Historisk – Danmark 

(…)

Villa Kongslund blev færdigbygget i de samme måneder, hvor Danmarks Riges Grundlov blev skrevet. Huset stod næsten færdigt den sommer, hvor folkestyret afløste Enevælden i Danmark, og Kongen deltog ifølge overleveringerne langt ivrigere i byggeriet af den smukke villa ved Sundet end i de omstændelige udformninger af grundlovsteksten. Let prustende kom han travende gennem tykningen, vel undsluppet hoflivet i Palæet og de kedsommelige statsrådsmøder, som han helst blundede sig igennem, og råbte gerne en hilsen til de flittige håndværkere. “Hvor er det dog en yndig plet – der står med så brede bøge,” hørte Magdalenes farfar ham råbe, alt imens han bakkede på piben, så de yderste hår i det lange majestætiske overskæg blev let brankede i spidserne. Når tobakken slap op, kunne han finde på at stoppe små interessante blade og kviste i piben og futte dem af i skyer af sortblå røg.

(…)

 Borgerkongen døde sidst på året 1863 uden at efterlade sig en tronfølger og arving; rent faktisk havde han længe vidst, det ikke kunne lade sig gøre – end ikke med den varmblodede frøken Rasmussen på sin sengekant – og med ham uddøde derfor den sidste arving til det gamle kongehus, hvorefter nationen måtte finde sig et nyt. Man kan næsten sige, at landet adopterede en ny kongeslægt i mangel af en naturlig, biologisk.

(…)

Han havde dannet en midtjysk modstandsgruppe sammen med to gymnasiekammerater i foråret 1943. De havde været så dumdristige, som kun ganske unge mænd er det, beskyttet af visheden om deres egen udødelighed. De stjal tyske pistoler, håndgranater og sprængstoffer; de blokerede togskinner med tykke egestammer, som de fældede i skovene mellem Vejle og Horsens; de havde ingen idé om formålet med de togtransporter, de afsporede – eller hvad de indeholdt – men de lå i ly af buskadset og hujede af ophidselse, når skinnerne eksploderede og godsvognene kæntrede.

Og Fanden tog ved dem. De sprængte stort set alt på deres vej, parkerede biler, tøjlagre med militært undertøj, fabriksanlæg, ammunitionsdepoter og bagerier, der solgte morgenbrød til danske Hipo-folk.

(…)

Carls nærmest utilregnelige dumdristighed gjorde, som månederne gik, de øvrige modstandsfolk i området stærkt nervøse – så da samarbejdspolitikken brød sammen i august 1943 og de danske jøder stod over for den samme Endlösung som resten af de europæiske jøder, lykkedes det for en gruppechef under Jyllandsledelsen at inspirere Carl og hans to drabanter til den størst tænkelige heltegerning: at tage til København. Tusinder af jøder skulle skjules og smugles til Sverige i de kommende måneder, eventyret ville tage ophold i landets hovedstad. Fanden indgik en pagt med Vorherre, og det er spørgsmålet, om Danmark nogensinde havde reddet så mange jøder og indskrevet sig på den retfærdige side af Krigen, hvis det ikke havde været for Carl Malles ankomst til byen.

(…)

Josefine knyttede sig i de år tættere og tættere til Samanda, mens hun i stigende grad ignorerede Susanne. På hendes høje smalle reoler stod de høje tynde bøger med erobreren Ulriks navn i guld på ryggen og beretninger fra den store vide eksotiske verden, hun aldrig ville få at se ved selvsyn; hvide snetinder i Tibet, dybe klippekløfter i Himalaya, smalle stenede inkastier i Andesbjergene, der snoede sig opad og opad og aldrig fik ende; gennem Ulriks ord sneg conquistadorerne sig usynlige forbi Anton og pigerne ind i Josefines rum, der altid stod parat. Hun kunne høre deres hvisken tværs gennem trivielle telefonsamtaler om købmandsvarer og kortspilsaftener og tandlægetider og julebasarforberedelser – og når hun stod alene og spejdede ud over Fjorden.

Hun forsøgte aldrig at flygte. For hvor skulle hun tage hen? Hun havde læst om den nye frigørelse hos sine yngre medsøstre i København – det var omkring 1970 – men hun forstod instinktivt, at der ikke ville være plads til hende. De kendte end ikke hendes eksistens.

I stedet forsvandt hun ind i sig selv, kæntrede og sank til bunds og lagde sig til hvile på bunden af den tilværelse, hun havde fået tildelt og ikke kunne udholde. Hver aften sad hun på bænken i skyggehavet under hasselgrenene, hvor jeg lå skjult, med sit blik vendt mod syd. Hun hilste sine usynlige besøgende med en svag virrende bevægelse med hovedet, som om hun tavst benægtede et budskab, kun hun kunne høre. Jeg så hendes skuldre synke nedad mod jorden, hvor de til sidst ville forsvinde, og hendes mund stå halvt åben som i protest mod en umådelig, kronisk sult, ingen kunne stille.

Jeg havde aldrig nogensinde set så mægtigt et savn.

(…)