Politiken, 29. august 2004:

Eliten gøder jorden for den kollektive indvandrerforagt

Generaliseringaf individer - der fremstilles som én stor formørket masse - er nok et af de mest karakteristiske træk ved indvandrerdebatten i dag. Og mærkværdigvis også det, der løber lettest af pennen og munden i vore medier, næsten som om debattørerne er ligeglade med - eller ikke tænker over - at total ensartethed i en gruppe mennesker vel er noget af det mest usandsynlige, man kan forestille sig.

I en stilfærdig snak kan næsten alle danskere blive enige om, at ingen befolkningsgruppe er fuldstændig ens, snarere tværtimod - »alle mennesker er jo forskellige«, som det gerne hedder i det landområde, hvor jeg bor. Men i den herskende mediedebatform rydder vi alligevel bevidstheden for den slags dybsindige overvejelser. Her lader vi de store linjer og de skarpe kanter udradere den livsvigtige omtanke.

I Politiken (21.8) bliver indvandringen for gud ved hvilken gang beskrevet som et totalproblem, der har befængt vores nation fra kyst til kyst - denne gang af skolebestyrelsesformand og socialdemokrat Jan Andreasen, der med udgangspunkt i Nørrebro i København beskylder Politikens redaktører for at leve »fuldstændig afsondret fra indvandringspolitikkens konsekvenser« og dernæst giver dem ansvar for aktivt at bidrage til »polariseringen i samfundet«.

Intet bidragervel mere til polariseringen end at udråbe en hel befolkningsgruppe - her de mørklødede flygtninge og indvandrere - til et gennemgribende landsdækkende samfundsproblem, når privaterfaringen så åbenlyst er begrænset til Nørrebros mørke firkanter, hvor man i visse skoler og boligkarréer har klare problemer, og en gruppe unge indvandrere også skejer ud i vold. Selvfølgelig har de da knald i låget, nogle af dem - akkurat ligesom bazookasvingende pæredanske rockere har haft det i årtier - men er alle vi normaldanskere derfor også af sind og drift skallesmækkende rygmærkemedløbere?

Hvis indvandrerne havde mediemagten og udgav aviser med navne som B.T. og Jyllands-Posten og skar alle danskere over en hånende krigerisk rockerlæst - og politikerne derefter fulgte op med totallove, der ramte alle mennesker af samme hudfarve, nationalitet og religion (altså hvide småfede ateister) - så ville der nok blive hylet noget op i andegården. Det ville jo også være totalt urimeligt.

Da forfatteren Kåre Bluitgen, der også havde dårlige erfaringer fra Nørrebro, udgav sin bog 'Til gavn for de sorte', havnede det hele i samme umærkelige generalisering - og lagde dermed linjen for den nye 'progressive' totalbeskrivelse af et muslimsk invaderet fædreland. Også her trækkes linjen fra de hårde muslim-nitter i hans egen skolegård til alle - siger og skriver alle - indvandrere/flygtninge i Danmark, der ifølge bogens konklusioner bereder os vantro en fremtid, ingen vil ønske: »Et balkaniseret samfund af små og store ghettoer, der indadtil kræver lydighed og underkastelse og udadtil i bedste fald er ligeglade med de andre ghettoer, i værste fald i evig konfrontation med dem (. . .) «.

Virkeligheden i hans egen baggård er blevet virkeligheden i hele Danmark, hvorefter jorden er naturligt gødet for kollektiv foragt: «Poul Henningsen hædrede den letpåklædte, mørklødede danserinde Josephine Baker, i dag forsvarer de kulturradikale omvandrende telte og pingviner«, som han skriver.

Er det sådan, at det simpelt hen er blevet meget nemmere at generalisere verden fra sit eget lille ståsted end at forestille sig andre tilstande og andre individer i andre sammenhænge og helt andre egne af landet? Gider Nørrebro-eliten ikke at drage uden for deres egen rabarberkreds og få syn for sagen - og får de aldrig den tanke, at generaliseringerne - vupti - hapser alle mørke individer i sig fra Gedser til Skagen? At det selvfølgelig må føles dybt uretfærdigt og negativt for indvandrere og flygtninge i titusindvis, der ikke har problemer på deres skoler, ikke har problemer på deres arbejdspladser og ikke voldfører de danske traditioner med tyranniske muslimskikke?

Når generaliseringerne lever så højt og så flot, skyldes det ikke mindst politikernes interesse i slagkraftige udsagn, der igen korresponderer med de konkurrerende mediers behov for at skære dramatiske skiver af indvandrervirkeligheden ud i store bloddryppende papstykker på forsiden. Begge skal have kunder i butikken - politikerne til den næste jobperiode, aviserne til deres skrantende oplag. Det er en magtfuld konstellation. En tre sekunders generalisering i tv-nyhederne - et enkelt snapshot af en knivgal indvandrerknægt fulgt af en forarget generaliseret kommentar om alle 'de fremmede' - sender så meget angst ned ad den danske rygrad, så megen kollektiv mistro, at det kræver ugers terapi at rette op på.

Det er helt ulige odds. Hvem kan forestille sig en tilsvarende historie om en velfungerende slagteriarbejder i Vejle, en vellidt tamilsk familiefar med danske venner i Holstebro, en somalier, der hjælper en dagplejemor på Djursland - den slags er jo ikke nyheder, det vil aldrig komme på.

Det er derfor, generaliseringen er så farlig og fuldstændig ansvarsløs. Der er masser af positive historier landet over, der er masser af ufundamentalistiske velfungerende indvandrere og flygtninge - og en del af dem optræder i de lokale medier ude i de små samfund, men de overdøves uge for uge af de store trompetskrald fra nyhedshusene og Christiansborg.

Integrationsministeren efterlyser altid gode idéer, og her er én, Bertel Haarder. Det allerbedste, du kunne gøre - i H.C. Andersens år - ville være at sende en delegation ud for at beskrive landet, som det virkelig ligger. En komplet kortlægning af, hvordan indvandringen og livet i virkeligheden ser ud - befriet for avisoverskrifter og alt-i-samme-gryde - langt uden for de sorte firkanter, der altid totalfarver billedet.

Dét arbejde skal ikke udføres af en landsfjern, københavnertung tænketrust af skriftkloge - med møde et par gange om året - men af folk, der virkelig kommer omkring og er villige til at beskrive landskabet, som det ligger. Det ville det være en fantastisk hjælp for indvandrerdebatten.