Ebeltoft Folketidende, 27. september 2011:

Historier så utrolige at de er sande...

 

Journalist debuterer med krimi i grænselandet mellem fiktion og samtidshistorie

KØBENHAVNER I KNEBEL BRO.

KNEBELBRO/ DANMARK: » Jeg har lige for nylig tjekket tallene op igen. Fra krigen frem til 1973, hvor den fri abort kom, blev omkring 30.000 danske børn bortadopteret. De mange børn er til forskel fra nutidens adoptivbørn ' usynlige' -nu om dage kommer adoptivbørn derimod fra så fjerne lande, at man umiddelbart kan se, at de ikke er fra Danmark. « De mange nulevende bortadopterede danskere er hovedpersoner i debut-romanen ' Det syvende barn', som er skrevet af journalisten Erik Valeur, der siden 1994 har boet i Knebelbro.

Han er selv en slags adoptiv-barn, fordi han fra 1955 levede sine 2 første år på spædsbørnhjemmet Skodsborg i det nordsjællandske whiskybælte.

Derefter kom han ganske vist hjem til sin enlige mor igen, men hans skæbne var alligevel koblet sammen med adoptivbørnene på spædstuen.

Overraskede med roman I snart to årtier har han både privat og professionelt beskæftiget sig med de mange adoptiv-børns historie, og for nogle uger sider overraskende han alle uden for sin allernærmeste familie med at sende et romerlys-batteri af en krimi på gaden.

På næsten 700 sider fyrer han den ene farvestrålende historie af efter den anden, og tilsammen udgør de en foruroligende krimi, der konstant bevæger sig i grænselandet mellem samtidshistorie og det pure opspind, fiktionen.

Der er i bogen en påfaldende tendens til, at alle personer er skæve.

Ingen er normale og bare gode.

Hvordan kan det være? » Jamen, inderst inde tror jeg, at alle er skæve. Vi har næsten alle sammen gjort eller oplevet noget, som vi ikke lige sidder og taler om ved et middagsselskab.

Verden er meget mere nuanceret, end den lige ser ud til på overfladen.

Rigtig, rigtig mange af de fantastiske historier i min bog er sket i virkeligheden.

Men det kan da godt være, at jeg i farten har glemt, at der skulle have været bare én ' normal' figur i persongalleriet « , siger han.

Hjem til mor

Da den lille Erik Valeur var 2 år gammel hentede hans mor ham hjem fra spædbørnehjemmet.

» Hun var enlig mor, og vi havde ikke ret mange penge.

Når vi skulle på søndagstur cyklede vi ofte ned og besøgte frøkenerne på mit gamle spædbørnshjem « , fortæller han.

Spædsbørnhjemmet i Skodsborg havde dengang ry for at være et af den allerbedste.

Der var op imod 50 af slagsen over hele landet, som tog sig af de tusindvis af spædbørn, der blev født i skam af unge kvinder, som var kommet ' i ulykke'. De blev født uden for ægteskab.

Skodsborg har stærkt inspireret til krimiens spædbørnehjem Kongslund, hvoromkring Erik Valeur har drejet et sinrigt mord-og sammensværgelses-plot.

Historien drejer sig om 7 voksne, der alle har det tilfælles, at de lå på spædstuen på samme tid i 1961.

Alt i alt har debut-krimien været 20 år undervejs. Erik Valeur startede med at grave sig ned i det dunkle kapitel i Danmarkshistorien, fordi han dengang fik sig en kæreste, der var optaget af psykologi.

Fiktion 20 år undervejs Hun ledte ham ind på sporet af, hvad livets første måneder næsten uden menneskekontakt egentlig gjorde ved de 1000-vis af adoptivbørn.

Han arbejdede i 1992 på Månedsbladet Press, som dengang var dansk presses flagskib. Her var han med til at skrive en gribende historie om, hvordan bort-adoptionerne mærkede både de ulykkelige unge mødre og deres bort-givne børn for livet.

Arkiverne om fortidens adoptioner på samle-bånd stod ikke ligefrem åbne, men det hårde gravearbejde lykkedes i en grad, så artiklen indbragte Erik Valeur den første af de 2 Cavling-priser, som han har opnået.

Til gengæld lykkedes journalisterne på Press ikke med den oprindelige idé, hvor de ville finde 7 adopterede, der engang havde ligget på rad og række på samme spædstue.

Men den historie har han nu i stedet skrevet i sin debut-krimi.

Råskitsen til ' Det syvende barn' lavede han faktisk allerede i 1997. Derefter endte den i skuffen i en årrække, mens journalistikken skaffede familien brød på bordet.

Som at blive sat fri » Hele mit liv har jeg levet af at være journalist, hvor man jo skal være tro mod, hvad kilderne fortæller. Da jeg begyndte at skrive min bog, oplevede jeg, hvor forunderligt det var selv at kunne bestemme, hvad folk skulle sige. Det var ligesom at blive frisat « . » Mange af bogens dialoger starter med, at jeg har hentet en replik fra den virkelige verden og så ladet vedkommende tale videre med en helt anden.

Det er simpelt hen sjovt at skrive på den måde « Skulle tro det var løgn « Frem af fortiden kan man grave en historie, som man næsten skulle tro var løgn... « Sådan skrev Erik Valeur i indledningen til artiklen om masse-adoptioner i Press tilbage i 1992.

Det samme kan skrives om hans roman. Det foruroligende er blot, at mange af de indslag, som denne artikels journalist bestemt troede var fiktion, er plukket fra virkelighedens bizarre adoptions-skæbner, 2 år på hospital Bogen fortæller om en adopteret dreng, der som en ' tillægsstraf' oven på livets hårde start på en spædbørn-stue måtte 2 år på sygehuset. Han havde nemlig arvet en sjælden knogle-sygdom, som lægerne dengang behandlede med 2 år i stræk! » Et barn vænner sig til meget.

Den første uge var det meget træls, man kunne ingenting.

I realiteten kun tegne eller skrive. Jeg lå og skrev små historier « Erik Valeur har i den sekvens brugt sig selv, og måske var det her, at han spidsede den pen, som spidder alle krimiens særes eksistenser og den futuristiske tid, som bogen er skrevet ind i.

Billedtekst: Erik Valeur har fået masser af medvind i kølvandet på sin debut-roman .