Information, 24. oktober 1997:

Jeg kan blive så gal

Kære redaktør - så kort som muligt, men i stor desperation: Hvad er det dog for en umådelig mængde uigennemtænkt lort, der vælter ud af nyhedsudsendelserne i disse uger om de såkaldt fremmede? På et tidspunkt, hvor der mere end noget andet var brug for omtanke og viden og forsøg på at trænge om bag tæppebombardementet af myter og opspind ­- som om det nærmest er en dyd at have renset hvert evigt eneste indslag for dokumentation og fakta og viden om bare den mindste flig af området. Det er til at blive vanvittig af at se Den Store Nyheds-sammenblanding af bandevold-Pia-Kjærsgaard-grænsesmuglere-asylsøgning-familiesammenføringer-etc.-etc. -­ selv i de nyhedsaktuelle debatprogrammer, der også er fulde af fejl og mangel på viden hos de styrende journalister.

F.eks. ved man ikke, at man i dag ikke kan stramme mere i Danmark med henblik på at få færre fremmede uden at påbegynde ophævelse af de internationale aftaler og konventioner. Vi kan stramme en lille smule på familiesammenføringerne, en lille smule på opholdstilladelserne, men det er små dråber ­- resten er strammet helt ind til benet. Også den benhårde administrative praksis, der ofte går linegang på kanten af loven. Næste skridt er en direkte konfrontation med FN ­ så hvorfor er der ingen, der spørger Pia Kjærsgaard, om dét er prisen for nationens renselse -­ udmeldelse af FN?
BLODTØRSTIG REPORTER

Hvorfor behøver nyhedsreporterne kun at kende lyden af ordet opstramninger ­- det lyder så godt, ikke ­ men ikke at have den ringeste viden om kravets reelle indhold ­ for at stille spørgsmål og lave store indslag i nationens vigtigste nyhedsudsendelser?

Bestræbelserne på de konkurrerende nyhedskanaler synes grundlæggende at være helt uden reel lyst til at gå bagom slaglinierne -­ uden det ringeste forsøg på at undersøge hvordan de fremmede i virkeligheden fungerer i vores land -­ uden en eneste ung blodtørstig reporter på opdagelse i asylområdet, hvor de virkelige historier om menneskeforagt, tilintetgjorte familier og udviste børn ­ imod alle regler og erklæringer ­ ellers befinder sig. Jeg kan blive så gal over, at hver eneste ny letkøbt tv-nyhedsaften om dette emne ­som nation bringer os endnu et kæmpeskridt ud i neanderthal-tænkningen, en nation, der kollektivt bliver bragt til at tænke som den dummeste, mest ligeglade fremskridts-sinke. Vi ved, det kræver tusinde gange så mange minutter at nuancere og blødgøre blot en af de forstenede fordomme, som en dårlig nyhedsreporter kan kolportere på 30 sekunder. Jeg bliver så sur over, at jeg skal inddrages i det skudsmål vi er ved at opbygge hos kommende generationer, der anstændigvis vil kigge tilbage og tænke -­ som vi har gjort om tidligere generationer: Hvordan kunne de dog være så uvidende og så umenneskelige og i den grad kaste enhver almindelig folkelig omtanke overbord?

Hvad vil alle de strømlinede, hurtigtkørende reportere sige til næste generation -­ når den engang spørger om motivet til at oppiske den mest følelsesløse og åndsforladte del af nationalkarakteren: Jamen, der var for mange fremmede i landet -­ hvordan fandt I ud af det? -­ jamen, det mente alle danskere ­- men behandlede I det ikke kritisk? -­ jamen, det var der ingen grund til ­- hvorfor det? -  jamen, sådan var stemningen -­ også hos jer selv? -­ jamen, det var den nok -­ men folk troede jo til sidst, at alle fremmede var farlige kriminelle? ­- jamen, det prøvede vi ind imellem at nuancere -­ hvordan det? -­ jo, vi havde en mand, der hed Bjørn Elmqvist ...

VI HAR JO LIGE SET OG HØRT
Lagde du mærke til, at en oplæser efter 12 minutters nyheder om gadevold og lovstramninger og ministerskift og tæsk-tæsk-tæsk på det hemmelige Odense-kamera sagde: Og nu nogle korte nyheder fra Danmark. Ja, sådan føles det ­ i medierne ­ som om vi står på frontbarrikaderne i Beirut og ikke -­ rent faktisk -­ i et samfund, der trods alt er meget lidt plaget af vore fremmede. Både kultur- og antalsmæssigt. Det er jo den dybeste dybe sandhed. Alt for kedelig til moderne medier. I nyhedsindslagene kommer mod-debattørerne altid på til sidst ­- i slipstrømmen af den dramatiske reportage og hårdtslående udladning -­ og så kommer de netop til at se utroværdige ud ­- vi har jo lige set og hørt reporteren fortælle, at den er helt gal. Nu står Elmqvist og laller og bortforklarer fakta -­ det er en simpel journalistisk mekanisme, bevidst eller ubevidst. Man kan tydeligt mærke, at reporterne selv er på forargelsens side -­ endelig én, der er tilladt, ikke! Så de små pip fra tørre politikerlæber fungerer udelukkende som et herligt alibi ­for en objektivitet, man for længst har valgt at blæse på. En legitimation over for dødsyge kolerikere som mig af, at vi har den anden side med. Gu' har man ej. Nuancer kan man kun tilføre en sådan mediestorm med dokumentation, dokumentation, dokumentation, analyse, undersøgelse, omtanke -­ det bør professionelle reportere dog vide.

Problemet er, at man over en periode på nogle uger viser den lille, nyhedsrigtige billeddramatiske del af fremmedvirkeligheden ­ det får så i løbet af nogle måneder en langt større effekt på hele fremmedområdet ­ som mediet imidlertid ikke kender, ikke har undersøgt og aldrig kommer til at dokumentere. Det er deri ansvarsløsheden består. Debattører i Behnke-Kjærsgaard-klassen undersøger ikke, de adskiller ikke, de diskuterer meget nødigt fakta, og de prøver aldrig at indleve sig i andres liv ­- for hver eneste af disse manøvrer ville så tvivl om det effektive budskab, måske endda i deres egne hoveder. Det gælder om ikke at tjekke påstandene, ikke at møde de virkelige fremmede, som man måske endda ville ku' li' og få medfølelse med. Ikke at lytte.

SVINDLERE OG NASSERØVE
Men hvorfor skal denne virkelighedsmetode ha' de store tv-kanalers stakåndende nyhedsreportere som villige hjælpere? Hvorfor skal vi se alle disse uerfarne reportere, der virker fuldstændig styret af skrækken for at vise kritisk distance ­- selv til de mest horrible udsagn -­ måske fordi de er bange for at blive kigget ud som flygtningevenlige ­ i Ekstra Bladet. Eller måske på deres egen redaktion?

Gudfaderbevares for en skæbne, at blive hængt ud på morgenmødet som et hængehoved og en pyllerrøv: Nu forsvarer idioten gudhjælpeme alle de svindlere og nasserøve igen -­ hallo -­ 70'erne er slut! Ikke sandt. Tænker de nogensinde på, at der er mennesker derude ­ i tusindvis af anstændige, venlige, ikke-kølletæskende, pænt arbejdssøgende, fuldstændig ædruelige ­ og dybt ramte ­ mennesker bag alle disse hurtigt-aflirede, u-undersøgte nyhedsvinkler? Hvis man gør, hvorfor står det så så svagt aftegnet i det samlede orkanbillede?

Jeg tror, at det er meget sjældent, man virkelig når at tænke og tale med andre om sine tanker på sådan en redaktion -­ og det er den afgørende fejl. Man sidder godt isoleret og pakket ind i klare, skarptskårne medievinkler, og det går så stærkt, at man næsten tror, det er virkeligheden, der flimrer forbi derinde i kassen.

DE HEMMELIGE KAMERAER
Enhver af TV 2 s og TV 1 s nyheds-blodhunde burde ta' sig en guided tur rundt i nogle af landets asylcentre, hvis de tør -­ ind på de små rum, ind og se børnene med deres smadrede forældre ­ ud i boligområderne, hvor almindelige indvandrere slås med en svær, men ikke ussel dagligdag ­ ud i landområderne hvor man også lever fredeligt side om side med almindelige danske fjernseere. Men i stedet bliver såkaldt dokumentation af virkeligheden til den mest overfladisk tænkelige og unuancerede: Hold da kæft, her kan vi jo selv se det -­ på kriminalmagasinet Station 2 s hemmelige kameraer på et torv i Odense ­- den slags tæsker løs på uskyldige danske forbipasserende (mon ikke kriminalmagasinet skal være lykkelig, hvis ingen undersøger den påstand ­- det lignede snarere medlemmer af samme bandemiljø). Og smuglerne, som vi kravler efter i nattens mulm og mørke ­- de er jo skidefulde af fup og fede, dramatiske billeder. Dét er vores dokumentation. TV 2 s bud på en virkelighed.

DEN VIRKELIGE HISTORIE
Men ikke et ord om, at dem de smugler, måske er i yderste nød. At der er børn, at der er frygt, at der er mennesker som os selv. Nej, for vi er reportere ­ vi skal bare tænke i historier. Ikke tænke dybere. Men det er for fanden derfor, de hyrer smuglere ­ fordi vi har lukket landet så effektivt, vi overhovedet kan ­- for som nation at undgå at overholde vore højt besungne FN-indgåede forpligtelser til at give værdigt trængende mennesker i nød asyl. Det kan de andre sgu gøre. Olé-Olé-Olé. Se, det er den virkelige historie, men ikke en historie, der på nogen måde er politisk korrekt i disse tider, vel? Svær. Farlig. Undergravende for enhver retfærdig mistænkeliggørelse af de indtrængende . Ingen roser fra ministeren. Ingen hyggelig passiar ved næste gemytlige sammenkomst. Hvor er det hamrende seriøst. Hvor er det professionelt. Hvor er det dog besjælet af den største ligegyldighed over for den virkelighed og det stof og de mennesker, man beskæftiger sig med.