Dagbladenes Bureau (bragt i en række dagblade), august-september 2011:

Sporene fra børnehjemmet

 

I debutromanen » Det syvende barn « vender den kendte graverjournalist Erik Valeur tilbage til sine to første opvækstår på et børnehjem

En gang imellem kommer han forbi. Står stille. Kigger ud over Øresund over på svenskekysten og tilbage igen forbi øen Hven. Tang i næsen og mågeskrig i ørerne. Havedøren går op i den statelige ejendom bag ham, og en kvinde nærmer sig forsigtigt: » Kan jeg hjælpe med noget?" Han vender sig mod hende: » Jeg boede her engang « . Erik Valeur er tilbage på Skodsborg Børnehjem nord for København.

Her tilbragte han de to første år af sit liv og husker ikke ret meget.

Kun små, luftige erindringsglimt.

Hvorfor han af og til vender tilbage til huset og strandkanten, ved han ikke. Men det er vist meget normalt, har han hørt fra børnehjemmets personale, der i årenes løb har set mange fuldt udvoksede mennesker stå i strandkanten og spejde ud over sundet, som om barndommen ville komme flyvende ind med den salte vind.

Nu sidder han her i et stort, lyst rum på Politikens Forlag i indre København og piller i sit neglebånd.

Den kendte og kritiske graverjournalist er sprunget ud som skønlitterær forfatter, og det kan man godt blive lidt porøs af. Måske blev det også lidt sent i går? Foran ham ligger bogen på knap 700 sider, og takten slås an allerede på omslaget, der er et billede af en væg med små, blå elefanter. Det er væggen i spædstuen, som den blev kaldt, på børnehjemmet i Skodsborg, hvor mange nyfødte drengeog pigebørn har tilbragt de første måneder af deres liv, og meget af det, der har ligget og rumlet i Erik Valeur , fra den dag han blev stor nok til at reflektere over sin baggrund, er nu transformeret til millioner af små, sorte klatter i en bog.

I romanen » Det syvende barn « vender han tilbage til børnehjemmet.

Men denne gang er det ham, der er dukkefører. Nu er det ham, der bestemmer, hvordan det skal gå de syv børn, der engang lå sammen på spædstuen i et stort, gult hus.

- At blive taget væk fra sin mor lige efter fødslen og blive lagt alene i et rum, hvor man ikke mærker kropsvarmen og kærligheden fra en voksen, kan næsten ikke undgå at give nogle traumer senere i livet, og de traumer fokuserer jeg på i min roman, siger han.

Mor kom i weekenden

Erik Valeur var dog ikke noget typisk børnehjemsbarn, for han havde en mor, som kom og besøgte ham hver weekend: - Min mor blev gravid med en norsk mand, som hun var meget glad for, men han ville ikke have hende, og det blev hun så psykisk syg af, at hun ikke var i stand til at have mig boende de første to år af mit liv.

Erik Valeur har aldrig opsøgt sin norske far, selvom han har haft muligheden, idet han kender hans fulde navn og ved, han er fra Bergen: - Nej, jeg har aldrig haft det behov.

Tine Bryld, som var Erik Valeurs gode veninde, mente ellers, at han ville have godt af at knytte et bånd: - Tine ville gerne have, at jeg mødte min far, inden han døde. Hun mente nok, at jeg bærer på et traume af en eller anden slags, og det kan godt være, at hun har ret i det, men i givet fald ligger det så dybt begravet, at det aldrig når op til overfladen, siger han i en lille klemt latter og tager en slurk af den medbragte dåsecola.

Se, det er din far

Til gengæld gibber det lidt i ham ved tanken om de tre halvsøskende, som han - ad omveje - har fået at vide, han har i Norge: - Jeg er jo vokset op som enebarn på sådan en rækkehusvillavej, hvor alle havde søskende, så at vide, at jeg har tre halvsøskende gående et sted, det kan jeg mærke ... jo, det kunne sgu være spændende at møde dem.

Mange adoptivbørn får på et tidspunkt en dyb trang til at møde deres biologiske forældre, også selvom de har haft et godt liv hos deres adoptivforældre, og det forstår Erik Valeur godt, selv om han altså aldrig selv har haft den trang, og det skyldes måske, at hans mor, på sin helt egen måde, formåede at gøre faderen til et slags familiemedlem: - Hun havde et billede af ham i sin pung, og det tog hun tit frem og viste mig, da jeg var knægt: » Se her « , sagde hun: » Det er din far, og han hedder ..., og han er skolelærer i Bergen « . På den måde fik jeg jo en slags far.

Heller ikke adoptivforældre bør forholde adoptivbarnet oplysninger om de biologiske rødder, mener Erik Valeur : - Jeg er ikke psykolog, men jeg ved, at man siger, at børn ikke behøver at få sandheden ind med modermælken, men de skal have den ind med sutteflasken. Man skal altså lade det begynde at sive ved to års alderen, at de ikke er biologiske børn.

- Jeg holdt min kæft

Og det er løgnene og fortielserne, Erik Valeur stiller skarpt på her i debutromanen » Det syvende barn « , hvor vi følger syv børnehjemsbørn, der lå ved siden af hinanden i hver sin frysende ensomhed, indtil de blev hentet af barnløse par og spredt rundt omkring i landet. Vi følger disse børn ind i voksenalderen, hvor de på fremtrædende poster kommer til at præge samfundsudviklingen på godt og ondt. Der er nemlig også et samfundskritisk spor i Valeurs roman, men først og fremmest er det hans årelange fascination af, hvordan det præger et menneske at havne blandt fremmede på et børnehjem og senere vokse op som adoptivbarn, der er drivkraften bag værket, og som journalist har han interviewet et utal af adoptivbørn ved forskellige lejligheder: - Der er ikke forsket ret meget i, hvordan det er at vokse op som adoptivbarn, og hvordan det er at være adoptivforældre, men man ved dog, at det kan give mange problemer.

Psykologer har fortalt mig, at mange adoptivbørn har en tendens til at ville behage omgivelserne, og det skyldes formentlig, at de er blevet fjernet ved fødslen og derfor ubevidst klamrer sig til mennesker af frygt for igen at blive forladt.

Og Erik Valeur har da også tænkt over, hvorfor han selv blev delvist forladt af sin mor, da han havde allermest brug for hende. Om ikke hun kunne have gjort det anderledes, taget ham med hjem i stedet for at overlade ham til fremmede på et børnehjem? Men han fik aldrig talt med hende om det, og nu er det for sent, hun døde i foråret som 85-årig: - Jeg kunne ikke få mig selv til at tage det op med hende, for hvad skulle det nytte? Jeg ville bare tilføre hende en kæmpe skyldfølelse, som hun alligevel ikke kunne gøre noget ved, så jeg valgte at tale med andre om det. Når jeg var sammen med hende, holdt jeg min kæft.

At blive taget væk fra sin mor lige efter fødslen og blive lagt alene i et rum, hvor man ikke mærker kropsvarmen og kærligheden fra en voksen, kan næsten ikke undgå at give nogle traumer senere i livet, og de traumer fokuserer jeg på i min roman.

Jeg er ikke psykolog, men jeg ved, at man siger, at børn ikke behøver at få sandheden ind med modermælken, men de skal have den ind med sutteflasken.

Man skal altså lade det begynde at sive ved to års alderen, at de ikke er biologiske børn.