Hovedpersoner – barndom / Danmark

(…)

Et øjeblik fik han ingen reaktion. Kun en forlængelse af den tidligere tavshed. Så kom bekræftelsen: “Jo. Hun har en plejedatter. Inger Marie. Det var det navn, hun fik, da hun kom hertil i 1961. Men vi kalder hende bare Marie. Hun arbejder her som min assistent, og det har hun altid gjort.”

Fem små sætninger, afleveret som fem stykker vraggods på en strandbred.

Så aflæste Susanne Ingemann med et enkelt blik hans næste spørgsmål. “Det er rigtigt … hun bor her. I et meget smukt rum. Husets smukkeste. Vi kalder det Kongens Værelse, fordi arkitekten tegnede det efter kong Frederik den Syvendes omhyggelige anvisninger. Det har altid været hendes.”

(…)

Når rummet var fuldt beboet, hang der otte små sutteflasker i et stativ i loftet, hvorefter nattevagten med et sindrigt snoresystem kunne sænke den ene eller den anden ned til et uroligt barn, der så kunne slukke tørsten uden at tabe flasken i sengen. Jeg har hørt Magna benægte brugen af flaskestativet over for nysgerrige journalister, og hun hævdede senere, at min bekymring for børnenes ensomhed havde sløret min bevidsthed og havde fået mig til at se syner.

(…)

Man kan forestille sig overraskelsen, da hun første gang kastede et blik på mit nøgne korpus og så den indpakning, Vorherre havde valgt at levere mig i: skæv over ryggen fra den højre skulder og ned til lænden, som om jeg var stødt sidelæns ind i en betonklods; undersætsig, duknakket med blødt dinglende leddeløse ben og arme, som Mødrehjælpens læger til deres undren kunne dreje næsten 360 grader rundt uden at møde modstand. Det eneste positive, lægerne de første dage kunne nævne, var defekternes forholdsvis symmetriske placering på den lille krop: var der fejl i højre side af mit jordiske hylster, så genfandt man næsten sikkert den samme fejl i venstre side.

(…)

“Du lignede en lille peruvianer, hvis hoved var skrumpet i den ene side,” lo Magna. Det var sådan, hun altid håndterede tilværelsens uventede anslag – ved at genfortælle dem i en opsætning, der gav hende mulighed for at skraldgrine og dunke den ulykkelige i ryggen. Som så mange andre af retfærdighedens forkæmpere besad hun den universelle indlevelse, men manglede af og til den personlige.

(...)

Hvis Peters far var fåmælt, så var Knuds far, Hjalmar, tavs som dét mausoleum, de havde stedt hans store forbillede til hvile i. Hvad Peter ville vide om Mys familie, måtte han aflæse af de få ting i de små stuer: portrætterne af de store socialistiske fædre Lenin og Marx over spisebordet og billedet af den smilende, forsvundne mor, som ifølge Mys hviskende fortælling slet ikke var død, men havde fundet sand revolutionær frihed på en hippiefarm, der dyrkede buddhistisk levevis i en sydspansk provins; her sad hun og mediterede med korslagte ben i bjergenes blå skygge; imens smilede hun vemodigt ned til sin dreng fra forgyldte rammer på både fjernsynet, komfuret og sengebordet og stod endda smådryppende, men stadigt smilende, på shampoohylden uden for brusekabinen, som Hjalmar havde stillet op i et hjørne af køkkenet.

Det var en gåde for Peter, at Lenins beundrer, mangeårigt medlem af kommunistpartiet og tillidsmand på Klædefabrikken, med så stor stædighed havde meldt sin eneste søn ind i den mest private af alle private skoler i hele den nordsjællandske borgeridyl – ja, måske den mest kapitalistiske af alle kapitalistiske skoler i hele Danmark …

(…)

Aftenen før havde han siddet i villaen i Rungsted sammen med sin mor og fulgt en tv-reportage fra Rebild Bakker, hvor en flok krigsmalede rødhuder fra teatergruppen Solvognen angreb et par hundrede bedsteborgere, som fejrede den amerikanske frihedsdag. Det havde været hans første møde med den kendsgerning, at en simpel tanke omsat til handling – og derefter billeder – kunne slå de store fjernsynsporte op på vid gab og komme ud i alle afkroge af Danmark. Miraklet var ikke selve aktionen, men at verden åbnede sig så betingelsesløst. Den dag, han besøgte Kongslund for sidste gang, var også den dag, han tog sin beslutning om at blive tv-journalist.

(…)

I sine første femten år havde han udholdt de andre drenges drillerier, mens han kredsede omkring deres ubrydelige cirkel som et nævenyttigt, lille fremmed insekt, der holdt sig i omløb alene på sin årvågenhed og evne til at ryste alle ydmygelserne af sig. Hans ansigt havde grinet som en flækket træsko, hans firkantede fregnede næse havde snøftet som i trods, mens munden grinede videre og de lyseblå øjne målte slagenes retning og forventede nedslagspunkt. Det havde altid været en facade, og drengens tæft for lynhurtige undvigemanøvrer var blevet boende i manden, også efter at hans ansigt var blevet voksent og ikke længere røbede hans tanker eller flækkede i barndommens fjogede grin.

Havde nogen af vejens drenge set ham i dag, ville de kun have genkendt det vagtsomme blik, den hyppige snøften og den svage dirren i pupillerne bag brilleglassene.

(…)

Hos Severin havde hverken den største anerkendelse eller hans adoptivfars kærlighed fjernet hans følelse af ikke at høre til, og den voksne Severin sloges i både vågen og sovende tilstand med de symptomer, der stammede direkte fra hans uharmoniske indgang til verden: at han var blevet anbragt i et bælgmørkt rum lige efter fødslen uden nogen fysisk berøring. Han både frygtede og længtes efter andre menneskers nærhed. At han blev advokat for de svageste, næsten fortabte eksistenser, er et fænomen, som man godt kunne ofre en tanke – og at han gennem årene tabte sag efter sag efter sag og alligevel puklede videre, er et faktum, der i mindst én udlægning burde forekomme uhyggeligt.

(…)