Jyllands-Posten, 30. december 2004:

Kronik: Broen, der splittede Danmark

Intet andet stykke brugskunst som Storebæltsbroen har afstedkommet så megen småtskåren, selvtilstrækkelig, landsdelsbrutal superegoisme som denne streg over bæltet. Og det har været lige livsfarligt for folkesjælen og samfundsøkonomien hver gang, skriver kronikøren.

Der er nærmest opstået kaos omkring taksterne på Storebæltsbroen - skal de sænkes eller måske helt pulveriseres, så toldmuren mellem Fyn og Sjælland endelig kan forsvinde.

Ledende venstrefolk siger ja, ledende venstrefolk siger nej, ledende konservative siger nej, ledende konservative siger ja - sydsvenskerne og københavnerne vil hellere have takstsænket deres Øresundsbro, sydsjællænderne og lollænderne foretrækker en ny Femernbro, bornholmerne brokker sig over, at de er ladt helt udenfor - og alt imens kan midt- og vest- og nordjyderne spekulere dybere over, hvad et brud på de gamle Storebæltsløfter egentlig kan komme til at betyde for dem.

Der er ikke megen hjælp at hente i pressen. Den forholder sig lige så paratvidenparalyseret og historiefortabt som en hel skoleklasse i en PISA-undersøgelse.

Der er ellers nok at gå efter - og tingene er ikke så enkle, som de ser ud til. Det glade budskab synes umiddelbart at være for hele folket: Se, taksterne sænkes eller forsvinder helt, og alt ender lykkeligt.

Midt i dette inferno leder man forgæves efter historien om hele broens tilsynekomst, dens fødsel i 1980'erne og de rammer og løfter, der var en uløselig del af den deal, politikerne smedede sammen. Retfærdigvis må siges, at gamle garvede broforligmontører som Svend Heiselberg og Kaj Ikast har forsøgt ar råbe gemytterne lidt op, men det er druknet i det hastværk, der skal bringe forligspartierne ind i en hastebeslutningsfase allerede den 4. januar.

Det er dog mageløst, som de rykker, når valgene truer! Det er næsten ejendommeligt at tænke på, at hvis noget er blevet udråbt til nationalt samlingspunkt, et gyldent bånd mellem landsdelene, så er det Storebæltsbroen.

I virkelighedens verden har intet andet stykke brugskunst afstedkommet så megen småtskåren, selvtilstrækkelig, landsdelsbrutal superegoisme som denne streg over bæltet. Og det har været lige livsfarligt for folkesjælen og samfundsøkonomien hver gang.

Måske derfor blev Storebæltsforliget i 1986 indgået i den tro, at det kunne forlige hele landet i alle dage herefter. De vigtigste af tankerne synes imidlertid helt glemt i den øjeblikkelige valgpanik.

Den danske brobygningspolitik stod usvigeligt plantet på to solide grundpiller: Løftet - besværgelsen - om at skatteyderne ingensinde måtte knaldes for en øre. Løftet håndslaget om at landet aldrig måtte opleve en skævvridning med en lokal folkemisundelse og splittelse til følge.

Altså dels frygten for, at så kolossal en investering kunne falde de mange danske ikke-brobrugere for brystet - dels frygten for at københavnerne og fynboerne brølede frem, mens midt-, vest- og nordjyderne blev parkeret ude i blindtarmsområderne.

Og så var der selvfølgelig et tredje ben, der kunne betyde noget i et politisk landskab: nemlig, at løfter holdes og forlig består, når der ikke er nogen helt uafvendelig grund (som håbet om at vinde et folketingsvalg!) til at opløse dem. Det er trods alt kun seks et halvt år siden, bilerne begyndte at køre på broen.

Som den konservative trafikmister, der indgik Storebæltsforliget, i marts 1997 sagde til Jyllands-Posten: »Broen var slet ikke blevet bygget, hvis den ikke var brugerfinansieret. Det er en forudsætning for forliget, at skatteyderne ikke skulle betale.«

Pressen er som et historisk arkiv - hvis det ellers bruges - og bugner gennem alle årene med udtalelser som denne fra Kaj Ikast - at »disse løfter, de skal dælme holdes, hvis der skal være rimelighed til«.

Det var ikke mindst partiet Venstre, der helt ultimativt holdt på en brugerfinansieret bropolitik i Danmark. I Jyllands-Posten siger politisk ordfører Anders Fogh Rasmussen i marts 1994, at skatteyderne under ingen omstændigheder skal være med til at betale for Øresundsforbindelsen: »Hvis der ikke er rentabilitet i Øresundsforbindelsen, skal den ikke bygges.«

Så stejlt stod venstrefolk, når de talte om broanlæg.

I Jyllands-Postens store brotillæg fra marts 1995 (der var stadig tre år til bilerne fik lov at rulle) påpegede selv svorne tilhængere af en nultakst, at man i så tilfælde måtte tage store hensyn til regionale skævheder og beskæftigelsesproblemer, ikke mindst på Lolland-Falster, i Kalundborg-området, Østjylland og Nordjylland.

Som det dengang blev udtrykt af amtsborgmesteren i Storstrøms Amt: »Alle ved, at det brede Storebæltsforlig ikke ville have været muligt, hvis ikke de dele af landet, der ikke får fordel af forbindelsen, havde fået en garanti for, at landet ikke vil blive trukket skævt.« Og som han sagde: »Den slags kræver naturligvis en tyrkertro på, at når der er indgået et bredt forlig i Folketinget, så står alle parter i forliget ved det.« Og det troede han så på.

I disse dage er dette helt afgørende punkt ikke rigtigt et emne, der fylder i aviserne. Verden har ændret sig siden. Og landspolitik drives med et hastværk, der ofte hægter omtanken og medierne helt af. Så sent som den 15. december i år - to dage, før han ændrer mening til det stik modsatte - siger nutidens konservative trafikminister: »Jeg synes, vi har et Storebæltsforlig, der er fantastisk stabilt.«

Så kom socialdemokraterne på banen, og ministeren sprang op og udtalte de udødelige ord: »Det er uhørt«, sagde Flemming Hansen. »De skal ikke have lov til at løbe med sådan en sag alene.«

Den gamle minister, Kaj Ikast, sagde: »Hvis vi sætter priserne ned med bare 5 eller 10 pct., giver vi Kattegat-ruterne dødsstødet.« Med andre ord: så skævvrides Danmark.

Så kompenserer vi bare, lød det fra den nuværende minister. Men øv, det kan man bare slet ikke, for staten kan ikke subsidiere færgeselskaber, så får de et føl nede i EU.

Nå, men så giver vi dem fair vilkår, siger Flemming Hansen. Og Berlingske Tidendes lederskribent bringer dette kryptisk-ildevarslende oplæg til en hurtig "snak" om den kedelige, forældede garanti for færgeruterne: »Den garanti er skiftende regeringer forpligtet på, så længe garantien fastholdes.«

Det lover ikke godt for hverken færgerne, jyderne eller tiltroen til noget som helst, der fremover loves eller garanteres i det danske folkestyre. Helt i den ånd opfordrer Dansk Folkeparti regeringen til at blæse de gamle forligspartnere en lang hatfuld og sprænge alle de kedsommelige løfter i stumper og stykker - for som Peter Skaarup bramfrit udtrykker det i Fyens Stiftstidende: »Alt det vrøvl, der kommer fra Kristendemokraterne og Socialdemokraterne imod en takstnedsættelse, synes jeg, man skal være ligeglad med.«

Og i dagbladet Politiken går lederskribenten i brechen for en nultakst på Øresund såvel som på Storebælt. Det er den samme avis, som december 2000 skrev om Øresundsbroen: »Der er ingen grund til at sætte prisen på overfarten ned. Erfaringen fra Storebæltsforbindelsen viser jo, at prisen er i et fornuftigt leje, der også har den gode effekt, at den tilskynder folk til at bruge offentlige transportmidler.«

Et splitsekund senere er bornholmerne på banen: Hvorfor i alverden er det kun "midterdanmark", der skal tilgodeses? Bornholmstrafikken er en dyr, dyr sild, og det er slet og ret den siddende trafikministers ansvar. »Ingen har været så slem som Hansen,« piver solskinsøens regionsråd. Og så bumler valgvognen videre, spruttende af egopolitisk landsdelssnæversyn i periskophøjde.

Pressens historiske videnskrater er i den grad en hæmsko for det løbske valgvognstog. Konstateringen af, at nu står broen der jo så hvorfor i alverden kan vi ikke bare køre gratis over den står i disse dage helt uantastet af journalisterne.

Nu er benzinen jo i standerne, hvorfor kan vi ikke bare tappe den? Nu kører busserne jo på vejene, hvorfor kan vi ikke bare borde dem? Nu står bilerne jo i udstillingsvinduerne, hvorfor kan vi ikke bare nappe dem? Begynder det at dæmre?

Man kunne også kalde hele tanken for Det Store Generationstyveri af lånefinansieringen på broerne - her agter vi i vores hæsblæsende forbrugsjagt at forlænge og fordyre lånene eller helt droppe dem og lade staten betale gildet til skade for opvoksende generationer. Pengene skal jo findes et eller andet sted i den store husholdningspung. Det snakker vi ikke om.

Og endnu to emner mangler i debatten (og skal nås på under en uge). Forleden mente fremtidsforsker Uffe Palludan, at Øresundstaksterne står i vejen for hele Østersøområdet som et kommende San Francisco - men for syv år siden var den samme forsker også bekymret for mulige miljøbivirkninger ved de glade bilkilometer - og sagde f.eks. før Storebæltsbroens start: »CO-udslippet og trafikbelastningen bliver broens store problem.«

Det er selvfølgelig et tegn i tiden at al den slags snak er slettet af mediedagsordenen ikke nævnt med et ord i de sidste dages pressedækning. Det er i vores WAP-og-wroooooum-tidsalder vel nærmest et tegn på senilitet. Ligesom det forbigås ret smertefrit, at DSB ikke kan matche store prisfald på biltrafikken, hvilket vil svække den kollektive trafik mellem landsdelene. And so what?

Og helt ovre hos kvinderne og de superbekymrede ligger der måske endnu en overvintret tanke om det enorme billøfts betydning for børn og andre blødere trafikanter i vore dage. Med den begærede trafikeksplosion vil der nok blive registreret nogle snese flere ofre derude på motor- og landevejene, når årets ligoptællinger fuldføres og bliver til små beklagende noter i aviserne. Der vil være familier, for hvem transportvisionen på fire hjul pludselig fik et helt andet fjæs, end det politikerne fremmanede i valgekstasen.

Måske har der aldrig været så forbrugertosset en nation som den danske netop nu - vi synes ikke at gå op i ret meget andet end elektronik og himstregimser og skrabelodder og billig benzin - og derfor har vi måske præcist de valgløfter, vi fortjener. Beregnet på at virke her og nu og ikke dvæle ved i går. Eller i morgen.

I så fald er der kun ét at gøre resignere og lukke historiens irriterende annaler og glemme alt andet end farten og prisen og en brobizz til spotpris - og så ellers udskifte den gamle hilsen med en helt ny og mere tidsvarende: GODT NYTÅR.