Urban, 5. maj 2006:

Dokumentaren er død

Den dybdeborende tv-dokumentar er lagt i graven, i stedet svælger vi i sensationelt tv med overvægtige 15-årige, der skifter køn på en Sydhavsø .

 

Alle tv-programmer skal i dag indeholde sensationelle cases og kunne skæres i sort-hvide kontraster, før de finder vej til prime time. Programmer, der går tæt på de magtfulde institutioner og almindelige menneskers møde med systemerne, er simpelthen blevet for kedelige til Danmarks Radio og TV2.

Det mener Erik Valeur , der er tidligere ansat i DR Dokumentar. Og han får opbakning fra flere sider i det kommende nummer af Filmmagasinet EKKO, der udkommer 10. maj.

Skuffede politikere

Michael Klint vandt sammen med Christian Andersen årets Cavling-pris for dokumentarprogrammet ‘Hævet over mistanke’, der blev sendt på DR1.

Men også han mener, at de dybdeborende programmer, som journalister traditionelt sætter en dyd i at lave, har haft vanskelige kår de seneste år.

»Det er svært at være vidne til, at en kulturbærende institution som DR nedprioriterer dokumentaren på den måde. Man ville nok gerne, hvis man havde pengene, men faktum er, at de penge man så har, bliver brugt på noget andet end seriøse dokumentarprogrammer,« siger Michael Klint til EKKO.

Carina Christensen, medieordfører for De Konservative, vil minde DR om deres forpligtelser ved forhandlingerne om det kommende medieforlig.

»Tv-dokumentaren er en af de vigtigste public service-opgaver for Danmarks Radio, og vi kan ikke acceptere, at det område bliver nedprioriteret,« siger hun.

Også kulturordfører for SF, Ole Sohn, nikker genkendende til Erik Valuers kritik.

»Jeg har været meget skuffet over den nedprioritering af dokumentarprogrammer, vi har set de seneste år. Vi politikere skal arbejde for, at DR fremover sikres de nødvendige ressourcer til at lave seriøse programmer, også for dermed at sende et signal til ledelsen om, at den bør ændre sine prioriteter,« siger han.

EKKO har også talt med Anders Riis Hansen, som er dokumentarredaktør i DR 1’s chefredaktion.

Han er ikke enig i Erik Valeurs kritik. Han mener, at der er flere programmer fra 2006, der beviser, at den dybdeborende dokumentar lever og trives på DR’s sendeflade.

Fra DR’s bestyrelse indrømmer Mogens Rubinstein dog, at noget er gået galt.

»Dokumentarbegrebet er blevet kraftigt udvandet, og jeg er sikker på, at der nemt kan føres direkte bevis for det. Derfor ærgrer det mig, at de mange forskningspenge, kulturministeren uddeler af DR’s licenspenge, ikke bruges til en omfattende dokumentation af den tivolisering, der i stigende grad har grebet de to store danske tv-stationer gennem de seneste år. Det ville være tjenligt med et bevis, for hvis DR og TV2 ikke holder den klassiske undersøgende dokumentar i hævd, er der ingen andre, der gør det.«