Weekendavisen, 23. februar 2007:

Vred på journalistikkens vegne

I filmen Den hemmelige Krig sammenblandes en filmkunst-genre med klassisk undersøgende dokumentarjournalistik på en foruroligende måde.

Tv-dokumentaristen Michael Klint udtaler i artiklen »En kræftsyg dværg med to hoveder« (WA den 16. februar), at diskussionen om Christoffer Guldbrandsens dokumentarfilm, Den hemmelige krig, har delt DRs redaktioner i to fløje: »Man kan koge det ned til: Synes du, det er rimeligt, at vi er med i den krig eller ej?«

Jeg håber ikke, den udlægning er korrekt, for så står det mere forsimplet til på min gamle arbejdsplads, end godt er.

Da Danmarks Radio i 2003-2004 lavede et langt kritisk forløb om Danmark som krigsførende nation med et masseødelæggelsesvåben-stunt i bagagen, var jeg med i baggrundsgruppen - og her sad Michael Klint i øvrigt også. Det kulminerede i en stor samproduktion mellem DR Dokumentar og DR Nyheder og en stærkt kritisk afdækning af de processer, der sendte Danmark ud på slisken mod krigen.

Ikke desto mindre må jeg på spørgsmålet om Guldbrandsens Afghanistan-film, nu tre år senere, svare ærligt - og uanset, at jeg privat synes, Fogh har taget sine undersåtter i skægget - at den sammenblander en filmkunst-genre med klassisk undersøgende dokumentarjournalistik på en foruroligende måde. Og at dét har direkte indvirkning på, at debatten om dét, der skulle være en alvorlig kritik af regeringen, havner i så store problemer.

Hvis tv-stationerne nu har gjort denne form for tv-kunstdokumentarisme til den kritiske presses mest barske forpost (det har tv-dokumentaren hidtil været), så bliver det sørme nemt at være magthavere de kommende år.

Guldbrandsen vil dokumentere to ting: at 31 afghanere blev mishandlet efter en dansk fangeoverlevering til amerikanere - og to: at man i øvrigt »rutinemæssigt« afleverede fanger til de samme amerikanere. Den første vinkel synes at gå hjem: det virker dokumentarisk overbevisende, at de fik slag og spark i den amerikanske lejr - men det kunne ikke have båret en timelang dokumentar, for fangerne løslades, og danskerne kunne dårligt vide, at de ville blive slået.

Den anden del, den om de »rutinemæssige« fangeoverleveringer, er derfor afgørende nødvendig. Det er den del, der skal dokumentere, at krigerne i Afghanistan og hjemme i Danmark handler mod bedrevidende og - ikke mindst - lader danske fanger sive videre til Guantánamo. Hvorved regeringen fanges ind.

Den påstand står uhyre svagt dokumenteret i klassisk journalistisk forstand. De fældende dokumenter er aldrig på bordet, og der sløses med det ene (amerikanske) vidneudsagn, der er samlet ind.

Hvor klassisk undersøgende journalistik ville have taget tyren ved hornene og sagt: OK - én siger det ene, men flere andre siger noget andet - og så gå videre derfra, vælger Guldbrandsen i sekvens efter sekvens at vægte den tese, han selv holder af, og det gør han ved hjælp af billedunderlægning, antydninger, krydsklipning, kameravinkler, belysning og musik, der tilsyneladende forbinder danske soldater til mishandlede fanger til en lejr i Kandahar til Guantánamo på Cuba.

Kunstnerisk net - vil filmfolk sikkert sige om denne filmiske stil, men for mig er det scener og klippesekvenser, der simpelt hen gør mig vred på journalistikkens vegne, også selv om de nette metoder i filmen går ud over krigsmagerne.

For eksempel da statsministeren afleverer sine naivt-idealistiske besværgelser om den gode krig og menneskerettighederne, mens Guldbrandsen billeddækker hele svadaen med tegninger af torterede mennesker, sandsynligvis lavet af en Guantánamo-fange. Det er fandme for tyndt. Eller forsvarsminister Søren Gade filmet skråt nedefra, som om han var en superskurk i en tegnefilm. Det er helt puerilt.

Hvis filmen virkelig, som Guldbrandsen selv siger, på forhånd er blevet set af »nogle af landets bedste tv-journalister«, så står det virkelig foruroligende til. Har de bare siddet og fneset henrykt, mens den slags småmanipulerende mellemgulvs-sovs skyllede gennem klipperummet?

Det er vel fem-seks år siden den »kunstneriske« filmform for alvor sneg sig ind på dokumentarområdet i DR og begyndte at hapse både indhold og egentlig dokumentation i sig, fordi det blev rubriceret som kedeligt: tids- og stedsangivelser, dokument-analyser, længere forklarende speaks. Så hellere mørke truende billeder, kornede rastløse statsministeransigter og Gade filmet nedefra.

Hvis tv-journalisterne på DR og TV2 i dag bare synes, den stil er helt uproblematisk, så vil jeg anbefale dem et meget langt seminar, hvor de prøver at tage diskussionen igen: om virkemidler, effekter, påvirkning, antydninger - og om de dokumentariske redskaber. Om hvorfor emnerne altid skal spidsvinkles med spektakulære personulykker - helst voldelige og blodige - mens de store sammenhænge er for dyre og komplicerede. Det er denne sensationssyge i DR, der betyder, at man ikke i dag laver den store dokumentar: den om, at Danmark, nu fem år efter terrorkrigens start og stribevis af fangeovergreb og torturskandaler, stadig er »best pals« med amerikanerne.

I den ville Kandahar 2002 blot være afsættet til en langt større og uhyggeligere historie.

DR1-dokumentarchef Anders Riis-Hansen møder den slags prædikener med det budskab, at der skam sendes masser af undersøgende danske programmer. Han nævner bare ikke, at der næsten ingen laves i hans eget firma mere, og at alle de »kedelige«, dem uden blod, sygdom og død, henvises til fjerne kanalegne og sendetidspunkter. Men det er virkeligheden for de få tilbageblevne undersøgende dokumentarister i DR.

Det var i sidste ende den tilstand, der ramte Guldbrandsen-dokumentaren. DR undlod at sætte A-landsholdet til at sikre de basale grundårer i den afslørende journalistik. De gamle dokumentarafdelinger i København og Århus er nemlig sparet helt i knæ. Så filmen ramte skærmen uden det modspil, der sikrer, at man står fast, når det virkelige modspil begynder.

Den skandale, at regeringen ikke vil lave en undersøgelse, er DR derfor selv blevet en del af.

Jyllands-Posten, 31. maj 2007:

"Den hemmelige krig" - analyseret klip for klip

Hvilke redskaber fra filmkunstens verden blev brugt for at overbevise seerne om dokumentarfilmen "Den hemmelige krig"s budskaber? Journalist Erik Valeur har for Morgenavisen Jyllands-Posten analyseret filmen, klip for klip: Hele paletten af effekter er i brug, og knappen er drejet i bund, konkluderer han. Læs hele gennemgangen:

"Den hemmelige krig" er ikke en journalistisk dokumentarfilm i klassisk forstand. Den blander undersøgende journalistik med effekter, hentet fra filmens verden.

Sammenstødet mellem to genrer illustreres af, at filmkonsulent Dola Bonfils fra Det Danske Filminsitut valgte at støtte filmen med knapt 1,2 mio. kr. på grund af dens "kunstneriske værdi", mens kanalchef på DR2, Gitte Rabøl, indstillede filmen til journalisternes Cavling-pris som et fremragende eksempel på undersøgende journalistik.

"I DR begyndte blandingsformen omkring 2002, og den skabte voldsomme diskussioner," fortæller Erik Valeur.

"Man ønskede at få journalisten mere i forgrunden, for at gøre journalistikken mere personlig. Og man begyndte at arbejde med filmiske virkemidler som kameravinkler, slow, modlysoptagelser, mørke eller kornede billeder, og dramatisk musik. Diskussionen foregår stadig i DR. Der er to lejre:

Den ene siger: Det er nødvendigt at bruge filmiske effekter, hvis dokumentaren skal have en fremtid.

Den anden lejr: De filmiske effekter gør journalistikken ulden i kanten."

"Den filmiske form er jo fin nok, hvis man havde brugt den på en spændende, men ukontroversiel historie om danske jægersoldaters indsats i Afghanistan. Problemet opstår, når der er flere synsvinkler, som der nødvendigvis er i undersøgende journalistik. I "Den hemmelige krig" bruger Christoffer Guldbrandsen de filmiske virkemidler til at banke én synsvinkel igennem, i stedet for at stille de modstridende synspunkter op mod hinanden. Og der er skruet ekstremt meget på de filmiske knapper, for at få det til at lykkes. Resultatet er blevet semijournalistik. Man har solgt meget ud af de klassiske journalistiske og dokumentariske principper, for at få plads til de filmiske effekter, hvis man skal sige det pænt," siger Erik Valeur.

Ingredienserne

"Guldbrandsen bruger en lang række ingredienser filmen igennem, og flere steder hælder han dem alle sammen ned i shakeren og ryster dem rundt, så seeren reelt ikke har en chance for at følge med i, hvad der foregår, især fordi en af ingredienserne er en næsten total ophævelse af tid og sted."

På paletten af virkemidler er ifølge Erik Valeur bl.a.:

Flag på soldaterskulder - vises igen og igen. Vi ved ikke hvem soldaten er, hvor han befinder sig, eller hvornår. Formålet er at forbinde danske soldater til alt, hvad vi ser.

Fly der lander og letter - formålet er primært at forbinde Kandahar-lejeren, hvor de danske soldater var, til Guantanamo-basen på Cuba, der bruges som symbolet på USA's overtrædelse af Geneve-konventionerne. Det er et stort problem for Guldbrandsens historie, at ingen af de 34 afghanere, som danske soldater bevisligt tog til fange, endte på Guantanamo.

Fanger der ydmyges, får hætter over hovedet, knæler i støvet - skal linke til mishandling og tortur.

Stillbillede af Jægerkorpsets tidligere chef Frank Lissner og statsminister Anders Fogh Rasmussen, hvor de smiler lidt fjoget, bruges igen og igen. Fortæller seerne, at de to griner og skjuler sandheden.

Anders Fogh Rasmussen i Folketinget - vises talrige gange. Det er skurkens benægtelse af sandheden - krydsklippes med scener, som tilsyneladende dokumenterer noget afslørende.

Mørke billeder kontra lyse billeder. De "skyldige" vises i mørke, rystede, tågede, kornede billeder. Kritikerne, som er filmens helte, optræder i lyse, rolige billeder, naturlige kameravinkler og hyggelige omgivelser. Det taler til seerens mellemgulv: Når billederne er mørke ved du, at du er i skurkeområdet. I de lyse billeder sidder du over for en, som du hygger dig med.

Kameravinkel skråt nede fra - bruges kun én gang, i interview med forsvarsminister Søren Gade - får enhver til at ligne et skurkagtigt magtmenneske.

Lynzoom ud og ind på ansigter - bruges på nogle af filmens "skurke", Anders Fogh Rasmussen og Søren Gade.

Slow - bruges på andre af filmens skurke, forsvarschef Jesper Helsø og Forsvarskommandoens tidligere pressechef, H.C. Mathiesen.

Dramatisk/ildevarslende musik - skal understrege pointer ved at påvirke seerens mellemgulv.

Klip for Klip

Erik Valeurs (EV) gennemgang og vurderinger af "Den hemmelige krig"s virkemidler.

Filmen kan stadig ses på www.dr.dk/dr2/hemmelig

Her findes også dokumentationsmateriale og debat om filmen.

0:00 - 4:00: Indledning og beslutningen i Folketinget.

EV: "Her bliver Anders Fogh puttet i shakeren. Masser af klip med ham i mørke, rystede, hoppende, kornede billeder. Kameraet farer ind og ud på hans ansigt. Sådan er det jo ikke optaget - det er lavet bagefter. Tre-fire gange ser vi ham bevæge sig væk fra kameraet med ryggen til - signalerer, at han vender ryggen til filmens sandhed."

1:00:

EV: "Vi ser den første af mange "skyldige bygninger" - en klassisk ingrediens, hvor en mørk bygning tårner sig truende op, her Statsministeriet.

Flere mørke, ekstremt urolige billeder af Anders Fogh, med dyster musik: Vi er i filmens skurkeområde."

2:10:

Folketinget stemmer om forslaget om at sende danske soldater i krig i Afghanistan.

Formanden spørger, om alle har stemt.

EV: "Her sker noget interessant: Der klippes til zoom på Anders Fogh Rasmussen, som kigger op, han har blanke øjne, fugter læberne - og vi hører ham sukke! Er billederne af Anders Fogh fra den begivenhed? Hører det tydelige suk sammen med det, vi ser på billedet, eller er lyden hentet et andet sted fra? Virkningen: Anders Fogh er i tvivl om beslutningen."

2:20:

EV: Forteksterne begynder, og vi ser en blå baggrund med mystiske tegn på. Klip til Anders Fogh Rasmussens nytårstale om krigen mod terror.

3:00:

Tegningerne på den blå baggrund bliver tydelige: De skildrer torturscener. Overblænding til Anders Fogh, der holder nytårstale. Han taler om den forestående Afghanistan-mission og de værdier, der skal forsvares i krigen mod terror, mens vi vender tilbage til en tegning af en hængt mand.

EV: "De to ting har intet med hinanden at gøre, tegningerne forklares aldrig, de rummer ingen udsagt påstand - men de bruges til at dementere statsministerens idealistiske udtalelser. Det er elegant lavet, men virkelig strengt - og lidt barnagtigt."

3:55 - 6:00: Kandahar

EV: "I løbet af disse to minutter rystes næsten alle filmens ingredienser sammen. Der er danske flag ved soldaternes afgang fra Aalborg, stillbilledet af Fogh og Lissner, vi får at vide at en vigtig del af soldaternes ordre holdes hemmelig, vi hører dyster musik, ser et fly forsvinde ind i skyerne - på lidt over et minut er vi i Afghanistan."

5:15:

EV: "Her får vi kamphelikoptere, amerikanske soldater i lejren, amerikanske soldater som kommanderer folk ud af husene og truer dem med at blive sendt til Guantanamo, en gammel mand i støvet, grædende børn - på ét minut er Anders Fogh og de danske soldater kædet sammen med Guantanamo."

6:15: Tolken

Vi er i Kandahar-lejren, soldater marcherer langs pigtråd, speakeren begynder at fortælle historien om den danske tolk: "En dansk soldat..." Speakeren refererer hans påstande om mishandling af fanger, klip til danske flag på soldaterskuldre, klip til fotoet af Anders Fogh og Frank Lissner - zoomer langsomt ind på Lissner.

EV: "Vi har lige hørt tolkens påstande, og så ser vi Lissner med et småfjoget smil. Den tilsyneladende kronologi går i opløsning, du kan ikke se, hvornår det sker, og hvor vi er henne. Og igen det danske flag på en soldaterskulder. Det er en forpointe, som skal udløses senere, når vi kommer til interviewet med en amerikansk forhørsleder."

7:05: Guantanamo og danskerne

Speakeren fortæller, at mens den danske tolk arbejder i lejren, bliver fanger løbende sat på transportfly og sendt ud af Afghanistan. Vi ser stillbillede af lænkede fanger med hætter over hovedet, om bord på et fly. Klip til fly. Klip til USA's præsident George Bush, som taler om "en ny type fjende, og vi tilpasser vores tankegang til den nye type fjende". Speakeren: "USA beslutter, at fangerne ikke længere skal være beskyttet at Geneve-konventionerne. De kan nu tilbageholdes på ubestemt tid, udsættes for umenneskelige afhøringsmetoder, og dømmes til døden."

EV: "Guldbrandsen har nu linket flyene til bedrag og død, og linket Kandahar til Guantanamo. Det er vigtigt, for ellers mangler halvdelen af hans historie. Jeg ville have forsøgt at dokumentere, at Danmark havde ansvar for, at fanger havnede i Guantanamo, men Guldbrandsen bruger de filmiske virkemidler i stedet."

8:15:

I billedet fangebure på Guantanamo. Speaker: "Udenrigsministeriet reagerer med det samme på den amerikanske beslutning..." Endnu en "skyldig bygning", denne gang Udenrigsministeriet. Viser en telefax fra Udenrigsministeriet til Statsministeriet, endnu en "skyldig bygning" - Statsministeriet. Speaker: "Trods Udenrigsministeriets advarsel, fastholder regeringen gentagne gange, at fangerne bliver behandlet korrekt. Selv efter at fangerne har siddet indespærret i mere end et år, støtter Anders Fogh Rasmussen fortsat USA's beslutning."

EV: "Guldbrandsen springer her let og elegant fra januar 2002 til et tidspunkt i 2003, da de danske soldater for længst er ude af Afghanistan."

10:55: Tolken

Lyden af Guldbrandsen, som over telefon interviewer vicegeneralauditør Niels Christiansen, som har undersøgt den danske tolks påstande om mishandling af fanger i Kandahar-lejren. Undersøgelsen konkluderede, at påstandene ikke kunne bevises.

EV: "Imens panorerer billedet hen over mørke bygninger og nøgne trætoppe, som spærrer for den blå himmel. Det er truende og dystert."

11:45:

Interview med John Sifton fra Human Rights Watch, som har undersøgt klager over mishandling i bl.a. Kandahar-lejren.

EV: "Her ses kontrasten mellem filmens helte og skurke. Sifton hører til de gode. Han er filmet i lyse omgivelser, hvor han taler sin sag. Kameraet zoomer ind på hans mund flere gange, mens han bl.a. siger at fangerne blev "klædt nøgne" og "hængt op i loftet" - det svarer til at man sætter noget i kursiv i en tekst, for at understrege det."

13:10: Helsøs hukommelse

I billedet er vi tilbage ved de mørke bygninger og de nøgne træer, mens speakeren fortæller hvordan tolken har haft en samtale med forsvarschef Jesper Helsø, samt, at Helsø i et brev til regeringen har refereret de anklager, tolken fremsatte i samtalen.

14:45:

Speakeren siger: "Men da jeg spørger Helsø, svigter hukommelsen." Vi ser klip fra interviewet, hvor Guldbrandsen spørger, om Helsø "fra nogle af sine soldater" har hørt om mishandling af fanger, hvilket han benægter.

EV: "Hvis Guldbrandsen forsøger at få Helsø til at fortælle om tolken, er det betænkeligt, at han anvender ordet "soldat" - det kan modarbejde Helsøs hukommelse, i stedet for at hjælpe den. Tænker Helsø mon på tolken som en "soldat"? Jeg studsede over det, allerede første gang jeg så filmen."

15:05:

EV: "Helsø svarer på spørgsmålet at han ikke har hørt noget, og slutter "...og det gør mig egentlig godt." BAM! Ekstremt hurtigt klip til sort skærm. Helsøs sidste ord kommer til at hænge som et ekko i luften. Seeren bliver forskrækket, manden i billedet er pludselig væk, og man får en sort firkant lige i hovedet. Det udløser en alarm hos seeren, og får den sidste sætning til at virke vanvittig, du tror ikke på den, den virker hul og postulerende, fordi den hænger tilbage som en åndelig rungen, og når noget runger, er der noget galt. Klipperne på denne film er tydeligt dygtige, så dette er lavet bevidst."

15:35: Ham tror vi ikke på

Optagelser fra åbent hus-arrangement hos Jægerkorpset, hvor den tidligere chef, Frank Lissner, siger at han intet har hørt om mishandlinger, heller ikke fra tolken.

18:30:

Speaker: "Hvis Lissners oplysninger er rigtige, har der slet ikke fundet mishandling sted."

Der klippes igen til de mørke huse og nøgne træer med dyster musik, mens Guldbrandsen siger: "Tolken er pålagt tavshedspligt."

EV: "Her får seeren et klart signal: Lissner skal man ikke tro på. Man kunne have haft alt mulig andet i billedet, men man vælger de dystre bygninger, og det er ikke tilfældigt. Jeg ville have sluttet af med at lade de to modstridende udsagn stå op imod hinanden, for det er ikke dokumenteret, hvem der har ret. Guldbrandsen bruger i stedet de filmiske virkemidler til at lægge sit budskab - filmens sandhed - ind i seerens mellemgulv."

18:45:

Dyster musik under telefoninterview med Forsvarskommandoens tidligere pressechef, H.C. Mathiesen, som bebrejder Guldbrandsen, at han vedblivende forsøger at få tolken i tale - tolken er syg, siger H.C. Mathiesen.

EV: "Mens vi hører det, vises H.C. Mathiesen i slow - det er et rent spaghettiwestern-trick. Vi ser ham føre højre hånd op til halsen og lukke øjnene - en nervøs gestus. Sådan sender man signaler til seeren, når man er rigtig grov. Efter få sekunder med sort skærm, ser vi i flere sekunder - og det er længe på tv - drivende stormvejrsskyer. Der er tænkt over længden - det skal gå i mellemgulvet på seeren."

19:25: Kendsgerning

Stadig med truende skyer i billedet: Guldbrandsen: "Den danske tolk sagde fra over for mishandling i fangelejren."

EV: "Her bliver mishandlingerne til en kendsgerning, selv om det reelle jo er, at der er to forklaringer: Tolkens og forsvarets. Det er et af de steder, hvor naturen er gået over optugtelsen for tilrettelæggerne, og det er et af meget få steder, hvor Guldbrandsen bruger speaken til at hamre sin pointe igennem - ellers bruger kan mest billedknappen."

19:47:

Direkte over til Anders Fogh Rasmussen i Folketinget: "Kampen mod terrorisme skal selvfølgelig foregå med lovlige midler..."

EV: "Her stilles Anders Fogh virkelig op mod "filmens sandhed" - det klip er polemik, ikke dokumentar. Der zoomes ind på Fogh, billedet bliver kornet og mørkt. Sådan er det ikke optaget - det er lavet i klipperummet."

20:05: Forbehold i mørket

Guldbrandsen fortæller om "den hemmelige instruks" til jægersoldaterne i Afghanistan. De fik "ordre til at udlevere fanger, uden sikkerhed for, at fangerne ikke bliver mishandlet, sendt videre til Guantanamo, eller idømt dødsstraf."

20:15:

I billedet dokumentet.

EV: "Der er lys på de linier som dokumenterer, hvad der lige er blevet sagt - men i mørket lige neden under står forbeholdet: At udlevering ikke må finde sted, hvis der er konkret grund til at frygte, at de tilbageholdte ikke vil blive behandlet humant. Seerens øjne fanges af de oplyste linier, og dokumentet vises ikke længe nok til, at vi kan nå at læse det, der står lige nedenunder i mørket. De er nødt til at vise forbeholdet, ellers ville de blive plaffet ned som uhæderlige - ergo lægger de det på skærmen på denne måde, så du aldrig kan påstå, at det ikke var med - men seeren når ikke at opfatte det.

20:25:

Interview med den tidligere amerikanske forhørsleder, Chris Hogan.

EV: "Endnu et forløb, hvor alle ingredienser puttes i shakeren og rystes sammen. Der klippes mellem Hogan og dansk militærkøretøj, fly, kamphelikoptere, soldater, der herser brutalt med civile afghanere, strips om ankel, hætteklædt hoved, strips om håndled og skæggede fanger.

Hogan siger tilsyneladende, at de begik tortur - men han siger også, at han ikke selv har erfaringer med tortur. Måske taler han om hvad der skete efter, at han selv var rejst hjem? Sprogbrugen er én ting, som kunne tyde på det. En anden er: Hvorfor spørger journalisten ikke, hvad Hogan selv konkret har gjort eller set? Det er logik for burhøns at gøre det, så hvorfor er det her ikke? Den ene mulighed er, at Hogan reelt kun refererer noget, han har hørt. Den anden, at journalisten er meget, meget dårlig til sit job."

23:30: Danskerne og Guantanamo

Guldbrandsen: "Metoderne i fangelejrene bliver stadig mere brutale, efter at danskerne er rejst hjem..."

Filmen fortæller nu om fangen Dilawar, som døde i amerikansk fangenskab i december 2002 - et halvt år efter, at de danske soldater havde forladt Afghanistan. Det sker i Bagram, altså ikke i Kandaharlejren, hvor de danske soldater havde været. Interview med en amerikansk forhørsleder, Willie Brand, som havde slået og sparket Dilawar, mens fangen var hængt op i loftet. Til sidst begynder forhørslederen at græde. Sekvensen afsluttes med et billede af fanger i bure på Guantanamo.

EV: "Hvorfor skal den sekvens med? Det sker længe efter, at de danske soldater er taget hjem, hvilket vi får at vide, og det sker i en helt anden lejr, hvilket vi ikke får at vide. Der kan være to grunde: De har ikke kunnet stå for, at forhørslederen græder på skærmen - det er, hvad man kalder "godt fjernsyn". Eller de bruger det i den store shaker for at gøre påstandene om mishandlinger konkrete."

26:30:

Efter billeder af fanger i bure på Guantanamo, klippes til sekvens med USA's forsvarsminister, Donald Rumsfeld. Han siger, at vi skal huske på, hvorfor de mennesker er der. De er der ikke, fordi de har stjålet en bil, eller røvet en bank. De er ulovlige kombattanter og terrorister. Derfor må der gælde andre regler.

27:00: Tryllekunsten

Guldbrandsen: "Trods massiv international kritik af de amerikanske metoder, fastholdes ordren til de danske specialstyrker. De danske soldater skal fortsat aflevere deres fanger til de amerikanske fangelejre." Imens vises billeder af fanger på Guantanamo.

EV: "Det er en regulær tryllekunst: Danskerne er der igen! De var taget hjem et halvt år tidligere, men nu skal de stadig aflevere fanger til "de amerikanske fangelejre". Kandahar bliver umærkeligt til Guantanamo. Guldbrandsen har fået løst sit problem med, at han ikke kan dokumentere forbindelsen mellem danske soldater og Guantanamo. Han kører stikket hjem her."

27:05:

Anders Fogh Rasmussen i Folketinget: "Det afgørende for regeringen er, at fangerne bliver behandlet efter principperne i den 3. Geneve-konvention."

EV: "Igen, det er ikke dokumentar, det er polemisk til mellemgulvet: Statsministeren modsiger "filmens sandhed".

27:45:

Filmen gennemgår et spørgsmål fra Folketinget til forsvarsminister Søren Gade, og dennes svar. En kontorchef i Forsvarsministeriet udlægger, hvad svaret betyder. Hendes udlægning vises på et skilt på skærmen: Danske soldater har ikke selv fysisk pågrebet nogen i Afghanistan.

28:45:

Filmen skildrer aktionen 17. - 18. marts 2002, da danske soldater tog 31 afghanere til fange, og afleverede dem til amerikanerne. Da de er løsladt fire dage senere, fortæller de til AP-journalisten Charles Hanley, at de blev mishandlet af amerikanerne.

30:00: Hos de gode

Interview med Charles Hanley.

EV: "Nu er vi hos de gode igen. Hanley er filmet i lyse omgivelser, der er venlig snak, han sidder ved et bord med papirer, ved en computerskærm, lutter naturlige kameravinkler, og ingen musik. Ham tror vi på."

32:30:

Tre af de 31 fanger er lokaliseret i Afghanistan.

EV: "Livlig musik, lyse billeder - vi får positiv introduktion til dem, vi nu skal møde."

36:00: Mystiske udsagn

Nu er filmen i Danmark, og anonyme jægersoldater interviewes, eller kommer i hvert fald til orde med korte udsagn, der gengives på skilte på skærmen. Fire af udsagnene handler om det udramatiske forløb, da fangerne blev pågrebet. Et udsagn siger: "Da vi afleverede fangerne, blev vi rimeligt lamslåede. Det var ikke det, vi havde forestillet os."

Derefter fortæller Guldbrandsen, at soldaternes udsagn stemmer overens med tolkens oplysninger om mishandling i den amerikanske lejr.

De følgende udsagn fra soldaterne:

"Det er lidt svært med Geneve-konventionerne sådan et sted."

"Tro mig, der blev ikke serveret lagkage under afhøringerne."

"Vi vidste godt, at der blev brækket både arme og ben i fangelejren."

"Det, der skuffer mig, det er, at der ikke var mere styr på det. Jeg føler mig ladt i stikken."

EV: "Flere af citaterne er meget mystiske - hvad var der ikke styr på? Og det er underligt, at de ikke bliver uddybet. Det er et stort journalistisk problem. "Der blev brækket både arme og ben i fangelejren" - Punktum! Hvad? Hvad er det overhovedet for noget? Man har de mest centrale kilder, der findes, men de bliver tilsyneladende ikke spurgt nærmere. De må jo f.eks. være de bedste til at fortælle, om danske soldater afleverede fanger mere end to gange, som filmen hævder senere. Men de vender ikke tilbage.

Når tolken puttes ind imellem disse citater, virker det også mærkeligt. Disse soldater siger jo ikke rigtig noget, og vi ved ikke præcist, hvad tolken har sagt, så Guldbrandsens speak om, at det stemmer overens med tolkens udsagn, er noget vrøvl. Når han putter det ind, kan det næsten kun være, fordi vi skal have tolken i hovedet igen, og derved komme til at tænke på mishandling."

37:40:

Anders Fogh Rasmussen i Folketinget igen: Taler om, at det er en krig mod terrorisme, og om, at amerikanerne behandler fanger efter principperne i den 3. Geneve-konvention.

EV: "Her gøres statsministeren i ekstrem grad til medskyldig, ved at lade ham afslutte en anklagende sekvens, som om han kommenterer den."

38:20: Flere aktioner

Guldbrandsen: "Aktionen natten til den 18. marts var langt fra den eneste, de danske soldater udførte."

EV: "Guldbrandsen forbinder her ordet "aktioner" med fanger og udlevering."

39:35:

Interview med den tidligere amerikanske forhørsleder, Ed Herman.

EV: "Her bruges den store shaker for tredje gang."

Klip med Ed Hermans udsagn blandes med dansk flag på soldaterskulder, soldaterne linkes til flere udleveringer, den anden forhørsleder, Chris Hogan, siger, at mange fanger blev overført til Guantanamo, speakeren fastslår, at det skete for "næsten alle", og fortæller, at Hogan husker "flere episoder", hvor danskerne udlevere fanger, "måske fem-seks gange". Hogan siger, at han kunne kende de danske soldater på flagene på skuldrene af deres uniformer. Guldbrandsen i speak: "Danskerne tog altså, ifølge vore amerikanske kilder, rutinemæssigt fanger, og udleverede dem til amerikanerne, netop i den periode, hvor næsten alle fanger i amerikansk varetægt blev overført til Guantanamo."

Flere klip med fly og soldater, stillbilledet af Anders Fogh og Frank Lissner kommer igen.

EV: "Alle ingredienser er i brug her i flere, hårde minutter, hvor Guantanamo-vinklen stampes helt fast, både i billederne og i speaken. En barsk omgang."

43:45: Fintet af banen

Guldbrandsen interviewer den tidligere chef for Jægerkorpset, Frank Lissner, der var leder af de danske soldater i Afghanistan. Han fortæller om, at der blev taget fanger. Guldbrandsen siger: "Altså, det du fortæller i dag, det er helt nyt. Forsvarsministeren har besvaret et paragraf 20 spørgsmål til Folketinget hvor han siger, at danske soldater slet ikke har pågrebet nogen i Afghanistan." Her bruger Guldbrandsen den udlægning, han havde fået fra en kontorchef i Forsvarsministeriet.

EV: "Lissner filmes close-up. Han er åbenlyst forvirret. Lissner bliver fintet af banen med det spørgsmål. Havde jeg siddet i klipperummet, ville jeg som minimum have forlangt, at det blev lavet om, så det blev forklaret, hvad der foregår her. På dette tidspunkt i filmen er det 16 minutter siden, vi så skiltet med kontorchefens udlægning, og i mellemtiden har vi jo hørt om, at der skete tilbageholdelse af fanger. Seerne bliver som minimum forvirrede her. Og mange vil formentlig kun opfatte, at jægerchefen bliver forskrækket, og ser skyldig ud. På den måde er det "godt fjernsyn". Jeg ville have bedt om at få det ud af filmen, alene af den grund, at Frank Lissner bliver fanget på noget, han ikke ved hvad er."

47:35:

Klip, hvor Søren Gade får en orden af Donald Rumsfeld.

EV: "Det er polemisk: Nu dekoreres Danmarks forsvarsminister af den mand, som sagde, at der gælder "andre regler" for fangerne. Hvis dokumentationen af historien var i orden, havde det været OK. Her bruges det til at vrænge ad Søren Gade, intet andet."

48:00: Søren Gade som skyldig

Søren Gade interviewes.

EV: "Gade filmes skråt nede fra. Det får ham til at se virkelig skyldig ud. Guldbrandsen remser op, hvad fanger hævder, at de har været udsat for, kameraet zoomer helt ind på Gades mund, ud, og ind igen. Kameraet presser ham, det er meget aggressivt - og hele tiden bliver han filmet fra den afsindige vinkel. Den vinkel kan de ikke lave bagefter - interviewet er optaget på den måde. Det betyder, at man på forhånd har besluttet, at Søren Gade skulle filmes på en suspekt måde. Jeg troede faktisk, at man havde bevæget sig væk fra den slags. Det forekommer gammeldags, næsten idiotisk, fordi det er et så indlysende filmisk kneb. Men som seer forføres man jo af det alligevel."

51.30: Spørgsmål mangler

De to juridiske eksperter, Frederik Harhoff og Jens Elo Rytter, interviewes. De siger, at regeringen overtrådte reglerne for behandling af fanger, og, at statsministeren vildledte Folketinget. Rytter konkluderer, at der er grundlag for at rejse en rigsretssag mod Anders Fogh Rasmussen.

EV: "Her er vi helt tydeligt hos de gode igen. Harhoff ses i lyse, venlige billeder, han er filmet lige forfra, med en hyggelig bogreol bag sig. Rytter interviewes også i lyse, rolige billeder, der er grønne potteplanter, en lys himmel som baggrund. De fortæller os, at noget er galt. Der klippes til truende musik og kornede billeder af Anders Fogh. Det er virkelig lysets kræfter mod mørkets.

De to eksperter får ingen logiske modspørgsmål i filmen, og det er et stort problem, fordi de to jurister jo bekræfter hele filmens pointe. Logiske modspørgsmål ville slå det helt fast, men de er der ikke. Jeg ville i klipperummet have krævet at se råbåndene, for at kontrollere, om modspørgsmålene overhovedet er stillet. Er de ikke det, holder det her ikke en meter."

56:00:

Slutningen rummer optagelser fra George Bush's besøg hos Anders Fogh Rasmussen på Marienborg, hvor Bush erklærer sig stolt over at kunne kalde Anders Fogh for ven, og på vej væk fra talerstolene, klapper Bush Fogh på ryggen, imens der lyder ildevarslende musik.

EV: "En meget polemisk slutning. Hvis hele filmens historie var dokumenteret som sand, kunne det være OK. Men her er det anvendt polemisk. Den slutning har ikke noget at gøre her. Det bliver for tydeligt. Man mærker hensigten, og bliver forstemt."