Ekstra Bladet, 13. september 1987:

Weide ville have krig.

(Uddrag) Niels Westberg anmelder ny bog, der afslører spillet bag BZ -oprøret i Ryesgade. 

Tine Bryld og Jakob Reddersen; 'Lokummet brænder . Spillet om BZ - en ansvarsløs historie'. Gyldendal.

Politiken, 22. september 1987:

Dødedansen i gaderne.

(Uddrag) Klaus Bundgaard gennemgang / anmeldelse af : Tine Bryld & Jakob Reddersen 'Lokummet Brænder . Spillet om BZ - en ansvarsløs historie' Gyldendal. Bogenm handler om urolighederne i Ryesgade et år efter.

Weekendavisen, 11. juni 1993:

Fjendebilleder i et politisk vakuum

Af Jakob Reddersen, Frank Hvilsom, Tine Bryld, Erik Valeur - forfattere til »Lokummet brænder«

CHEFREDAKTØR Peter Wivel opfordrer 28/5 rigsadvokat Asbjørn Jensen til at begynde sin Nørrebro-undersøgelse med at læse Lars Villemoes' artikel »Den autonome virus«.

Vi må advare rigsadvokaten. Artiklen afspejler i påfaldende grad samme fjendebillede, som Københavns politi i årevis har haft om BZ og senere de autonome.

De sidste 13 år har vi fulgt BZ-bevægelsen som journalister og mæglere. Noget af det, vi har beskæftiget os mest med, er skabelsen af fjendebilleder - hos BZ'erne, hos politiet og politikerne og nu også i Weekendavisen. I Lars Villemoes' artikel fremstilles miljøet omkring Ungdomshuset som en velorganiseret gruppe med nære forbindelser til terroristgrupper og fraktioner i Europa.

Det miljø, han omtaler, og som vi mere eller mindre har fulgt tæt, kender vi som et bevægeligt, bredt sammensat, uforudsigeligt og nærmest kaotisk sted. Nogle af dem drømmer sikkert om verdensrevolutionen og kamp i gaderne, mens de fleste mødes over mange forskellige slags samvær - personligt og mere udadrettet.

Vi har i bogen »Lokummet brænder« (1987) beskrevet udviklingen i BZ- bevægelsen og dens aktiviteter, fra de mere muntre og begave som Allotria og tunnelgravningen til de mere stærkt kritisable voldelige sammenstød med politiet. Desværre har de unge fat i en sørgelig pointe: Det er kun, når brostenene kastes, at de bliver lyttet til. Det kunne være en opgave at beskrive, hvorfor voldshandlinger af den art sætter så meget folkelig debat i gang.

Måske fordi det har noget at gøre med mange menneskers følelser, langt ud over et snævert ungdomsmiljø. Følelser af afmagt. Det er ungdommens styrke at turde udtrykke følelser og afprøve ideer, og det er vores opgave at lytte, give modspil eller samspil. Derfor er det vigtigt at drøfte udviklingen i BZ med et åbent sind og ikke kun når de kaster sten og ud fra et fasttømret fjendebillede.

Miljøet omkring Ungdomshuset udråbes til potentielle samfundsomvæltere i en analyse af tilsyneladende meget tjekkede oplysninger. Havde Lars Villemoes forladt sine bogstavskombinationer og overværet et fællesmøde i Ungdomshuset, havde han næppe kunnet genkende sin egen analyse. Diverse navne og betegnelser i ungdomsmiljøet er jo ofte opstået som rene tilfældigheder, fordi to eller tre aktivister fandt sammen, når resten af gruppen ikke gad.

Artiklen overser eller fortier, at mange af de nævnte grupper er ophørt med at eksistere - på samme måde som der er masser af overlapninger inden for de forskellige aktiviteter. Journalisten begår den pudsige brøler, der røber papiranalysers store svaghed, at udnævne og bringe billeder af to navngivne personer fra de »Autonome Revolutionære«. De skulle være nogle af de rigtige skurke, men alle i miljøet og i græsrodskredse i videste forstand kunne have fortalt journalisten, at disse personer har været kilde til megen morskab blandt de mindre selvhøjtidelige, og i 4-5 år har de været helt udstødt af det miljø, der analyseres.

Det er beklageligt og ikke mindst farligt, at en seriøs avis som Weekendavisen bidrager til et så stivnet fjendebillede. Over for det må politiet opruste, og dermed risikerer man, at de unge overvejer skrappe metoder. På den måde kan det ende med, at Weekendavisen får ret...