Debatindlæg, Politiken, 3. december 2011:

Dramaet om villaen på Strandvejen

På forunderlig vis har socialborgmester Mikkel Warming og hans folk arbejdet ihærdigt for at tilsværte 67 års arbejde med samfundets svageste børn

NÅR MAGTFULDE politikere og embedsmænd tager beslutninger, der vender op og ned på menneskers liv, afhænger risikoen for generende modstand næsten altid af de ramte borgeres evne til og mulighed for at svare igen - altså komme til orde offentligt, formulere letforståelige modargumenter og mobilisere netværk med større kræfter, end de selv har.

Med andre ord: Jo svagere grupper, jo mindre risiko for modstand. Når modargumenterne så alligevel kommer - mirakuløst, i nogle tilfælde - ja, så har jeg i mine år som journalist oplevet ustyrligt voldsomme, ofte hadefulde og løgnagtige modangreb fra de folkevalgte, vi ellers skulle respektere, og deres embedsmænd.

Måske fordi det aldrig må afsløres, at nogle vidtgående beslutninger tages med uhyre lidt viden eller endda med bevidst fravalg af viden - og desværre alt for ofte også uden den livsvigtige indlevelse i de menneskers liv, man har med at gøre - det, man i moderne sprogbrug kalder empati.

Og hvis de ramte nu skulle være nyfødte børn, uden anden horisont ret forude end sygdom, svigt og ulykke, jamen, så bliver reaktionen på pludselig, uforudset modstand ekstra voldsom.

SÅDAN TÆNKTE jeg, da jeg forleden besøgte mit gamle børnehjem i Skodsborg nord for København, undervejs til hovedstaden for at modtage Danske Banks debutantpris på årets Bogforum. Det lille besøg faldt mig helt naturligt, for Skodsborg Observations-og Behandlingshjem er faktisk ' hjemstedet' for hovedpersonerne i min roman ' Det syvende barn' (naturligvis i fiktiv videreudviklet form, men ikke desto mindre) - og også stedet, hvor jeg selv tilbragte mine første to år som født af en enlig mor i en tidsalder, hvor den slags var utroligt skamfuldt og tusinder af unge kvinder derfor hvert år bortadopterede deres spæde nyfødte.

På forunderlig vis udkom min bog i efteråret, nøjagtig samtidig med at Københavns Kommune besluttede at spare et mindre beløb ved at lukke stedet - til mange menneskers store forbløffelse.

Syv årtiers uvurderlig indsats, fjernet med et pennestrøg. Også i min tid var den store villa på Skodsborg Strandvej, helt ned til Øresund, den sidste skanse for de absolut mest udsatte blandt Vorherres mindste og skrøbeligste - og efter den fri abort blev hjemmet sidste bastion for endnu hårdere ramte eksistenser, børn født af folk på druk, på junk, af sindsforstyrrede, voldelige og udstødte - af kvinder fra de fattigste kvarterer, fra asylcentre, eller bare fra steder, ingen aner, hvor ligger.

Få dage inden mit besøg havde TV A Søndag ( 6.11.) i aftenens topindslag boret kritisk i den ejendommelige beslutning, som var taget af Københavns socialborgmester, Mikkel Warming, der ellers stammer fra et parti, hvor de svage altid får at vide, at de trygt kan søge tilflugt.

OG SÅ VAR helvede brudt løs. Forstanderinden var blevet fyret få dage før mit besøg, nemlig om fredagen, som indslaget blev bragt om søndagen - og pressefolk og offentlighed modtog lange bandbuller fra rådhuset i København mod hjemmet på Strandvejen og dets årelange arbejde med de børn, man nu ville have sluset ud i plejefamilier hurtigst muligt - for så var den klat penge sparet.

Den kommunale bagvaskelseskampagne indeholdt elementer, somat de ansatte på Skodsborg ikke var dygtige nok - at hjemmet var sært gammeldags og endda temmelig fjerntbeliggende ( uha, man ser det for sig: en faldefærdig rønne med bedagede fruer i hæklede sjaler, der ikke ved noget som helst om moderne omsorg, pædagogik og effektiv pleje) - og at de kvæstede eksistenser deroppe sagtens kunne samles op af andre.

Denne politiske bredside - da de ellers usynlige mirakuløst fik mæle - har været forbløffende kynisk og komplet hjerteløs.

Både over for børnene og de ansatte på stedet. Hvis man ikke ved selvsyn har oplevet hjemmet eller læst den årelange række af bøger og rapporter om Skodsborgs unikke resultater, så er en Tilsynsrapport af 4. november 2011 - bestilt af den selvsamme kommune og borgmester! - det mest enkle bevis på smædekampagnens bevidste forvrængning.

Der er tale om et uanmeldt tilsynsbesøg ( 26. oktober kl. 14), og de uvildige rapportører skamroser stedet igen og igen:

»Under tilsynet er de fleste børn i gang med eftermiddagsmaden, mens nogle af de små sover i barnevogne udenfor. Et af børnene har besøg af en forælder, som spiser eftermiddagsmad sammen med barnet. Der er en rolig og hjemlig atmosfære, som afspejler, at personalet er kvalificeret og udstråler en smittende ro til børnene«.

»Det er vores vurdering, at medarbejderne er specialiserede indenfor denne målgruppe og udviser professionalitet og engagement i deres samvær med børnene«.

»Pædagogisk arbejdes der her med omsorg, kontinuitet, indlevelse og ansvarlighed. Disse fire elementer ser vi udmøntet i praksis, via medarbejdernes tilgang til hvert enkelt barn«.

»De fysiske rammer, om end de er af ældre dato, udnyttes på bedste vis (), fremstår velegnede og med mulighed for at tilpasse sig den aktuelle målgruppe«.

»Under tilsynet taler vi med flere forældre, som alle udtrykker tilfredshed med de tilbud, deres barn får. De oplever, at de som forældre tages alvorligt og mødes med respekt () Forældrene er frustrerede over at tilbuddet lukkes og udtrykker et ønske om fortsat kontinuitet i deres børns liv, som de syntes, at det nuværende sted repræsenterer for dem«.

Osv. Osv.

Man skal bemærke, hvor omhyggeligt tilsynsfolkene lægger et svagt, men i embedsmandsverdenen meget tydeligt, tryk på oplysningen om forældrenes erklærede frustration over lukningen. Det havde de slet ikke behøvet at skrive i deres rapport. Men det gør de, selv om de naturligvis ikke vil blive hørt. Kommunen har jo allerede taget sin beslutning.

Få dage senere, og midt imod ovenstående, går Warming og hans folk i gang med tilsværtningen af 67 års arbejde med samfundets mindste. Undervejs har jeg fået den ildevarslende tanke, at der i denne sag slet ikke findes noget grundlag - det har jeg set før som journalist - men kun en beslutning, altså nogle ord på et papir i et kontor.

Man får lyst til at spørge Warming og hans rådhusmænd, om der overhovedet er gjort noget forarbejde? Nogen må da i det mindste have fulgt Skodsborgs virke gennem årtier og bemærket, at landets fremmeste forsvarere for børns rettigheder blandt både forskere, pædagoger, psykologer og børnelæger har berømmet stedet og dets resultater - også her på det seneste, hvor det hele skydes i sænk?

Og hvis ikke sådanne rationelle argumenter har nogen effekt, hvorfor mon så selveste kongehuset under det græske præsidentpars besøg i sommeren 2009 valgte at lade kronprinsesse Mary fremvise netop denne lille plet for den psykologuddannede, børneengagerede græske præsidentfrue? Hofmarskallatet vælger naturligt ikke sådanne vigtige og stærkt pressedækkede begivenheder tilfældigt.

Det siger sig selv. Udygtigt? Bedaget?

JEG HAR gennem alle mine år besøgt Skodsborg jævnligt og fulgt hele udviklingen, og stedet er akkurat lige så koncentreret om de børn, det hele gælder, som altid. De svageste af de svageste. Hvis det lyder som en kliché, så dækker den desværre her.

Mange af disse livstilfælde kan ikke i denne debat udfoldes offentligt, fordi de netop er så skrøbelige, at alt er fortroligt - og det er desværre med til at hjælpe borgmesteren og hans folk i deres bestræbelser på at forvrænge Skodsborgs betydning.

Man skal - forud for endnu en nyankommen skæbne til villaen på Strandvejen - forestille sig en fødestue med alt, hvad der kan klemmes ind af fagpersonale - fra jordemødre og sygeplejersker til kirurger, psykologer og socialrådgivere - i et forsøg på at redde livet og tilværelsen for både den fødende kvinde og det barn, der allerede inden forløsningen er junkie, alkoholiseret eller sygt - måske uhelbredeligt.

Man skal forestille sig forældre, der er så traumatisk ramte og nedbrudte, at børnene endog kan være i livsfare sammen med dem. Man skal forestille sig, at disse parter - for det har altid været Skodsborgs endelige mål - skal bringes sammen i de små rum, som livet trods alt åbner, hvis man er tålmodig nok. Og hvor man til trods for alle de helt umulige odds skal forsøge at famle sig vej tilbage til en tilværelse, enten sammen eller bare i nogenlunde fred med det liv, der er så svært. Det kræver i de første timer, dage, uger og måneder hjælpere af den helt unikke kaliber, som Warming har sagt op med den begrundelse, at de ikke dur.

At tro, at den slags kan klares med lynhurtig anbringelse i en almindelig plejefamilie i et nok så pænt villakvarter er vanvittigt. Beviset for den helt fraværende viden og indlevelse.

Hvis der er den ringeste mening bag selv det mindste af alle valgløfterne fra den nye regering, synes jeg, den nye socialminister, Karen Hækkerup, skal gribe ind. Skodsborg tilhører hele Danmark og ikke kun en kommunal enhedsliste-borgmester, der måske ikke engang ville turde sige sine embedsmænd imod. Hun kunne starte med at besøge huset deroppe på Strandvejen sådan en smuk vinterdag.

Når selv prinsesser og præsidentfruer kan få plads i deres kalendere, så kan en ansvarlig minister med hjertet på rette sted også.

Denne politiske bredside - da de ellers usynlige mirakuløst fik mæle - har været forbløffende kynisk og komplet hjerteløs Hvis der er den ringeste mening bag selv det mindste af alle valgløfterne fra den nye regering, synes jeg, den nye socialminister, Karen Hækkerup, skal gribe ind.

Skodsborg tilhører hele Danmark.

Fakta: BLÅ BOG ERIK VALEUR

Født 1955. Journalist, forfatter og mediekritiker. Medgrundlægger af Månedbladet PRESS. Har modtaget Cavlingsprisen og Den Danske Banks debutantpris for sin roman ' Det syvende barn'.