Litteratursiden.dk, 12. september 2011:

'Det syvende barn af Erik Valeur

En af de bedste danske romaner i mange år - Bogen, som på en gang er krimi og spænding men også politisk samtidsskildring, psykologisk roman og meget mere, er virkelig god underholdning med mange lag og vinkler.
Af Arne Larsen

 

Syv spædbørn får en fælles start på børnehjemmet Kongslund i 1961 - Næsten 50 år senere modtager nogle af dem et mystisk brev - Hvem var det syvende barn, hvorfor er dets identitet og skæ

 

Det berømte spædbørnshjem Kongslund, som især 1950’erne og 1960’erne sørgede for at bortadoptere tusindvis af børn, er centrum for denne spegede historie.
Syv børn, som alle kom til verden på Rigshospitalets fødegang B, blev i løbet af 1961 bortadopteret fra Kongslund til familier rundt omkring i Danmark, og de voksede op uden at kende det mindste til deres fortid.

Sådan var praksis, og den navnkundige leder af børnehjemmet i en menneskealder Magna Ladegaard vogtede nidkært over børnenes oprindelige herkomst.

Hendes plejedatter Marie Ladegaard, som kom til Kongslund som hittebarn, har igennem alle årene i det skjulte dog fulgt de syv børn og deres livsforløb, og da den navnkundige forstanderinde skal fejre sit 60 års jubilæum, beslutter Marie at gribe ind i skæbnen og sender anonyme breve til nogle af de syv, og så er romanen i gang.

Pressen, personificeret ved den fallerede journalist Knud Taasing, øjner en god historie: Var Kongslund i virkeligheden et skalkeskjul for magtfulde mænds fejltrin, og havde hjemmet i mange år været medvirkende til at skjule skandaler på højeste plan?

Noget er der i hvert fald om snakken, fordi regeringen med den kommende statsminister Ole Almind Enevold reagerer ualmindeligt panikslagent og sætter alle sejl til for at finde den anonyme brevskriver.

Erik Valeur debuterer som romanforfatter med denne både i omfang og indhold store roman. Udover spændingselementerne som omfatter både mord, mystiske dødsfald og attentatforsøg, og som gør det svært at lægge bogen fra sig, er styrken i bogen først og fremmest de præcise og skarpt tegnede psykologiske personbeskrivelser. Forfatterens omfattende viden om den politiske scene og medieverden fornægter sig bestemt heller ikke, og han levere nogle meget fine kommentarer og iagttagelser på disse områder.

Endelig må man sluttelig beundre bogens plot og komposition, som ikke alene styrer læseren på suveræn vis, men som også først afslører den endelige sandhed til sidst.
Som læser skal man holde tungen lige i munden både fordi romanen elegant bevæger sig frit i tiden, men også fordi fortællerfokus skifter fra kapitel til kapitel, men er man bevidst om dette, får man til gengæld også garanteret en læseoplevelse af de få.