Information 19. august 2011: 

God og komplet usandsynlig

Erik Valeurs debutroman afvikler et overordentligt usandsynligt plot til perfektion - med en bund af alvor, samfunds-og mediekritik

Erik Valeur  Politikens forlag 692 sider 300 kroner Udkommer i dag Det syvende barn

Af Karen Syberg

God og komplet usandsynlig.

 Det er den korte version.

 Men Erik Valeurs monsterdebut, Det syvende barn, er lang, 692 sider. Det giver ham plads til et af de mest vidtløftige plot, jeg længe har forsøgt at holde styr på. Det kniber i begyndelsen, men efterhånden, som man lærer personerne at kende, forsvinder forvirringen til trods for overflødighedshornet af hændelser. At forfatteren har kunnet finde på noget så indviklet, aftvinger i sig selv respekt.

 Historien er usandsynlig, fordi handlingen, som antydet, består af så mange sammentræf, tilfældigheder, dødsfald og konspirationer, at fantasien her for en gangs skyld overgår virkeligheden.

 Og den er god, fordi det hele ikke bare er skæg og blå briller, men også en tragisk beretning om at føle sig fremmed i verden uden at kende sine rødder, om grumme svigt, menneskelig fejludvikling og ulykkelige skæbner.

 Bogen er ligeledes god, fordi det underliggende politiske spil ikke er det mindste usandsynligt, blot surreelt forvredet. Bogens skandaler er fiktive, men ministres og spindoktorers manøvrer for at dække over dem er fuldt genkendelige. Ministre og spindoktorer er ligeledes fiktive - men sammensat af personer og egenskaber, der også gør dem genkendelige. De kan minde om doktor Frankensteins sammensyede monster, ligesom hele romanen har et strejf af gotisk uhygge, men i kynisme og ondskab overgår de langt det stakkels uhyre, der jo i bund og grund var hjertensgod.

 Det er der sandelig ikke tale om her. Virkeligheden er set i et troldspejl - med masser af referencer til H. C. Andersen - men forskellen på Andersens og Valeurs troldspejl er blot, at den grønne spinat, der i Andersens version skyldes troldspejlet, mens spinaten i virkeligheden er dejlige marker, i Valeurs version er virkeligheden, mens de høje bøge, der indrammer børnehjemmet, signalerer bedraget: den kernedanske idyl.

 Mediekritik

Ind imellem optræder virkelige begivenheder - forbrydelser - og virkelige stednavne.

 Således ligger den skrantende avis Fri Weekend, hvor Det fri Aktuelt havde til huse.

 Men blot at tage romanens mediekritik, der ligeledes er kras, for en kritik af det hedengangne organ vil være at læse for bogstaveligt. Kritikken satser bredere og rammer både aviser og tv, når medierne er værst. Tilsammen tegnes et Danmarksbillede af løgn, uhæderlighed og alles kamp mod alle, som absolut har genkendelige elementer.

 Også rammefortælleren påstås at være virkelig, nemlig forfatteren selv, der angivelig har været på spædbørnehjem som baby. Det kunne jo ligne tidens trend med at hævde, at det er den skinbarlige virkelighed, der berettes om, men modsiges dog i dette tilfælde effektivt af den usandsynlige handling. Derimod udfordrer virkelighedsallusionerne effektfuldt læseren til spekulationer om, hvad af det hele der mon kan have bund i virkeligheden. Et meget uelskværdigt portræt af en redaktionschef på Fri Weekend kunne måske godt havne i denne kategori.

Elefantstuen

Rammen om alle forviklingerne er spædbørnehjemmet Kongslund ved Skodsborg.

 På spædestuen, ' Elefantstuen', som er overmalet med små blå elefanter, ligger syv små babyer i året 1961. De skal bortadopteres, men noget er galt, der dækkes over noget og af hvem og hvorfor? Marie, der formelt er romanens fortæller, forsøger at finde ud af de fordækte hemmeligheder, men har selv hemmeligheder, hun ikke vil røbe. Så begynder forviklingerne, samtidig med at de syv børns skæbner senere i livet oprulles og vikles ind i hinanden.

 At Marie er fortælleren, skal tages med et gran salt.

 Selv om hun angiveligt har udspioneret de andre seks gennem hele deres livsløb, så er hun ikke alvidende, men det er fortællingen. Den glider frem og tilbage mellem Maries synsvinkel og en alvidende fortæller, der ubesværet tager over, hvor historien kræver det, dog uden at man generes af dét. Mindre elegant er Maries uvane med hele tiden at forudskikke endnu ikke indtrufne katastrofer.

 Det virker tungt, og som virkemiddel bliver det groft misbrugt. Også symbolerne får, hvad de kan trække, forstanderindens hammer til blomsterstilke er i lige lovlig flittig brug.

 Til overflod løber der også en diskussion om arv og miljø gennem handlingen, noget adoptionsmotivet jo i sagens natur lægger op til, men som her afvikles med skæbnetung forhammer. Bastant, men effektivt.

 Romanen er dog som helhed underholdende og spændende, den er velskrevet og sprogligt fantasifuld med det strejf af pastiche, den gotiske handling lægger op til. Om en person, der har noget at skjule, hedder det: »Også hun mestrede den kunst at lade ordene skifte retning og blæse af sted ned af deres egne dunkle korridorer«. Samme karakteristik kunne gælde forfatteren. Til sidst går det hele dog op ( næsten) uden brug af deus ex machina, og uden at man kan gætte hvordan.

ksy@information.dk