Flygtninge – indvandring

(…)

“Godt,” gentog regeringschefen og lagde det rødplettede lommetørklæde på skrivebordsunderlaget.

Ole Almind-Enevold stirrede et øjeblik på det. Så sagde han: “Jeg ville gerne briefe dig om tamilsagen.”

Tamilsagen?” Statsministeren hostede endnu skarpere end før. Det var et ord, der kunne skræmme en hvilken som helst politisk leder.

“Ja. Jeg mener sagen om den 11-årige tamilske dreng, der har kørt nogle dage i pressen. Vi bliver nødt til at få den lagt død. Nu. Ifølge mine kilder er der et meget ondskabsfuldt netværk bag balladen, og vi kan ikke bare give ham ophold, sådan som medierne skriver.”

“Det blander jeg mig ikke i, det er helt og aldeles din afgørelse som nationalminister.” Selv som døende ville ingen regeringschef ønske at blive blandet ind i det ømfindtlige flygtningeproblem – og slet ikke, når børn var involveret.

(…)

En lidt ældre embedsmand havde vedhæftet sagen et par af de seneste avisudklip med overskrifter som: Forældreløs tamilsk dreng udvises – og: Ny barsk linje: Selv små børn får ikke ophold.

Grauballemanden havde rystet på hovedet og tænkt på sine egne to voksne børn, der sjældent (i realiteten aldrig) besøgte ham.

Orla Berntsen studerede sine håndrygge, men lod fingrene forblive i ro. “Røde Kors har protesteret …” – hans ansigtshud var bleg, med et svagt bælte af fregner hen over de buttede kinder og den klumpede næse – “… og det er jo Søren Severin Nielsen, der er drengens advokat.”

Alene navnet fik øjeblikkeligt en serie af små, ufrivillige nervøse trækninger til at løbe bordet rundt, for netop denne advokat procederede altid sine sager i pressen – uanset deres håbløshed.

“Har han noget at vende hjem til?” Grauballemanden kiggede hen over sine grå kindposer på forsamlingen og tilføjede helt ukarakteristisk: “Han er jo trods alt … kun en dreng.”

Flere studsede. Orla Berntsen så ud, som om han trak vejret dybt, inden han svarede. “Som bekendt er alderskriteriet for automatisk ophold faldet de senere år, og nu har styrelsen og nævnet altså lagt en ny praksis, der følger de klare signaler fra regeringen, hvorefter vi begynder at udvise alle børn på ned til 11 år. “Han bankede på sagsmappen. “Denne sag er en prøvesag for styrelsen og dermed også for ministeriet og regeringen. Udvisningen vil sende det signal, man ønsker.”

“Send dem ikke til Danmark,” mumlede en fuldmægtig.

Der blev et øjebliks akavet stilhed, som om nogen havde sagt noget overraskende – eller talt med for høj stemme.

(…)

“Vi har, lige siden vi skiltes – og lige siden de første iranske flygtninge udløste folkekrav om asyl og opholdstilladelse i 1985 – været uenige om alt, selv om vi kommer fra samme sted. Det er mere end tyve år nu, Orla. I begyndelsen fik min verden ret – men nu er det din verden, der bestemmer.”

(…)

“Befolkningen har selv valgt den regering, der bedst sikrer den … og sikrer fremtiden ved at værne os mod de fremmede, der truer sammenhængen, med de midler, som befolkningen selv har peget på. Du modarbejder det bare. Vi kalder det demokrati.”

(...)

Orla kunne fornemme den ukontrollable vrede i sin stemme og trak vejret dybt for at undgå de snøft, han ikke ønskede, Severin skulle høre. “Vi fratager bare folk deres rødder og deres hjemland … brød du dig måske selv om at blive adopteret væk?” Han kunne godt høre, hvor skør sammenligningen lød, men han kunne ikke standse. “De visner, Severin … de dør – med lige så stor sikkerhed, som Kjeld gjorde!”

(…)