Eventyr

(…)

Den nat drømte jeg om Nils Jensen.

Han stod i måneskinnet ved siden af sin far, vægteren, på Kirkegården, og de lyttede til Den Store Eventyrdigters sære og fantastiske fabel om barnet, der måtte leve i Mørket dybt under jorden efter at have trådt sine forældres brød ned i mudderet for at komme tørskoet hjem. Dette barn havde for sit hovmod fortabt sin ret til lyset og livet og himlens fugle, det havde alle børn lært, som var fulgt efter.

Ikke et ord havde den gamle vægter røbet om sin egen søns fortid, eller det mirakel, der havde givet en fattig baggårdsfamilie adgang til en af de eftertragtede adoptioner, der ellers var forbeholdt langt rigere familier; den del af historien havde været holdt skjult lige til i dag. Nils Jensen havde aldrig anet uråd.

(…)

Den magre, sortklædte mand bukkede belevent og hilste på Nils med disse ord: “Det er dog en dejlig overraskelse, der således tildeles mig, at se dig igen.” Det var lige før, Digteren lettede på sin høje, usynlige hat. “Hvad skylder jeg den ære?”

“Du skal fortælle mig en historie. En ganske særlig historie.” Sådan havde han altid sagt til sin far, når de kom her. Det var et ritual, de alle tre kendte.

“Du mener – en rigtig historie – sådan én, der starter med Der var engang, som er blevet mit fineste varemærke?”

“Fortæl mig den historie, jeg holdt allermest af, gamle Digter … den om Drengen, der trådte på brødet.”

“Den om Drengen, der trådte på brødet …?” Der kunne spores en spontan forbløffelse i den brusende stemme.

“Ja, dén ! Hvorfor skrev du den historie …? Det er dét, jeg gerne vil vide.”

“Hør her, min ven, du må lære, at jeg ikke bare sådan kan forklare alting. Og dét eventyr, du nævner, handler jo ikke om en lille dreng – sådan som dig – men om en lille pige, der kommer så grueligt galt af sted. Og det er hele pointen.”

Et lille egern pilede tværs over stien og ind mellem tremmerne til gravstedet.

(...)

Nationalministeren tillod sig selv et lille smil. Så fortsatte han: “I stedet for at sørge og ynke sig selv lærte hun sig selv at skrive – og det er ganske vist. Blandt mange berømtheder kom også en mand ved navn Hans Christian Andersen i huset på skrænten hos den lille piges bedstefar, arkitekten, og det kan måske forklare hendes enestående trang til at fortælle historien og udtrykke sig. Måske har han hjulpet hende og inspireret hende, måske har han endda holdt hendes hånd, ganske forsigtigt, da hun lod de første ord løbe over papiret …” Her ignorerede nationalministeren behændigt H.C. Andersens dødstidspunkt mange år før Magdalenes fødsel.

(…)

Ifølge Magnas notater blev hun for første gang opmærksom på mit særlige forhold til spejlet, da jeg var blevet teenager og havde fundet en gammel kjole i en dragkiste på loftet. Den var grøn som bøgeløv, fortæller hun, men fuldstændig mørnet af ælde. Jeg havde alligevel taget den på, som børn gør, og en dag, da Magna trådte uanmeldt ind på mit værelse, stod jeg foran det gamle spejl og drejede rundt og rundt med armene løftet op over mit hoved …

… det var et grotesk syn, skrev hun.

Og fordi hun kun så mig danse, havde hun ikke nået at høre mig stille spejlet det spørgsmål, som alle mennesker husker fra deres barndoms eventyr – det eneste logiske spørgsmål:

“Hvem er mon den grimmeste her?”

Hun havde derfor heller ikke hørt svaret, og fordi hun stadig oplevede mig i så rosenrødt et skær – som mødre gør – gjorde oplevelsen hende fortvivlet:

Jeg aner ikke, hvad jeg skal gøre, og ingen kan hjælpe mig.

(…)