så er der tale om et mønster. 1980'erne og 1990'erne var jo skandalernes årtier. Og hvorfor? Min personlige tese er denne: På grund af den omsiggribende demokratisering af det danske samfund stiller borgere, presse m.fl. stadig flere krav til beslutningstagerne. Vi vil have aktindsigt. Vi vil se dem i kortene. Vide, hvad de render og laver. Magthavernes modreaktion er så at forædle deres metoder, nogle gange helt ud i det galgenhumoristiske«.

JOURNALISTERNES UREDELIGHED
Kan du give eksempler?

»Nørrebrosagen er jo grinagtig. Tænk, at man sidder i et lukket kontor og beslutter sig for at sætte den mand, som nødigst vil have tingene belyst, til at undersøge det hele. Selveste politidirektøren. Det er jo lige til en soap«.

Men tegner bogen ikke et karikeret billede af magthaverne som skurke og journalisterne som Guds engle?

»Vi har ikke ønsket at præsentere magthaverne som skurke og journalisterne som helte. Men det er klart, at når man skriver en bog, der afslører magtmisbruget, og når store dele af bogen er skrevet af de journalister, der har været med til afsløringerne, så vil der kunne komme en sådan undertone frem. De mekanismer regner jeg med, at læserne kan gennemskue«.

Vi lever jo i magtudredningernes tidsalder. Hvorfor skulle journalister være bedre end forskere til at afdække magten?

»Fordi journalister er nede i det konkrete spor, de var der selv. Og fordi vi er befriet for videnskabelighedens svøbe. Derfor kan vi tillade os at sige nogle ting, som øjeblikkeligt ville indbringe en klage for videnskabelig uredelighed, hvis en forsker gjorde det samme. De skal ned i det empiriske og kunne dokumentere«.

Men er det ikke også svagheden ved jeres bog? At I ikke behøver samme dokumentation?

»Vi har slet ikke set nogen anklager for noget i bogen, der ikke holdt. Og vi taler trods alt om en bog på 1.000 sider, der gennemgår 30 forskellige sager. Det er vi yderst tilfredse med«.

Hånden på hjertet: Tror du, der er nogen, der får læst hele bogen?

»Næppe. Jeg er ikke engang selv kommet igennem den, efter at den lå færdig, og kommer det nok heller aldrig. Men det er ikke meningen, at den skal læses fra ende til anden. Der er tale om et værk, man kan zappe i. Et dokumentationsmateriale over magtudøvelsen i Danmark. Og sådan håber jeg, at den vil blive læst«.

Information, 24. februar 2002:

Poul Schlüter som driblekonge

Interview: Erik Valeur og Peter Johannes Schjødt

Erik Valeur og Peter Johannes Schjødt: Nu må man godt skyde to mænd. Bare de er rockere

Der er kun meget få, som vil kalde Poul Schlüter for en forbryder. Den pæne mand, der var statsminister i ti år og spillede med i en dansk komediefilm, der hed Op på fars hat. Den pæne mand var også med i den komedie, der hedder PFA-skandalen. Han snød lidt med en telefax. Og så var der selvfølgelig Schlüters hovedrolle i Tamilsagen og så lige den sag med olien i Nordsøen. Men det gør ham ikke til svindler: Det var nemlig enkeltsager. Det var undtagelser fra praksis.

Peter Johannes Schjødt (PSJ) og Erik Valeur (EV) har netop været med til at redigere en bog på mere end 1.000 sider: Magtens bog. De har samlet beskrivelser af 30 af de mest opsigtsvækkende eksempler på magtmisbrug over de sidste 20 år: Tamilsagen, blødersagen, Nørrebrosagen, Thulesagen, Færøbanksagen osv. Og som Schjødt siger:

»Vi har taget 30 sager, men vi kunne også have taget 30 andre. Vi har ikke forsøgt som en anden magtudredning at afsløre magtens struktur. Vi har undersøgt magtens redskaber.«

Det er en pointe, at enkeltsagerne former et mønster, som ligner en magtpraksis. Det er en praksis, som uafhængig af Schüter eller Nyrup, højre eller venstre synes forbundet med aktuel magtudøvelse i Danmark. Schjødt og Valeur har over bogens første 250 sider skitseret ti skoler for den magtpraksis, hvor enkeltsager tegner hovedreglen:

EV: »Man kan jo spørge, hvor mange driblinger en fodboldspiller skal lave, før han bliver en driblekonge.«

EV: »Op til sidste valg kritiserede henholdsvis oppositionen og regeringen hinanden for det, der står i vores bog: svindel med demokratiske virkemidler. De anerkender metoderne, og de er enige om, at det foregår. Men det er den anden, der gør det.«

Skitsen over magtskolerne er skrevet som en satire. Men det er ifølge Valeur ikke, fordi magtmisbrug er morsomt, men derimod fordi det dokumenterede omfang er latterligt stort.

EV: »Hvis man læser de 700 siders gennemgang af, hvordan politikere og andre topchefer agerer, så bliver man meget desillusioneret. For hold kæft, hvor de tager røven på folk. Fuldstændig kynisk. Det får man også behov for at grine af i stedet for at blive kvalt i det.«

Hastighed

Erik Valeur fremhæver en ny teknik til manipulation, han har set udfoldet over snart et tiår. Nogle taler om 'lovsjusk', Valeur mener, der er noget andet på spil:

EV: »Vi opdagede pludselig, at Socialdemokraterne, efter de kom i regering, gav sig til at køre lovkomplekser igennem med 130 kilometer i timen. Retspræsidenterne protesterede. Man kan se deres fortvivlede breve ligge i retsudvalget, og det blev ignoreret.«

- Det er det, man kalder lovsjusk?

EV: »Ja. Der er en del sjusk, fordi samfundet efterhånden kører i sådan et højt tempo. Men det her var et instrument til at køre sin egen politik igennem et lille hul. Man skulle bare skyde hurtigt. Så røg man igennem, fordi folk ikke nåede at se projektilet.«

- I taler i bogen om moderne magtudøvelse. Hvad er det nye?

PJS: »Det er nogle metoder, som er blevet perfektioneret. Det moderne er, hvordan den type magtmisbrug spilles op mod det danske samfunds selvforståelse af, hvor demokratiske vi dybest set er. Der er ingen tvivl om, at Danmark enten er det mindst ringe eller det bedste demokrati i verden. Vi har fået decentraliseret magt. Den er blevet lagt ud, og flere og flere har fået magt.« - Passer det ikke? PJS: »Man tror, magten er blevet kultiveret og civiliseret og demokratiseret. Der er ikke mange, der vil benægte, at den slags ting foregår i udlandet. Det bestyrker vores værste formodninger om udlændinge og vores bedste formodninger om os selv. Man tror, der er sket en forfining af kontrollen, men det, der faktisk er sket, er en forfining af metoderne til at modgå kontrollen. Det moderne er, at det er i lodret strid med vores selvforståelse. Hvis man læser de der 30 sager, vil man sige: Det der kan ikke foregå i Danmark. Men det gør det.«

- Men f.eks. udskrift af mobiltelefoner og elektroniske pengeoverførsler har vel skabt mere kontrol med magtmisbrug?

PJS: »Det er magten, der kan overvåge borgerne og desværre ikke omvendt. Den måde, magten ifølge vores bog fungerer på, viser måske ikke, at vores samfund er et klassesamfund. Men den viser, at det er et spørgsmål om at have ressourcer. Vi kan dokumentere, at magten gang på gang bliver bøjet mere end sundt er for det danske demokrati, fordi det i enkeltstående sager er et spørgsmål om at have magtressourcer.«

Thorsen

Det aktuelle magtmisbrug finder sted i sprækken mellem tillid til samfundets magtudøvere og deres reelle praksis. Men både Schjødt og Valeur advarer mod en tendens til at acceptere, at uret bliver ret.

EV: »Det, man kan vågne om natten med et skrig over, er tanken om det flertal, der kommer en dag og bliver enige om at lade uretfærdigheder bestå. Man er trods alt vant til, at hvis noget i der her land er tilstrækkeligt ulovligt, så bliver det rettet, uanset om vores justistsminister er konservativ eller socialdemokratisk.«

- Er der udsigt til, at det skulle ændre sig?

EV: »Jeg så i morges, at den ny regering har underkendt en henstilling fra ombudsmanden. Ombudsmanden henstiller, at man skal åbne dørene for fangerne på sikringsafdelingen i Nykøbing Sjælland.«

EV: »Det er det samme som at sige til ombudsmanden: Det er ulovligt, men det vil vi skide på. Det bliver ubehageligt spændende om den ny regerings tætsluttende flertal vil føre til, at man laver bevidste lovbrud. Alt, hvad der er i vores bog, er lovbrud, som er forsøgt skjult.«

- Og forsøget på at skjule afslører trods alt i sig selv en vis retsbevidsthed?

EV: »Det viser, at man godt ved, man burde have gjort noget andet. Men tænk nu, hvis man en dag er helt åben og siger: 'Vi ved godt, vi bør gøre noget andet, men det gider vi ikke, for lovene er dumme. Vi forvalter bare videre.«

PSJ: »Det skridt er taget. De tre instanser, som har været involveret i sagen om sikringsafdelingen i Nykøbing Sjælland, har alle sanktioneret, at det var ulovligt at låse dørene så hårdt. Men det er regeringen ligeglad med.«

EV: »Stemningen er ved at blive sådan lidt: 'Ombudsmanden er lidt for venstreorienteret. Han er også bare hammerfrelst. Og dem på den sikringsanstalt er også bare grønlændere og mordere. Og politiet må godt skyde to mand i Tilst. For de var nok bare rockere. Det kører bare. På den måde har magten gode betingelser.«

Ingeniøren, 24. maj 2002:

Bogen til dem, der tror, vi har verdens bedste demokrati

Boganm:

Magtens bog med sine fortællinger om den mørke side af magtens Janus-ansigt et vellykket debatoplæg

Da Anders Fogh Rasmussen endnu var en ganske ny statsminister, sagde han: Det er pressens opgave at holde alle magthavere i ørerne og sikre, at udøvelsen af magten netop sker uden misbrug og magtfordrejning. Det er "Magtens Bog" et glimrende tegn på, at pressen lever op til. Bogen er ikke ment som en konkurrent til den officielle magtudredning, der er sat i gang af Folketinget og løber endnu nogle år. Den er tænkt som en debatbog, og sådan fungerer den. Et partsindlæg, hvis omfang næsten er en magtdemonstration i sig selv. Det er dem, der tror, at "vi trods alt har det bedste demokrati i verden", som bogen vil diskutere med.

I modsætning til andre bøger vil Magtens Bog vise magten, hvor den normalt er skjult og indirekte, hvor den arbejder ved bevidst at tilsidesætte rettigheder, behov og krav, manipulere med informationer, nedtone konflikter, tilbageholde viden, fremstille idylliserede fremtidsscenarier, fremsætte forhastede lovforslag og udnyttede lukkede netværk.

Magt er ikke dårligt i sig selv, og det er bogen af og til ved at postulere. Magtens Bog har imidlertid "fokuseret på den mørke side af magtens Janus-ansigt", og dens fortællinger stammer derfra. Bogens 1. del er helliget magtens instrumenter, mønstre og psykologi og har overskrifter som f.eks.: Skolen til etablering af en nyttig personkreds, skolen til effektuering af presserende beslutninger, skolen til skabelse af en usynlig agenda og skolen til kolportering af det endelige ansvar. Morsomt og temmelig tendentiøst.

2. del falder mere i denne anmelders smag. Heri gennemgår forskellige journalister en række sager, hvor magten er fordrejet og demokratiet trådt under fode. Den er dejlig konkret. Rævekager og magtfusk Under henholdsvis en borgerlig og en socialdemokratisk regering boblede sagerne op i en gulliggrøn, stinkende pøl i 1980'erne og 1990'erne: Selskabstømmersagerne, værftsstøtten, Færø bank sagerne, Thulesagen, Metroprojektet, Øresundsbeslutningen, Tamilsagen, blødersagen, lig kistesagen og Tvindsærloven for at nævne nogle få blandt de mange spektakulære i en epoke, hvor der nåede at blive nedsat fire undersøgelsesretter, fem dommer undersøgelser og 11 kommissionsdomstole.

Bogens skribenter, arkitekt Arne Gaardmand, filosof Peter Johannes Schjødt og journalisterne Ulrik Dahlin og Erik Valeur , har skrevet den i det lønlige håb, at kendskab til demokratiets vildskud, kan bringe samfundet et lille skridt nærmere en mere åben og demokratisk udvikling. De erklærer sig overraskede over, at tiden langt fra har forfinet magten, der snarere skæmmes af flere unoder, manipulationer, småfiduser og hurtige løsninger, der går lige til kanten.

At bogens rævekager og magtfusk fortrinsvis stammer fra den offentlige forvaltning, er ikke ensbetydende med, at de ikke lige så vel kan findes i den private sektor. Men det er symptomatisk for en forvaltning, der endnu trækker veksler på enevældstraditionen. Danmark er ekstremt lukket med hensyn til offentlighedens indsigt i statsadministrationens gøren og laden.

Sådan en bog må nødvendigvis blive tendentiøs, og sådan virker eksempelvis afsnittet om Ekspertskolen og gennemgangen af Øresundsbeslutningen. Muligvis er fremstillingen rigtig, men den syner løs i fugerne, hvilket forlener afsnittets antydninger og bombastiske konklusioner med utroværdighed. De fremstår som påstande, og den konspiratoriske tone irriterer. Afsnittet om Ørestadsbanen "I sporet af 11 milliarder" indleder vellykket med en sammenligning af, hvor glad ubekymret Folketingets politikere overlader valget af bane, dens omfang og dens linieføring til en lille kreds af mennesker uden forpligtelse over for offentligheden - og hvor svært det er at nedlægge den mindste lille stump ubenyttet godsbane, uden at Folketinget først skal vedtage en lov om det. Der skal skrives lovforslag, holdes ordførersamtaler og gennemføres tre behandlinger i tinget.

Derfor måtte Folketinget f.eks. i 1999 bruge tid på at vedtage en "Lov om nedlæggelse af havnebanen mellem Hobro Station og Hobro Havn", og skønt flere ordførere var på det rene med, at det var på kanten af, hvad et nationalt parlament bør beskæftige sig med, var holdningen klar: banelæg gel ser bør være lovgivningsstof. Men metroen, et projekt til foreløbig 11 milliarder kroner i anlægsudgifter - godt en halv bro over Øresund - er aldrig blevet vedtaget ved lov. Klar tale og en illustrativ sammenligning, der sætter den politikerfrie beslutning i relief. Afsnittet har en diskuterende karakter, fremlægger argumenter for og imod og balancerer også fint i afsnittet om juntametoder eller beslutningsdygtighed, hvor det beskrives, hvordan den beskedne kreds af beslutningstagere gav næring til myten om sammenspisthed, men at det var helt bevidst, at så få mennesker blev involveret, for at projektet ikke skulle strande på modstridende interesser mellem f.eks. København og omegns kom munerne.

Berlingske-journalisterne Lars Abild og Uffe Gardel beretter, hvordan Ørestadsselskabets senere direktør var en af de ganske få personer, der som planlægningschef i DSB og medlem af Würt zen-udvalget, fik lov at bestemme, at en ny bydel, Ørestaden, skulle finansiere byggeriet af banen, mens f.eks. fem ministre samt de københavnske omegnsborgmestre til deres store frustration blev holdt uden for planen. De centrale beslutningstagere var klar over, at projektet var økonomisk risikabelt, fordi grund salget ikke ville kunne finansiere banen, så skatteborgerne ville ende med alligevel at skulle betale. Men, som projektets fadder, daværende finansminister Henning Dyremose, sagde ved Folketingets 2. behandling: De, der altid skal have en garanti, går i stå af handlingslammelse.

Afsnittet er, i lighed med mange af de øvrige 29, en vellykket gennemgang af et lukket sagsforløb og dets ulykkelige konsekvenser, hvor løfter og udsagn fra centrale politikere graves op og støves af og får lov at stå og skinne ned på ofte uhyrlige forsøg på at kortslutte den demokratiske proces. Af og til rejser der sig politikerrøster, Lone Dybkjær og Birthe Rønn Hornbeck f.eks., der udtaler, at journalister er for dårligt rustede til at bide skeer med dagens komplicerede samfund, og de taler længselsfuldt om en tid, hvor akademikere vil udkonkurrere den jævne journalist.

Men Magtens Bog er et tungtvejende argument for, at det er udforskerne, ikke forskerne, der formår at afdække rævekagerne. j Magtens Bog,

992 sider, forfattere: Erik Valeur , Ulrik Dahlin, Arne Gaardmand, Peter Johannes Schjødt. Forlag: Aschehoug. Pris: 499 kr.

Nyhedsmagasinet Danske Kommuner, 16. maj 2002:

Magten og dens misbrug

Boganm: Magtens bog

35 skandalesager som kom i avisen

Motiverne er mangfoldige, selv om det klassiske - penge og det, der kan købes for dem - vejer tungt. Men også forfængelighed, brændende ønsker om succes samt almindelig arrogance, dovenskab og en række dødssynder har haft deres indflydelse på begivenhederne i denne murstenstykke bog, der handler bredt om magtens veje, som i disse tilfælde blev ransagelige - fordi der blev skrevet om dem.

Med  Magtens bog sættes der for første gang omfattende fokus på de dunkle sider af magtudøvelsen i Danmark - taktik, teknikker og metoder, når magtspillet foregår på højeste plan. Bogen er i tre dele: Magtens skoler , hvor Peter Johannes Schjødt og Erik Valeur , tidligere P 1-chef og journalist, sætter analytisk og satirisk fokus på magtens mønstre, psykologi og moral.

Livet i magtens værksted er en svimlende tur gennem den nyere danmarkshistories skandaler. 35 journalister, som arbejdede med sagerne, skildrer en række forløb, hvoraf flere ændrede historien.

Den tredje del hedder  Magten på væggen , og den viser en stribe af autentiske dokumenter fra landets mest berygtede skandaler. De vistes første gang under navnet Dansk Forvaltningskunst på Galleri Asbæk i september 1998, men hænger i dag på Den Kommunale Højskole. I nogle af tilfældene endte skandalerne med tab af formuer, prestige, regeringsmagt.

Nogle af udøverne endte med ubehagelige møder med straffeloven, men andre befinder sig stadig på tilværelsens solside. Nogle af historierne har skær af komik, men at der er strejf af humor, er ikke nok til at glemme, at nogle af skandalerne kostede liv. Om man synes, bogen lover godt eller dårligt for demokratiet, er vel et spørgsmål om temperament. De burde ikke have fundet sted i et demokrati, men samtidig er det vel et sundhedstegn, at skandalerne kom frem, at der blev skrevet om dem. Kun en af historierne er rent kommunal, også her er det et spørgsmål om tempera- ment, om man synes, det er et sundhedstegn.

Til gengæld er bogen interessant læsning uanset hvilken slags politik, man beskæftiger sig med.

 

Kristeligt Dagblad, 23. april 2002:

Magtens mange sprog

Mammutbog om magt og magtmisbrug kan virke deprimerende på flere planer, end forfatterne har øje for

Med sine 992 sider er Magtens Bog, der udkommer i dag, ikke et værk til sengelæsning. Det kunne også forstyrre nattesøvnen, for umiddelbart forekommer dens massive blotlægning af magtmisbrug i det danske samfund - med en enkelt afstikker til EU-systemet - deprimerende. Sarte sjæle og samfundskritiske person-er finder her et skatkammer af samfundskritik, der kunne friste til den konklusion, at mafiabevægelser på den ganske klode godt kan gå i lære i lille Danmark.

Det er dog ikke værkets konklusion, hvis man kan tale om en sådan. Forfatterkollektivet bag bogens første del, »Magtens 10 skoler« og tredje del, »Magtens Galleri«, journalisterne Erik Valeur , Peter Johannes Schjødt og Ulrik Dahlin, samt arkitekt Arne Gaardmand, er dokumentarister. Anden del, »30 fortællinger fra magtens værksteder« er ligeledes dokumentarisk skrevet af journalister, der har afdækket de mange sager.

Så langt, så godt - og uantasteligt sobert. Sagerne strækker sig i tid fra firmaet F.L. Smiths brug af tvangsarbejdere i Estland i 1940-45 og LSD-sagen tilbage i 1960'erne til 1990'ernes Færøbank-sag og reduktionen af 31 toldregioner til otte i 1997. 30 sager med magtmisbrug som fælles nøgle og ganske uanset personanseelse. Statslig, kommunal, fagforening og erhvervsliv, borgerlige som socialdemokratiske politkere og regeringer uden undtagelse. Alt sammen solidt dokumenteret så langt, som dokumentationen rækker.

Og dog.

»Magtens Bog« bør blive en nyttig opslagsbog mange steder. Men når dens dyder er remset op, melder sig unægteligt også spørgsmål. Først måske dette, at den totalt overser - eller måske rettere totalt underspiller det, som i magtbilledet betegnes som den tredje statsmagt.

Pressens magt fremhæves som den, der alene kan værne mod og afsløre magtmisbrug - og i de fleste af bogens mange sager gør det.

Også en anden magt er væsentlig. Sprogets. Både når forfatterne - de nævnte fire, der på bogens første 266 sider afdækker alle magtens midler og misbrug, og de 30, der skildrer sagerne - bruger sproget aktivt, når de skildrer principielle som konkrete magtmisbrug. Så meget, at spørgsmåletmelder sig, hvem der kontrollerer pressens magt - og hvordan.

Det kan illustreres med eksempler fra stort set alle sager. Når blødersagen - det hiv-inficerede blod til bløderpatienter - fremdrages, er valget ene og alene betinget af, at mange faktorer her er på spil i samme sag.

Sagen drejer sig om, at Bløderforeningen på et tidligt tidspunkt blev opmærksom på, at blodet i det blodpræparat, som var livsnødvendigt for blødere, kunne overføre hiv-smitte. Foreningen sendte et brev til daværende sundhedsminister Britta Schall Holberg (V), der lod det gå videre til Sundhedsstyrelsen. Spørgsmålet er, om ministeren nogensinde så brevet, eller det videresendtes som en rutine.

Et sted på de mere end 40 sider om denne sag fastslås, at Britta Schall Holberg kunne have flere motiver til at tøve. Motiver, der isoleret set ikke er betændte. Men motiver, der kan understøtte, at ministeren i værste fald modvirker, at bløderne får adgang til mere sikker medicin, i bedste fald, at hun er indirekte ansvarlig, fordi hun med sin politiske age- ren udsender signaler, der gør det vanskeligt eller umuligt for Sundhedsstyr- elsens personale at imødekomme blødernes behov.

Under alle omstændigheder blev Britta Schall Holberg hurtigt i medierne den store synder.

Bogens styrke er samtidig dens svaghed. Den fremlægger et værdifuldt bidrag til samtidshistorien, og den fremdrager og fastholder en lang række skandalesager, som det er vigtigt og nyttigt at huske på. Til skræk og advarsel. Men den er også og bør læses som partsindlæg - så at sige anklagerens opbygning af de præmisser, der peger mod, at læseren dømmer skyldig. Både der, hvor jura og moral entydigt når til samme konklusion, og der, hvor juraen og måske heller ikke moralen ikke helt lever op til først i den aktuelle situation mediernes sensationslyst og senere domstolenes vurdering. Konklusionen må vel nærmest blive, at magt altid bærer fristelsen til misbrug med sig. Også sprogets magt - og pressens. Med dette forbehold kan bogen kun anbefales.

Weekendavisen, 8. maj 2002:

MAGTVÆRK

Skandaler. Forfattere til ny bog om magtmisbrug kan selv: Man skal bare bruge fortielser, manipulationer og undertrykke sandheden.

FORTIELSER, manipulationer, undertrykkelse af sandheden. Det er de foretrukne metoder, når magten misbruges i det moderne, demokratiske samfund, fremgår det af den meget omtalte »Magtens Bog«, som udkom for nylig, redigeret af Ulrik Dahlin, Arne Gaardmand, Peter Johannes Schjødt og Erik Valeur . Begrundelsen for påstanden er 30 omfattende beretninger i bogen om konkrete tilfælde af magtmisbrug, undertrykkelse, fortielse og lignende krænkelser af demokratisk anstændighed gennem de senere årtier. Weekendavisen har gennemgået tre af de mange omtalte »skandalesager«, og tilsyneladende er magtmisbrugernes metoder smittet af på de kritiske journalister i en grad, så de kun får pointen hjem ved hjælp af - gæt selv - fortielser, manipulationer, undertrykkelse af sandheden.

Lad os tage blødersagen først, som artiklens forfatter Martin Breum allerede i indledningen kalder »en af efterkrigstidens største politiske skandaler«. Juridisk set var den i hvert fald omfattende: den var genstand for en dommerundersøgelse, en kriminalsag, en tjenestemandssag, en sag ved Den Europæiske Menneskerettighedsdomstol og en erstatningssag ved Østre Landsret, der senere blev anket til Højesteret. Landets højeste domstol frikendte myndighederne for forsømmelighed og afviste alle Danmarks Bløderforenings påstande - på nær et enkelt punkt: et flertal på fire af Højesterets syv dommere fandt, at myndighederne - to måneder tidligere end det skete - burde have truffet beslutning om at tillade og opfordre til brug af varmebehandlede produkter, når det drejede sig om udenlandsk - ikke dansk, vel at mærke - produceret blødermedicin. For en enkelt bløders vedkommende vurderede Højesteret, at det ikke kunne afvises, at han i givet fald kunne have undgået at blive HIV-smittet. Kun i dette ene tilfælde pådrog myndighederne sig et ansvar og blev dømt til at udbetale erstatning.

Alligevel blev blødersagen en så omfattende politisk skandale, at Folketinget tilkendte samtlige smittede blødere den største økonomiske godtgørelse, der nogensinde er tildelt en patientgruppe i dansk historie. At det skete skyldtes dygtigt politisk arbejde hos ledelsen i Danmarks Bløderforening. Men det skyldtes i allerhøjeste grad også, at den danske presse konstruerede sagen som en »skandale« og vedholdende gentog historien over et meget langt tidsforløb. I pressen opstod myten om et koldt og kynisk sundhedssystem, der først havde påført bløderne deres HIV-smitte ved forsømmelig adfærd og efterfølgende ikke ville kompensere dem. Virkeligheden var en anden. De danske blødere var blevet smittet på et tidspunkt, hvor HIV ikke var kendt, eller hvor det ikke var teknisk muligt at fjerne smitten fra blodpræparaterne.

Breum bygger sin version af historien op ved allerførst i artiklen at skrive: »Blødersagen blev et årelangt mareridt for et stort antal mennesker. Først og fremmest naturligvis for dem, der ikke overlevede, deres pårørende og for de blødere, der i dag er HIV-smittede, fordi deres daglige medicin ikke blev bedre sikret mod HIV i tide.« Så kan ingen vist være i tvivl om, at her virkelig er tale om en skandale. Medmindre man er en meget opmærksom læser, for lidt senere i teksten dækker Breum sig alligevel ind, så han ikke kan beskyldes for direkte løgn: »Vi ved også, at langt, langt størstedelen af de 92 blev smittet i en periode før det tidspunkt, hvor de danske myndigheder begynder at få en viden, der kunne have afværget yderligere tragedier.« Med andre ord: Ingen stor skandale, men en ulykkelig situation, hvor folk bliver smittet, mens HIV er ukendt. Men Breums sproglige manipulationer slører sandheden.

Endnu mere grel er omtalen af et helt afgørende og centralt punkt i blødersagen, nemlig den såkaldte overgangsordning. Overgangsordningen bestod i, at Sundhedsstyrelsen - efter at have stillet krav om, at alt donorblod skulle screenes for HIV-smitte - gav producenten Nordisk Gentofte tilladelse til at anvende allerede indsamlet, uscreenet donorblod. Overgangsordningen - »skandalen« - blev kendt, da det kom frem, at en bløder var blevet smittet med et faktorpræparat fremstillet efter skæringsdatoen for screening. Martin Breum helliger overgangsordningen hele 12 sider. Han refererer alle mulige, der har ment, at overgangsordningen var problematisk, men på intet tidspunkt fortæller han klart, at Højesteret pure og aldeles frikendte ordningen. Tværtom skriver han, at »Højesteret placerer et utvetydigt ansvar hos myndighederne, men ingen i hverken Sundhedsstyrelsen eller ministeriet bliver nogensinde udpeget som personligt ansvarlige« - i en sammenhæng, hvor læseren må tro, at det drejer sig om overgangsordningen, hvilket ikke er tilfældet.

Først lidt senere afhandler Breum sandheden med disse pennestrøg: »Overgangsordningen, der satte skandale-møllen i sving for anden gang, har Højesteret for så vidt heller ingen afgørende, nye synspunkter på.« Jamen, ville det ikke for læseren være værd at vide, at Højesteret ikke har noget som helst at kritisere, når Breum nu har brugt så mange sider på netop denne del af sagen? Samtlige dommere i Højesteret udtalte: »På det tidspunkt, da beslutningen om overgangsordningen blev truffet, anså man varmebehandling for fuldt effektiv, og der er på den baggrund ikke grundlag for at anse beslutningen - som ifølge skønsmændenes udtalelser var på linie med beslutninger truffet af andre landes myndigheder - for ansvarspådragende.« Med andre ord: Breum fortier, at alle eksperter - inkl. lægerne og bløderne selv - på tidspunktet for overgangsordningen troede, at varmebehandling var en tilstrækkelig og sikker fremgangsmåde til at fjerne eventuel HIV-smitte.

Og faktorpræparatet fra Nordisk Gentofte var varmebehandlet. Mod artiklens slutning får vi at vide, at Bløderforeningen og advokaten Jørgen Jacobsen »i 1992 beslutter at indbringe sagen for Den Europæiske Menneskerettighedsdomtol. Ikke for at få flere penge, siger de, men fordi de mener, at sagen om godtgørelserne trækker helt utilbørligt ud. Bløderne vinder sagen.« Korrekt, men Breum glemmer lige en ellers temmelig relevant detalje. Domstolen fastslår nemlig, at sagsøgerne selv, altså Bløderforeningen og deres advokat, »significantly contributed to the length of the proceedings.« Det betyder på godt dansk, at den danske stat skal betale erstatning til bløderne, fordi det danske retssystem ikke satte tommelskruerne på blødernes advokat, Jørgen Jacobsen, hvis langsommelighed forsinkede hans egne klienters sag.

Thule
Næst efter blødersagen er Thule-sagen en af de længste og mest omtalte skandaler. Den blev ført som en pressekampagne gennem flere år sidst i 80erne og første halvdel af 90erne, og gik ud på, at de arbejdere, der i Thule var med til at rydde op efter det nedstyrtede brintbombe-armerede amerikanske fly i 1968, havde fået helbredet ødelagt af radioaktiv bestråling. Den historie behandles i »Magtens Bog« af journalist Poul Brink, som angiver, at det var ham som rejste den - hvilket dog ikke skal fritage en del andre journalister for også bevidst at vildlede offentligheden i den sag.

Poul Brink mikser stoffet med historien om statsminister H.C. Hansens brev fra 1957 med den stiltiende accept af amerikanske b-bomber i Thule. Det har ikke noget at gøre med en eventuel bestråling af arbejderne, men i skildringen kan det give en atmosfære af, at noget fordægtigt er på spil. I sin afhandling breder Brink sig med meget andet - sagens realiteter - uvedkommende stof. Eksempelvis giver han en lille prøve på sin forståelse af demokrati og sans for proportioner: han støder på den oplysning, at den amerikanske ambassadør i Danmark på dagen for flystyrtet mener, at man måske skal hemmeligholde det et døgn, fordi det kunne tænkes, at statsminister Krag helst ville udskyde publiceringen indtil folketingsvalget dagen efter var overstået. Det ser Brink som tegn på, at »demokratiets vogtere var parat til at træde demokratiet under fode (...) at vore demokratier havde overvejet at bruge midler, som hørte hjemme i Sovjetunionens politiske univers.«

Det er påfaldende, at Brink skriver side op og side ned om alt det besvær, han har haft under arbejdet med sagen og om alle de (i sammenhængen ligegyldige) samtaler, han har ført med fremtrædende personer - og kun spenderer otte linier på det eneste afgørende spørgsmål i hele Thule-sagen: var arbejderne blevet udsat for radioaktiv bestråling? Det var, hvad de - især deres talsmand - Marius Schmidt, påstod hele vejen igennem. Og det var dét, som store dele af pressen kørte på. Om de tre-fire store undersøgelser af arbejderne, skriver Brink: »De syge Thule-arbejdere blev ved med at hævde, at deres sygdom skyldtes oprydningen efter brintbombeulykken. Staten iværksatte flere undersøgelser, og vi kunne bl.a. afsløre rod i registrene med antallet af døde samt fusk med en obduktionsrapport. Til sidst dekreterede statsministeren det hele afgjort én gang for alle med en kæmpehøring i Cirkusbygningen i København. Resultatet blev, at det ikke kunne bevises, at arbejdernes sygdom havde noget med uheldet at gøre. Men de og nogle grønlandske fangere fik udbetalt et beløb, der vel samlet er den største danske erstatning nogensinde.«

Vi vil afstå fra at bruge plads på påstandene om rod i registre og om fusk. Også uden det er fremstillingen her, skal vi sige, ret unøjagtig. Brink glemmer, at statsministeren inden den store høring i Cirkusbygningen lod en række forskere, som ikke havde deltaget i de tidligere undersøgelser, og hvoraf flere kom fra udlandet, undersøge hele sagen som grundlag for høringen. Brink har også svedt ud, at statsministeren nedsatte en »følgegruppe« på 24 personer til at deltage i tilrettelæggelsen af høringen og bagefter sammenfatte resultatet. Han har videre glemt, at der i den sad repræsentanter for Thule-arbejderne, de kritiske politikere, grønlænderne, forskningen etc. etc. Endelig har han overset, at Thule-arbejdernes talsmand Marius Schmidt, selv er medunderskriver på dens sammenfatning fra august 1985, hvori det hedder: »De hidtil gennemførte undersøgelser har ikke kunnet påvise, at Thule-arbejderne, de grønlandske fangere og den lokale befolkning er påført helbredsskader som følge af eksposition (bestråling, red.).«

Altså, de har ikke været udsat for fare, den danske stat er uden ansvar for deres mulige senere sygdomme, de har ikke krav på noget, og alt, hvad Marius Schmidt, pressen og nogle politikere havde kørt frem med, havde altså intet hold i virkeligheden. Alligevel besluttede politikere og Nyrup Rasmussen, som var forskrækket over postyret, at sagen derefter skulle sluttes med en godtgørelse pr. kulance. Det var netop ikke en erstatning, som Brink skriver, for der var intet ansvar at erstatte, men en godtgørelse, præcis som i blødersagen.

LSD
Den tredje af det, man kunne kalde de »store skandaler«, var LSD-sagen. Den blev kørt i flere år midt i 80erne af Alex Frank Larsen i dagbladet Information. Han angreb den afdøde overlæge Einar Geert-Jørgensen og hans medarbejdere på Frederiksberg Hospitals psykiatriske afdeling for deres behandling af patienter med LSD. Angrebene stod på i to år, men vakte ikke den helt store interesse. Først da Larsen sammen med TV-folkene Sten Baadsgaard og Jørgen Pedersen fik sin kritik overført til en fjernsynsudsendelse, kom der røre om den. Politikere fra det dengang rådende »alternative flertal« lod spørgsmål hagle ned over daværende indenrigsminister Britta Schall Holberg. Det var hendes skalp, man var ude efter, ligesom Sundhedsstyrelsen var mål for angrebene.

Det stod på, indtil Schall Holberg i 1985 under en forespørgselsdebat i Folketinget redegjorde for realiteterne. Det er den sag, Alex Frank Larsen nu kører igennem igen i Magtens Bog, og den får ikke for lidt: »Lægerne blev beskyttet - og patienterne svigtet - af fundablokke i det danske samfundssystem: domstolene, den medicinske sagkundskab og den politiske magt. Det gjorde LSD-sagen til et fuldbyrdet statsligt overgreb.« I sin gennemgang af den tager Alex Frank Larsen sit udgangspunkt i at CIA blev stærkt interesseret i det nye stof LSD, og han udmaler, hvordan amerikanerne finansierede forsøg med stoffet, fulgte med i hvordan det blev brugt både her og der og angiveligt også på Frederiksberg Hospital! Det gør han meget ud af, og selv om han et sted noterer sig, at »Geert-Jørgensen vel næppe vidste, at USA’s militær og hemmelige tjeneste stod bag LSD-projektet,« fortsætter han efter den sætning med at tale om den kolde krigs fjendebilleder, »der rykkede etikkens grænser, fordægtigt manipuleret af de hemmelige tjenesters enorme netværk. Men implikationerne lader sig ikke bortforklare. I ly af en autoritær og logeagtig lægestand misbrugte Frederiksberg-lægerne deres patienter som trædesten for egne karrierer (...) Lægerne fratog patienterne deres individuelle værd og skabte en monsterverden af bødler og ofre, af over- og undermennesker.«

Det giver jo en spændende atmosfære. Men hvad var egentlig de konkrete handlinger, som anklagerne bygger på? Alex Frank Larsens vedholdende påstand var, at Geert-Jørgensen under sin behandling af patienterne brugte en metode, som var helt hans egen. Han gav dem LSD, og overlod dem så til sig selv uden at ledsage behandlingen med psykoterapi.

Når Britta Schall Holberg løbende besvarede politikernes spørgsmål og sagde, at det var en anerkendt behandlingsmetode i udlandet, beskyldte Frank Larsen hende for at føre Folketinget bag lyset. Når hun blandt andet henviste til Powick-klinikken i England, gentog Frank Larsen påstanden. Så kom debatten i Folketinget. Hun opgav en længere liste over udenlandske hospitaler, hvor man havde brugt samme metode inden og samtidig med Geert-Jørgensen. Og hun fremlagde en redegørelse fra den fremtrædende psykiater Thorkil Vanggaard, der under fire ugelange ophold på Powick i årene 1961-64 havde studeret hospitalets LSD-behandlinger. Han kalder påstanden om, at den var ledsaget af terapi, en absurd tanke, allerede fordi det er et stort sindssygehospital med 1.000 patienter eller derover, med kun fem læger og intet terapeutisk hjælpepersonale. Men desuden skriver han, at psykoterapi ikke har nogen mening under en LSD-behandling, »psykoterapi og LSD-behandling er alternativer.«

Hermed var gassen gået af ballonen. Men de alternative politikere, som havde råbt op med kritik af minister og Sundhedsstyrelse, måtte jo foretage sig noget, ellers stod de med tabte ansigter. Så de fik vedtaget en særlov om, at der pr. kulance skulle udbetales en godtgørelse til patienter, som mentes at have taget skade af LSD-behandlingen. Det kunne jo få folk til at tro på angrebenes berettigelse. Men de undlod omhyggeligt at fortsætte deres kritik af ministeren - endsige at stille en mistillidsdagsorden.

Generelt kan man sige, at i alle sager undlod medierne fuldstændig at foretage en ellers oplagt refleksion over, hvorfor den presseskabte myte og de juridiske og lægelige afgørelser hele tiden var i så åbenlys modstrid med hinanden. Og man kan spørge, hvorfor forfatterne til bogen ikke er villige til at afprøve dén pointe: om nogle af disse skandaler ikke blot var medieskabte. Det synes som en oplagt sag at have med, når man netop har sat sig for at undersøge magtens og skandalens anatomi. Og en god viden at have med, når journalister i fremtiden ikke skal overse de rigtige skandaler og magtmisbrug.

Billedtekst: Daværende indenrigsminister Britta Schall Holberg på vej til Østre Landsret for at blive afhørt i blødersagen, som blev så omfattende, fordi den danske presse konstruerede sagen som en »skandale« og vedholdende gentog historien over et meget langt tidsforløb.

Information, 23. april 2002:

Ny bog: Bogens magt

Boganm: Magtens bog

Den politiske magtelites mange skandaler bliver genfortalt i 'Magtens Bog'

Ulrik Dahlin, Arne Gaardmand, Peter Johannes Schjødt & Erik Valeur (red.). Magtens bog. Aschehoug Dansk Forlag, 992 sider, kr. 499,00

Daværende indenrigsminister Thorkild Simonsen havde i 1999 indvilget i et interview med en journalist i anledning af nogle ubehagelige sager om den danske behandling af uledsagede flygtningebørn. Han havde medbragt et talepapir og en embedsmand. Da interviewet var ved at være slut, spurgte journalisten, om hun ikke måtte få det papir, hvori der åbenbart stod så meget. Den venlige mand gav hende papiret, inden papirets forfatter, embedsmanden, kunne nå at reagere. Ud over tal og andre oplysninger om de uledsagede flygtningebørn indeholdt papiret også et par steder, hvor det foreslås, at »ministeren ikke tager spørgsmålet op af egen drift« (s. 177).

Sådan kan det gå, hvis man ikke er helt fortrolig med udøvelsen af magtens sprog. Thorkild Simonsen kunne kun en del af det relevante pensum i faget Tavshedslinjen, som indgår i én af magtens 10 skoler, i dette tilfælde Forhalings-skolen - skolen til etablering af en uendelig dagsorden.

Tidligere folketingsformand Erling Olsen har engang sagt, at Folketingets medlemmer sandelig godt kan læse, de kan bare ikke bladre. Det er en skam, også selv om de skal bladre knapt 500 gange for at komme igennem Magtens bog. Her ville magtens vante udøvere ellers kunne få pudset nogle af kunsterne af, og de knapt så øvede ville kunne lære sig helt nye trick.

10 skoler

Magtens bog er en fortsættelse af Magtens Galleri. Konceptionisterne udstiller Dansk Forvaltningskunst, der i 1998 udstillede dokumenter fra en række mere eller mindre kendte skandaler - og som byder på guddommelige formuleringer af bureaukrater og andre, som må bøje paragrafferne for at klare selv samme.

Bogen falder i to dele. I den første uddrager Peter Johannes Schjødt og Erik Valeur læren om magtens 10 skoler på baggrund af bogens hoveddel, som over 630 sider præsenterer 30 sager som 'fortællinger fra magtens værksteder'. Schjødt & Valeurs næsten 250 sider lange beskrivelse af magtens skoler er skrevet med den underspillede, ironisk-bidske humor, som vi kender fra Magtens Galleri.

Der causeres, fortolkes, refereres, ironiseres mv. over magtens udøvelse og udøvere. Den bedste del er Netværks-skolen, hvor forfatterne viser, hvor stor værdi det har i det pæne og redelige Danmark at kende de rette mennesker i den rette situation. Men også de andre 'skoler' indeholder guldklumper. Her fra Ekspert-skolen: »Hvad der forekommer intellektuelt totalt ubegribeligt, har som regel en helt fornuftig politisk forklaring« (s. 70) - citeret fra en udenlandsk forsker og møntet på Øresundsforbindelsen, hvor en embedsmand skulle have sagt, at »... de visionære ville have den bro af hensyn til hovedstadens fremtid - og så lavede de et kompromis sammen med miljøfolket og Jyllands-Partiet - og i den Bermuda-trekant forsvandt al logik« (s. 74). Og vi får masser af skarpe iagttagelser af adfærden hos den klasse, som fylder mest i Magtens bog, de tunge drenge i departementernes top.

Schjødt og Valeur udleder et større antal læresætninger. Nogle eksempler: Maksimal forenkling x Maksimal hastighed = Maksimal gevinst (s. 76). Argumenternes rækkefølge er ligegyldig. Argumentationens indhold er underordnet (s. 86), eller Afstanden mellem individ og beslutningsmyndighed bør være ligefrem proportional med beslutningens omfang. Salig Parkinson har ikke levet forgæves.

For mange sider

Denne del af bogen er imidlertid svær at få hold på. Det er tæt ved at være for meget. For mange sider. Og med de 10 skoler, der indeholder 45 linjer, er fremstillingen næsten lige så indviklet for læseren, som det er for forældre at holde rede på den moderne gymnasieskoles mange linier og valgmuligheder.

De 30 fortællinger fra magtens værksteder er nemt tilgængelige. Der er i de fleste tilfælde tale om sager, som har været udførligt behandlet i pressen - nogle af dem af forfatterne til bogens fortællinger. Få tager skade af at få genfortalt en god historie.

Man kan nikke genkendende til historiernes hovedtræk, men man har glemt en del af de detaljer, som gør historierne gode: Tamil-sagen (Jette Hvidtfeldt), Tvind-loven (Martin Østergaard-Nielsen), Thule-sagen (Poul Brink), skyderie