Dagbladenes Bureau, trykt i en række danske dagblade, april 2002:

Magtens arrogance

Det handler om magt - om de redskaber landets mægtigste mænd og kvinder bruger, når de agerer, og det er ikke altid lige kønt.

I bogen »Magten og kunsten at styre en beslutningsproces« har forfatterne Peter Johannes Schjødt og Erik Valeur , der begge har mange års ekspertise i afdækning af magtens metoder, samlet en lang række eksempler på de fif, der anvendes, når den politiske magt udøves.

Så hvis man går rundt og drømmer om at få indflydelse, mase sig frem, blive til noget stort, bør man hurtigst muligt anskaffe sig denne bog, der er udformet som et satirisk lynkursus i, hvordan man administrerer magten og håndterer ubehagelige situationer.

Forfatterne fokuserer på magtens »mørke flanke« - på dét, der senere bliver til skandaler og i historisk lys måske ender med at blive husket som rent magtmisbrug. Eksemplerne er hentet fra de tre store politiske epoker i nyere tid: Poul Schlüters konservative firsere, Poul Nyrup Rasmussens socialdemokratiske halvfemsere og Anders Fogh Rasmussens liberale årtusinde.

At de fleste vigtige beslutninger foregår bag kulisserne, er blevet et faktum, som der sjældent stilles spørgsmål ved, og i reglen bliver man betragtet som lidt af en outsider, hvis man bliver forarget eller skruer sig op til en lille portion indignation: »Selvfølgelig laves der aftaler i korridorerne, i kaffeklubber og i netværksgrupper, hvad troede du? Er du dum? Naiv?« lyder det ofte. Men nej, råber Valeur og Schjødt indirekte med deres bog, vi skal ikke finde os i det. Det er ikke acceptabelt at lave underhåndsaftaler, gøre vennetjenester, manipulere, forhale, og det er heller ikke acceptabelt at være med i beslutninger, hvis man er inhabil.

De folkevalgte skal vide, at der holdes øje med dem 24 timer i døgnet, for magten er vanskelig at håndtere man bliver så nemt opstemt af den, får skyklapper på, overvurderer egne evner og glemmer, hvorfor man i sin tid fik magten - nemlig for at tjene landet og folket. Nogen må holde øje med, hvordan magten forvaltes, og det er da også en af pressens fornemmeste opgaver, men i en tid hvor medierne bliver mere og mere kommercielle og underholdningsorienterede, er vagthunden ikke altid på sin plads.

Samtidig er det blevet vanskeligere at afdække magtmisbrug, fordi politikerne i stigende grad dækker sig ind bag en hær af pressemedarbejdere, rådgivere og spindoctorer, der er ansat - ikke for at tjene folkestyret men for at tjene magthaverne selv.

Din hengivne ...

De mennesker, der har magt andre steder i samfundet er i reglen ret skrappe til det taktiske spil. Også de har nemlig gået i magtens skole. Gode eksempler er Det Kongelige Teaters chef Michael Christiansen og afdøde Niels-Jørgen Kaiser, der i en årrække var bestyrelsesformand på nationalscenen.

Den næsten parodiske palaver, der i årevis var om, hvorvidt Det Kongelige Teater skulle udvides på Kongens Nytorv eller splittes op rundt omkring i byen og de mange millioner, der blev hældt i projekter, der aldrig blev til noget, er et skoleeksempel i, hvor meget kludder, der kan gå i beslutningsprocessen på grund af private interesser og inhabilitet.

Christiansen og Kaiser havde en plan. De to mænd ønskede, at alle kunstarterne skulle forblive under samme tag og én ledelse - nemlig deres, skriver forfatterne, og hvad gør to gamle netværksrotter så? Jo, de fedter sig da ind hos selveste statsministeren, der dengang hed Poul Nyrup Rasmussen. De laver en lille morgenkaffeklub, hvor de stille og roligt kan trænge gennem politikerbrynjen ind til privatmanden Poul. Selv kaldte de deres kaffemøder for »en uformel sludder«. Men det uformelle blev meget formelt, for Christiansen og Kaiser fik deres vilje uden om folketingssalen.

Der blev lavet arkitektkonkurrence, og den omtalte »teaterfugl« til flere millioner kroner blev sat op mellem Gamle Scene og Stærekassen - for kort tid efter at blive revet ned igen. Projektet blev aflyst. En masse spildte skattekroner og en særdeles pinlig sag blev det for statsministeren, da dagbladet Politiken kunne offentliggøre en smiskende, fedterøvsagtig og afslørende nytårshilsen fra Kaiser til Nyrup, der blandt andet lød: »Dette nytårsbrev har til formål at bringe min hjerteligste tak for, at du indfriede dit løfte.« Brevet blev afsluttet med: »Din hengivne Niels-Jørgen.«

Hvis man vil have magt er det absolut nødvendigt at have et personligt netværk. Netværksgrupper skyder op som aldrig før og alle personlige netværks forbillede er »The Old Boys' Network«, skriver Valeur og Schjødt. Et usynligt, men eksklusivt netværk af aldrende forretningsmænd, som man hverken kan søge om optagelse i eller oplæres til:

»De gamle drenges netværk« er det mindst dokumenterede og sværest tilgængelige af alle: Her finder man erhvervs-sværvægtere som Mc-Kinney Møller, Søderberg, Svanholm, Andreasen, Pram Rasmussen, Grue, Lavesen, Straarup, Duch-Pedersen - måske en lille snes i alt med et halehæng af virksomhedsnavne og bestyrelsesposter efter sig - Mærsk, Carlsberg, ISS, Superfos, Danisco, Novo, J. Lauritzen, F.L. Smidth, Den Danske Bank osv.«

Et helt nyt netværk blev stiftet den 3. maj 1965 nemlig Dansk Selskab for Virksomhedsledelse (DVL). Her skulle erhvervslivets lederes mødes til uformelle sammenkomster. Ideen spredte sig, og i dag er der cirka et halvt hundrede VL-grupper rundt om i landet. Ud over erhvervsledere tæller grupperne også departementschefer, dommere og kommunaldirektører:

Spindoctorer

Et andet vigtigt redskab for politiske magthavere er spindoctorer og presserådgivere. Dengang statsminister Anders Fogh Rasmussen var i opposition, var hans parti en svoren modstander af den kunstige dæmning mellem de folkevalgte og folket. I 1999 - da Venstre var i opposition - udtalte Birthe Rønn Hornbech: »Jeg ønsker mig, at fokestyret bliver genindført. Og første skridt i den retning er en udradering af spindoctorerne. Folkestyret svækkes ved alle de filtre, der er mellem politikerne og befolkningen.«

Men - skriver forfatterne - så gik der to år og Venstre vandt valget. En lang stribe doktormænd og -kvinder - mange direkte hentet fra de store dagblade, blev ansat. Det skal dog siges, at Birthe Rønn Hornbech ikke har ændret mening på det punkt. Hun skriver og taler fortsat den tendens midt imod og er ikke bleg for at gå i rette med sit eget parti om brugen af alle disse »filtre«, der sættes op mellem magthaverne og folket.

Erik Valeur og Peter Johannes Schjødt citerer Anders Fogh Rasmussens tidligere spindoctor, Henrik Qvortrup, for at have udtalt, at spinner-samfundet er kommet for at blive: »Og det lever en mand som Anders med - men hans kernevælgere, hans store bagland i partiet Venstre skal have lov at hygge sig med illusionen om, at politik er sådan noget, der pibler op fra græsrødderne. Det er en meget smuk og demokratisk forestilling om, hvad politik er - som en mand som Anders utrolig gerne vil have bliver hængende - men jeg kan hilse og sige: den passer ikke.«

»MAGTEN - og kunsten at styre en beslutningsproces. En gennemgang af metoder.« Peter Johannes Schjødt og Erik Valeur . 286 s., 299 kr. (Aschehoug) Bogen er udkommet.

Berlingske Tidende, 13. maj 2004:

Politisk tilsvining på lavt niveau

Boganm: Peter Johannes Schjødt og Erik Valeur : Magten - og kunsten at styre en beslutningsproces

To af Danmarks Radios medarbejdere gennem mange år - Erik Valeur og Peter Johannes Schjødt - har begået en elendig og perfid bog om magthaverne i Danmark.

Peter Johannes Schjødt og Erik Valeur : »Magten - og kunsten at styre en beslutningsproces. 286 sider, 299 kr. Aschehougs Forlag. En stjerne

I visse tidslommer har 1970ernes samfundsfjendske attituder overlevet i bedste velgående. Dengang var det mode blandt akademikere, journalister og studerende at udmale sig samfundet som et fjendeland styret af profithensyn og kapitalistiske magthavere, der blot ville arbejderklassen til livs.

Det grundsyn er basis for bogen »Magten - og kunsten at styre en beslutningsproces«. Forfatterne er Peter Johannes Schjødt og Erik Valeur . De har i en årrække haft ansvaret for dokumentarudsendelser i Danmarks Radios Program 1.

Bogen, de nu har udgivet, er en gennemgang af metoder, som magthaverne bruger for at hemmeligholde sandheden om systemets virkelige karakter, sådan som forfatterne ser den. Ifølge forfatterne anvender magthaverne snedigt en række metoder til at skjule sandheden for offentligheden og bulldoze deres egen politik igennem. Det sker gennem et netvæk af venner, ved at lyve på mange forskellige måder, ved at fortie sandheden og gennem mange andre tricks, der skal skjule skandaler og magtmisbrug.

Bogen er skrevet med en stærkt farvet ironisk tone, så læserne får indtrykket af et magtfuldkomment og arrogant politisk system, hvor profit og kortsigtede egoistiske interesser er det eneste, magthaverne er interesserede i.

Lad os tage et eksempel på stilen: »I Berlingske beskrev chefredaktør Niels Lunde sine konversationer med familiens yngste: »Når jeg spørger min søn på syv år, hvad han skal lave, når han bliver stor, svarer han: Det ved jeg ikke, men jeg skal tjene flere penge end dig.« Det er pengene, der styrer. Og de er overalt. Grådighed gør stolt. »I den vestlige civilisation er der i disse år ingen rivaliserende livsformer«, tilføjer Berlingske-chefen. »Ét kan vi takke kapitalismen for. Derfra kommer det daglige konkurrencepres i alle hjørner af vort liv.« Det er måske den vigtigste viden i profit-skolens univers: at ingen for alvor tør stoppe op for at tænke sig om«.

Bogen er forsynet med småportrætter af folk, som forfatterne ikke kan lide. De er små-perfide og ondskabsfulde. Meningen er ikke at høre, hvad disse beslutningstagere rent faktisk vil og mener, men at forsyne dem med øgenavne og latterliggørende karakteristiska.

Bogen er med sin konspiratoriske tankegang, sit lave analyseniveau og sin perfide stil over for politiske modstandere ikke blot et tegn på den manglende seriøsitet på den politiske venstrefløj, men også på en intellektuel afmagt. Stilen er ikke ny, idet Klaus Rifbjerg og bl.a. Carsten Jensen og andre har dyrket denne nedrige stil i en årrække, hvor øgenavne og fysisk fremtoning har været en del af deres politiske polemik.

Berlingske Tidende, 18. maj 2004:

Debat: Magten – og kunsten at læse

Det var en meget imponerende opsats, da Berlingske Tidendes Bent Blüdnikow omtalte vores bog »Magten – og kunsten at styre en beslutningsproces« (13.5.) og endda gav den en stjerne. Det fremgik til gengæld ikke, hvad bogen egentlig handlede om, idet den nærmest blev rubriceret som svævende et sted mellem løgn, ironi, Carsten Jensen og Klaus Rifbjerg. Det sted ved vi heldigvis ikke hvor findes! Men vi hælder nok til den opfattelse, at de folk, der holder magten i hænderne, skal behandle den varsomt – om ikke som et lille barn, så i hvert fald som en periodisk vild og ondskabsfuld teenager, man ikke altid ved, hvor man har – og dét handler bogen om.

Gennem de tre danske regeringer Schlüter, Nyrup og Fogh er der desværre henrullet en lang række betænkelige sager om magtmisbrug og demokratiske overspring, som også denne avis har beskrevet. I bogens ti kapitler gennemgår vi med blink i øjet (da det ellers nemt kunne blive alt, alt for begrædeligt) magtens »forkerte« udøvelse i en lang række tilfælde.

Kendsgerningerne er hverken højre- eller venstreorienterede. Her er de blot samlet, så alle kan se nogle mønstre, der selvfølgelig godt kan virke skræmmende og voldsomme. Hele gennemgangen bygger på de beskrivelser, dansk presse selv har brat gennem årene – og som ikke er dementeret – og såkaldt borgerlige medier er langt i overtal i den lange, udførlige kildeliste, der garnerer beskrivelserne. Berlingske Tidende optræder f.eks. 74 gange og leverer afslørende stof til alle de vigtigste sager.

Bogens portrætter ligger faktisk i den mildere og mere humoristiske side af dansk portrættradition – og er derfor ikke ment nær så ondskabsfuldt, som Bent Blüdnikow går og drømmer om.

Billedtekst: Af Erik Valeur og Peter Johannes Schjødt Forfattere til bogen: »Magten – og kunsten at styre en beslutningsproces«