Jyllands-Posten, 29. september 2004:

Kronik: Djævlen i dokumentaren

Lugten af manipulation ligger over dokumentargenren. Og hvad er så løsningen - når Fanden nu er sluppet løs i pressekonkurrencen - selv om vi ikke alle sammen, hele tiden, er djævle?

Af Erik Valeur

Det er nærliggende at fastholde den gamle tanke om ytringsfrihed - at ordene skal frem, og så må man bagefter stå til ansvar. Og gøre det for alvor, skriver dagens kronikør.

Så er dokumentarjournalistikken igen kommet under kraftig lup, og det er selveste genrens kronjuveler - etikken og troværdigheden - der hives ud af skabet.

Måske er det simili - måske er de ægte varer for længst solgt og erstattet af noget, der skal gøre det ud for dokumentarisk skildring - men som i virkeligheden er ren manipulation.

Det lagde i hvert fald landets udenrigsminister op til, da han forleden afviste at deltage i en dokumentarudsendelse om den danske Guantanamo-fange.

Med en række års erfaring som freelancer i flere DR-dokumentarredaktioner (både radio og tv) bag mig vil jeg gerne trække et par nuancer ind i signalementet - for dels er det jo ikke kun fjernsynet, der har et "kritisk problem" med skærpede fronter til spindoktorer og skeptiske kilder - det har aviserne også - og dels er vi jo ikke i en absolut tilstand af forvrængning, sådan som man godt kan få indtryk af, når de kritiske lederskribenter ruller sig ud.

I januar var jeg f.eks. DR-redaktionsleder under et stort samarbejde mellem DR-Dokumentar og Jyllands-Posten om opstøvningen af den forsvundne irakiske hærchef - og den danske stats rolle - og her var der ingen mislyde eller frygt for manipulationer, forudgående eller efterfølgende angreb fra utilfredse kilder.

Til gengæld var sagen om dagplejemoren på Mors - hvor DR's undervisningsafdeling havde sammenklippet en sekvens, så den signalerede vold, uden at det var tilfældet - årsag til en chokerende opvågnen for mange. Selv blev jeg refereret for ordene »Det mest manipulerende klip, tv-verdenen endnu har set.« (Berlingske Tidende) - og det var selvfølgelig, fordi den sved så alvorligt.

Her passerede de dokumentariske hære deres Rubicon - for første gang så vi tydeligt "den kritiske vinkling" - der også kan gå for langt, men dog er udslag af en journalistisk proces - blive erstattet af ren, uforfalsket salgstænkning: Den her sag skal sgu' bare vække opsigt!

Og lugten af manipulationen ligger stadig over genren.

Efter udenrigsministerens afvisning af at deltage i en DR-Dokumentar om Guantanamo-fangen skrev Jyllands-Posten en leder, hvor ordet "Dokumentar" var sat i gåseøjne i overskriften, og konstaterede, at denne afvisning burde »få alarmen til at gå i DR's direktion og bestyrelse«. For som lederen anførte: »Han gik simpelt hen på forhånd ud fra, at hans udtalelser ville blive udsat for endnu en manipulerende klipning.« Og fortsatte: »I alt for mange tv-udsendelser forekommer det journalistiske resultat så tydeligt givet på forhånd, mens klipning, vinkling, dramatisk underlægningsmusik og forskruede kameravinkler klarer resten.«

Det udsagn kan være sandt - det er der desværre ikke længere tvivl om - men det kan også være forkert, endda meget forkert, fordi begrundelsen for ikke at medvirke også kan være en helt anden end frygt for skamklipning.

Sagen er, at alle journalister og redaktioner, der formidler kritik af magtfulde institutioner - og personer - risikerer en sådan forhåndsanklage. Ingen vil vel i dag sige, at præsident Nixons beskyldninger mod Washington Post for uredelighed under afdækningen af Watergate holdt vand. I dag ved man, den faktisk var helt gal med manden - og med embedet - og at "magthavere' også kan bruge »tricky« midler. Og det gør de af og til, som jeg er helt vis på, at også Jyllands-Postens felt af undersøgende journalister til fulde vil kunne bekræfte.

Man kan sige, at det er kommet langt ud, når en minister uden specifik anklage forhåndsdømmer mediet. Men man må også sige, at han har noget at ha' den i på det generelle plan, fordi dokumentargenren er blevet mere effektjagende og har fået et eklatant behov for næsten kompromisløs synlighed i konkurrencen - og det har den over en kam på alle de kanaler og i alle de produktionsselskaber, der producerer dokumentarstof. Historien skal holde vand - men den spidse vinkel skal også være meget skarp. Der er simpelt hen blevet kamp om kunderne i hidtil uset grad, og det smitter ikke kun af på nyhedsgenrerne, men også på de mere "fornemme" som dokumentar og undersøgende journalistik - de er nemlig særdeles dyre, ofte langtrukne i processen og hælder derfor en masse penge ud af vinduet, hvis der ikke er fuld valuta for skillingen.

Der er i dag i hvert fald tre måder, som uacceptable stramninger kan ske på:

Som følge af sjusk/udygtighed. Som følge af en journalistisk drift hen imod en "skarpere" vinkel, der er let forståelig. Og endelig som en bevidst skærpelse af historien, fordi man simpelt hen vil have den til at sælge bedre - både mediet og journalisten er i konkurrence og sidstnævnte har også en karriere, der skal optimeres.

I nyhedspressen ses de lidt overdrevne overskrifter på forsiderne hver dag. Det er måske ikke anderledes end de farvestrålende anprisninger, almindelige vareproducenter udstyrer deres emballage med, men grænsen mellem forståelig "overdrivelse" og egentlig forvanskning er glidende. Kan vi altid se den? Nej. Og det er den kritik, der må rejses mod den danske presse i dag. Det går over stok og sten, fordi vore produkter skal ud over rampen både salgsmæssigt og som dagsordensættende. Vi er i den senere tid begyndt at tale om det i journalistkredse - at det er uhyre nemt, også uden ond vilje - at "stramme vinklerne" for meget, fordi der er det pres for supergode historier, der kan overgå konkurrenternes.

Bandlysningen af den forkætrede kedsomhed er nærmest blevet et mantra, der driver sin trefork ind i alle nyheds- og dokumentarprocesser. Publikum må for Guds skyld ikke kede sig. Nej, det må de da ikke - det kan vi ikke sige noget imod - men det er også en selvforstærkende proces, der har drevet de enkelte interviewklip ned i færre og færre sekunder. Der skal ske noget, billedet skal skifte, der er ikke vanvittig meget plads til hver enkelt person, fordi vi også skal gøre plads til de flotte billeder, de sugende overgange, måske en fortæller, der flintrer rundt i landskabet, fordi vi tror, at en gammeldags fortællerstemme får folk til at falde i søvn (især hvis den snakker mere end 10 sekunder af gangen).

Hvem skal stoppe det? Når konkurrenterne gør det, så fortsætter man også selv.

Det allerværste er, at denne fælles drift mod flere og flere effekter, tilvænner publikum til en stil, der kræver stadig flere "guirlander" og knald på. Folk bliver vant til den hurtige klipning, de store overskrifter og de bastante hovedvinkler. I den tilstand vil nuancer forvirre dem - og i det spil kan der i både avis-, radio- og fjernsynsjournalistik være en tendens til, at vi journalister også tænker: Gosh, hvis vi lægger alt for mange brikker frem, så går den da helt i mudder i hovedet på dem derude. Det er selvfølgelig en nedvurdering - så længe det varer - for efter nogle år med den udvikling, vi ser nu, vil folk formentlig ende med at være ude af stand til at acceptere andet end det rå firkantede. Sort-på-hvidt.

Alt det kræver, at tungen bliver holdt lige i munden, ikke mindst i tv-klipning, som ministeren specifikt angriber. Her kan det absolut gå galt, set fra en interviewpersons side, fordi der ofte kun levnes forbløffende kort tid til ordene. Måske ét minut efter 60 minutters optagelser. Det behøver der ikke at være noget som helst manipuleret ved, så længe det ene minut bare indeholder essensen af det, journalisten og interviewpersonen kom frem til.

At komme ind til kernen kan nemt kræve 8-10 mellemspørgsmål og uddybninger, og det tager tid. Alle disse indgange bliver så klippet fra. Det samme sker i avisartikler hver eneste dag, hvor de få linier, avisen vælger at bringe, kan være resultatet af en timelang snak. Jeg tror næppe, at Jyllands-Postens journalister på forhånd ville acceptere en minister, der sagde: Jeg vil kun snakke i præcis tre minutter, og det hele skal bagefter med.

Men det er præcis det, en udenrigsminister siger, når han kræver at få ombyttet et båndet dokumentarinterview med et direkte nyhedsinterview. I dette tilfælde bruges så Mors-sagen, som stammer fra en redaktion (DR-Undervisning) uden egentlig erfaring i dokumentarstof - til at skodde vinduerne over for en anden afdeling (DR-Dokumentar), som er langt mere erfaren og hvor en klipning som den, dagplejemoren blev udsat for, i hvert fald aldrig ville have passeret nåleøjet.

Når amerikanske præsidenter eller danske ministre kan frygte at komme på i medierne - på den forkerte måde - så skyldes det naturligvis, at det lange kritiske interview har større potentiale til at komme i dybden end det korte lynhurtige, hvor man kan "træde vande" i de tre minutter, der er givet - svare uden om på første og andet spørgsmål og lave en lang hale af ord på det tredje og sidste. Det praktiseres i udstrakt grad - også over for Jyllands-Postens reportere - ikke mindst i en spindoktortid.

Netop i det lys kan Per Stig Møllers afslag virke påfaldende. I disse tider har de dygtigste spindoktorer allerede fundet tricks til også at bevare udstrakt kontrol med kritiske båndede interviews. Der kan faktisk stilles mange betingelser om arten af spørgsmål, om de sammenhænge, interviewklippene optræder i, om længden af selve interviewet - om orientering under og efter klipning, osv. Pressechefer i både det private og offentlige kræver ofte præcise spørgsmål udleveret på forhånd - og vil helst have, at man kun stiller præcist dem, uanset samtalens udvikling i øvrigt.

Havde Per Stig Møller mon så usikker en sag i Guantanamo-tilfældet, at det blev vurderet, at den ikke kunne rimpes sammen med det gængse "spin" over for et båndet interviews?

Med hensyn til alle de betingelser, der stilles til de kritiske redaktioner i vore dage, vil presserådgivere og spindoktorer klart sige, at gør de ikke sådan - ja, så kører medietoget hen over dem og deres institutioner eller virksomheder og maser dem flade.

Omvendt er det ved at sende den undersøgende og kritiske presse ud i en alvorlig krise, der øges, jo mere medierne accepterer alle disse bånd på hånd og mund. Netop fordi de sagtens kan have en anden dagsorden bag sig end rimelig selvbeskyttelse.

Og hvad er så løsningen - når Fanden nu er sluppet løs i pressekonkurrencen - selv om vi ikke alle sammen, hele tiden, er djævle? Det er nærliggende at fastholde den gamle tanke om ytringsfrihed - at ordene skal frem, og så må man bagefter stå til ansvar. Og gøre det for alvor.

Når danske medier udsættes for kritik - som i Mors-sagen - så er der en øjeblikkelig refleks, der næsten minder om de institutioner, der ellers kritiseres for lukkethed: Hejs vindebroen, bemand kanonerne, kør den kogende beg op på palisaderne - nu angriber horderne. Man kan godt finde en eller anden chefredaktør og vippe ham af pinden - som en slags besværgelse - men man får i virkeligheden slet ikke stukket hånden ned i diskussionen, i de ømme pukler, der er sprængfyldte af alle disse overvejelser, jeg har prøvet at skitsere.

Omvendt må Per Stig Møller og andre nok trække vejret dybt og stille op - stadigvæk - og så tage favntaget bagefter. Ellers kommer vi ikke videre.