Gud og Hjertegodheden

(…)

Når jeg læner mig frem, kan jeg se direkte ned i børnehjemmets have, og hvis jeg rækker mig på tå og åbner vinduet på klem, kan jeg stadig se de hvidklædte myndige frøkener, der i en menneskealder herskede over Kongslund, næsten som om de endnu sidder på terrassen og ikke for længst er væk.

Det er, som Magdalene altid sagde: Når Skæbnen sammenføjer sine omhyggelige mønstre, foregår det ikke med stor højtidelighed eller med store dominerende armbevægelser, men som i en leg eller i et barns anfald af rastløshed – og det er derfor vi aldrig opdager, hvad der foregår, før det er for sent.

Selv de klogeste mennesker tror, at deres tilværelse følger en kronologisk, men dybest set tilfældig bane, og vi kalder selv de største og mest præcise benspænd for livets tilfældigheder; det er en vildfarelse, der også deles af de gudstroende, selv om de udadtil hævder at følge et guddommeligt anvist spor. For så meget kaos, som livet består af, kan ingen guddom i sin fulde alvor have tilrettelagt.

(…)

Jeg sad på min plejemor Magnas skød i Søllerød Kirke, da vi sang for den døde – og jeg tror, at præsten fornemmede, at netop denne ceremoni var noget særligt. Der var en trampen og en prusten i hele kirkerummet, som når store elefanter braser gennem kratbevoksningen ved flodens krumning, en stemning, som kun stærke kvinder kan skabe i visheden om, at de sætter dybe spor, hvor de end træder og bevæger sig hen. Mødrehjælpens imponerende fru Krantz var der, alle barneplejerskerne og assistenterne var der, og den senest ansatte psykolog var der; min plejemor Magna var der, så stor og så energisk, at versene i Brorsons salme nr. 15 kom ud gennem næsen som store kompakte luftskibe, der fløj op over alteret, hvor de stødte mod de tykke hvidkalkede vægge og lavede ekkoer, som om Jesus stod derude i Intetheden og bankede på kirkespiret med sin guddommelige spadserestok, der havde gjort selv de blinde i stand til at gå.

“Hvad skal vi sige, når vi ser, hvor stjerneflokken blinker,” lød det, og i dette selskab var det ikke et spørgsmål, ikke for denne stjerneparade af Gode Kvinder.

(…)

“Her på stedet har vi aldrig haft brug for hverken Gud eller Fanden,” hørte jeg ofte min plejemor sige til de udenlandske besøgende, der kom rejsende til Kongslund for at studere hendes og de øvrige frøkeners imponerende virke. Helt fra Tokyo kom en japansk delegation med en rulleelefant som gave, og ingen af dem kunne være i tvivl om, at de to herrer, hun refererede til, måtte være mænd – endda mænd af den værste støbning.

I Magnas verden kunne alt uforudset og alt skævvredet rettes op og komme til at fungere, og det var hendes datter, det berømte hittebarn, det levende bevis på. Alene derfor overså hun det indlysende, og hun så ikke den skygge foroven, som Magdalene i sine dagbøger kaldte Den Store Mester, kongen over alle livets tilsyneladende tilfældigheder, uafladeligt på udkig efter menneskelig dårskab, kindklappende, indladende, uimodståelig, nonchalant, uforudsigelig – og fuldstændig hensynsløs.

(…)

Magna og jeg talte ikke nogensinde om det, der var sket; hun forstod ikke min sorg. Sjælen er ikke, som mange tror, en kompakt masse – en lille lysende kugle et sted mellem hjertet og leveren – og heller ikke, som andre mere dristige hævder, et masseløst tomrum, der fylder det levende legeme ud og behændigt svæver af sted og forsvinder væk mellem Dødens Fingre for at sikre ånden dens evige liv; nej, sjælen er en smal afsats, som de troende balancerer henad i deres søgen efter trøst. Træder de et skridt forkert, finder de aldrig fodfæste igen, og spejder de efter lys længere fremme, ser de kun mørke. Det var det, jeg opdagede den sidste sommer sammen med Magdalene. Sjælen er ligesom verdensrummet ikke udtryk for en evig stilstand, men for evig bevægelse, og bevægelsen har kun det ene formål at fortsætte ligeud, hen ad den smalle afsats, i det absurde håb, at man kan undvige Mørket.

(…)

“Det ville være fascinerende, ikke – hvis Bohr og Einstein kunne bringes sammen til sidst … altså deres teorier?” sagde han.

Spørgsmålet blev stillet, som om jeg havde en særlig viden om døde videnskabsmænds indbyrdes forhold.

“Gud kaster ikke med terninger, sagde Einstein, som du ved – han troede på en rationel, fastlagt skæbne for alt levende på Jorden. Men det var jo et umådeligt paradoks – for hvis alt er fastlagt, hvad skal vi så overhovedet med en gud …? Så ville Gud jo kede sig ihjel.”

Jeg spejdede efter et smil, men der var ikke noget. Meddelte han mig noget symbolsk?

“Ifølge Niels Bohrs teori om kvantemekanikken er alle fremtidige hændelser uforudsigelige – og vi aner ikke engang, hvor terningerne befinder sig. Mennesket har ingen adgang til en rationel verden, hvori alt kan styres og planlægges, selv om vi tror det. Niels Bohr åbnede vores dør til friheden. Han gav os muligheden for at vælge, og ikke kun dét … han gav os muligheden for at tage et uendeligt antal valg – som for evigt vil adskille os fra maskiner, computere og robotter. Det er den vigtigste erkendelse i menneskehedens historie.”