Politiken, 3. juni 2000:

Krig i DR om flygtningeserie

Radioens Dokumentargruppe angriber DR TV for at udsende en stærkt manipulerende og fordrejende serie om flygtninge.

Danmarks Radio anklager Danmarks Radio for grov manipulation med det formål at stille flygtninge i et dårligt lys. I en radioudsendelse i eftermiddag gennemhegler Radioens Dokumentargruppe en stribe af institutionens fjernsynsprogrammer med den fælles titel »Flygtning?«.

DRs tv-ledelse afviser kritikken og fastholder, at tv-serien er etisk og journalistisk i orden.

I tv-serien har tilrettelæggeren Mogens Rasmussen villet kontrollere, om en række asylansøgere talte sandt, når de ankom til Københavns Lufthavn. Han er rejst tilbage til asylansøgernes hjemlande og har talt med familierne. Resultatet er blevet et billede, hvor flere af asylansøgerne er fremstået som bekvemmelighedsflygtninge, der med udsigten til at kunne flytte familien til Danmark gerne betaler store summer for flyrejsen hertil.

»Udsendelserne vil manipulere folk til at tro, at hver eneste flygtning, der kommer til landet, pr. definition ikke er rigtig flygtning«, siger Erik Valeur , leder af Radioens Dokumentargruppe. Den har gået tv-serien efter og fremlægger resultatet i radioudsendelsen »Men det var løgn...«, som sendes i dag klokken 14 på Program 1.

Dokumentargruppen peger på en stribe fejl og fordrejninger i tv-serien. Der er for eksempel manden, som fjernsynet påstod havde fået asyl, men i virkeligheden sad og ventede på en afgørelse i et jysk flygtningecenter - og som senere kun fik en opholdstilladelse. Der er forkerte udlægninger af udlændingelovgivningen med et miskmask af begreber.

FEJL OG FORDREJNINGER
I en af tv-udsendelserne opgiver tilrettelæggeren helt at finde ud af noget som helst, da han med kamerahold er rejst til Irak, men under indtryk af sikkerhedsvagternes nærvær ikke tør besøge familien til asylsøgeren Fayez.

I tv-udsendelsen konkluderer tilrettelæggeren i stedet, at det aldrig lykkedes at finde ud, om irakeren var forfulgt i sit hjemland, eller havde bundet de danske myndigheder en historie på ærmet og bare var ude efter et bedre liv. »Har Fayez og hans familie krav på de rettigheder, en flygtningefamilie har i Danmark. Vi ved det ikke«, lød tilrettelægger Mogens Rasmussens konklusion i udsendelsen, der blev sendt i mandags.

På mandag kommer den sidste udsendelse i rækken. Den følger irakeren Mohammed, efter at han har fået bopæl her i landet. Dokumentargruppen har på forhånd analyseret udsendelsen og konkluderer, at irakeren bliver beskrevet som en person, der ligger samfundet til byrde. I tv hedder det blandt andet: »Nu er han i aktivering hos en guldsmed - det offentlige betaler...« og »ingen ved, hvor meget Mohammed har kostet det danske samfund...«.

Fjernsynsudsendelsen udnytter billedmediet stærkt til at formidle indtrykket af flygtninge, som lever højt på danskernes bekostning. Hen mod slutningen vises en dansk pige, der kæmper med sin væltede cykel, medens en mørklødet mand stiger ind i en mørk BMW og kører bort. Samtidig fortæller speakeren, at 30 procent af indvandrere og flygtninge fra lande som Irak er på bistandshjælp, og at 75.000 flygtninge og indvandrere lever af hjælp fra det offentlige.

Erik Valeur kalder det et grelt eksempel på manipulation: »Det overskrider klart kvalmegrænsen og grænsen for, hvor meget man må manipulere med seerne«, siger Erik Valeur .

AFVISER KRITIK
Programchef Jørgen Ramskov, der er ansvarlig for tv-udsendelserne på DR 1, afviser kritikken. Han synes, serien er journalistisk i orden. »Som udgangspunkt programsætter vi ikke noget, vi mener er manipulatorisk eller i strid med de presseetiske regler. Det er klart, at de her programmer - for nogle - er en bekræftelse af, at verden er af lave, og at Danmark bliver et muhamedansk samfund om 30 år, som Glistrup siger. Andre vil se programmerne som en påpegning af en reel problemstilling af forholdet mellem spontan- og konventionsflygtninge. Andre igen vil sige, at det er helt uholdbart at sætte spørgsmålstegn ved folk, der kommer her i den situation«, siger Jørgen Ramskov.

Han afviser at gennemse det sidste program for at genoverveje, om det skal sendes på mandag: »Jeg har set det én gang, og har ikke syntes, at det var manipulatorisk«, siger programchefen.

Ekstra Bladet, 2. juni 2000:

Flygtninge-tv fuld af løgn

DR anklager DR: Flygtninge-tv fuld af løgn

Kritikken brager fra Danmarks Radio mod Danmarks Radios TV. På P1 i morgen anklager den samlede redaktion bag Radioens Dokumentargruppe en af deres kollegaer på tv-fronten, nemlig tv-journalisten Mogens Rasmussen for fejl og fordrejninger i tv-serien 'Flygtning?' på DR 1.

I de seks programmer, 'Flygtning?' strækker sig over, opsøger Mogens Rasmussen flygtninge i Københavns Lufthavn, for herefter at følge deres spor tilbage til hjemlandet. Der undersøger han, om de virkelig også er flygtninge.

- Det DR TV har lavet, er hjerne- og hjerteløst. Så kontant betegner Erik Valeur, der er leder af Radioens Dokumentargruppe, Mogens Rasmussens udsendelser. Han har været med til at lave radio-dokumentaren 'Men det var løgn' om DR TV's håndtering af programmerne 'Flygtning?', og han mener, at redaktørerne i chefredaktionen bærer et stort ansvar.

NAIVE
- Redaktørerne har svigtet enhver kontrolopgave. De har set programmerne og klappet i deres små hænder. Selv om Mogens Rasmussen måske naivt har lavet seks programmer med sjusk, fejl, forkerte oplysninger og overgreb mod de medvirkende, så bør en redaktør kunne gennemskue det.

- Jeg redigerer selv dokumentar-programmer, og jeg ville godt have kunnet gennemskue det. Hvis det ikke havde været flygtninge, udsendelsen drejede sig om, men derimod danske folk, så havde de fået deres jurister til at se det for at sikre sig, at de kunne tillade sig at vise det.

DR TV handler ifølge Erik Valeur hjerteløst, da de på et tidspunkt får at vide, at sønnen til en af de medvirkende flygtninge kan være i fare i Irak, hvis udsendelsen bliver sendt. Som Erik Valeur siger, så er Saddam Husseins efterretningstjeneste ikke bolche-drenge eller amatører:

- Først vælger programchef Jørgen Ramskov også at tage programmet af, men efter at have talt med Mogens Rasmussen, bliver det igen programsat - uden at de først har undersøgt, om sønnen var i sikkerhed.

- Det er hjerteløst, for det havde ingen af de chefer gjort, hvis det havde været deres egen søn - eller Poul Nyrups søn - det handlede om. Det er der, filmen knækker, og de er pisseligeglade, siger Erik Valeur .

BEGEJSTRET CHEF
DR's programchef Jørgen Ramskov har ikke hørt radioudsendelsen endnu, men han er begejstret for serien 'Flygtning?'.

- Jeg synes, de programmer er udmærkede og journalistisk væsentlige.

- Var du med til at godkende udsendelserne?

- Ja.

- Der var ikke noget, du undrede dig over eller ikke syntes var dokumenteret ordentligt?

- Prøv lige og hør - jeg har pissetravlt. Selvfølgelig har jeg godkendt dem, og selvfølgelig har jeg ikke undret mig over noget, så havde jeg jo ikke sendt dem.

I 1995 lavede Mogens Rasmussen en række programmer i nøjagtig samme stil, som blev markant kritiseret af Pressenævnet og Flygtningenævnet.

- Hvorfor sætter man den samme journalist til at lave den samme opgave, når han før har fået den kritik?

- Hvor mange kendelser fra Pressenævnet har Jens Olaf Jersild ikke fået? Skal han så ikke lave programmer? Programmerne bliver heller ikke lavet på samme måde som sidst. Programmerne bliver ikke sendt, før asylansøgernes sager er afgjort. Og denne her gang har vi ikke kontaktet myndighederne i de pågældende lande. Det er en væsentlig forskel, siger Jørgen Ramskov.

SJUSK
Erik Valeur betegner journalist Mogens Rasmussen som en ensom cowboy:

- Hans arbejde er sjusket, og han har måske lokket a-dresser og telefonnumre ud af flygtningene. Han er så rejst af sted, og det er jo dyrt og lægger måske et pres på ham for at få historien hjem. Når han så har fundet den flygtedes familie og fået sin historie, så spørger han ikke kritisk til det, de siger. Han overvejer ikke, om de folk kan have et motiv til at sige det, de gør.

- Hvilke konsekvenser vil jeres udsendelse få for DR internt?

- Den kan få den konsekvens, at der bliver stor ballade mellem radioens dokumentargruppe og tv-ledelsen. Den kan også få den glædelige konsekvens, at DR TV ikke køber sådan en serie igen, siger Erik Valeur.

Jørgen Ramskov er ikke bekymret for radioudsendelsen.

- Hvad mener du om, at radioen laver et kritisk program om jeres udsendelse?

- Det har jeg det fint med. Forudsat at de behandler os ordentligt journalistisk.

Billedtekst: Erik Valeur anklager DR TV for sjusk, fejl og fordrejninger. Selv er han leder af Radioens Dokumentargruppe - hos Danmarks Radio. (Foto: Henrik Dithmer) Fayez er en af de flygtninge, som journalist Mogens Rasmussen forsøger at undersøge nærmere. Programchef for DR TV Jørgen Ramskov mener ikke, der er noget galt med programmerne 'Flygtning?' på trods af anklagerne. (Foto: Finn Frandsen)