Læser-spørgsmål i Information, 26. november 2011:

Erik Valeur

 

»Som jeg ser det, er vi danskere tit som får. Ja, undskyld - men vi har meget stor tendens til at vige væk fra problemer og magtbrynde og sige, det går nok. Jeg tror desværre, vi har det i vores gener og traditioner...«

 

— Hvad er den største forskel på at skrive journalistik og fiktion? Og hvad kan du bedst lide?

Journalistik har altid været en anelse ' pligtagtigt' - for det er jo et arbejde, uanset hvor vigtig en sag, man dækker, og hvor engageret, man er. Det skal være præcist, stramt, faktuelt rigtigt, uden slinger i valsen. I fiktionen opdagede jeg en glæde ved at kunne glide uden for virkeligheden, digte mine egne ting og skrive præcis de sætninger, jeg havde lyst til og viderebringe mærkelige og absurde detaljer fra menneskers liv. Også mennesker, der normalt aldrig ville få plads i medierne.

— Føler du dig ikke som den største kliché, når du som journalist nu skriver fiktion?

Hvis man kan skrive en god fortælling, så er det vel okay. Hvis man bare vil videre over i fiktionen for at kunne skrive ' forfatter' på brystet, så har du ret. Men de journalister, jeg selv kender, som har skrevet en bog, har haft den samme lyst til at skrive friere, som jeg lige nævnte. Ofte efter at have været journalister i mange år. Mon ikke, det er ligesom med Pinnochio i hans snore? Det er naturligt, at man en dag får lyst til at kappe de bånd, man hænger i.

— Hvordan adskiller den litterære skriveproces sig fra den journalistiske?

Det tager væsentligt længere tid. Derfor når man også at tænke langt mere og en hel del grundigere. Det betyder, at man både får nye og bedre - synes jeg - idéer undervejs. Og at man får luget de mest alvorlige dumheder ud. Da jeg skrev Det syvende barn, vidste ingen noget om den, før den var færdig. Så jeg havde absolut ingen deadline. Det var virkelig pragtfuldt.

— Hvorfor har du skrevet så langt?

Da jeg vidste, at jeg ville lave en fortælling med et plot, der involverede syv børns - nogle gange ret ejendommelige - opvækst i en temmelig dramatisk fortælling, ja, så blev bogen nøjagtig så lang, det var nødvendigt. Der skulle også være plads til de dybere lag, der handler om svigt, og længsel, og savn og mange andre ting. Og til de små detaljer, som læserne kan udforske og vende tilbage til og finde nye betydninger af. Det er en form for opdagelsesrejse, og hvis man tager med på den, tror jeg ikke, man keder sig.

— Hvordan har du det med, at du tilbragte de første to år af dit liv på børnehjem?

Jeg kan ikke huske det med billeder og ord, bevidst. Men det siges jo, at inde i alle mennesker sidder selv de tidligste oplevelser. Før jeg skrev bogen, havde jeg snakket med mange børn som mig - altså tidligere børnehjemsbørn, hvoraf mange blev bortadopteret - de tidligt forladte, som terapeuterne kalder dem. Og siden bogen udkom, er der også en del, der har kontaktet mig, så der er en form for fællesskab. I bogen er det først og fremmest en fælles viden om at have ligget alene i mørket på en spædbarnsstue i de allerførste dage og uger. Det kan være meget svært. For de fleste nyfødte er der kropsberøringen fra en mor og en far til at fjerne angsten for det ukendte - det er der ikke for børn, der bliver fjernet lige efter fødslen. Det kan være en hård viden senere i livet.

- Har du nogensinde opsøgt din far?

Nej. Efter børnehjemmet kom jeg til sidst hjem til min biologiske mor, og hun havde et lille foto af ham i sin pung. Folk har tit undret sig over, at jeg ikke opsøgte ham, f. eks. Tine Bryld, der nu er død, og som jeg var meget tæt på. Hun tilbød at tage med mig op til ham - han skulle bo i Bergen i Norge, hvis han lever endnu - og mente, det var ret vigtigt at få gjort. Af en eller andet grund havde jeg ikke lyst og følte mig end ikke nysgerrig - jeg havde jo set ham på billedet. Jeg tror, Tine mente, jeg ikke turde, og det er muligvis sandt. Måske er romanen også et forsøg på at finde ud af det.

— Hvad er meningen med livet?

Det er sørme et noget velvoksent spørgsmål Måske kan jeg sige noget i forlængelse af det foregående, nemlig det, som Tine altid endte med at fastslå, når vi diskuterede livet og døden og alle de forkerte ting, mennesker gør, selv om de faktisk ikke vil. Hun troede jo ikke på Gud, så hun sagde: Hvis der er en mening, så må det være, at hver ny generation skal gøre tingene bare en lillebitte smule bedre end den foregående, for så bliver Jorden måske til sidst et godt sted at leve. Og det er jo et uendeligt langt projekt, men dog med en smule håb.

— Hvorfor har du valgt at skrive en skønlitterær bog efter så mange års journalistisk?

Fordi jeg gerne ville skrive præcis den historie om mennesker, som det blev til. I en roman kunne jeg gøre det sammenhængende, og jeg kunne lade hovedpersonerne kredse om det, jeg tror, alle mennesker interesserer sig for. Ensomhed, skyld, savn og måske det vigtigste af alt: at der findes en medfølelse - eller indlevelse - vi aldrig må glemme, og som er fuldstændig uselvisk. Som blandt andet er beskrevet i H. C. Andersens eventyr om Pigen, der trådte på brødet, der har en meget vigtig rolle i bogen.

— Du har tidligere vundet priser for din journalistik. Hvordan vurderer du journalistikkens vilkår i dagens Danmark?.

Det bliver et forholdsvis kort svar. For vilkårene er ad helvede til, hvis man tænker på grundigere journalistik og dybere fortællinger om mennesker. Helt typisk er det, at selv lokal-og provinsaviserne, der ellers har en nærliggende mulighed for at bruge alle deres lokale kontakter til at fortælle om mennesker og deres skæbner og livsforløb - og det er ofte kolossale dramaer - er så panikramte, at de udelukkende ansætter ' nyhedshunde' til at fortælle knastørre og dødsenskedsommelige fakta om byrådsmøder, trafikproblemer og væltede flagstænger på gågaden.Det dør de af.

— Hvilke journalister beundrer du?

Knud Vilby og Jørgen Flindt Pedersen - og den gamle montagemester Viggo Clausen, som jeg mødte allerede som journalistelev. Og Morten Bohr, der fik den grundlæggende idé til Månedsbladet Press og trak os andre med.

— Danskerne elsker at betegne sig selv som antiautoritære og magtkritiske. Er de det?

Nej, som jeg ser det, er vi danskere tit som får. Ja, undskyld - men vi har meget stor tendens til at vige væk fra problemer og magtbrynde og sige, det går nok. Jeg tror desværre, vi har det i vores gener og traditioner - som sådan et lille øfolk. Det er tit utroligt, hvad vi finder os i, ikke mindst fra rigets øverste gemakker. Den sidste regering foretog to-tre skandaløse dispositioner om ugen, og det skal nok fortsætte, når Thorning-Søvndal er kommet op i gear, fordi der i dansk politik er opstået en stemning af, at man kan og skal og må gøre hvad som helst for at beholde magten, også når det er skrigende ulovligt og komplet udemokratisk.