Politiken, 27. november 2003:

Kronik: Et folk af spøgelser

I fremmeddebatten har medier og politisk elite skabt et skræmt spøgelsesfolk, der reagerer som forventet, men tænker anderledes. Deres reaktion kan også bruges positivt, skriver kronikøren, aktuel medforfatter til bogen 'Når du strammer garnet', som udkommer i dag.

Jeg skulle engang interviewe en nynazist.

Højt placeret i vor hjemlige nynazistiske bevægelse og - mærkværdigvis, kunne man sige - en 'flink fyr' - i hvert fald over for hvide som mig. Samtidig flittig læser af et bredt udsnit af de danske medier, heriblandt den avis, jeg var ansat på. Han ringede jævnligt for at debattere både reportager og ledende artikler, der formentlig ikke gik bare en kvarttomme i retning af hans verdensopfattelse.

Vi mødtes på bladet, og alle kollegerne stod inde bag smalle dørsprækker og spejdede efter denne kød og blod-udgave af den værste livsholdning, det europæiske kontinent har fostret.

Et par måneder efter, at artiklen var lagt i elektronisk venteposition, var den stadig ikke havnet i avisen. Tre måneder senere fik artiklen så den endelige dom: »Vi bringer den ikke«, sagde redaktøren. Det ville være for skrap kost for læserne, lød vurderingen. Den holdning, den unge nazist udtrykte, var vel den i verden, der lå længst fra 'den rigtige mening' overhovedet.

Når han kommer ind i mit hoved, er det, fordi han er min eneste personlige oplevelse med dén påstand, jeg har hørt tusinde gange siden: at 'godhedsindustrien' undertrykker alle de 'ikkerigtige' synspunkter. Her lidt pikant - fordi mange af de 'ikkerigtige' nok også ville synes, at en nynazist trods alt var for skrap en mundfuld. Selv ytringsfrihed har nuancer.

Alligevel afslørede samtalen dét, som den danske debat så ofte får os til at glemme - at der er nuancer i alle synspunkter og i alle mennesker. For eksempel havde den højtrangerede nynazist været aktiveret som medhjælper i en børnehave og sad og reflekterede lidt over dét: Eftersom børn i den alder stadig er uspolerede, måtte det vel være i orden at sætte et par indvandrerpiger op på knæet og synge 'Jens Hansen havde en bondegård'.

Og som han tilføjede: »Jeg har da også spillet fodbold med små tyrkere i det boligkompleks, hvor min bror bor. I forbindelse med en olympiade vi arrangerede, var der masser af fremmedbørn med «. Hans forældre var socialdemokrater og hans gudmor i SF.

Pointen er - i denne utrykte historie - at hans fortælling og min (offentlighedens) lytning faktisk gjorde hårdheden mindre hård - ja, det er banalt - men måske værd at drømme om.

På mange måder var denne ene, aldrig bragte samtale det totale modstykke til den mediedebat, der har regeret og raset i det her land i tre årtier.

Faktisk startedediskussionerne allerede i 1970'erne og fik for alvor fodfæste i de store aviser i 1980'erne, hvor man dog stadig havde en debat om danskernes egen rolle i behandlingen af de flygtninge, der kom til landet. Måske er det denne diskussion af danskernes egne dårlige sider i midt-80'erne, der senere giver nogle af nutidens vigtigste debattører oplevelsen af at blive overhørt - for det er i disse år, flere af dem for alvor opdager 'udlændingeproblemet'. Det gælder folk som Søren Krarup, Ole Hyltoft, Pia Kjærsgaard og Søren Espersen - der alle føler, de slås med ryggen mod muren mod en intellektuel elite.

Det er således mindst 15 år, før de samme personer får afgørende politisk magt, at historien om den undertrykte folkestemme fødes - for siden at blive fortalt igen og igen.

At pressedækningen får sin særlige accelererende heftighed i netop Danmark, skyldes især samspillet mellem medier som Ekstra Bladet og dét, der vokser op til Dansk Folkeparti i anden halvdel af 1990'erne. Senere kommer Jyllands-Posten og B.T. for alvor til, suppleret af mange brølende nyhedsindslag på de to store tv-kanaler.

Sådan en konstellation havde de ikke noget andet sted i Europa.

Jeg har en bekendt, der fungerer som en bedstemor for mine børn, og hun er ofte min folkelige stemme midt i denne eksplosive fokus på 'de fremmede': Hun er hamrende nervøs for dét, der kan komme ud af overdreven åbenhed over for de udenlandske horder, for hun har jo hørt, hvordan det kan gå. Hun ser den lokale stiftstidende, måske Jyllands-Posten i weekenden, og så selvfølgelig tv-nyhederne, der ofte får hende til at gyse. Hun må ubetinget konstatere, at de mørke medmennesker er farlige for det bedste i danskheden. Det kan faktisk ikke modsiges, eller i hvert fald kun meget svært - i hendes selskab føler jeg mig med al min viden om mediernes skandalelængsel og sensationsjagt fuldstændig akademisk og intellektuel.

»Men du ville jo åbne din dør - til hver en tid - hvis der stod en nødstedt indvandrer med sin familie i øsende regnvejr og bankede på og bad om ly «, sagde en meget yngre kvinde til hende forleden. »Jamen, det er også noget andet«, svarede hun. Med næsten mirakuløs indsigt i problemets kerne sætter hun hele hovedet på sømmet - for den situation ville jo være virkelighed, mens det, der foregår inde i fjernsynet, jo trods alt er uvirkelighed. Problemet er, at det alligevel virker. Hun lytter og forstår argumenterne på det fornuftsmæssige plan - hun hader ikke vores rigtige meninger - men hun vil stadig kunne kyses af den mindste overskrift - og på den måde viser hun, hvor svært det er: hvor påpasselig man skal være, også med sine modangreb på fordomme. Når frygten føles reel, så er den reel.

Det er her,mange, mange avisdebattører er gået fejl af hinanden. Folkets stemme er en løjerlig størrelse - hørt i vidt forskellige toneklange, alt efter hvor man står personligt og politisk. Det er den anden tydelige tendens i mediernes dækning af udlændingene i Danmark gennem årene: Man graver en grøft - for eller imod indvandring - og påberåber sig folkets forståelse. Ligesom man taler med to stemmer - i hver sit sprog - tror man på to vidt forskellige udgaver af folkesjælen - den ene mild og grundlæggende tolerant, den anden bøs og overvejende skeptisk. Næsten ligesom en krig, hvor begge parter hævder at have den sande gud med sig.

Men der er i virkeligheden ikke ret mange folkelige stemmer i de mange års mediedebat - hverken i aviser, radio eller fjernsyn - ud over arrige læserbreve, der koger over i slipstrømmen af særlig store skandaler og beskylder den anden part for undergravning af det danske demokrati. Journalisterne interviewer sjældent danskerne om det, de ellers hævder er tidens vigtigste emne.

Når TV-avisen sender to minutter med slaglinjen: »Det er snart slut med Danmark som et lille land, hvor vi alle stort set er ens« - så ser mine børns yndlingsbedstemor alene horderne for sit indre blik. At de også omfatter nordiske, europæiske og nordamerikanske individer - samt flere generationer af indfødte danskere - vil aldrig blive opfattet af hende - eller ret mange andre. Og det er i mediernes fremstilling heller ikke vigtigt. Det vigtigste er budskabets advarende karakter og dermed funktion som murbrækker for en debat, medierne har brug for, i en tid hvor de mest opsigtsvækkende historier netop skal sælge dem frem for konkurrenten.

Når Jyllands-Posten på en sektionsforside skriver: 'Demokratiets kamp' under et billede af en flok tørklædeklædte indvandrere - og i juli 2002 fyldes endnu en søndagsforside med teksten: 'Turbaner til forsvaret' - hen over en tegning af bjørneskindsprydede danske gardere - og midt mellem dem står en satanisk grinende muslim og ligner det, han er: en femtekolonneterrorist - ja, så farer hun sammen.

Det skræmmer ved gud.

Sproget og deindbyrdes beskyldninger er elementer i skyttegravskrigen - men også mediernes vinkling, prioritering og udvælgelse af hvert enkelt emne.

Og her har de negative dagsordener klart domineret udlændingedækningen i de sidste 17-18 år. Stort opslået hører man om uro på asylcentre, hærværk i boligkarréer, indvandrerbander på rov - men stort set aldrig i samme opsætning om de dybere nuancer, de mulige forklaringer, de bagvedliggende sammenhænge. Man kan sige, at i den danske medietone kan den slags mulige 'undskyldninger' aldrig nogensinde vinde hævd - som Jyllands-Posten udtrykte det oven på en bølge af asyluro på flygtningecentre - allerede for ti år siden: »Der gives kun ét svar: Ud af klappen, jo hurtigere, desto bedre«.

I de forløbne år har man kun set yderst sporadiske forsøg på at kortlægge, hvad danskerne egentlig mener - helt nede i mulden og i hjertet. Taget en snak med den befolkning, der ifølge christiansborgdebattørerne har været udsat for dette mægtige tabu. I virkeligheden, må man sige, interesserer folkets stemme ikke rigtig nyhedsredaktionerne - de eksisterer kun i hurtige meningsmålinger, der ofte følger de store alarmtilstande i nationen.

Enhver avis med respekt for sig selv har i dag sit eget meningsmålingsinstitut, og de professionelle meningsmålere publicerer flittigt, hvad danskerne mener - ikke mindst om 'de fremmede'. Der ses aldrig i de samme medier nogen form for problematisering af spørgsmålenes udformning - man ignorerer deres kontekst og deres timing - for ikke at tale om hele pressedækningens egen indvirkning på de svar, der momentant gives i meningsmålingerne.

Jeg ser det for mig: 'Bedste' bliver ringet op af et analyseinstitut, der vil måle, om hun frygter, at den danske kultur er ved at blive løbet over ende af indvandringen. Hvad skal hun svare? Ja, det har jeg jo selv set i tv. Hvorefter målingen offentliggøres i tv i en selvbekræftende konstatering. Man kan sige, at man med tilspidsede nyhedsindslag og skræmmende fremtidsprognoser udløser folks frygtsomme reaktioner - mens meningsmålingerne samler dem op.

Rejser mangennem Danmark og besøger en stribe småkommuner langt fra storbyerne og Christiansborg, tegner der sig i forbløffende omfang et langt roligere billede. De allerfleste steder har borgerne slet ikke den ubehagelige nærkontakt, vi ser på tv-skærmene og avisforsiderne. Dér, hvor der er udlændinge, lever man ofte sammen og løser problemerne - helt uden bander og knive og fanatiske udfald. Det er næsten et mirakel. Her har borgerne grundige og mangeårige erfaringer med 'de fremmede'. Som en tidligere reklamemand i Vestjylland siger: »Vi har nok som nordboere et medfødt handikap alle sammen, vi spræller ikke ud med arme og ben som italienere, men på bunden - når reservationen er lagt lidt på hylden - så vinder nysgerrigheden, og så vil vi gerne gå dem i møde«.

Præcis samtidig kan man se den kendte journalist Ulla Dahlerup på rejse gennem det samme land: »Folk siger, at de er dødtrætte af censur, løgne, multikriminalitet, fupflygtninge og skattetryk til betaling af en endeløs indvandring«, opsummerer hun bagefter i en kronik. Denne rejsendes land synes at være helt forskelligt - et land befolket af stålsatte, afvisende danskere. Måske er det bare så simpelt, at danskerne føler forskelligt - ved forskellige møder - med forskellige mennesker i forskellige sammenhænge. Det er ikke utænkeligt. Hvilket fører til en konklusion, som medierne ikke for øjeblikket har noget at bruge til: at der er en grøde i befolkningen, der også kunne bruges positivt - at folk kan bevæges, hvis der er tid til fordybelse. At alt endnu ikke er sort-hvidt.

For at forståpressens brug af udlændingene, må man forstå betydningen af generaliseringen, der næsten er en del af det danske sprog og optræder i pressens omtale af udlændinge hver eneste dag. Det er ofte ubevidst, ofte blot afleveret som politiske 'onelinere' af ambitiøse folkevalgte - men det tegner et mønster gennem hele den danske pressedækning af udlændingeområdet. Man må forestille sig, hvordan det så føles at blive slået i hartkorn med snedige og grådige, tyvagtige individer dag ud og dag ind.

Som regel har politikerne intet kendskab til enkelte indvandrere - af den type, de taler om - de kender dem ligesom store dele af befolkningen - slet ikke. Man kan få den tanke, at distancen forhindrer den benhårde politiks sammenbrud - man ser ikke resultatet af de ting, man siger og foretager sig. Jeg tror slet ikke, politikerne har indset dette - at det generaliserede billede af den negative virkelighed også påvirker hele nationens tilgang til dét, man ellers altid taler om - integrationen. Omtalen af problemerne - og kun dem - er negativt forstærkende i meget høj grad.

Måske er dét land, hvis borgere ikke er racistiske, til gengæld under indtryk af en årelang og mystisk mediegenereret form for nyracisme - én, hvor vi er en lille smule på vagt, hver gang vi ser eller hører et mørkt menneske. Ikke fordi vi tvivler på deres mulige personlige kvaliteter - men fordi de ligner dem, der giver os fingeren på alle fjernsynsskærme - ja selv i regeringspartiets annoncer. De kendes jo først og fremmest på farven.

Det er en refleks, der godt kan blive en del af den danske folkenatur.

På den mådeer eliten ved at udvikle et 'spøgelsesfolk' - det, som de københavnskbaserede nyhedsmedier og politikere taler til, men ikke kender. 'Spøgelsesfolket' viser sin utålmodighed via Gallup og i avisenqueter - og i en lille strøm af rasende læserbreve - og det signal, man aflæser i de store nyhedshuse, omsætter man til det avisrigtige budskab. Nu! De skal tilpasse sig nu!

Pressebilledet af det utålmodige folk giver ikke de udenlandske indvandrere i Danmark en brøkdel af tid til at lære os at kende - og omvendt. 'Omvandrende telte' og 'pingviner' er dét, vi ser, 'daddelgnasken' er dét, vi opfatter af deres kultur. I et forskningsprojekt fra Magtudredningen i maj 2003 konkluderer en forsker, at danskerne er bange for alt, som truer med at 'påvirke'. Den konklusion får Dansk Folkepartis Søren Krarup til at le: »Danskernes holdninger er kun et problem for dem, der ønsker Danmark nedlagt«, som han siger.

Frygten er en legitim følge af globaliseringen, påpeger B.T.-redaktør Meier Carlsen: »Jeg er langtfra altid enig med de skeptiske og deres valgte repræsentanter, men jeg tror, at det er af afgørende betydning, at vi anerkender deres stemme i den demokratiske samtale«.

Det besynderlige er så, at de næsten aldrig optræder i avisens nyhedsspalter - men netop får deres umiskendelige stemme via avisernes uforsonlige tone, der så igen udlægges stærkt negativt på lederplads.