Kærlighed

(…)

“Du er en meget smuk kvinde, Marie,” sagde hun pludselig en lørdag aften, da jeg netop havde beskrevet Gerdas berømte opgør med den tyske Gestapo-kommandant under Krigen, uden tvivl med umiskendelig beundring og glød i stemmen.

Derefter tilføjede hun det utænkelige: “Hvorfor har du ikke fundet en mand?”

Blodet skød øjeblikkeligt op over min hals og helt op i mine skæve kindben og fik min venstre, hængende skulder til at brænde som ild. Det gjorde direkte ondt. Jeg havde aldrig delt min grimhed med andre end det store mahognispejl, som havde hængt på min væg hele mit liv.

(…)

“Du ved det ikke selv, Marie. For du ser jo altid kun på dig selv i et gammelt, ødelagt spejl, der slet ikke kan rumme dig. Du ser bare alt det skæve og anderledes. Du ser slet ikke hele billedet …” Hendes læber havde været halvt adskilte, og lyset fra den lave sol over Sundet kærtegnede hendes hals og skuldre. Jeg kan ikke beskrive det anderledes i dag. End ikke Magdalene havde nogensinde rørt ved min sjæl sådan, uden den ringeste generthed, og jeg var fuldstændig overvældet. Bag hende hang spejlet mørkt og kuldslået i dyb skygge, og jeg fornemmede, at al den jalousi, som selv ikke troldspejle kan skjule, var sat uhjælpeligt til vægs; det tav for første gang i sit hundredårige herredømme.

(…)

I det øjeblik lænede hun sig frem i skæret fra de syv tændte stearinlys, der stod i den forgyldte stage, jeg havde fået af Gerda Jensen til min konfirmation, og kyssede mig – og jeg blev så chokeret, at jeg ikke kunne flytte min krop så meget som en centimeter væk fra hendes. Hendes røde glorie i solen fra Sundet omsluttede os, og med ét forsvandt jeg ind i den og omfavnede til min egen undren for første gang nogensinde et menneske på min egen alder – og jeg druknede og druknede på en måde, jeg aldrig havde prøvet før.

(…)

Da jeg flere timer senere lå alene i sengen – og hun var gået – lo jeg så højt, at det mindst måtte kunne høres til Hven og få den gamle sølvnæsede himmelforsker til at spejde op mod Carlsvognen og Storebjørn og undre sig over, hvilke dæmoner nattehimlen nu havde sat fri.

Dem alle, kære Tycho! Hver og én!

Og en stemme, der må have været min, råbte: Nu forstår jeg!

(…)

Måske havde Magdalene alligevel haft ret: hvis bare man var tålmodig nok, ville en målbevidst bejler en skønne dag vove sig forbi de to kinesiske stenpiller oppe i indkørslen oven for Kongslund for at anmode om selv den mest usikre og forkrøblede hånd – som ved et mirakel.

Jeg trak armen til mig.

(…)

Den nat drømte jeg, at jeg elskede med en mand – og det var i sig selv en bedrift, eftersom jeg ingen erfaring havde med den del af verden. Det var en skæbne, jeg delte med Magdalene.

I min drøm var det ikke Asger, jeg begærede – sådan som jeg ville have forventet det – men en mand, jeg aldrig ville have troet. Jeg klynkede hans navn, og jeg skreg det i søvne igen og igen og igen – og igen – og endnu højere for hver gang, og det fik mig til sidst til at vågne med et sæt. Alt var vådt under mig, lagnet, min hud, mine fingre, og det rystede mig mere end noget andet, jeg nogensinde havde oplevet.

(…)