Kristeligt Dagblad, 16. december 2003:

Kronik: Den generaliserende magt

Hvis der er én ting, der møder flygtninge og indvandrere i Danmark - så er det den danske generalisering. Den udøves af både manden på gaden, af avisernes lederskribenter og af landets politikere

Længe før man fandt på at udråbe indvandrerdebatten til et tabu - en snak man aldrig havde haft - sad jeg i Mogens Glistrups have ude i Virum.

Den joviale leder af Fredskridtspartiet lod sin kone servere te og skruede lidt febrilsk på transistoren for at fange middagsnyhederne fra Christiansborg. Dengang diskuterede vi ikke den såkaldt »manglende debat« - det var så vidt jeg husker først noget, man fandt på i 1990'erne, da regeringsmagten skiftede fra Schlüter til Nyrup. Dengang i 1980'erne rasede der allerede en mægtig indvandrerdiskussion, der ikke mindst fik stemme af den særprægede fremskridtsleder.

Jeg kan huske, at Glistrup havde en god tyrkisk ven - trods hans muhammedanerfjendtlige partiprogram - og at hans hoved var indstillet lidt som en spilledåse: Når man trykkede på indvandrerknappen, så drejede den og udsendte et lille musikstykke, men det var stadig meget jovialt - og solbeskinnet - næsten som at sidde i barndommens have.

Også Glistrup blev forstærket - og forenklet, som medier har for vane - indtil han var den forenkling, han selv havde givet udtryk for.

Det er en svær pointe i et medie - men jeg har mødt manden flere gange - og jeg vil stadig hævde, at mennesket ikke anede, hvad politikeren snakkede om. Hans kone gjorde heller ikke. Hun gik og lugede mellem roserne og våndede sig af og til ved lyden af fanfarerne, kunne jeg se. Meget af tågesnakken blev i virkeligheden kun holdt i gang i kraft af os - medierne.

Generaliseringen er den stærkeste magt i dansk presse. Den har sin helt egen tone, der ikke kan modsiges og heller ikke blev det, dengang man sagde, at al debat var tabu. Som udtrykt - uden omsvøb - i en leder i Jyllands-Posten fra april 1995: »Danmark er stadig en svag bastion i det Fort Europa, som kæmper stadig hårdere for at forhindre Den tredje Verdens folkemasser i at søge mod de rige landes biler, frihed og køleskabe.«

Indvandrerne bedømmes ikke som enkeltpersoner, men som et samlet onde - og det er også meget nemmere at forholde sig til. Som samme avis skriver knap syv år senere, januar 2002: »Sagen er, at vi har brug for indvandringen, men det er de forkerte, der kommer (É). Hovedparten af indvandrerne er folk, der lægger an til passiv forsørgelse for sig selv, sammenførte familiemedlemmer og kommende generationer.«

Og i august 2003 - igen på lederplads: »Landet modtager i tusindvis af mennesker, hvis kultur, religion og menneskesyn er det oprindelige danske samfund fjernt, og ofte direkte fjendtligt stemt (É) Hvis de vil være her i landet, må de leve på dette lands betingelser, og det indebærer ikke, at selvbestaltede, formørkede magthavere ved fredagsbønnen i moskeerne uimodsagt skal tordne mod det danske samfund og opildne til isolation og direkte fjendskab.« Det er billedet i Danmarks største avis.

Hverken journalisterne på de store nyhedsmedier eller politikerne på Christiansborg er vant til at tænke i enkelte individer. Da Dansk Folkepartis Poul Nødgaard i marts 2001 blev spurgt: »Hvor ved du fra, at islam kulturelt er, som du postu-lerer?« svarede han: »Ved du hvad, det har du jo set med egne øjne. Jeg vil bare bruge ét udtryk om dem: fanatisme. Jeg er selv kristen, men jeg er ikke fanatisk kristen - jeg er afslappet kristen.« Og sidst i december 2001 kom integrationsminister Bertel Haarder (V) med denne karakteristik af landets asylsøgere: »Der er en tendens til, at man i løbet af 14 dage forelsker sig drabeligt og køber en vielsesattest.«

I Kristeligt Dagblad blev han afæsket dokumentation for »tendensen« og svarede: »Det kan jeg ikke dokumentere, og jeg kender heller ikke omfanget af, hvor mange der forsøger at gifte sig til en opholdstilladelse. Men der er altid folk, som er klar til at snyde, og i den henseende kan en hurtigere udvisning af Danmark være en ekstra sikkerhed.«

Den 5. august 2003 udtalte integrationsministeren i Weekendavisen: »Jeg vil citere arrestforvareren i Odense. Han siger, at danskerne om fem til 10 år vil vågne op til et chok: Mere end halvdelen af de indsatte i fængslerne vil være udlændinge, og det vil gå den gale vej. Og jeg er stensikker på, at han har ret.«

Måske er der en forbindelse mellem sådanne beskrivelser og følgende lakoniske tekst i Berlingske Tidende: »6000 unge københavnere med anden etnisk baggrund end dansk er uden job eller uddannelse. De dropper ud af uddannelserne i stort antal. Ingen vil ansætte dem.«

Retten til at generalisere - i medierne - afføder i mange dokumenterede forløb retten til endnu mere generalisering. Det blev overraskende tydeligt demonstreret i pressestormen mod »omskæring af somaliske piger« i slutningen af 2002 og begyndelsen af 2003. Sagen gør øjeblikkeligt, som Weekendavisen senere skrev, »somalierne til omtrent fredløst vildt i medierne«. Der var ganske vist flere i miljøet, der benægtede hårdnakket, men det bragte kun gryden yderligere i kog: »Indvandrere benægter omskæring i Danmark«, som B.T. skrev i en seks-spaltet overskrift.

Først den 31. januar 2003 udkom Weekendavisen med en oplysning, der momentant lammede debatten - som på det tidspunkt havde kørt på højtryk i næsten to måneder: »Realiteten er, at man ikke er stødt på ét eneste tilfælde de seneste år, hvor forældre har ladet deres døtre omskære.« Det fremgik af oplysninger fra cheflægerne i landets største kommuner, ministerielle embedsmænd, anklagemyndigheden og politiet samt af dokumenter fra en arbejdsgruppe med fem involverede ministerier.

For en gangs skyld blev det, presse-folk kalder en »anti-nyhed« - én, der slår den oprindelige historie ihjel - både bragt, hørt og viderebragt i de øvrige medier. Og der gik en måned, hvor man næsten havde indtryk af en vis eftertanke - et tilløb til forsigtighed over for nogle af de fordomme, der altid springer fra medie til medie.

Så lavede Weekendavisen et stort interview med integrationsminister Bertel Haarder - og hvor han måske kunne have glædet sig over en vis fremgang i integrationen, gjorde han som sædvanlig - lagde grundig og omhyggelig generaliserende distance til både omskæring og alt andet, der kunne tænkes af være udansk: »Udlændinge og imamer og så videre skal have lov til at sige, hvad de vil, mens hvis de praktiserer deres kvindeundertrykkelse og deres udemokratiske holdninger og deres opdragelsesprincipper med prygl og så videre, skal vi betragte det som forbrydelser. Og hvis de tvinger deres børn til at gifte sig mod deres vilje, er det også en forbrydelse. Hvis de omskærer deres pigebørn, er det også en forbrydelse. Vi må for alt i verden ikke vise forståelse for noget, der krænker vore værdier.«

Man får indtryk af, at den vigtigste danske værdi er retten til at generalisere.

Erik Valeur er journalist og bidragyder til »Når du strammer garnet - et opgør med mobning af mindretal og ansvarsløs asylpolitik«, som for nylig er udkommet på Aarhus Universitetsforlag