DR's hjemmeside, dr.dk, 1. februar 2012:

- Det mest surrealistiske er tit sket i virkeligheden

Erik Valeurs 'Det syvende barn' er nomineret til DR Romanprisen 2012 og læses i DR Romanklubberne i februar. Erik Valeur er især kendt som journalist; romanen, som følger syv børn fra spædbørnehjemmet Kongslund, er hans skønlitterære debut.

Du har selv boet på spædbørnehjem i en periode. Hvordan har din egen baggrund haft betydning for bogen?

De første to år af mit liv var jeg på Mødrehjælpens børnehjem i Skodsborg - og det har jeg brugt som udgangspunkt for romanen. Fysisk ligner mit eget børnehjem dét børnehjem, der i bogen hedder Kongslund. Både som barn og som voksen holdt jeg kontakten til de gamle frøkener, så jeg har på en måde kendt stedet altid. Oven på det byggede jeg bogens fiktive historie med gåder, mystik og magtfulde mænds hemmeligheder. De syv børn, som man følger fra deres første dage sammen på en spædstue rummer de dybere fortællinger: om svigt og savn og ensomhed - og om forholdet mellem børn og forældre.

Fortællingen rummer mange elementer. Der er en bærende krimi-intrige, men samtidig får vi et grundigt indblik i de syv børns opvækst, ligesom vi hører meget om landets politiske miljø. Overvejede du at skrive bogen uden mysteriedelen?

Nej, faktisk ikke. Jeg har altid selv haft det sådan, at når jeg læste en bog, så ville jeg også gerne have en god fortælling. Her er det altså den særlige gåde om de syv børns baggrund, der driver værket.

Vi kommer tæt på alle syv børn fra Elefantstuen - Marie, der bliver boende som plejedatter på hjemmet, tv-stjernen Peter, embedsmanden Orla, Susanne, der bliver forstander på hjemmet, og så videre. Var der en af personerne, som var særligt fascinerende for dig at skabe?

Først tænkte jeg, at det måtte være Orla, hvis barndom ligger tæt på min egen opvækst i et rækkehus i Søborg ved København. Men selvfølgelig viste det sig at blive Marie - der reelt er så gådefuld, at jeg først tæt på slutningen af romanen vidste, hvordan den ville ende. Derfor blev hun også jeg-fortæller i bogen - jeg havde brug for at føle hende virkelig tæt på: hendes vrede, sorg og raseri og det had-kærlighedsforhold, hun har til det sted, hun er opvokset.

Nutidsdelen i bogen finder sted mellem 2001 og 2010, altså den helt nære fortid, som vi alle kan huske, men du har valgt at skabe en parallel dansk virkelighed, hvor landet regeres af et betænkeligt nationalistisk parti. Hvorfor det? Og ligger der en implicit politisk kommentar i det?

Det er meget skægt, for jeg valgte at lave et ret enkelt, men vigtigt 'håndgreb' i opbygningen af historien - lige præcis i 2001. Dér lader jeg simpelt hen den socialdemokratisk ledede regering fortsætte, altså i bogens univers, i stedet for at blive afløst af den regering, der i virkelighedens verden tog over - nemlig Konservative og Venstre. Det betød, at alle rænkerne og de 'onde' gøremål ikke bare udsprang af sådan nogle traditionelt 'onde', højreorienterede kræfter - men i stedet af velmenende sociale demokrater. Så nuanceret tror jeg nemlig, det er - og jeg trængte også til at få rusket op i mine egne fordomme, mens jeg skrev. Det betød i romanen, at en klar skurkekarakter som den magtfulde embedsmand, Orla, fik helt andre dybder.

Der er nogle beske kommentarer til journaliststanden i bogen. F.eks. står der om Knud Tåsing: "Knuds fornemmelse for fortiden var akkurat lige så svævende, som man kunne forvente i et fag med indgående mistro til fortidige hændelser (de solgte ikke aviser)". Du er selv journalist, så det stikker jo ud. Er du utilfreds med standarden hos dine fagfæller?

Der har altid været meget sjusk og sensationsjagt i mit fag, og det bliver ikke bedre i disse spin-år. Men jeg er også ind imellem stolt af faget, for de gode ting, der udrettes. På grund af de folk, der virkelig gør en stor indsats. Så det er ret dobbelt. Den dobbelthed er Tåsing og tv-stjernen Peter Trøst klare udtryk for, synes jeg. 

Bogen indeholder et skrækbillede på en tv-station, som er i lommen på magthaverne, og hvis ledelse åbenlyst tilstræber, at den skal være opium for folket. Er det en kommentar til virkelighedens danske mediebillede - er det på vej i den retning?

Det var dét ene punkt, hvor jeg gav mig selv lov til at give den 'fuld skrue' - i en satirisk beskrivelse af tv-verdenen, som jeg kender fra tæt hold. Det har nogle anmeldere ment var for karikeret. Men nogle af de sensations-koncepter, som tv-folkene i bogen sidder og planlægger, og som opfattes som karikaturer, har jeg selv siddet i møde om i den virkelige tv-verden. Jeg havde faktisk adskillige opdigtede tv-koncepter, som jeg droppede undervejs, fordi virkeligheden overhalede dem. Et handlede om at gå ultra-tæt på særligt intime professioner og dermed på de dele af folks privatliv, man ellers ikke ser, et handlede om udformningen af et gigantisk nødhjælpsshow med ganske særlige gimmicks, og et var genereret til at udløse sex for åben skærm. Alt det skete tæt på mine 'overdrevne' skitser, mens jeg skrev.

En tanke, jeg dog ikke troede ville blive til virkelighed nogensinde, var et koncept om, at alle 'ikke-producerende' danskere - altså arbejdsløse og bistandsklienter - skulle fratages stemmeretten. Det blev rent faktisk bragt op politisk med stor medieomtale, mens jeg formede det som konceptet til en programrække i den fiktive verden. Et af de rigtig skøre indfald handlede om udlodning af menneskelige 'løsdele' (lemmer og  organer) for åben skærm i et lørdags-show - og en version, der lå meget, meget tæt på, blev til mit chok lanceret af en hollandsk tv-kanal. Det viste sig senere at være et fake - altså også lavet på satireplanet - men ikke desto mindre troede alle på det, mens det kørte. Det siger jo noget om fjernsynets helt grænseløse karakter, der også smitter af på os selv, så vi sløves over for alle kommende udviklinger. Faktisk minimerede jeg satiren over tv-verdenen i bogen i forhold til det oprindeligt tænkte, fordi den var så så svær at hamle op med i virkeligheden.

Topchefen på Channel DK er nok kørt langt ud i det kyniske - men hans tanker har rumsteret i mange af mine egne chefers hoveder - det ved jeg.

I løbet af den centrale fortælling - opklaringen af, hvem John Bjergstrand er, og hvad der er foregået i forbindelse med hans fødsel og bortadoption - dukker en række små, meget specielle fortællinger op. Blandt andet beretningen om Orla, som måske dræber Sinken ved at rive hans øje ud, historien om Severin, hvis far erhverver en hest, som Severin bruger til at forårsage viceværtens søns død, og historien om den hjemmelavede skriftestol. Der er noget næsten surrealistisk over de fortællinger. Hvilken rolle spiller de for dig i bogen?

Jeg elsker personligt meget surrealistiske historier, også fordi de allermest ejendommelige ofte er foregået i virkeligheden. Det gælder også mange af dem, der optræder i bogen. Sinken er f.eks. ikke nogen opdigtet person, han er blot i fortællingen flyttet lidt i tid og sted - til mødet med Orla i tresserne. Historien om hesten er også virkelig lige ind til det allersidste tvist, hvor det går helt galt. Jeg har faktisk kendt en pige, hvis far kom trækkende hjem med en hest og lod den opstalde i kælderen under deres ejendom til naboernes forbløffelse og konens rædsel. Det er jo en fantastisk historie. Jeg ser klart romanen som en række af fortællinger, der er bundet sammen af den store historie. Nogle er opdigtede, men mange er virkelige.

Med Magdalene har du skabt en helt usædvanlig biperson - genfærdet af en spastisk kvinde med en affære med Frederik den Syvende i det hinsides. Hvordan fik du ideen til hende, og hvorfor forsyne hende med så særprægede karakteristika?

Ja, det er på en måde det samme. Ved et rent tilfælde fandt jeg beskrivelsen af en spastisk kvinde i en gammel bog om Strandvejen for omkring 100 år siden - og hun hed faktisk Magdalene og er i de gamle historiske annaler præcist beskrevet som boende i den villa, der var nabo til børnehjemmet. Hun opøvede evnen til at skrive og døde først i en uhørt høj alder, præcist som i bogen. Blandt de dagbogs-optegnelser, der i bogen gengives som den fiktive Magdalenes, er der ét, som er fuldstændig autentisk - altså fra den virkelige kvindes hånd. Jeg ved så ikke, om hun rent faktisk blev kærester med Borgerkongen Frederik den Syvende deroppe i det høje, men det er absolut muligt, for Borgerkongens yndlings-udsigtssted lå oppe på skråningen over den spastiske Magdalenes have.

Skæbnen nævnes igen og igen i løbet af romanen. Hvilken betydning har skæbnen for dig personligt?

Skæbnen er for mig diskussionen om, hvorvidt vores liv virkelig består af tilfældigheder - eller om det i virkeligheden er et net af hændelser, der bare ser tilfældige ud, men som måske ikke er det? Det er derfor, jeg også har astronomien og nogle af de store fysiske og astrofysiske spørgsmål med i en slags sidebemærkninger. Skæbnen er i romanen det, man kunne kalde Den tilsyneladende tilfældighed - en arrogant og nonchalant figur, der sidder højt deroppe og en gang imellem læner sig lidt dovent ud over sin himmelkant og spænder ben for os mennesker. De troende fornemmer denne fare - at Vorherre slet ikke kan gribe ind, når det virkelig gælder - men de tror ikke i sidste ende på det, for hvem kan være mere magtfuld end Gud? Og de ikke-troende ser slet ikke faren, før de uden varsel bliver fældet. Begge trosretningerne - de religiøse og ateisterne - rammes derfor lige hårdt i bogen. Skæbnen træder ind imellem disse to tåbelige modpoler, der er skabt gennem tiden: enten, at der slet intet findes ud over det jordnære - og at alt derfor er ustyrligt - eller, at alt er styret af en eller anden skægget faderfigur højt deroppe. Det er de samme poler, man finder mellem videnskab og eventyr, analyse og romantik, Einstein og Niels Bohr, som også har roller i bogen.

Kommer der flere romaner fra din hånd?

Jeg sidder med en skitse til en historie, der tager nogle af tingene op fra Det syvende barn. Men alligevel bliver til en helt anden fortælling med et nyt udgangspunkt. Lidt kortere, med lidt færre lag, men også med nogle af de dybere pointer, som jeg jo mener, man kan flette ind i en god handling - og som også er sjove at arbejde med.